It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13262Visninger
AA

26. Chapter 25.

Zayns synsvinkel:
Vreden bobler rundt i min krop, men alligevel kan jeg mærke at min facade er ved at knække sammen. Tårene er så tæt på at gå i opløsning, men ikke her. Jeg bider mig hårdt i læben og kigger ned i jorden, mens jeg går ud til min bil og ignorer blikkene og hvisken omkring mig om, om det ikke var mig - Zayn Malik. Min krop føles følelsesløs. Det var som om jeg bare gik, uden en bestemt retning, selvom jeg vidste at jeg var på vej ned til min bil. Tankerne kørte rundt i mig, og jeg kunne tydeligt mærke hvordan jeg var ved at blive svimmel. Eller var. 
Ordene kørte rundt i mit hoved på replay flere gange, og jeg tror ingengang jeg er helt sikker på, hvad der egentlig lige er sket - vi slog op.
Og hvorfor? Hvorfor sagde jeg det? 
Fordi hun ikke er glad. Hvis hun virkelig ville være glad sammen med mig, så ville hun aldrig cutte på grund af mig, som jeg er 99% sikker på det er den grund. Hvis hun virkelig var lykkelig, ville hun aldrig gøre skade på sig selv på den måde. Hun ville have det meget bedre. Men guss what, hun havde det ikke. Og alt hvad jeg ønsker er bare at hun skal være lykkelig, og hvis hun virkelig er det sammen med mig så.. ja. 
Jeg når hen til min bil og sætter mig hurtigt ind, låser døren og tænder den. Jeg tænder radioen og Lost in Paradise af Rihanna spiller højt i bilen. Men selv den sang fik mig ikke på andre tanker, og det var tydeligt da jeg brød fuldstændig sammen. Ligemeget om folk kunne se mig gennem vinduerne i bilen, jeg brød fuldstendig sammen. 
Det var som om det hele ramlede sammen omkring mig. Som om musikken forsvandt og bare blev til baggrundstøj. Jeg dunkede mit hoved mod vinduet og lukkede øjnene, mens tårrene rendte ned af mine kinder. Et hulk forlod min mund efter den anden. Hvorfor det her igen? 
Jeg vil virkelig ikke igennem den her periode igen. Ikke depression igen. Jeg magter det virkelig ikke. 
Efter få minutter gav jeg mig selv en mental lussing og fik mig taget sammen til at køre hjem. Bare direkte hjem.


Zzz

 

Men selv at komme hjem blev det ikke ligefrem bedre af. Jeg sukkede højlydt og lod mig falde ned i sofaen inde i stuen, hvilket jeg aldrig skulle havde gjort da duften af Rie fyldte mine næsebror. Og skålen hvor der havde været popcorn i stod stadig på bordet, sofadåserne fra den dag vi så film stod der også. 
Og det var grunden til der lød endnu et hulk fra mig. Jeg ved ikke rigtig hvilken følelser det var jeg havde i maven. En del var vrede. Jeg havde sådan en lyst til at tage et eller andet og bare smadre det ind mod væggen. Jeg havde sådan lyst til at gøre noget ondt. Lyst til at skade. Lyst til at.. skade mig selv..
Cutte. 
Jeg mærkede hvordan min krop langsomt begyndte at slappe af og mine skuldre sank sig da ordet tog en drejning i mit hoved. Langsomt rejste jeg mig fra sofaen og uden at tænke mig om, var jeg på vej ud mod toilettet. Uden at tænke på hvad det var jeg havde gang i. Hvor dumt det var, så var jeg på vej derud med et enkelt mål: lave endnu et rids i mit håndled. 
Jeg var stoppet, det var jeg virkelig - og jeg er faktisk rimlig stolt af jeg ikke har gjort det i snart en uge men.. Det er ingen vej tilbage. 
Men der tog jeg fejl.
For lige da jeg havde grebet fat til dørhåndtaget til det lukkede toilet, fyldte lyden af dørklokken pludselig hele huset og jeg mærkede hvordan jeg med ét stivnede i hele kroppen. Hvordan mine fingre på håndtaget begyndte at blive svedige. Hvordan en kvalme steg mig op i halsen... Rie? 
Var det hende? 
Kunne det være hende? 
En del af mig havde lyst til at lade være med at åbne, men mit hjerte direkte skreg at jeg skulle styrte ud og åbne. Og det var grunden til at jeg gav slip på det nu rigtig lækre og svedige håndtag og begyndte langsomt og gå ud i gangen. Dørklokken gav genlyd flere gange og selv da jeg stod foran døren og skulle til at åbne, lød den stadig. Personen ville virkelig gerne ind. Var ivrig. Trykkede ihvertfald hele tiden på knappen. Og min dørklokke er ikke ligefrem lyden af englene der synger i kor. 
Jeg tog en dyb indånding og åbnede så døren. Men den kraftige lyserøde farve sprang ikke ind i min øjenlåg som den plejede. Faktisk så var det slet ikke Rie. Men en blondine. Hende.
"Perrie?" spurgte jeg forvirret og lagde overhovedet ikke skjul på lyden af skuffelse i min stemme, fordi jeg havde jo håbet på det var Rie. Komme og fortælle mig det ikke passede. Komme og fortælle hun fortrød. Komme og fortælle vi skulle begynde forfra. Komme og fortælle at hun elsker mig. Komme og fortælle a-
"Åh Zayn," udbrød Perrie pludselig og trådte et skridt tættere på mig, hvilket fik mig til at træde et tilbage også gik hun ind. "Jeg hørte det hele." 
Jeg kiggede forvirret på hende. Hun lukkede langsomt døren, "dig og din kærestes skænderi. Eh.. i skændes da ikke? Så hvordan du kom styrene ud ligepludselig. Åh lille pus, du må da være helt knust," 
Jeg bed mig en smule i læben og mærkede hvordan tårrene pressede på igen. Hun kiggede på mig med et støttende blik og trådte så helt hen til mig og uden jeg kunne nå at reagere havde hun trukket mig ind til sig. "Det skal nok gå." sagde hun støttene. 
Jeg mærkede igen hvordan min krop begyndte at slappe af. Hvordan hendes ord påvirkede mig og fik mig til at føle rolig. Uden at tænke nærmere om det slog jeg også armene omkring hendes hofter. "Tak Perrie." 
Hun var der for mig. Præcis som dengang. Hun var der, hvergang jeg ville gøre dumme ting - når jeg var ked af det. Og selvom vi ikke er sammen mere, beviser det her bare, at hun kommer på den måde, at man virkelig kan stole på hende og hun altid vil være der for én. Hvis det ikke havde været for hende, så ville jeg havde siddet ude på badeværelset og ladet alt min vrede gå udover mig selv. 
"Du må jo være helt knust," gentog hun da vi trak os akavet fra hinanden. "Skal jeg ikke lave mad til dig? Vi kunne også bestille? Tror næppe du orker det, som du dog har det. Men du skal altså spise noget - det gør ikke hvis du begynder på den spiseforstyrrelse igen, som jo har gjort dig så skinny." 
Et smil poppede pludselig op på mine læber. Tænk at hun virkelig ville gøre det for hende, fordi det er rigtigt - jeg ville ikke havde spist af mig selv efter sådan en dag. 
"Så fortæl mig så," jeg kigger forvirret efter Perrie som er begyndt at gå ud mod køkkenet og jeg følger hurtigt efter hende, "hvad skete der så?" 
Jeg tager en dyb indånding og begynder så at fortælle om alting. Ligefra da jeg mødte Rie første gang, alt hvad vi har været igennem, at jeg opdagede hun cuttede og at hun lovede mig at stoppe, men hun stoppede ikke. "Lille skat da , du græder. Kom her," udbrød hun og gik hen og slog armene omkring mig. Jeg bed mig en smule i læben inden jeg brød fuldstændig sammen ned i hendes skulder. "Det skal nok gå okay? Jeg er der for dig." 
Jeg nikkede langsomt.
"Hun er ikke det værd. Glem hende. Hun er en idiot. Sådan at gøre sådan imod en man 'elskede', det ville man aldrig gøre." Jeg skulle lige til at kommentere det og sige hende imod, indtil hun afbrød: "lad os lave noget hjemmelavet pizza. Som i gamle dage, husker du?" 

Det var præcis som i 'de gamle dage'. Perrie og jeg plejede altid at lave hjemmelavet pizza og drikke en 2 liters sodavand hver og derefter gå ind i stuen og se en film. Og det var præcis også hvad vi gjorde idag. Spise pizza, drak cola, havde det sjovt og derefter gå ind og se en film. Denne gang var bare anderledes; for jeg plejede ikke at sidde med en bøtte chokoladeis, også sad vi heller ikke sammen som vi plejede dengang. Eller jo, vi sad sammen og vores knæer snittede hinanden hvergang en af os tog en dyb indånding og det samme med vores albuer. Chokoladeisen sagde Perrie at det hjalp en smule mod humøret. Og hun havde faktisk ret. Men hun var nu mere grunden til dét. Hun gjorde mig så glad på sådan en underlig.. forkert måde. Fordi det her var ikke rigtigt. 
Jeg ville aldrig gå tilbage til en fuser. Men alligevel, så det hun kunne gøre mod mig var unikt. Men jeg ved ikke om det er bare fordi jeg mangler noget selskab, hvilket jeg egentlig mest tror det her. Men jeg har bare ikke de samme følelser for hende som jeg har med Rie. Rie er anderledes. Hvis det var hende der var her, ville det være endnu mere fantastisk. Det ville direkte være perfekt. Men jeg tror næppe det nogensinde vil ske og blive hende igen. Fordi det er ovre. 
"Nå Zayn," lød det pludselig fra Perrie, "jeg må hellere se at komme hjem. Det er ved at blive sent og, ja, jeg må hellere se at komme hjem." 
Jeg nikkede og satte den tomme bøtte hvor der ellers havde været chokoladeis i på sofabordet og rejste mig. Spørg ikke hvorfor jeg sad med en tom bøtte i snart en halv time, men det gjorde jeg altså. Jeg orkede ikke at rejse mig, eller havde ikke lyst. Måske var det grunden til at mig og Perries knæer nu ikke bare snittede men ligefrem rørte hinanden i den halve time. Men det kunne da ikke passe.. Kunne det? 
"Ja okay," smiler jeg forsigtigt og går hende med ud i gangen. En stilhed ligger sig over os mens hun tager sine højhælede sko og sin røde regnjakke på - men jeg tager det ikke som akavet. Mere som naturligt, fordi der var tit nogle stilheder mellem os. 
"Nå men," lyder det så fra hende da hun er færdig og stiller sig ved siden af døren. "Jeg ringer senere, hvis det er okay?" Jeg nikker hurtigt og dør hen til døren for at åbne den for hende. "Det ville jeg elske!" flyver det pludselig ud af min mund og jeg kunne ikke nå at trække dem tilbage. Men havde jeg nu også lyst til det? 
"Super," smiler hun forsigtigt og før jeg når at reagere er et blidt kys plantet på min kind og en blondine forsvundet ud af døren. Mine læber adskiller sig en smule og forvirret kigger jeg efter hende.
Hvad var det for et sus i maven? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...