It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13391Visninger
AA

16. Chapter 15.

Zayns synsvinkel: 
Jeg sætter tallerken hvor der tidligere havde lagt en halv brændt toast på, som jeg havde spist på under to minutter, og det var faktisk ret utrolig at jeg sagtens uden problemer kunne spise en toast, som var helt sort under bunden. Jeg havde glemt den i toastjernet, fordi jeg.. tænkte på Rie.
Siden vores biograftur igår, har smilet på mine læber bare ikke kunnet forsvinde. Det er underligt.. og faktisk også ret irriterende; fordi jeg har fået så fucking ondt i kæberne - men det er også virkelig lang tid siden jeg har smillet så.. meget. 
- ned i opvaskeren. Jeg sætter tallerken opvaskeren, haha.
Endnu engang griber jeg fat om telefonen som lå på køkkenbordet og ser om Rie har skrevet. Egentlig havde jeg ikke skrevet til hende, men alligevel kunne det være hun ville skrive til mig - selvom jeg har kigget på den hvert andet sekund de sidste to timer. Og hvad der egentlig er mere utroligt er, at jeg stod op klokken halv syv. Halv syv! 
Og jeg kom faktisk ret sent i seng igår. Vi var først hjemme efter biografen ved omkring halv to, fordi jeg kørte hende helt hjem også skulle jeg også køre hele vejen hjem til mig. 
Nu hvor jeg tænker over det, kom jeg faktisk ikke i seng, men jeg kom i sofa, fordi jeg faldt i søvn på sofaen igår. Ved ikke hvorfor, men da jeg kom hjem var jeg bare så bombet og orkede ikke til at gå hele vejen ned til mit soveværelse og sofaen var det tætteste som man kunne ligge på. 
Selvom gulvet også var en mulighed, men jeg havde ikke just lyst til at vågne op med rygsmerter. 
Jeg sukker, tager telefonen i hånden og bevæger mig ind i stuen, hvor jeg smider mig i min 'seng' aka. sofa og tænder for fjernsynet. Efter en del zapning finder jeg en kanal med underligt nok mig selv på. 
Det var dengang vi var medvirkende i et program på en børnekanal sammen med Miranda Cosgrove, Jennette McCurdy og Nathan Kress - bedre kendt som Carly, Sam og Freddie fra iCarly. 
Jeg husker tydeligt hvor stort mig og drengene synes det var, da vi fik en mail om tilbudet at være med i et afsnit. Og jeg husker tydeligt hvor meget vi måtte filme scenerne om, fordi vi var alt for useriøsse. Helt perfekte skuespillere har vi jo aldrig været; men alligevel ville de gerne have os med. Jeg lagde fjernbetjeningen fra mig og lænede mig tilbage i sofaen. Det var ikke særlig underligt at se sig selv i tvet, for det er sket mange gange, men det er bestemt underligt at se sig selv - jeg har forandret mig meget siden sidst. Dengang havde jeg ikke nogen tatoveringer, skæg og en anderledes stemme, efter min mening. De andre drenge er også ligeså anderledes idag som dengang. Der er sket rigtig meget på de år. Den eneste som stadig ligner sig selv sådan på udseendet er Niall, men det er jo ikke noget negativt, mere positivt; han er den eneste som har holdt sig fuldstendig naturlig fx. ang. tatoveringer. Det har vi andre fået en del mange af. Bestemt mig. Og Harry. Og Louis. Og Liam - ja os alle faktisk. Men jeg fortryder dem ikke; kun den af Perrie. 
Jeg husker tydeligt dengang jeg fik den lavet. Jeg var lykkelig dengang. Jeg elskede Perrie og troede virkelig det skulle være os to indtil vi begge stille ville sove ind. Jeg troede stærkt på vores forhold, men det skulle jeg aldrig havde gjort. Gid jeg dog ikke havde gjort det, men det er forsent nu. 
Min telefon og lyden af iCarlys introsang, eller nærmere slutsang, afbryder mine tanker. Jeg kiggede overrasket på fjernsynet - jeg havde åbenbart sat i stir i virkelig lang tid, for nu er afsnittet slut og min telefon ringer. 
Min telefon ringer..? 
Hurtigt tager jeg den, med tanken om det kunne være Rie, men det var det dog ikke; det var Harry. Haha sjovt, jeg havde lige sat og set på ham. "Hej Zayn?" lyder det forsigtigt i den anden ende. "Hej Harry!" svarer jeg hurtigt. Han bliver en anelse stille i noget tid. "Uhm.." siger han og lyder pludselig helt forvirret. 
"Hva så?" 
"Det er fordi der er filmaften hos Niall i aften med overnatning, og vi tænkte på om du ville joine? Hvis du altså gide-" 
"Vil da aldrig kunne drømme om at gå glip af vores unikke filmaftner!" udbryder jeg hurtigt, "skal jeg købe snacks? Eller har Niall klaret det?" 
Endnu engang blev der stille i den anden ende i nogle få sekundter. "Har jeg fået forkert nummer?" lyder det forvirret fra Harry.
Jeg griner en smule, "nope. Det er Zayn - forhåbelig også den person du ville snakke med mig?" "Jo men.. ja okay." lyder hans svar, "du kan bare komme herover halv 7." Et smil dannes på mine læber, "super, så ses vi der!"


Zzz


Efter et kvarters handlen gik jeg ned af gaden på vej mod Nialls lejlighed, som jeg faktisk allerede kunne se. Det var heller ikke fordi supermarked var så forfærdeligt langt væk fra hans lejlighed og jeg vidste præcis hvad drengene fortræk når det galte snacks. 
Min bil havde jeg parkeret foran hans lejlighed, fordi jeg havde glemte at jeg lovede at medbringe snacks, så jeg var ved at gå ind uden, derfor måtte jeg lige hurtigt skynde mig derned - selvom jeg nu kommer et kvarter for sent, men jeg håber vel ikke det gjorde noget. 
"Hvem er det?" lyder hans irske accent i højtaleren og jeg smiler hurtigt. "Hej Nialler! Zayn her." 
"Zayn.. Malik?" 
Jeg løfter forvirret det ene bryn, ja, hvem ellers? "Ja?" 
Mere bliver der ikke sagt, før døren bliver åbnet og jeg hurtigt smutter ind. Med hjælp af elevatoren kommer jeg hurtigt op på Nialls etage og står hurtigt foran døren, som jeg trækker ned i håndtaget på og går ind. "Hej drenge!" råber jeg højt, stiller posen fra mig og bukker mig ned for at binde mine sko op.  
Der er stille i huset, overraskende stille, hvilket undre mig en del. Drengene plejede altid at i godt humør, så vidt jeg husker. 
Jeg får taget mine sko og mit overtøj af, snuppet posen og går ind i stuen hvor de andre drenge sidder i sofaen. På fjernsynet kører en film, men de har åbenbart taget lyden fra. "Hej drenge?" spørgere jeg og sender dem alle et forsigtigt smil. 
De kigger kort på hinanden, før de alle sammen sammentidig trækker på skulderne og kigger hen på mig igen. "Hey Zayn," lyder det frisk fra Niall som rejser sig op og går hen til mig, hvorefter han giver mig et venskabeligt kram og kigger forvirret på posen. "Hvad har du der?" 
"Mad." 
"MAD!" udbryder han hurtigt, river posen fra mig og løber ud i køkkenet. Jeg griner en smule og kigger hen på de andre drenge. "Nå drenge, hvad ser i?" siger jeg og smider mig i sofaen. "Eller, hvorfor har i ingen lyd på?" 
"Fordi Harry blev bange over det var en tyv der kom, fordi vi pludselig hørte fodtrin ude i gangen," forklarede Louis og sendte Harry et drillende smil, "vi troede ikke du ville komme." 
"Nå ja, undskyld forsinkelsen, men lovede Harry at købe nogle snacks og sådan." Louis nikker langsomt og sender mig et smil som jeg hurtigt gengælder.
"Har du spist hjemmefra Zayn?" spørgere Liam betænksomt og jeg nikker hurtigt. Jeg snuppede bare hurtigt en toast, som denne gang ikke var blevet så brændt som i morges - heldigvis. 
"Ja, ellers tak." siger jeg hurtigt. 
"Øhm.. Zayn?" lyder det forsigtigt fra Niall, som pludselig står i dørkammen til køkkenet.
"Øhm.. Niall?" gentager jeg og sender ham et drillende smil. 
"Ved godt det er et ret sært spørgsmål ikke.. Men, er der sket noget? Du er bare så glad og.. det.. ja.. glem det." det sidste mumler han og skal til at forsvinde ud i køkkenet igen, men jeg stopper ham hurtigt. "Nej nej, det er okay Nialler. Ved godt jeg fortiden ikke har været den gladeste, men jeg tror faktisk det er ved at vende. På grund af Rie." 
"Hende pigen som arbejder i Starbucks?" spørgere Harry og jeg nikker hurtigt, mens der automatisk danner sig et stort smil på mine læber. "Dejligt!" lyder det fra Liam som klapper en enkelt gang i hænderne. 
Jeg griner en smule og læner mig tilbage i sofaen med stadig det store smil på læberne.
Det er utrolig hvad hun har gjort. Hun har revet mig op fra bunden, blot ved at være sig selv. Og jeg som troede jeg ville forblive dernede resten af mit liv. 
"Uhmm drenge..?" lyder det fra Harry som bryder stilheden mellem os, "hvad med at tænde for lyden i fjernsynet igen?" 
Et grin undslipper alle vores læber før Liam læner sig frem, griber fat i fjernbetjeningen og slår lyden til igen. Imens mærker jeg hvordan min telefon vibrere i min lomme. Dog kun en gang. 
Jeg trækker den hurtigt op og kigger hurtigt på displayet. Perrie.
Et sus går igennem min mave og jeg bider mig i læben.
#Hej min skat. Hvad laver du her til aften?#

Zzz.

Bum, så fik I også set hvad Perrie skriver til Zayn. Nysgerrig efter af finde ud af mere? Bare rolig, der kommer snart mere med Perrie. Men hvorfor tror I Perrie gør det? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...