It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13079Visninger
AA

25. Chapter 24.

Ries synsvinkel.

Jeg har været vågen i godt og vel 10 minutter nu. Jeg sidder i mit tøj inde i Zayns sofa i hans lejlighed og ser lidt tv, dog med lyden skruet lidt ned for ikke at vække Zayn. Klokken er halv 12 og jeg skal til og hjemad, for at komme på arbejde.
Jeg sidder lidt og tænker mig mit og Zayns skænderi igår. Det gik ret vildt for sig, og ikke på den perverse måde. Nej nej, der skete ikke noget i den afdeling igår.
Vi råbte bare ret meget af hinanden, og kastede med lidt ting også. Jeg kan faktisk ikke huske hvad vi skændtes om, men han begyndte med at vrisse af mig og derefter gik dett bare ned af bakke hvis i forstår.
Jeg hader faktisk at skændtes med Zayn og jeg er faktisk ikke særlig stolt over det skænderig igår. Jeg håber jeg kommer til at kunne sige undskyld til Zayn i løbet af dagen i dag.
Jeg rejser mig forsigtigt fra sofaen og går så ud i gangen. Jeg husker tydeligt den første gang jeg var her hos Zayn og jeg smiler lidt over det. jeg lister hen og tager mit overtøj på og tjekker så om jeg har nøgle og mobil på mig, hvilket jeg.
Jeg tager stille om dørhåndtaget, åbner døren, går ud og lukker den så efter mig. Nu står jeg på den mennesketomme gang. Til højre for mig er trappene ned til 'lobbyen' hvis det er det man kan kalde det, og til venstre for mig er elevatoren.
Jeg beslutter at dreje til venstre. Selvfølgelig tager jeg elevatoren, hvem ville ikke gøre det?
Jeg er så heldig at den lige er kommet da jeg når der hen og jeg kan komme direkte derind. Nu står jeg så her og venter på at komme ned til stueetagen og ud fra denne her bygning. Klokken er 11:45 og jeg takker lige nu gud for at jeg lod mit arbejdstøj ligge på Starbucks og at Zayn åbenbart bor så tæt på den Starbucks jeg arbejder på, for så skal jeg bare derhen, skifte og så ellers bare gøre hvad jeg plejer at gøre når jeg er arbejde. Jeg håber bare Perrie ikke er der.

Der gik 10 minutter så befandt jeg mig på Starbucks. Og som sædvanlig hvad jeg hurtig til at klæde om og pakke mit normale tøj ind i mit personaleskab. Jeg har været på arbejde i godt og vel en halv time og jeg har endnu ikke hørt fra Zayn. Måske han stadig sover, det kunne ligne ham.
Lige pludselig får jeg den sygeste kvalme i min mave, idet jeg har lagt min bakke fra mig ved kaffemaskinerne. Jeg styrter ud på toilettet og hen til en af toiletterne hvor jeg ligger mig ned og begynder at brække mig. En masse klamme ting kommer op af min mave.
Jeg bliver ved med at brække mig i 5 minutter og til sidst ligger der en masse klamme ting i toilettet også lugter her virkelig dårligt. Jeg rejser mig fra gulvet og stiller mig ordenligt op. Så trækker jeg ud i toilettet og går ud til håndvaskene.
Jeg kigger på mig selv i spejlet. Føj, bare føj. Jeg ligner noget katten har slæbt ind. Bogstavelig talt. Jeg tænder for vandhanen og kyler lidt kold vand i ansigtet og på mine arme. Det frisker lidt.
Et bank lyder på døren til toilettet og derefter kommer Flora ind. "Rie, dovner du den af her ude eller hvad? Kom så ind og få serveret noget kaffe" vrisser Flora af mig, tager fat i min arm og skubber mig ud af toilettet. Hvis hun bare vidste hvad jeg lige lavede på toilettet..
Jeg bliver sendt hen til bord nr. 8, hvor en blondine sidder. Jeg genkender hende hurtigt. Perrie. Jeg tager en dyb indånding inden jeg går derhen med hendes kaffe og hendes ene stykke gulerodskage. Jeg går derhen med hovedet løftet højt op og ignorer hende det meste af vejen derhen. "Værsgo" siger jeg kort til hende uden at skænke hende et blik. "Jamen mange tak" svarer Perrie og tager imod hendes kaffe og kage. Jeg vender om på hælen og går direkte hen til bord nr. 5 for at tage deres bestilling.

Jeg har lige fået en pause på 10 minutter, endelig. Det trænger jeg også til. Jeg går ud til mit skab og finder min mobil frem. 3 ulæst besked. Jeg tjekker hurtigt beskederne, som jeg ser kommer fra Zayn.
#Hvor er du henne? - Zayn xx#

#Er du stadig sur over vores skænderig igår? Babe, alt det jeg sagde, det mente jeg ikke - Zayn xx#

#Please svar jeg skat. Jeg bliver bekymret for dig når du ikke svarer - Zayn#

Jeg beslutter ikke at besvarer dem. Han ved jo ligesom hvilke dage jeg arbejder og hvilke dage jeg ikke arbejder, så hvis han lige tænker sig lidt om ved han godt jeg er på arbejde. Jeg ligger min mobil ind igen og idet jeg tager min hånd ud, kommer det skindene blad på min kniv, frem. Jeg mærker lysten til smerten komme frem. Jeg rækker stille ud efter kniven.. Nej, jeg kan ikke.. Jeg har lovet Zayn det... Men på den anden side, hvordan skulle han få det af vide?
Jeg tager så et stramt greb om kniven og hiver den ud af skabet, som bliver smækket hårdt i. Så går jeg hurtigt ud på toilettet og ind på en af de ledige toiletter. Jeg sætter mig ned på det lukkede toilettet og hiver lidt op i min trøje.
Jeg lægger kniven på armen og mærker straks det kolde blad. Også, så gør jeg det jeg plejer at gøre. Smerten er som sød musik for mig. Jeg har faktisk savnet den lidt.

Så lyder der et højt brag og døren til det toilet jeg sidder på, bliver flået op. Mit hoved ryger straks op og mine øjne fanger nogle sårede triste øjne. Zayns øjne. Hvordan er han egentligt kommer herind? Jeg hørte ham ikke komme.
"Du lovede det.." mumler han så og kigger ned på min arm. Jeg kaster min kniv væk og rejser mig hurtigt op. Zayn begynder at bakke væk fra mig. "Se her.." siger jeg til ham og skyller mit blod væk og binder noget papir om det. "Hvorfor gør du det? Du lovede det!" råber Zayn så op og kigger arrigt på mig. "Jeg gør det fordi jeg ikke kan lade hver! Jeg har gjort det så længe nu, det er ikke så nemt at stoppe af du ved det!" råber jeg så af ham. Zayn slår arrigt hånden ind i spejlet så det går i stykker. "Zayn!" råber jeg højt af ham og skubber til ham. Og sådan starter endnu et slemt skænderig.

Vores skænderig har nu stået på længe, faktisk har vi fået råbt en del af hinanden. "Hvis det er så svært for dig at være sammen med mig, så slår vi da bare op!" råber jeg så af ham og går ind til det nærmeste toilet. Jeg hiver hans halskæde af min hals, kyler den ned i toilettet og skyller så ud efter mig. "Så, nu er vi officielt singler begge to!" råber jeg så af ham. Zayn står og knytter sine næver. "Fint" siger han med sammenbidte tænder og går så vredt ud af toilettet. Jeg kigger efter ham. Mærker tårerne komme. Der går 2 sekunder, så kommer Flora ind. "Rie, hvad er der dog sket?" spørger hun bekymret og kommer hen til mig. Jeg krammer hende og begynder at græde ind i hendes skulder.

 

Zzz

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...