It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13344Visninger
AA

12. Chapter 11.

Zayns synsvinkel: 
Jeg ved ikke hvordan, men på en eller anden måde, glemte jeg næsten teksten i hver sang, og fik flere albuer i siden, af de andre drenge, fordi jeg ikke rigtig var vågen eller opmærksom. Jeg stod på samme måde gennem hele koncerten og kiggede på Rie, som underligt nok også kiggede på mig. En følelse havde fløjet rundt i min krop gennem hele koncerten, og gjorde mig egentlig på en underlig måde helt hyper og.. glad.
Det er længe siden jeg har haft den følelse før. 
Men det værste var, da vi skulle besvare twitter-spørgsmål var, at en pige, på række 29, sæde et-eller-andet, spurgte om der var noget galt, fordi jeg bare havde stået og stirret. 
Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor vores mangement valgte at vi skulle besvare det spørgsmål. Men jeg svarede egentlig bare, at jeg var virkelig træt, selvom jeg havde et stort ægte smil klasket på læberne. 
Men vi sad omme bagved og jeg prøvede at få fat på Rie, ved at ringe til hende, men hun svarede ikke. Derudover havde jeg spammet hende med beskeder. Om hvorfor hun ikke svarede, at det var dejligt at se hende igen og bla bla. 
"Hvad skete der lige derude, Zayn?" spurgte Louis, som pludselig stod med de andre drenge ved hans side og kiggede på mig med et alvorligt blik, "du plejer aldrig direkte at glemme teksterne." 
"Vær nu bare taknemmelig for, at jeg overhovedet var her." mumlede jeg og rejste mig brat op fra den sofa, jeg havde slået mig ned i. "Hvor skal du hen?" råbte Louis efter mig, da jeg var på vej mod udgangen. Jeg skulle finde Rie, og det er bare nu. Hvis hun ikke vil svare på mine beskeder bliver jeg nød til at finde hende. Og desuden kan se, at hun allerede havde set dem. Hvorfor svarede ikke hun? 
"Hvad skal du Zayn?" 
Jeg bed mig en smule i læben og vendte mig rundt, og så Paul stå med et strengt blik mod mig. Jeg sukkede, "bare finde Rie. Okay?" 
"Du ved godt du ikke bare kan gå på den måde derud," sagde han og rystede på hovedet, "ihvertfald ikke alene."
"Kan du ikke gå med?" spurgte jeg efter en del tøven. Jeg var træt af jeg aldrig kunne gå alene ud af en fucking dør, uden at blive overfaldet eller nogle parpazzier i ens røv. Alt i alt ville jeg bare ønske, at jeg aldrig var blevet kendt. Det var fedt i starten og virkelig stort, at melde sig til xfactor, komme på 3. pladsen og det hele. Og på vores første tour, men så med længten begynder pressen bare at hakke ned på en og man bliver dømt så hurtigt. Det er bare fucking træls. 
Han sukkede, "hegnet er heldigvis stadig oppe. Men, tror du at du kan finde hende? Folk er jo på vej ud, og der er-" 
"Jeg tror godt jeg kan genkende hende, hvis jeg finder hende." mumlede jeg godt og sendte ham et falsk smil. Hendes lilla hår kan da ikke bare så svært af finde. Eller var det? Det var jo godt mørkt derude, det eneste lys der var, var fra lygtepælene ude på gaden, den skinnede måne og lyset fra de få vinduer fra salen - før det vidste jeg, fordi vi befandt os udenfor. 
Bagudgangen, som også var den, vi kom ind af, var hegnet til, men folk havde egentlig ikke opdaget mig endnu. De var i fuld gang med at prøve at klemme sig imellem alle de andre mennesker. Jeg kiggede overrasket på den store mængte af mennesker som prøvede at komme ud til vejen. 
Jeg nægtede at skænke dem flere tanker og begyndte at gå langs bygningen, hvor der ingen belysning var, mens mit blik var stift mod menneskerne, for at få øje på en lilla plet - der var bare ingen. 
Hvad havde jeg også troet? Helt ærligt, hun er jo umulig at finde. 
"Zayn," lød det pludselig fra min side hvor Paul stod og så helt stresset ud, "du bliver nød til at gå ind igen! En pige er besvimet derinde. Jeg bliver nød ti-" 
"Det er okay. Jeg går ind igen," sagde jeg hurtigt og sendte ham et falsk smil. Han nikkede bare langsomt, før han vendte at råbe at alle skulle stoppe og trække sig til siden,  for at få ham mast ind i mængten af mennesker. En del skreg efter at det virkelig var ham, vores budungard og prøvede at komme hen til ham, men på en eller anden utrolig måde fik han dem på afstand. Han var jo også van til at få fans væk, det er ligesom hans arbejde. 
Jeg trak min telefon op af lommen og blev faktisk overrasket over at se, at Rie havde skrevet en besked. Men langsomt gik jeg i panik.. #Hjælp# 
Jeg forsøgte at ringe til hende, men hun tog den ikke. Hvordan kunne jeg finde hende i den her mængte? Det er jo umuligt. Og hvad er det der sker? 
Jeg kan mærke hvordan min puls stiger og mine hænder langsomt begynder at ryste. Mine knæer ryster også en anelse da jeg forsætter ned langs bygningen, hvor der kun var svagt lys. Ingen havde heldigvis opdaget mig endnu. Men alligevel var der hegn rundt om hele bygningen, men jeg var jo ubeskyttet og jeg tror godt directioners  kunne finde på at springe over hegnet og være skide ligeglad. 
#Hvor er du!?# fik jeg i panik skrevet, selvom mine fingre rystede. Jeg kunne ikke råbe efter hende, for så ville folk høre min stemme og gå fuldstændig amork. Hvad helvede skulle jeg gøre? 
Jeg sad og tjekkede min telefon i omkring ti minutter mens tålmodigheden lå over mig. Hvis hun skrev hjælp måtte det betyde, at der er sket et eller andet - eller der sker noget. Men ja, jeg havde altså sat mig ned, og ventede på alle menneskerne snart ville forsvinde, men det var vidst noget med der var rigtig meget trafik. Det larmede utrolig meget og folk græd, og bla bla bla. 
Min mobil lyste pludselig op, derfor gav det mig et sus i maven og jeg låste den hurtigt op, men det var bare en besked fra Niall, hvor fanden jeg var blevet af, så den ignorerede jeg.
Efter jeg havde sat der i snart en halv time var folk så småt begyndt at forsvinde mere og mere. Jeg var så fandes bange for hun var forsvundet i mængten eller sådan noget - og hvordan havde hun egentlig tænkt sig at komme hjem? 
"Fatter du det nu, din fucking idiot!?" 
Af en eller anden grund overdøvede den skingre pigestemme alt lyden fra de andre mennesker og trafikken. Jeg var lige ved at lade som ingenting, da jeg egentlig mere var opsat på at finde Rie, da pigen endnu engang råbte; "Fatter du det, pinkhårede-lort!?" 
Og der med et fik jeg drejet med hovedet hvor jeg skimmede en lyshåret omkring fjorten-årig pige stå ovre i et hjørne med tre andre piger, som nok var en del ældre. Pink-håret? 
Rie? Hun er altså lilla-håret men fuck det.
Min mave snog sig sammen, da jeg pludselig så hende. På jorden. Hvad helvede sker der? 
Uden at tænke mere over det, løb jeg igennem mængten af menneskerne med blikket rettet mod jorden. De fleste råbte af mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg skulle bare hen til hende. 
"Hey!" råbte jeg, da jeg så småt var derhenne, "Hey!"
"Omg, det er Zay-" 
"Du holder din fucking kæft, okay?" sagde jeg, hvilket fik deres lille fangirling-show, til at stoppe og de stod og gloede ned på deres sko. Eller, nogle af dem gjorde. Hende den lyshårede stod bare og gloede på mig. "Hvad helvede har i gang i!?" hvæsede jeg vredt og satte mig på hug ved Rie, som lå på jorden.
Vent.. er det blod!? 
"Jeg.. Vi.." 
"Nej, bare hold jeres kæft og skrid," sagde jeg og kiggede vredt op på dem. De reagerede ikke eller svarede ikke, stod bare og gloede. "Nu!" hvæsede jeg højt, hvilket fik dem til at kigge kort på hinanden, før de mumlede et eller andet, som jeg tød som et 'undskyld', for de langsomt forsvandt i mængten. "Rie?" 
"Skrid Zayn, bare skrid." mumlede hun og tog sig til hovedet, hvor der var kommet et sår. "Det er fucking din skyld, det her." 
"Hvad?" spurgte jeg med en rystende stemme og prøvede at fjerne hendes hånd, på hendes pande, for at se såret, men hun lod mig ikke gøre det. Så jeg sukkede bare og lod være. 
"Hvad?" gentog jeg lidt efter, da hun ikke havde svaret. 
"De har på en eller anden fucking lorte måde, fundet ud af du hele tiden stod og gloede på mig, også beskyldte de mig for at du altid er i så fucking dårligt humør," hvæsede hun med en halvhøj stemme, "helt ærligt, jeg kender dig forhelvede ikke, Zayn! Du har kun været mit fucking one night stand, og se nu hvad fuck du rydder mig ud i? Kan du ikke bare lade mig være!? Er det så svært!?" 
"Rie .. hør nu.." 
"Nej, bare hold din kæft og skrid ind til de andre mongoler." 
"Jeg forlader dig ikke i den her tilstand Rie, okay? Du skrev selv 'hjælp' til mig, og du har brug for mig lige nu. Jeg kører dig hjem, okay? Du har ingen penge eller noget transport på nogen måde, fordi Paul kørte dig. Jeg har min bil, lige i nærheden. Så nu går du med mig, okay?" 
Hun klemte hendes øjne en smule sammen og skulle til at sige noget, men gjorde det ikke. Istedet nikkede hun bare stille og rejste sig op. Jeg greb hurtigt fat omkring hende, da hun var ved at vælte sammen. Vi gik en smule, indtil jeg kunne mærke hvordan hun begyndte at halte på den ene fod. "Ri-" 
"Hold din kæft." mumlede hun og prøvede at gå videre, men selv jeg vidste at hun sikkert havde mega ondt i hendes fod, knæ, eller hvad det nu var. "Kom her," mumlede jeg og uden hun nåede at protestere fik jeg hende løftet op i brude forum. "Sæt mig ned, Zayn." 
Jeg ignorerede  hende bare og fik hende løftet hende med over til parkeringpladsen omme bag ved, hvor alle vores biler holdte, bortset fra Liams for han var kørt sammen med Niall. Jeg fik hende sat ind på forsædet og selv hoppet ind. Jeg kendte godt hende adresse, da jeg kunne den i hovedet af en eller anden sjov grund - men jeg havde dog ikke tænkt mig at køre hende hjem. Ihvertfald ikke i den tilstand. 
Om hun ville have det eller ej, så skulle vi hjem til mig. Og hun havde ikke noget valg. Jeg vil bare hjælpe hende, selvom hun ikke vil have min hjælp. Men hun er skadet, og det gør virkelig ondt på mig at se hende sådan; bestemt når hun siger, at det er min skyld. Derfor kan jeg ikke nænne mig at køre hende hjem, da jeg ikke ved hvad der kan ske - eller hvad hun kan finde på.

Zzz

Hvad tror I, Rie kan finde på? x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...