It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13262Visninger
AA

21. Chapter 20.

 

Ries synsvinkel.

Endnu en dag for jeg skal på arbejde. Samle gamle rutine hver morgen;
Vågne, bad, morgenmad, af sted.
Det er ved at blive lidt træls. Og ja, jeg sover længe. Jeg skal jo først møde klokken 12, remember? Jeg har været bad, så nu mangler jeg bare at spise morgenmad inden jeg skal af sted. Klokken er 11:30 og jeg bruger kun 10 minutter på at komme hen til Starbucks, så jeg har god tid til at spise morgenmad. Det er godt, for jeg spiser virkelig langsomt. Specielt på dage som idag. Og hvilken dag er det her så, spørger du? Nu skal jeg give dig svaret; det er en virkelig dårlig dag.
Hvorfor? Jeg har en urolig mave. Den gør ondt, sådan rigtig ondt. Og nej jeg har ikke menstration, just so you know it. Jeg tror jeg er bange, bange for Perrie. Kun skræmte mig godt og grundigt i går. Ikke sådan at jeg ikke tør komme på arbejde, hun skræmte mig bare med sin viden om Zayn. Måske har hun ret i at han bare bruger mig? Det håber jeg ikke. Min morgenmad består af rugbrød med noget klamt pålæg og et glas juice. Normalt plejer mig og Flora at gå forbi en cafe i vores frokostpause, og det regner jeg også med vi gør i dag, så jeg spiser ikke så meget til morgenmad.
Jeg tjekker klokken på min mobil; 11:45. Nå, jeg må heller se at komme af sted.
Sukkende rejser jeg mig fra sofaen og trasker ud i køkkenet med mit glas, inden jeg hopper i mine dejlige sko i gangen, snupper mine nøgler og går ud af døren. Altså, jeg åbnede den selvfølgelig først. Og jeg lukkede den også først, inden jeg låste den.
Jeg går ned af de 6 trappetrin og drejer ned mod Starbucks. Jeg går lidt i min egen verden, da min mobil ringer. Jeg tager den op af lommen og ser Zayns navn stå på diskplayet. Jeg tøver med at den, jeg er lidt i tvivl om jeg skal sige det til ham. Det med Perrie.
"Hallo?" spørger jeg og sparker til en sten på fortovet. "Hej skat!" siger Zayn glad.
"Zayn?" spørgere jeg, okay det var sgu da dumt gjort Rie. Seriøst, al den hårfarve er ikke god for dig. "Ja det er mig" svarer han og lyder forvirret. "Nej.. Zayn, der er.. noget jeg bliver nød til at snakke med dig om." siger jeg alvorligt og går udenom en gammel mand med en hund. "Hvad.. så?" spørgere Zayn og lyder nu nervøs. "Jeg mødte.. Perrie i går." siger jeg tøvende og mærker en sten lette fra hjertet da ordene har forladt min mund. "Du snakkede ikke med hende, vel?" spørgere Zayn hurtigt. Pis altså. "Hun snakkede til mig. Også snakkede vi sammen." svarer jeg og føler mig helt lille, ligesom en hund der har gjort noget den ikke må. "Du skal ikke snakke med hende Rie." siger Zayn hurtigt, beskyttende. Jeg bliver stille og tænker. "Hvad sagde hun?" spørger Zayn og afbryder stilheden. "Hun.. hun sagde at.. du kun var ude efter-" siger jeg tøvende men blive afbrudt af en stemme i røret, som ikke er Zayns. Det lyder lidt som Liams. Og det lyder som om de er vrede. Er de uvenner? Hey, han nævte mit navn. Og nu fortæller han Liam jeg mødte Perrie i går. "Undskyld skat, hvad så?" spørgere Zayn efter at havde talt færdigt med Liam. "Er dig og Liam uvenner?" spørgere jeg hurtigt og sparker til endnu en sten. "Nej nej," siger Zayn hurtigt. "fortæl nu videre; hvad sagde hun skat?"
"Hun sagde at.. du kun var ude efter sex. At du ikke elskede-" siger jeg men Zayn afbryder mig. Sig mig, hvem har givet folk lov til at afbryde mig i dag?
"Det passer ikke!" siger Zayn hurtigt og lyder deperat for at jeg skal tro ham.
Jeg bliver stille igen. "Det passer virkelig ikke Perri-.... Rie!" siger Zayn og retter på hans fejl i sætningen. Da han skal til at sige Perries navn istedet for mig, mærker jeg et stik i hjertet. Den gjorde ondt. Jeg forbliver stille. "Jeg bliver altså nød til at smutte," mumler Zayn, "vi ses ikke skat?". Måske ses vi, måske gør vi ikke. Den fejl der kunne godt havde kostet dig vores forhold. Og det mener jeg. Zayn gentager sig selv et par gange, inden han ligger på. Jeg sukker og ligger mobilen væk.
Nå, jeg må bare tage mig sammen og overleve i dag. Det tænker jeg da jeg gør mig klar inde i Starbucks personalerum.

 

Zzz

 

Klokken over døren lyder, og automatisk stryger mit blik derhen for at se hvem der kommer. Det har det gjort lige siden jeg kom, og for at være ærlig, er jeg ved at få ondt i nakken af alt det drejerig.
Men denne gang, regner jeg ud at det er sidste gang jeg skal kigge. For ind kom Perrie og satte sig på samme sted som i går. Pis og lort, det er mit bord. Hvilket betyder jeg skal betjene hende. Pis og lort, igen.
"Rieee??" spørger Fiona drillende med en hånd viftede foran mit ansigt og jeg kommer hurtigt tilbage fra mit steneri. "Ja hvad?" spørgere jeg lidt flovt og strammer grebet om min bakke, uden kaffe på. "Hvad skete der lige der?" spørger Fiona og stiller sig foran mig med armene i kors. "Ikke noget" lyver jeg og håber Fiona hopper på den. "Se du at komme i gang" siger Fiona med et smil og giver blidt min skulder et lille skub, da hun går forbi mig. Jeg går med tunge ben over til Perrie og mærker knuden i min mave, vokse. Da jeg endelig når der over, møder hun mig med et smil. "Hej Rie. Jeg kunne godt tænke mig en nr. 7" siger hun med et smil og ligger menukortet fra sig. Jeg skriver det ned på min blog og går hurtigt igen. Jeg ville ikke risikerer at hun snakkede videre. Hende kaffe blev hurtigere færdig end håbet, så da jeg endnu en gang begav mig ned til hende, følte jeg min mave trække sig sammen igen. Jeg stilte kaffen foran hende og lod svagt et 'velbekomme' ud. Jeg drejede hurtigt rundt, men hendes stemme stoppede mig. Jeg blev nød til at vende mig rundt og snakke med hende. Og nu, efter 5 minutter, taler vi stadig.
"Hvordan går det mellem dig og Zayn?" spørger Perrie og tager en tår af sin kaffe.
"Godt" svarer jeg, kort og enkelt. Og sandt. "Hvornår blev i kærester?" spørgere Perrie og smiler. "For noget tid siden" svarer jeg og synker en stor klump i min hals.
"Hvordan gjorde han det? Altså, hvordan spurgte han dig?" spørgere Perrie og læner sig tilbage i den lille sofa hun sidder på.
"Jeg kom hjem til ham, der var pyntet op med lys, han plaplerede løs om hans følelser for mig, jeg afbrød ham og sagde at jeg godt ville være kærester. Derefter gav ham mig en lille halskæde" svarer jeg og føler en pludselig trang til at holde om halskæden, som jeg har haft på lige siden jeg fik den af ham. "Så han spurgte dig ikke direkte?" spørgere Perrie og lyser nærmest op. "Nej" svarer jeg og knuger halskæden endnu mere.
"Jeg har nu ondt af dig. Så synd at sådan en ung pige skal få sit hjerte knust så tidligt. Men ak ja, hvad kan jeg gøre? Han har tydeligvis sat sine kløer dybt i dig" siger Perrie, sukker og tager en tår kaffe. Wtf, hvad mener hun med det?
"Hvad mener du?" spørgere jeg og mærker en nervøsitet i mig. "Han er en utro idiot Rie" hvæser Perrie med en stref af afsky i sin stemme. "Lad mig forklarer" siger hun hurtigt og tager en tår af sin kaffe. "En dag hvor jeg havde arbejdet sent med pigerne i mit band, kom jeg træt hjem til mig og Zayns lejlighed. Jeg ville til at råbe hej til Zayn, da jeg hørte en pige fnise inde fra stuen. Jeg listede forsigtigt ind i stuen og der sad Zayn og gramsede på den her klamme chick. De nærmest åd hinanden, mens hans hænder kørte rundt på hende. Jeg rasedede så ind og begyndte at råbe af Zayn. Han sprang forskrækket op af sofaen og et stort skænderig startede. Så endte det med at jeg forlod ham" forklarer Perrie og tager endnu en tår kaffe. "Og jeg ønsker ikke at det skal ske for dig" tilføjer hun.
"Det kommer det heller ikke til" svarer jeg sammenbidt og rejser mig fra bordet. Jeg tager min bakke med mig og drejer rundt på hælen. Selvom jeg mærker Perries blik i ryggen, går jeg videre med tvivlen om Perrie taler sandt eller Zayn taler sandt i maven.

 

Zzz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...