It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13076Visninger
AA

22. Chapter 21.


Zayns synsvinkel: 
"You're so London, your own style, your own style, we're together it's so good, so girl why, are you tearing me..... You tearing me a.. me.. a.. eh."
Selvom rummet var lydtæt kunne jeg næsten høre eller fornemme mig til sukkende som røg ud af mundene på tværs inde i det andet rum. "Okay hør her Zayn," lyd det fra studiemanden som snakkede ind i en mikrofon. "Du har sunget den fandes sætning hundrede gange. Hvordan er det overhovedet muligt at glemme det? Du skal jo bare gentage sætningen flere gange!"
Jeg bed mig en smule i læben, og tog en dyb indånding. Han havde ret, jeg havde sunget teksten en milion gange før, men det er bare som om.. den bare glider væk, når jeg skal synge den - selvom jeg godt kan huske, at jeg egentlig bare skal gentage 'you tearing me a part' to gange til. Men, jeg kunne bare ikke koncentere mig. 
Og det er der en helt bestemt grund til. 
Rie. 
En kvalme steg op i min hals, da jeg kom til at tænke på hende endnu engang. Ikke fordi jeg ikke kunne lide hende, eller modstå hende, men mere af det faktum, at hun ignorer mig. Og det er derfor jeg har det sådan her; kvalme og nedtrykt. Jeg havde skrevet til hende i morges - en godmorgenbesked - men hun svarede ikke, dog kunne jeg se at hun havde set beskeden. Jeg tænkte at det sikkert bare var fordi hun havde travlt og ikke nåede det, men da jeg så skrev to timer efter og ikke svaret, selvom hun endnu engang havde set beskeden, begyndte jeg at blive urolig.
Var det fordi jeg kom til at sige Perrie, istedet for hendes navn? Det var altså virkelig ikke meningen! Efter alt havde hun havde sagt, så tænkte jeg bare på hende lige i det sekundt. Helt ærligt, Rie og Perrie minder da også meget om hinanden. Men hun virkelig tage det så tungt?
Piger er altså besværlige. 
"Zayn!" lød det højt i mine høretelefoner, hvilket gav et sæt i mig og jeg hurtigt tog dem af, og kastede dem hårdt ind mod væggen. Studiemanden sendte mig et surt blik, som jeg bare gengældte med et dræberblik. Mit hoved rungede over den høje stemme, fordi han havde råbt ind i mikrofonen og lyden var allerede høj i forvejen. "Hvad helvede skulle det til for?!" råbte jeg vredt og mærkede hvordan vreden kørte rundt i kroppen på mig. Han lavede tegn til jeg skulle gå ud. Jeg sukkede højt og gik hen og åbnede døren hårdt op, så den smækkede op i væggen bagved. Drengene sukkede en smule og kiggede bare ned i jorden. Stuediemanden kiggede overrasket på mig. "Hvad sker der med dig idag, Zayn?" 
"Hvad sker der med dit fjæs, hverdag?" svarede jeg vredt. Stuediemanden løftede det ene bryn og kiggede hen mod drengene. Louis bed sig en smule i læben og rystede bare med hovedet.
"Man skulle nærmest tro du var en pige, med alle de humørsvingninger du har," mumlede han næsten utydeligt, "er det den tid på måneden?" 
Jeg kunne mærke hvordan mit ene øjne begyndte at klemme sig sammen og hvordan jeg måtte knytte mine knytnæver og tage mange dybe indåndinger for ikke at gå fuldstændig amork - og det kunne drengene godt se på mig. Liam sprang op fra sofaen, "jeg tror vidst Zayn skal have en fridag." Inderst inde havde jeg lyst til at takke ham og falde på knæ, for at kysse hans fødder men istedet sendte jeg ham ikke det mindste blik men så bare stadig vredt på studiemanden som var ved at synke en smule ned i den stol han sad i.
"Zayn," sagde Liam og gik hen til mig, tog rundt om min overarm og begyndte at trække mig hen mod udgangen. Jeg rystede hans hånd af, og gik foran ham for at komme ud så hurtigst som muligt. Bagved mig lød en masse suk og jeg kunne nærmest fornemme de skuffende blikke der var, men jeg lod som ingenting og lukkede bare døren efter mig.
Jeg indåndede den friske luft helt ned i maven flere gange og håbede det ville hjælpe bare en smule på den kvalme som lå i min hals. Jeg havde ingengang spist noget idag, men den var der bare alligevel, og den ville ikke gå væk. 
Jeg trak min telefon op fra lommen, og gik ind på beskeder. Hun havde ikke svaret, men istedet bare set den den seneste besked. Igen. 

Godmorgen min skat. Håber du får en goddag, savner dig.xx
Læst 13/11/13, 7:56

Rie, kan jeg ringe, eller? x
Læst 13/11/13, 9:45


Rie?
Læst 13/11/13, 9:55

Skat, jeg kan se du ser beskederne..
Læst 13/11/13, 10:05

Rie, vil du ikke nok svare?
Læst 13/11/13, 10:09

Kan jeg ringe?
Læst 13/11/13, 10:16

Har du pause?
Læst 13/11/13, 10:36

Rie skat, er der noget galt?x
Læst 13/11/13, 10:57

Rie.. Jeg kan se du ser beskederne..
Læst 13/11/13, 10:56

Kan du ikke lige ringe? x
Læst 13/11/13, 11:22

Rie seriøst, jeg er altså ret bekymret.. 
Læst 13/11/13, 11:46

Hvorfor svarer du ikke?
Læst 13/11/13 11:59


Vil du ikke nok svare? fik jeg skrevet med rystende fingre og sendt. Tankerne kørte rundt i mig. Var hun sur? Hun kunne jo ikke være andet. Måske, havde hun bare ikke mere smstid, eller hvad helvede det nu hedder. Jeg tog en dyb indånding. Der er sikkert en god grund. Det hele er sikkert helt okay.
Jeg sukkede og gik over mod min bil, for at køre til den nærmeste starbucks, som jeg vidste var den hun arbejde på. 

 

Zzz
 

Hun havde fået fri for en time siden. 
Det sagde Fiona, tror jeg hun hed. Og det er så derfor jeg er på vej hjem til hende. Jeg regner i hvert fald med hun skal være hjemme nu hvor hun havde fri. Hvor skulle hun ellers være? Men Fiona sagde hun havde det dårligt og derfor måtte tage tidligt hjem. Måske var det derfor hun ikke havde svaret? Sagde jo der var en god grund. 
Med et smil trådte jeg ud af bilen, da jeg holdt foran hendes lejlighed. Lyset i vinduerne brændte, i hvert fald køkkenvinduet. Jeg hoppede op over de få trapper op til lejligheden og bankede på døren. 
Og igen. Og igen. Og igen. To bank, tre bank, fire bank og tilsidst bankede jeg bare løs. "Rie?" råbte jeg. Stilhed. "Rie?!" råbte jeg igen. 
Jeg vidste hun var hjemme. Fiona havde også sagt hun 99% var hjemme. 
"Rie.. Jeg ved du er hjemme." mumlede jeg og lænede hovedet ind mod døren, mens jeg udbrydte et suk. Jeg bed mig en smule i læben og begyndte at kigge rundt omkring det hele. Under dørmåtten. Nej. 
Potteplanten. Nøj, jeg er god. 
Jeg løftede den og samlede den lille sølv nøgle op, som var en smule rusten, og proppede den ind i låsen. Den passede og lidt efter lød der et lille klik og døren åbnede en smule. Jeg tog en dyb indånding og proppede nøglen ned i mine jeans og gik ind. 
En underlig duft, eller lugt, fyldte mine næseborer. Her var koldt, meget endda, hvordan kunne hun dog leve i den her kulde? Og lugt.. Det var som om den var blandet med forskellige rengørningsmidler, men det kunne umuligt være dét, fordi selvom gangen her var helt mørkt, kunne jeg sagtens se den tykke lag af støv ligge på gulvet. 
Jeg fik ledet mig hen til den eneste dør i rummet, bortset fra den jeg kom fra. Jeg kunne mærke hvordan mine øjne begyndte så småt at klø over alt det støv i rummet. "Ri-" begyndte jeg, men blev afbrudt af et højt nys - fra mig selv. 
Jeg var kommet ud i noget der kunne ligne en stue, selvom der ikke var andet end et lille fjernsyn og en sofa, som lignede en hun havde hentet fra lossepladsen og gjort rent. Et lille klapbord og en dør ud til en lille altan hun havde med udsigt ned til en rusten legeplads som lå i den gamle park bag hendes hus. Ovre i det andet ende af rummet var køkkenet. Et gammelt lille køleskab, nogle ret ulækre køkkenborde, håndvask og en kaffemaskine. Jeg bed mig en smule i læben og gik over mod køleskabet for at åbne den. 
En liter yougurt, rugbrød, franskbrød og en nutelladåse var det eneste der stod derinde. Jeg bed mig i læben. Hun kunne ikke leve i det her, det kunne hun bare ikke. 
"Rie?" råbte jeg. Jeg hører et lille gisp ovre mod en dør som jeg slet ikke havde lagt mærke til. Hurtigt styrter jeg hen til badeværelsesdøren og river ned i håndtaget - låst. 
Jeg tager derfor et skridt tilbage og sparker den op, så døren får en ordenlig revne øverst og et mærke af min sko. Jeg bider mig en smule i læben over det, men vælger alligevel at lade det være og løbe ind på badeværelset.
"Rie, hvad ske-" 
Et gisp undslipper mine læber, og jeg kan se hvordan hun panisktisk prøver at pakke det væk, men det er forsent; jeg havde set det og dem. "Rie!" skriger jeg med en skringer stemme og mærker hvordan jeg langsomt bliver svimmel over alt det blod på gulvet omkring hende og på hendes.. arm. 
Hun kigger op på mig med hendes smukke øjne, som var fuld af vand. Jeg fik et stik i hjertet af det, men alligevel skuffede det mig også. Hun.. cuttede.
"Hvorfor?" hvisker jeg langsomt og river kniven ud af hendes hænder. Hun gør ikke modstand på nogen måde, læner så bare sit hoved op på væggen ved siden af og lukker hendes øjne. Efter flere sekunder, stadig intet var, hun sad der bare med lukkede øjne. 
Jeg stod stift og kiggede på hende. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Hvorfor havde hun ikke sagt noget til mig? "Zayn.." begynder hun med en lille hæs stemme, hvilket giver mig endnu et stik i hjertet og derfor kaster mig ned til hende. Sætter mig oveni alt blodet på gulvet, får hendes til at ligge på mit bryst og tager armene om mine, hvor jeg dog med den ene hånd nusser hendes.. røde arm. 
"Shhh." mumler jeg og hører et lille snøft fra hende. "Bare lov mig, du aldrig gør det igen. Okay?" 
En lille stilhed ligger sig over os hvorefter hun hvisker stille; "det lover jeg." 

 

Zzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...