It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13083Visninger
AA

28. Chapter 27.

Zayns synsvinkel:
Selvom vreden kører rundt i mig og nærmest skriger af min krop, at jeg skal kæmpe imod den og gå ned til bilen og aldrig komme tilbage igen, kan jeg ikke. Mine fødder er som frosset fast til affaldten foran hendes hus. Jeg kunne ikke få mig til at bevæge mig. Jeg ville ikke. Men jeg skulle, fordi det var ovre. Det mellem mig og Rie er ovre. Jeg skal komme videre. Jeg skal. Indse det Zayn, det er ovre.
Men jeg ville ikke. Jeg ville ikke køre herfra med tanken om, det er sidste gang jeg kom her i det her kvarter. Men det var det, og det kunne jeg ligeså godt indse. 
Jeg lukkede mine øjne sammen, knyttede mine hænder og tog en dyb indånding. Ries duft hang stadig i luften omkring mig, fordi den havde omfavnet mig så hurtigt da jeg kom ind i hendes hus. Hurtigt åbnede jeg mine øjne, da Rie dukkede op i mit hoved. Jeg tog endnu engang en dyb indånding, drejede mig og mod min egen vilje gå ned langs fortovet ned mod min bil. 


Zzz

 

Køreturen hjem var nok noget af det værste. Tårene havde gjort mit blik så sløret, at jeg måtte holde ind til siden og ingorrede de bandeord der blev råbt efter mig, fordi jeg ikke kørte med det samme, da der blev grønt lys i et lyskryds. Jeg husker hvordan mine øjne sveg efter at havde løbet i flere minutter. Måske endda en time ude i den vejkant. Jeg var så tæt på at køre tilbage til hende. Undskylde. Bede hende om at glemme alt, starte forfra. Men det ville være nytteløst. Hun ville aldrig tage mig tilbage... Og måske.. var det her bedst for os begge. 
Jeg sukkede og trak nøglerne ud fra bilen og derefter hoppe ud. Den kolde vind gav mig et hårdt vindpust så snart jeg trådte ud på den gode våde asfalt. Jeg mærkede hvordan kuldegysningen spredte sig på min krop, og hvordan den langsomt begyndte at ryste. Af kulde. Tror jeg da.
Turen med elevatoren op til min lejlighed føles så uendelig lang. Og den samtale med den gamle dame der snakkede til mig føles så forfærdelig. Jeg havde lyst til at råbe at hun skulle tie stille, fordi at snakke med nogen havde jeg ikke lyst til. Bestemt ikke når hun spurgte om det ikke var mig der var Zayn Malik. Det føles helt overskueligt at skulle tænke på det lige nu. 
Jeg bukkede mig ned og løftede dørmåtten. Et sus gik igennem min mave, da jeg opdagede at nøglen ikke lå der. Jeg var sikker på jeg havde lagt den derunder. Jeg tog en dyb indånding. Måske havde en fan set mig og hugget nøglen. Jeg lagde frusteret en hånd på min pande. Nu render en fucking fan sikkert rundt med nøglen til min lejlighed og dukker op når jeg mindst venter det. For fucking helvede. Og damn, hvor helvede skal jeg nu so..
Et gisp undslap mine læber da håndtaget pludselig blev trukket ned, og jeg var ellers klar til at skælde pigen ud over at stjæle mine nøgler og gå ind i min lejlighed, indtil jeg opdagede at det ikke var en eller anden fremmed fan, men Perrie. 
Igen.
"Åh Zayn!" Hun smilede kærligt til mig med lukket mund og lagde hovedet en smule på skrå. "Hvor ser du da ud. Helt rød om øjnene. Hvad er der sket? Kom her!" Uden jeg nåede at reagerede havde hun stilt sig en smule på tær og slået armene omkring min hals. Jeg tøvede ikke spor før jeg også svang mine arme omkring hende og holdt hende tæt indtil mig. Det føles forkert, men alligevel føles det så rigtigt. 
"Kom med, lad mig høre det hele. Hvad er der så sket denne her gang?" 
Hun tog fat omkring min hånd og trak mig med i lejligheden. "Jeg.. Det.. Rie." det sidste ord knækkede sammen, præcis ligesom min facade. "Åh pus!" lød det fra Perrie som kiggede på mig med et trøstende blik. "Sæt dig ned, slap af, jeg laver noget te." Hun aede mig kort på kinden og forsvandt så ud af køkkenet. 
Jeg ligger en hånd på min pande og læner mig tilbage i sofaen. Det var stadig urealistisk det skulle være sådan her. At det virkelig skete. At vi virkelig slog op på den måde. At jeg bare må finde mig i, at der ikke er noget 'Rie og jeg' mere men istedet; Rie..................................................................og mig. Totalt fremmed for hinanden. 
Jeg.. kan bare ikke glemme hendes cuts. At se de skrammer i hendes håndled, og vide hun selv har lavet dem, for at skade sig selv, og få den ønskede smerte. Det er noget der påvirker mig mest.. Noget jeg ihvertfald ikke kan glemme. Udover hende. Ligemeget hvor meget jeg egentlig prøver, og vil, selvom jeg ikke rigtig vil, så kan jeg nok bare ikke glemme det.
"Zayn!" 
Min krop giver sig et spjæt da Perrie pludselig står foran mig igen og vrifter med en kop hvor der sikkert var te i. Jeg tager imod den og stikker den på stuebordet. "Lad mig så høre.." begynder hun og sætter sig ned ved siden af mig. "Hvad skete der?" 
"Mig og Rie er ikke sammen mere." 
Det var som om hendes ansigt kort tidspunkt blev helt ulæsligt, men derefter løftede hun begge øjenbryn og bed sig virkelig hårdt i læben, mens hendes smilehuller dukkede op i kinderne. "Åh det er jeg ked af!" sagde hun skringert og efter nogle sekunder hostede hun og undskyldte for den hæse stemme. Hvilken hæs stemme? 
En stilhed voksede sig imellem os og jeg mærkede hvordan tårene igen pressede på, da Rie sneg sig ind i mine tanker. "Jeg.. går lige i bad." mumlede jeg og rejste mig op. 
"Men hvad med din te?" lød det efter mig.
Jeg stoppede op, "bare hæld det ud." 
"Me-" jeg lukkede døren til toilettet. Hvad lavede Perrie overhovedet her? 

 

Zzz

 

Jeg slukkede for vandet og trådte ud. Dampen havde fordampet spejlet og bare hele badeværelset. Jeg aner ikke hvor lang tid jeg havde stået derinde, men langt nok til at badeværelset var helt tåget. Jeg åbnede vinduet, tog det samme tøj på igen og gik ud. Jeg gik med hurtigt skridt ind i stuen for at finde Perrie i sofaen med tæppe over sig og pizza liggene på bordet. 
"Perrie?" spørger jeg og går hen til hende. Hun ligger blidt og sover og jeg smiler. Jeg rykker blidt på hende og sætter mig ned i sofaen. Så lægger jeg hendes hoved på mit skød og vækker hende blidt. 
"Zayn?" siger hun træt og gaber. "Jeg er lige her" svarer jeg hende blidt og hun drejer sin krop, så hendes ansigt er vendt mod mig. "Faldt jeg i søvn?" spørger hun og gnider i sit ene øje. Jeg ser hurtigt hun ikke har make-up.
"Ja, du sov dybt da jeg kom ud af badet" svarer jeg hende og smiler. "Jeg bestilte pizza" siger hun og gaber. 
"Det kan jeg se. Du har også sat en film på" siger jeg til hende og kigger op på skærmen for at se introen til The Last Song. 
"Nå ja, jeg havde tænkt mig vi kunne spise i mens vi så film?" spørger Perrie og sætter sig op, med sin rodede knold i håret. Jeg kører en tot om bag hendes øre og smiler med et nik til hende. Hun smiler lidt og tager pizzabakkerne på bordet.
"Jeg købte din yndlings og min yndlings. Jeg tænkte du nok var sulten" siger hun og rækker mig venligt min bakke. Jeg åbner og duften af varm pizza indånder jeg hurtigt og ser den lækre pizza ligge foran mig.
"Tak Perrie, du er en sand ven" siger jeg og smiler til hende. Hun rødmer lidt og smiler så tilbage. Så rykker hun sig tæt på mig i skrædderstilling, åbner sin bakke og vi begynder at pizza med The Last Song kørerne på skærmen. 

Zzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...