It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13302Visninger
AA

13. Chapter 12.

Ries synsvinkel.

Flashback
Koncerten var lige slut og jeg begyndte af gå ud sammen med de tusindvis af grædende piger. Jeg blev puffet og mast som bare fanden og man skulle tro der snart ville springe en bombe. Men for at se lidt positivt på det, så opfører de sig pænt og går hurtigt ud istedet for bare og blive hængende indtil de bliver smidt ud. Det har jeg før oplevet til en anden koncert. jeg kom endelig ud og mærkede den køllige luft ligge sig om mig. Jeg sukkede dybt og gik lidt væk fra de mange piger. Jeg tog en smøger op fra min pung og begyndte at ryge den. Jeg stod meget fint der og så hvordan alle forsvandt. Pludselig lød en snobbet stemme bag mig.
"Nå nå nå ser man der piger. Pinky er en ryger" vent, pinky? Taler hun til mig? Jeg vendte mig om og så tre snobbede piger stå med armene i kors. Det var tydeligt at hende den blonde i midten, var lederen. "Talte du til mig?" spørg jeg og smider smøgen fra mig. "Ja, ja det gjorde jeg Pinky" svarer hun og de kommer alle tre lidt tættere på. Jeg føler mig ikke spor utrykt, da de bare er tre sølle tøser som sikkert ingenting kan. "Jeg er faktisk lilla-håret, så jeg vil fortrække at du kalder mig noget andet" siger jeg og kniber mine øjne sammen. Wow, jeg taler godt nok pænt til hende. "Hvad med luder? Kælling? So? Er det noget for dig?" spørg hende i midten og de rykker helt tæt på mig. Jeg bakker langsomt og bliver ved indtil jeg rammer muren bag mig. Shit, jeg er fanget.
De stiller sig i en rundkreds om mig. jeg får fisket min mobil op får skrevet til Zayn. Så håber jeg bare ham ser den. "Jeg synes nu de navne passer bedre til dig" svarer jeg og ser hendes overraskende ansigt glide frem. Jeg smiler hånligt og lægger mit hoved på skrå.
"Vi så hvad der skete under koncerten" siger den ene pige bag Blondi. "Nå så i kan også tale? Jeg troede i havde mistet stemmen" siger jeg flabet og sender den ene pige et ondt blik. Der lyder er gisp og griner indvendigt.
"Du holder dig langt væk fra Zayn, okay? Du er skylden i at han er så trist fortiden. Du er skyld i at han ikke husker han tekst, at han ikke rammer toner og det værste: at han ikke kommer til koncerterne" siger Blondi, hiver mig hårdt frem og hyrer mig næsten ned i jorden. Jeg hoster kort inden jeg kigger op på de tre piger. De stiller sig ind over mig og begynder at slå mig. De slår mig i hovedet, i maven, i ryggen, ja overalt faktisk. Jeg mærker blodet langsomt strømmer ud af min pande. Pludselig råbes der noget bag mig og farende kommer Zayn. Han råber af pigerne som kigger skræmt på ham. De prøver at forsvarer sig, men uden lykke. Zayn beder dem at skride, så det gør de. Jeg kigger på Zayn som bukker sig ned over mig.

 

Jeg kigger muggent ud af bilruden. Hvorfor fuck tog jeg også afsted? Jeg kunne bare havde sprayet Paul ved min peberspray, ja sådan en af har jeg også, også smækkede døren lige i hovedet på ham. Så kunne Zayn havde brokket sig alt hvad han ville men næ nej, jeg skulle åbenbart tage med. Nogen gange så hader jeg mig selv. Zayn sidder og stirrer ud af forruden med hænderne knyttet til rattet. Det meste er mørkt og jeg kan ikke rigtig se noget udenfor, udover hvis der er lidt lys i vinduerne i husene. som sommetider får Zayn til at lyse op. Langsomt begynder min mund af klapre. Nej, ikke nu. Kunne jeg ikke havde holdt kulden ud i 5 minutter mere? "Fryser du?" spørg Zayn fra min venstre side og jeg mærker hans blik på mig. Jeg drejer hovedet mod ham og får hurtigt øjenkontakt med ham og ryster på hovedet. Zayn bryder øjenkontakten og fjerner hans ene hånd fra rattet. Han bevæger den ned til varmeanlægget og skruer lidt op. "Jeg sagde jo lige at jeg ikke frøs" siger jeg og skruer ned. Mine fingre snitter hans, da de stadig ligger svagt på den der skrue op ting, og jeg mærker de advarende brændende gnister inden i mig.
Undskyld, jeg skal nok holde mig væk fra ham.
Zayn kigger på kort på mig og ryster på hovedet. Han skruer op igen. "Jeg tror ikke på dig" siger han og jeg ruller med øjnene. "Det er jo klart.." mumler jeg og kigger igen ud af bilruden. "Rie.." mumler Zayn og bilen holder pludselig stille. Jeg ser vi holder for rødt i et lyskryds, for jeg kan se at her, bor jeg ikke. Jeg kigger på ham. "Hvad?"
"Undskyld. For alt" siger Zayn og kører langsomt igen. "Ja det er jo lidt for sent" siger jeg og kigger ud af ruden igen. Jeg er sur men det er jo klart. "Zayn hvor er vi?" spørg jeg og rynker brynene. Jeg kan overhovedet ikke kende stadigt længere. Der er ret så mange huse og det plager der ikke at være i mit kvarter. "Vi er på vej hjem til mig" svarer Zayn uden at kigge på mig. "Hvad?!" udbryder jeg og kigger på ham. Mine øjne er sikkert i flammer, men jeg skal fandme ikke hjem til ham!
"Jeg kan ikke lade dig gå rundt hjemme ved dig selv med de skrammer Rie" siger Zayn og kigger kort på mig. "Stop bilen eller jeg hopper ud!" råber jeg og kigger hurtigt på farten. 60 kilometer i timen. Okay Rie, det kan du godt. Du har prøvet værre. Rolig nu. "Rie det gør du ikke" siger Zayn og griner svagt. "Så du tror ikke på mig?!" råber jeg og kigger igen på farten. 65 kilometer i timen. Okay, han sætter farten op. Det betyder at han er faktisk er bange for at jeg hopper ud. "Rie, du gør det ikke" siger Zayn streng og kigger også streng på mig.
"Se mig" siger jeg lavt og på nul komma fem har jeg fået klikket min sele op og åbnet bildøren. Larmen fra de andre biler lyder, og jeg kigger skræmt ud på opgivelserne som farer forbi os. "RIE!" råber Zayn gennem larmen og tager fat i mit håndled. "Slip mig!" råber jeg og hiver mit håndled til mig. Jeg kigger ud og synker en klump. Så det nu. Jeg hopper ud. Jeg mærker kulden omkring mig. Jeg føler jeg sværger. Også rammer jeg asfalten. Jeg rammer den hårdt, meget hårdt, og jeg føler hele min krop brænder. Jeg ruller flere meter rundt men endelig stopper jeg. Jeg mærker alle de sår jeg har fået,brænde på min krop. Jeg kæmper mig op. Jeg har fået sår overalt på mine arme og mine ben. Det svier af helveds til. Jeg sætter i løb. Jeg hører bilen bremse hårdt bag mig og en bildør der smækker. Jeg sætter farten op. "Rie!" råber Zayn bag mig. Jeg kigger tilbage og ser Zayn løbe efter mig. Jeg sætter farten op og selvom min krop skriger, så løber jeg videre. En masse biler stoppe op eller kører ind i hinanden mens næsten alle dytter. Enten af mig eller af hinanden. Jeg løber og løber, kæmper mig videre. Til sidst må min krop give op. Jeg falder hårdt ned på jorden. "Rie!" råber Zayn endnu en gang og det sidste jeg ser er Zayn som falder ned på knæ ved siden af mig.



Zzz

"Rie?" lyder en summen. Ja det er sgu godt spottet at det er mig, vil du havde et stykke kage for det? "Rie, vågn nu op" lyder en summen igen. Hvem siger jeg vil vågne og glo på dit klamme fjæs Zayn? Ja jeg kan sgu da godt regne ud at det er Zayn der snakker til mig, da han jo var det sidste jeg så, og hvem skulle ellers tale til mig?
"Please Rie" lyder Zayns stemme igen, men denne gang ikke som en summen. Den er blevet lidt mere klar. Jeg mærker mine sår brænde på mig igen. Det gør virkelig ondt.
Pludselig slår jeg øjnene op og ser Zayns ansigt som det første.
"Rie!" gisper han og støtter mit hoved da jeg løfter det. "Ja hvem ellers?" spørg jeg flabet og sætter mig op. Mine øjne går igennem rummet jeg befinder mig i. Hvor er jeg?
"Rie det må du aldrig gøre igen!" siger Zayn strengt og støtter min ryg. "Du kunne bare havde stoppet" siger jeg og kigger ned af min krop. Mine bukser er hullet og helt tørret ind i tørret blod. Lækkert..
Zayn sukker og fjerner sin hånd. Jeg kigger ned på mine arme. Sår overalt, også helt tørret ind af blod. Igen, lækkert. Føl lige ironien, ellers er det her meget akavet.
Jeg tager hans mobil på bordet og tjekker mit ansigt for skrammer. Jeg ånder lettet ud da det ikke er så slemt. Jeg har fået en flænge i panden og nogle små skrammer på mine venstre kind. Der kommer nok et ar i panden, men de ar fra mine cuts også det her, kan da vel være det samme. Jeg ligger Zayn mobil fra mig på bordet og kigger på ham.
"Hvor er jeg?" spørg jeg og rynker et bryn. "I min lejlighed" siger Zayn og jeg sukker allerede ved ordet 'min'. Zayn ruller med øjnene, og det skal lige siges at det ser rigtig sjovt ud, men fordi jeg er i den her tilstand, så griner jeg ikke. Så sød er jeg nemlig.
"Jeg har renset dine sår mens du var væk" mumler Zayn og hentyder til min besvimelse. "Tak" mumler jeg og kigger væk igen. Stemningen er ret så.. akavet. Og trykket. Og jeg bryder mig bestemt ikke om det. Jeg prøver at rejse mig op, men lige så snart mine ben bevæger sig, begynder mine sår at brænde igen. Jeg falder sammen og lander i sofaen igen. "Argh" mumler jeg og bider mig i læben for ikke at græde. Det gør virkelig ondt. Så tag lige notat her; aldrig spring ud af en bil som kører med over 10 kilometer i timen. Ellers ender du måske som mig. Zayn griber mig og gnisterne springer rundt i mig. Så sår der brænder og gnister der også brænder, gør meget ondt. "Zayn please, lad hver med at røre ved mig" siger jeg med lukkede øjne mens jeg kigger ned i mit skød. "Hvorfor?" spørg Zayn og ser sikkert pisse forvirret ud. "Fordi-" siger jeg og kigger op på ham. "-det er svært at forklare" sukker jeg og vifter opgivende ud i luften med mine arme, så jeg næsten rammer Zayn i fjæset.
"Styr lige dit handicap" griner Zayn og jeg skuler bare 'ondt' til ham. Han ugler mit hår mens han griner. Her ville piger normalt udbryde over at han ugler mit hår, men jeg er ikke så tøset og overlev sgu nok. Zayn stopper med at grine og igen er den der trykket akavet stemning der igen.

"Sulten?" spørg Zayn så og bryder stilheden. "Hvad? Øhm ja" svarer jeg og klør mig i nakken, selvom det ikke klør, men jeg følte ligesom bare at jeg skulle gøre det.
Zayn rejser sig fra sofaen og smutter sin vej. Jeg sidder lidt og piller ved mit ødelagte tøj. I det mindste bløder jeg ikke mere. Noget lys bliver kastet i fjæset på mig og jeg ser det er Zayns mobil der lyser. Jeg kigger nysgerrigt på den og tager den op i mine hænder. Han har fået en besked fra Harry. Jeg tager mine finger over skærmen, og så dum som Zayn er, har han ikke lås på sin mobil, så jeg kan gå ind og læse beskeden fra Harry.
#Hvor er du? - Harry#
Ja han er hjemme og laver mad til mig. Jeg ser han har fået andre beskeder og jeg trykker ud for at kigge på dem. "Rie? Jeg smutter lige ned til pizzariet og henter noget mad" lyder Zayns stemme så fra gangen. "Jaja" svarer jeg tilbage også lyder dørens smækken.
Jeg kigger hans beskeder igennem og finder den han mangler at læse.
Han har skrevet med alle drengene men det er længe siden også den besked han ikke har set endnu, er fra idag.
'Perrie <33' læser jeg. Perrie? Jeg trykker på beskeden og ser den nye som er fra hende.
#Zayn, skat, jeg savner dig. Please tilgiv mig?#
Ad, det er jo lige til at brække sig over. Men hvem er denne Perrie? Og hvad har hun gjort siden Zayn skal tilgive hende? Jeg scroller lidt op og finder starten på beskeden. Jeg læser dem en af gangen. Wow, han hader hende virkelig. Men jeg har endnu ikke fundet ud af hvad hun har gjort..

"Så er jeg hjemme" lyder Zayns stemme ude fra gangen og duften af pizza strejfer min næse. Jeg nærmest kaster hans mobil fra mig, og den lander da også på gulvet med et bump, men jeg lader som ingenting og samler den op. Jeg kigger hen mod døren og ser ham komme ind med en pose. Han smiler kort til mig og sætter posen på bordet. Han tager to bakker pizzaer frem samt to 2 liters colaer.
Jeg åbner den ene pizza og begynder at spise af den mens Zayn forsvinder igen.
"Nogen der er sulten hva?" griner Zayn da han kommer tilbage med to glas.
"Det er sgu da klart jeg er sulten" siger jeg med mad i munden oeg tager et glas. Zayn hælder noget cola op til mig og jeg bunder det hurtigt. Så spiser jeg videre.
Zayn begynder selv at spise og vi sidder lidt i tavshed. Jeg mærker hans blik på mig, så jeg drejer hovedet mod ham.
"Hvis du siger jeg spiser som en gris, får du en i fjæset" siger jeg og spiser videre. "Det var du ikke det jeg ville sige" siger Zayn og bøvser. Lækkert..
"Hvad var det så?" spørg jeg med mad i munden og tager en tår cola. "At du spiser som en dreng" siger Zayn og jeg fnyser. "Og du spiser som en pige" svarer jeg og får et grin fra ham.
Jeg smiler skævt, men stopper da hans mobil lyser igen. Jeg kigger over på den og ser hende Perries navn komme frem. Zayn rynker hans bryn men tager mobilen op. Han låser den op og læser. Og de næste 6 ord spolerer lige min fine handling fra før.
"Rie har du læst mine beskeder?".

Zzz.

Nå nå, så læste Rie, Zayns beskeder. Hvorfor tror I hun gjorde det? Og hvordan tror I Zayn reagerer? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...