It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13434Visninger
AA

3. Chapter 2.


Zayns synsvinkel:
"Niall, slap nu lidt af." hvæsede jeg irriteret, da han blev ved med at spørge om vi ikke skulle tage på Nandos istedet, fordi han var mere sulten end bare en kop kaffe. Jeg var træt af at han altid skulle skabe sig. "Take it easy," svarede Niall bare, og kiggede irreret på mig. Jeg rullede bare øjne som svar og lænede mig tilbage i stolen, med sammenfoldte hænder på min mave. 
"Zayn.." sukkede Louis, hvilket fik mig til at kigge på ham, med et løftet øjenbryn. "Helt ærligt, tag dig nu sammen - det påvirker dit humør." Jeg kunne mærke alle drenges blikke på mig, men jeg fastholdte bare mit blik på Louis, mens vreden kørte op igennem mig. 
"Hvad fanden snakker du om?!" hvæsede jeg irriteret, "det har ikke påvirket mit humør på nogen måde!" Louis kiggede først hårdt på mig, før han kiggede ned i bordet. Jeg fjernede mit blik fra ham og rystede på hovedet med løftede øjenbryn - hvor var han latterlig. 
"Du må seriøst komme videre Zayn," mumlede Harry, og denne gang kiggede jeg over på ham med et løftet øjenbryn. "Jeg er kommet videre!" sagde jeg hurtigt - måske lidt for hurtigt. "Vel er du ej," svarede han hårdt, "hun har fucking ødelagt dig Zayn!" 
"Det er sgu da ikke min skyld!" vrissede jeg og havde allermest lyst til at rejse mig op fra stolen og bare skride, men en tøs var kommet hen til os med en bakke, hvor der stod vores kaffe på. Hun rakte os alle vores kaffe hver og mumlede et 'værsgo' hvergang, hvilket jeg havde lyst til at grine over. Hun lignede ikke ligefrem en, som var glad for hendes arbejde. Desuden lignede hun også, at hun var fuldstændig smadret, for hun havde store rander under øjnene. Sikkert manglende søvn. Hun kan godt minde mig om sådan en festabe, som fester hverdag - selv i hverdagen. Hvorfor jeg tænker det? Det gætter jeg bare udfra hendes hårfarve. Lilla. 
Da hun rakte mig min kaffe, kiggede jeg kort på hende i noget tid, hvilket resulterede at hun begyndte at ryste irriteret med kaffen, som i tegn på at jeg skulle tage imod den, hvilket jeg havde glemt.
Jeg tog imod den, og kunne ikke undgå det støn der gik igennem mig, da vores fingre kort snittede hinanden, da jeg skulle tage den.
"Hey, kom lige tilbage!" udbrød Harry pludselig, hvilket får mig til at kigge forvirret over på ham. Hvad fanden vil han nu? Hun stopper brat op, selvom hun var på vej væk og vender sig om med et tydeligvis falsk smil på læberne. "Ja?" spørgere hun og lyder faktisk fuldstændig ligeglad.
"Hvad hedder du?" spørgere Niall, hvilket får mig til at kigge overrasket, men også forvirret hen på ham. Det ligner ham ikke at spørge en pige om det, på den måde. Det er en typisk irreterende Harry-ting. 
"Rie," svarede hun dumt, og peger ned på hendes navneskilt, hvor der sjovt nok står Rie. 
"Flot navn," siger Harry med en charmende stemme, hvilket gav mig lyst til at rulle heftigt med øjnene. "Tak?" mumler hun og sukker en smule, "må jeg godt komme videre med mit arbejde nu?" 
Jeg var så tæt på at udbryde et højt grin. 
"Øh ja," mumler Harry med en overrasket tone, "undskyld forstyrrelsen." han smiler endnu engang charmende til hende og blotter hans så åh perfekte smilehuller. Hun nikker bare, vender sig om og går. 
Jeg udbryder et stort grin, så snart hun er smuttet om i køkkenet igen. Harry kigger irriteret på mig, men det får mig bare til at grine endnu mere. Det er vidst første gang den dreng er blevet afvist. 

 

Zzz.

 

"Jeg fatter ikke, hvordan hun kunne afvise mig på den måde." mumler Harry for hundrede gang og kigger tomt ud i luften. Jeg smækkede ham en i baghovedet, "tag dig sammen." mumlede jeg, "det er en tøs - du kan få milioner, bare ved at smile til dem." 
Han lyser op i et smil og nikker stort, "det er rigtigt. Så fuck hende Ritchie." 
"Hun hedder Rie," minnede jeg ham om, hvilket får ham til at vrifte ligegyldigt med hånden. "Hvorfor kan du huske det, Zayn?" spørgere Niall og kigger undrende på mig, med et glimt af drilleri i hans øjne. "Hold din kæft, det var sgu da dig der spurgte hvad hun hed," protesterede jeg hurtigt, mens jeg kunne mærke hvordan vreden kørte op i mig. Niall holdte hurtigt begge hans arme op foran sig og kiggede nærmest helt undskyldene på mig. Det blik havde jeg vendet mig til, for den brugte de næsten hele tiden til mig, når jeg svarede igen. 
"Helt ærligt Zayn." hvæsede Louis pludselig, selvom han hele tiden havde koncenteret sig om fjernsynet hvor Friends kørte. "Du må fandme til at tage dig sammen og komme videre!" 
"Gider du godt holde kæft med det der lort?" hvæser jeg irriteret og sender ham et vredt blik. Jeg var så træt af Louis altid skulle kommentere det eller bringe emnet op. Kunne han ikke bare holde kæft, ligesom de andre drenge er så 'søde' at gøre? 
"Hun var ikke den rigtige for dig Zayn," forsatte han, hvilket fik vreden til at pumpe i min krop. "Se hvad hun ha-" 
"Hold nu din fucking kæft din fucking idiot! Jeg gider ikke høre på det der fucking lort!" skreg jeg og rejste mig op fra sofaen. "Hvad sker der?" mumlede Liam, som kom med en bakke med mad på ude fra køkkenet, som Niall havde forlanget. Ud af øjenkrogen kunne jeg se Niall lyse op i et svagt smil over maden. Utroligt som den knægt kan æde. 
Jeg svarede ham ikke, sendte bare Louis et hårdt blik og skred ud i gangen hvor jeg fik min jakke revet ned fra knagen og svinget over skulderne. "Zayn!" hørte jeg de råbte indefra stuen, men jeg ignorerede bare deres råb og smækkede døren i.
De kunne rende mig.
Alt kunne rende mig. 

 

Zzz.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...