It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13087Visninger
AA

27. Chapter 26.

Ries synsvinkel.
Gæt hvem der har en fridag? This girl right here, hahaha. Ej, faktisk er det dybt alvorligt hvorfor jeg har fri. Eller måske ikke så dybt.. Jeg har dårlig mave og har også kastet op en smule. Jeg har ikke lyst til at snakke med Perrie mere. Jeg ved hun kommer på Starbucks for at snakke med mig. 

Og når man nævner Perrie, kan man jo også nævne Zayn. Han vil 100% komme til Starbucks de løbende dage. Jeg ved han er såret efter vores skænderig og brud igår. Han har allerede skrevet et par gange og klokken er ikke en gang 12 endnu.

Jeg mærker pludselig tårerne presse sig på. Jeg tørrer dem arrigt væk. Mine tårer skal ikke spilles på en idiot som Zayn. 

Jeg får pludselig lyst til at skære igen, men jeg gør det ikke. Why, you may ask? Efter skænderiget i går ved jeg at cutteri ikke er det rigtige. Og jeg ved at hvis jeg nogensinde skal få Zayns tillid igen, må jeg stoppe. For at være ærlig, er jeg knust over at vi slå op. Han gjorde mig glad. Og nu er der ingen til det mere, hvis I forstår
Jeg tænder tv'et og finder noget tilfældigt at se. Min mobil begynder pludselig at brumme vildt på mit bord. Mine øjner finder hen på den. Zayn. 

Jeg lader den ringer, jeg tager den bare ikke. Jeg gider ikke at snakke med ham lige nu, for jeg ved det bare vil ende galt med at den ene råber af den anden eller omvendt. Og det gider jeg virkelig ikke lige nu. 10 sekunder efter opkaldet er slut, tikker en sms ind. Jeg beslutter dog at læse den.

#Rie, så tag dog din skide telefon! Jeg vil bare snakke! - Zayn#
Jeg går ud af beskeden og låser min mobil, og ligger den ved siden af mig i sofaen. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham eller Perrie. Lige nu kunne jeg bare godt bruge en der ikke er med i det her drama. Min telefon ringer igen. Mine øjner lader på den og ganske rigtigt, er det Zayn igen. Endnu en gang lader jeg den bare ringe.

#Rie, hvis du ikke snart tager din telefon, kommer jeg hjem til dig og snakker med dig sådan! Det er op til dig - Zayn# 

Det var den besked der kom efter hans opkald. Jeg tror virkelig han mener det. Men jeg vil ikke svarer ham. Nope, nej, never. Findes der flere ord med n der betyder nej?? Never mind.
Timerne går og min paranoid må virkelig være oppe og kører, for det er som om der hele tiden bliver smækket en bildør og hver gang, er jeg bange for at det er Zayn. Men hvorfor skulle han komme? Han lignede tydeligt en der ikke ville snakke med mig igen efter vores skænderig på toilettet. Men måske har han skiftet mening og vil sige undskyld? Hvad har han egentligt gjort? Jeg aner det faktisk ikke selv. Tv'et kører stadig på høj styrke. Jeg vil så mest mulig hører på det, så mit hoved ikke begynder at finde på andre lyde som ikke er der.

Bang!

Okay, jeg sværger der var en bildør der smækkede der! Jeg sværger! Min krop begynder at ryste. Nej! Ikke nu. Jeg er ikke bange for Zayn! Det er jeg ikke! Jeg sidder helt stille, lytter. 

Ding, dong.

Pis, der lød min ringeklokke. Og nu bankes der højt på min dør. Og nu, råber Zayn. Jeg sukker. Jeg må hellere komme derud og lukke ham ind, inden han splitter huset af. Jeg sukker og trasker der ud. "Rie luk så op!" råber Zayn og banker. "Jaja slap af, jeg kommer nu!" råber jeg af ham og han bliver faktisk stille. Fantastisk at han kan være det. Jeg låser døren op og inden jeg får trukket dørhåndtaget ned, er Zayn allerede ind og døren er smækket. Jeg har mine arme i kors og kigger surt på ham. Han fanger mine øjne. Hans øjne er vrede, meget endda. Så tager han en indånding og skrider ind i min stue. "Hey, hvad skal du?!" råber jeg efter ham og går ind til ham i stuen. Han har min telefon i sin hånd, tjekker vist noget. "Jeg spurg-"

"Du har forfandet fået mine sms'er og opkald, men du skriver eller ringer ikke tilbage! Hvorfor?!" råber Zayn op og afbryder. Jeg mærker vreden pumpe i min krop. "Nok fordi jeg ikke gider snakke med dig!" råber jeg af ham og lægger mine arme i kors. "Hvorfor?! Hvorfor gider du ikke snakke med mig? Hvad har jeg gjort dig?!" råber Zayn som svar og kaster min mobil over i sofaen. 

"Du reddede mig fra afgrunden, hjalp mig. Løftede min verden op. Og jeg troede faktisk du kunne hjælpe mere. Men du gav op ALT for let Zayn! Jeg beklager at jeg cuttede selvom jeg lovede det var slut, jeg beklager! Men du ved lige så godt som mig, hvor svært det er at modstå kniven" giver jeg ham som svar, uden at råbe. Zayn står målløs og kigger på mig, så tager han sig til håndleddet. "Hvordan vidste du det?" spørger han kort. "Jeg er ikke dum Zayn. Jeg har øjne" svarer jeg ham og bliver lidt rolig. Min ro varede dog ikke længe, da Zayn begyndte at råbe af mig igen. 

15 minutter har det stået på og nu er det simpelhent slut. Den dreng skal ud herfra.
"Zayn hvorfor skrider du ikke bare hjem til Perrie og snaver med hende?! Hun er helt vild med dig, hvis du ikke vidste det! Og jeg tror hun vil nyde det!" råber jeg af Zayn og peger ud mod døren. Zayn stopper sine hidsige armbevægelser og kigger såret på mig. Det gik vidst op for ham hvad jeg sagde. Han styrter ud til døren og åbner den. "Jeg troede helt ærligt, at du hvad anderledes Rie" siger han, kigger mig direkte i mine øjne, vender så hovedet den anden vej og forsvinder ud gennem min dør og smækker den efter sig. Jeg står og kigger efter ham. Så sætter jeg mig over i min sofa og mærkerne tårerne presse. Denne her gang, lader jeg dem dog komme ud.

Zzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...