It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13259Visninger
AA

24. Chapter 23.

Zayns synsvinkel:
Jeg havde ingen idé om hvad klokken var, men jeg var helt sikker på den sikkert enten var sent om natten eller virkelig tidligt om morgenen. Jeg gætter på morgenen, fordi jeg har ihvertfald lagt vågen i lang tid, efter jeg heldigvis fik sovet en smule. Jeg havde en virkelig hyggelig aften med Rie igår, efter uheldet med drengene selvfølgelig. Men alligevel lagde der en utryg og anspændt stilhed over os, selvom vi lå der sammen. Selvom jeg flere gange sagde det var perfekt, og hun sagde at hun havde det på samme måde, som vi lagde der, men jeg tror heller ikke hun mente det, i hvert fald bare for den aften.
Hendes ar. Det er stadig kommet som et chok for mig, selvom jeg på en eller anden måde altid har haft den tanke om hun har gjort sådan noget mod sig selv. På en eller anden måde, kunne man nærmest se det på hende - man kunne nærmest se smerten i hendes øjne hver gang man så hende, selvom hun smilede. 
Men selvom den tanke altid har været i baghovedet, så skræmte det mig alligevel mere end noget andet. Blodet udover det hele. De rødspringte øjne og pigen jeg elskede højest i hele verden sidde med en kniv mod sin hud, mens hun gav sig selv smerte. At hun gjorde det med vilje. At det ikke var bare et uheld, men hendes eget valg at gå ud og hente en kniv, for derefter at plante den i hendes hud, for at kunne føle smerten.
Og det er så grunden til jeg ligger vågen. De tanker gjorde det umuligt for mig at falde i søvn igen. Det var som om jeg kunne føle hendes smerte. Jeg havde jo prøvet det. Jeg kender smerten. Jeg ved hvor fantastisk den er - men alligevel. Hun må bare ikke gøre sådan noget. Det skader mig mere end hende, fordi jeg tror rent faktisk at hun direkte elsker at gøre det mod sig selv. Det gjorde jeg. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg med et smil gik ud i køkkenskuffen og tog kniven. Hvordan min mave snog sig, fordi den vidste hvad jeg havde tænkt mig. Den vidste det var nu, jeg ville gøre skade på mig selv. Og jeg elskede det. Elskede at se blodet rende ned af mit håndled. Elskede den smerte der kørte igennem ens krop. Elskede hvordan ens hoved var helt forvirret bagefter. Elskede smilet der sad klistret på ens læber. Elskede de ar der kom på ens håndled - og nu som altid vil være der. 
Jeg sukkede og greb ud efter min telefon som lå på natbordet med så lydløse og med så mindst muligt bevægelser for at Rie ikke vågnede, da min arm var snoret rundt om hendes hofter. 
8:43
"Er du vågen?" 
Et gisp forlod mine læber og jeg med et tabte min telefon ned på gulvet, så der lød et ordentligt brag, hvilket gav et sæt i hende. "Det tager jeg som et ja," smågriner hun en smule og vender sig rundt mod mig, så hun ligger med front. Jeg smiler en smule, "godmorgen skat." 
Et smukt smil plantes på hendes læber, før hun rykkede sig tættere ind mod og pressede hendes læber mod mine. Jeg ligger mine hænder på begge hendes hofter, og hendes hånd kører fra min nakke til op i mit hår, hvor hun begynder at rode i det. 
Efter lidt tid trækker vi os fra hinanden for at få vejret. Jeg griner en smule over vores heftige vejrtrækninger fordi vi havde fået kysset trukket ret så langt ud, så vi faktisk næsten var ved at dø af iltmangel. "Åh gud," griner hun, da hun har fået den normale hastighed tilbage. Jeg smiler og griber hendes hånd, hvor jeg fletter vores fingre sammen. "Idag skal det bare være dig og mig," hvisker jeg og kysser hende på næsen, "kun dig og mig." 


Zzz

 

Et højt grin undslipper mine læber, da hun endnu engang griber fat i bænkens ryglæn, for ikke at vælte. "Kom nu væk fra den der bænk der," siger jeg mellem mine grin. Hun sender mig et dræberblik, men stadig med det samme søde smil på læberne, som der har været lige siden vi stod op i morges. "Den her bænk, er altså min helt." siger hun, "hvis det ikke har været på den, så havde jeg væltet og fået hjernerystelse flere gange." Jeg griner endnu engang, da hun krammer ryglænet bagfra. Jeg ryster på hovedet og ruller øjne, før jeg ruller over til hende og tager fat om hendes mave, for at løfte hende op. "ZAYN!" skriger hun, da jeg løfter hende op. "Zayn vi vælter! Du er sindssyg! Sæt mig ned!!" skriger hun og spjætter med benene. 
"Jeg er mester til det her," smiler jeg til hende og kysser hende på næsen. "Zayn, du er sindssyg." griner hun, "men seriøst, kan vi ikke nok lave noget andet nuuu? Pleaseee? Jeg forbander rulleskøjter mere end noget andet, tænk du virkelig fik mig til det her." 
"Alt for dig prinsesse," griner jeg og sætter hende ned. Hvilket jeg aldrig skulle havde gjort, fordi hun mister hurtigt balancen og er ved at vælte forover, hvis det ikke var for at jeg greb hende. Hun hvæser irriteret hvilket får mig til at grine endnu mere.
Vi havde stået på rulleskøjter i snart to timer, hvor vi egentlig bare har kørt rundt i parken. Det havde været fantastisk. Vi er ikke blevet genkendt en eneste gang, selvom jeg troede det var umuligt, så var det åbenbart muligt. Må gud være med jer, solbriller og hat. 
"Jeg kunne godt bruge noget kaffe," griner hun og ligger sin hånd på min skulder for ikke at vælte. Jeg smiler til hende, "jeg kan godt hente noget. Aflevere du så rulleskøjterne?" hun nikker hurtigt og før jeg når at blinke har hun sat sig ned midt i det hele og i gang med at tage hendes grønne rulleskøjter af. Eller ikke hendes, nogle vi havde lejet i sådan en butik, hvor man også kunne leje ethjulet cykler, men det havde hun bestemt ikke lyst til at prøve. Da vi begge har fået vores rulleskøjter af, rejser hun sig, putter dem i posen. "Vi ses om lidt skat," smiler hun og kysser mig hurtigt på munden hvorefter hun vender sig rundt og begynder at gå den modsatte vej, som jeg skal for at komme hen til en Starbucks.
Faktisk den Starbucks Rie arbejder på. 
Jeg går hurtigt derhen og stiller mig i køen, som heldigvis ikke er så lang. Duften af kaffe runger i mine næsebore. "Hvad skulle det være?" spørg pigen bag kassen, da det endelig bliver min tur. Jeg smiler skævt til hende og bestiller to kop kaffer Togo. "Hvem kan jeg skrive dem til?" 
"Zayn og Rie." smiler jeg. Hun nikker langsomt og begynder at skrive på dem begge, før hun hælder kaffe i dem og putter låg på. Jeg betaler hurtigt og tager dem med mig. Jeg går hurtigt hen i parken igen, hvor jeg hurtigt får øje på det smukke lyserøde hår som skiller sig ud fra alle de andre. Skønheden selv.
Hun står lidt og kigger ned på hendes fødder, mens hun sparker til nogle sten som ligger på stien, indtil jeg kommer om bag hende og kysser hende i nakken. Et lille fnis undslipper hendes læber, "hej skat." smiler hun og tager imod den varme kaffe. "Det var på tide." 
"Har du savnet mig?" spørg jeg og fletter vores fingre sammen. Hun kigger drillende på mig, "næh, jeg har bare været tørstig." 
"Org!" udbryder jeg surt og slipper hendes hånd for at gå lidt væk fra hende. "Zaaaaaayn," siger hun og prøver at gribe fat i min overarm, men jeg undviger. "Det sårede." siger jeg trist, "nu græder jeg helt." 
Et højt grin undslipper hendes læber, hvilket ikke kan andet end at smitte af på mig. "Du er så dårlig.. Zain." griner hun. Jeg kigger forvirret på hende, indtil hun laver et lille nik mod min kaffe. 
Pigen havde skrevet Zain istedet for Zayn.. typisk.

"Også sagde den ene grønlænder til den anden: jeg tror jeg er blevet solbrændt!" 
Jeg løfter det ene øjenbryn, "den giver jo ingen mening?" Hendes høje grin får folk i parken til at kigge mærkeligt på os, hvilket egentlig er dét jeg griner af, ikke af hendes dårlige vits. "J-o.. d-d-en e-r-r!" får hun sagt mellem hendes grin. "Hvad er det sjove ved den?" 
Hendes grin stopper brat og hun kigger irriteret på mig, "ja nok er han er blevet solbrændt." 
"Det er jo ikke sjovt?" 
"Jo, fordi de snakker sammen i december!"
"..Ja?" 
"Også er det jo ikke muligt at blive solbrændt!"
"Det er det jo.. hvis man er på skiferie eller sådan noget?" 
"Du ødelægger min vits," siger hun trist og slår mig på skulderen. "den er mega guddommelig!"
"Den giver ingen mening," griner jeg og trækker hende hen til mig. "Skal vi ikke se at komme hjem?" 
"Jeg vil have et par sko først." 
"Hvad?" spørgere jeg forvirret og trækker hende væk fra mig, for at kigge på hende. Hun ligger med løftede øjenbryn på mig, "du ødelægger min joke, så forlanger jeg også et par sko." 
Jeg sukker og rejser mig op, "fint. Men ikke over et kvarter inde i butikken vel?" Hun stopper op og vender sig rundt med løftede øjenbryn, "et kvarter!? En pige kan sgu da ikke vælge nye sko på et kvarter man!!" 
Jeg løfter begge mine øjenbryn og holder mine hænder op foran mig, "okay okay. Easy tiger!" 
Hun smiler tilfreds, "og det skal være i den der." 
"Forever 21?" spørg jeg og kigger forvirret på hende, "det er jo en tøjbutik? Skulle du ikke have sko?" Jeg bider mig i læben og husker dengang jeg var derinde for at finde en ny sweater til Perrie i julegave sidste år. "Tøj og sko." siger hun. Jeg kigger forvirret på hende, "først var det bare sko..?" 
"Ja, men nu er det jo ligesom en tøjbutik vi skal ind i, så" 
Jeg ruller øjne, "højest en halv time! Okay!?" 
Hun smiler bare drillende til mig og trækker mig hen til butikken. 

"Du sagde et par sko." hvisker jeg til hende, da vi står i køen. "Rolig mussi, det er ikke fordi du ikke har råd vel?" hun smågriner en smule og kysser mig på kinden. Jeg ruller øjne, "og jeg sagde højest en halv time. Hvad er der gået? To timer?" 
"To og en halv, præcis." endnu engang kysser hun mig på kinden og går op til kassen, fordi det er blevet vores tur og stiller de to sæt sko på disken. Jeg sukker lydløst og går op og ligger det tøj jeg skulle bære for hende ved siden af.
"Det blive-" 
"Bare på beløbet," afbryder jeg hende og stikker kortet i. Rie griner en smule og klapper mig på skulderen, jeg sukker bare med et typisk smil på læben. 
"Jeg troede ikke du kunne lide at shoppe." sagde jeg og rakte hende den ene pose, hvor tøjet var i. Hun smiler svagt til mig, "elsker det. Har bare aldrig haft muligheden for det." Jeg nikker langsomt og vælger ikke at snakke mere om det, fordi jeg vidste udmærket godt hvad hun mente med det.
"Rie?" mumler jeg og tager fat i håndtaget til udgangen og river den ud, "skal vi ikke bare bestille mad i aften? Fordi jeg tror ikke rigtig nogen af os orker at lave selv, efter såd-" 
"ZAYN MALIK!" 
"Fuck," hvæser jeg og stopper op, hvor vi ellers var på vej ned af gaden. "Hvem var det?" spørg Rie forvirret og kigger sig forvirret omkring. Jeg bider mig i læben, "kom!"
"Hvad skal vi?" råber hun, da jeg tager fat omkring hendes håndled og trækker hende med mig. "Zayn Malik! Er det din nye kæreste?" 
"Hvad blev der af Perrie Edwards?" 
"Zayn!" skriger hun, men jeg trækker hende bare hårdere med mig og sørger efter et sted at løbe hen. "Kom med herind," sagde jeg og trak hende med ind i en skobutik. En lugt af læder blandet med brændt gummi gik os i møde. Jeg bed mig i læben og fik lukket døren til butikken, og hurtigt låst den. "Sig mig!" lød det pludselig  af en gammel dame, som kom gående ud af et rum, "hvad er det lige der sker?" 
"Hvem er de mennesker, Zayn?" spørg Rie og kigger overrasket på mig. 
"Parpazzier." mumler jeg og slår hovedet ind i væggen af aggression. 
"Åh gud," mumler Rie og river hendes hånd til sig, som jeg ellers havde holdt om uden at bemærke det. Den var blevet helt rød, hvilket fik mig til at bide mig i læben. "Åh gud! Du er j-" 
"Jeg ved det godt," sagde jeg irriteret og kiggede vredt ud på parpizzerne som klemte sig op af vinduet. "Har du en anden udgang? Udvej eller sådan noget?" spørg jeg hende. 
Hun kigger sig lidt omkring og tænker sig om, "ja jeg har. Følg med mig." 
Vi fulgte med damen igennem butikken. Det var åbenbart et eller andet sted hvor hun selv lavede sko. Selv syede dem, eller sådan noget. Hun havde i hvert fald et helt værksted og en hel masse forskellige slags sko. "Her," mumlede hun og pegede hen mod døren. 
Jeg smiler taknemmeligt til hende, "tudsind tudsind tak!" Hun smiler og går hen til døren, låser den op og holder den for os. Jeg kigger hen mod Rie, som står og kigger ned i jorden. "Kommer du?" 
Hun kigger op, kort på mig før hun går med tunge skridt hen mod døren og ud. Jeg sukker en smule. 
Dårlig slutning på en ellers perfekt dag.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...