It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13074Visninger
AA

11. Chapter 10.

Ries synsvinkel.
Jeg bevægede mig hurtigt ud af badeværelset hvor jeg lige havde været i bad. Klokken er godt nok kun 12, men jeg har fri idag, så jeg besluttede at hoppe i et bad. Jeg gik ind på mit værelse for at finde mit tøj. Jeg åbnede mit skab op og rev sorte jogging bukser ud, samt en rød overzize t-shirt med Garfield. Jeg ved godt Garfield er en kat og sådan noget, men jeg kan godt lide ham. Han er.. underlig. Men på den gode måde, hvis du ved jeg mener. Jeg tog noget rent undertøj og smuttede hurtigt ud på badeværelset igen. Jeg smider mit håndklæde som jeg havde svøbet rundt mig og hoppede hurtigt i mit tøj. Jeg tager min mascara, som ligger på en lille hylde ved siden af min håndvask, og frisker hurtigt min mascara op. Så tager jeg det håndklæde jeg havde haft rundt om mig, og begynder at tørre mit hår. Alt er helt stille indtil jeg pludselig hører en bildør lukke ude foran huset. Jeg smider hurtigt mit håndklæde fra mig, da jeg er færdig, og kigger nysgerrigt ud af vinduet ud til vejen. Og op af mine trapper går Zayn. Jeg rynker mine bryn og mine øjne følger ham hele vejen op til døren. Han banker kort på og stiller sig lidt tilbage. Bankene går i ekko i mit hus og jeg ryster bare på hovedet. Tror han virkelig jeg vil lade ham komme ind? Eller hvad han nu vil..
Jeg hører han igen banker på, denne gang lidt hårdt, og jeg kan næsten mærke hvor frustreret han er. Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigt, mere end det plager. Bare ved tanken om at åbne op, begynder gnisterne igen at brænde op i mig, som en slags advarsel om at jeg ikke skal åbne op. Så da Zayn igen banker på, ryster jeg igen på hovedet, men åbner ikke op. Jeg skal lige til at bevæge mig ud af badeværelset, da jeg ser han bukker sig ned, og smider noget ind gennem min brevsprække. Ekkoet fra brevsprækken der lukkede, går gennem mit hus, og nysgerrigheden stiger langsomt i mig. Jeg hører Zayn banke igen. Jeg kigger igen ned på ham og ser han går ned af trapperne. Pludselig stopper han op og det ligner han vender rundt, om mod mig. Jeg panikker og ser min eneste flugtvej er ud af døren, så jeg skynder mig forbi vinduet og hen til døren. Jeg har så meget fart på at jeg glemmer lyset, så da jeg er halvvejs nede af gangen, vender jeg rundt og skynder mig tilbage for at slukke lyset. Jeg går ned af gangen og stopper op da jeg når hen til trappen, går jeg langsomt ned af den. Trapperne knirker mens jeg træder ned på det ene trappetrin efter det andet. Da jeg kan høre Zayns bil kører, sætter jeg farten op, og hopper de sidste to trin ned på gulvet. Jeg står nu i mellemgangen til køkkenet og stuen. Hoveddøren er på min venstreside og jeg kan nu se det Zayn har smidt ind gennem brevsprækken. Det er.. hvidt. Og firkantent. Hvad er det?
Jeg bevæger mig hen til døren og da jeg står foran den, bukker jeg mig ned for at tage det op. Jeg rynker brynene mens jeg drejer og vender det. Det er en lille konvulut med teksten "Til Rie" på. Jeg beslutter og åbne den, så jeg river hurtigt den op. Jeg stikker min hånd ned i konvuluten og hiver noget op. Det første der springer i mine øjne er teksten. "One Direction koncert i London. Start 19:30, række 2, sæde 39". Det tager mig ikke lang tid og regne ud at det er en billet til deres koncert i aften men hvad jeg ikke forstår er at Zayn vil havde mig med.
Jeg opdager at jeg har bevæget mig ind stuen og sat mig ned i sofaen, mens jeg har undersøgt billetten. Jeg ligger billetten fra mig og tager fjernbetjeningen til tv'et og tænder der hurtigt. Der kører et afsnit af 'How I meet you mother', som jeg har set flere gange, men jeg har ikke andet at tage mig til, så jeg ender med at se det. Jeg smækker benene op på bordet og fumler min mobil af min lomme. Jeg går ind under kontakter og finder Zayns nummer. Jeg synker en klump og trykker på 'ring op'. Jeg tager mobilen op til øret og hører den dytter et par gange inden han tager den.
"Det Zayn" lyder Zayns stemme, den lyder faktisk lidt træt, efterfulgt af en dør der smækker.
"Zayn, det Rie" siger jeg og begynder at pille ved en løs trød på mine bukser.
"Rie" mumler Zayn med en rystende stemme. "Jeg troede ikke du ville ringe".
"Det havde jeg heller ikke tænkt mig" siger jeg og hiver den løse tråd af. Jeg finder en ny og begynder at pille ved den.
"Hvorfor ringer du så?" spørg Zayn og jeg hører en knirkelyd i baggrunden.
"Du kom med noget til mig" siger jeg og sukker indvendigt.
"Ja, det er en billet til vores koncert i aften" siger Zayn  og fortsætter "kommer du?"
"Nej" svarer jeg og forkuserer på tv'et.
"Hvorfor ikke?" spørg Zayn med en skuffet stemme.
Skuffet over hvad?
"Jeg kan ikke" mumler jeg og håber han ikke opdager jeg lyver.
"Jeg ved ikke om du lyver eller hvad du gør Rie, men hvis du ombestemmer dig, ville det gøre mig-"
"Gøre dig hvad? Glad? Zayn, der er ikke noget imellem os, okay? Bare glem vores One Night Stand. Det skete i fuldskab" sukker jeg og ligger mig ned i sofaen. Af en eller anden grund fik jeg altså bare lige lyst til at ligge ned.
"Rie, vi ses" siger Zayn og ligger på.
Jeg sukker og smider min mobil på bordet. Jeg lukker mine øjne og gnider mine fingre på min pande.

 

Zzz

Klokken er gået hen og blevet 18:10 og jeg sidder og spiser aftensmad som består af en burger fra McDonald. Jeg er meget doven og jeg orkede ikke at lave aftensmad, så jeg hoppede i noget andet tøj ved 18 tiden og gik den halve kilomet hen til den nærmeste McDonald. Og nu lyder der sikkert mærkeligt at jeg er for doven til at lave aftensmad, men går gerne den kilomet frem og tilbage, bare for at få en burger fra McDonalds. Og ja det lyder mærkeligt, men sådan er jeg altså bare skruet sammen, og hvis du ikke kan lide det, så kan du klage til Gud. Godt, så fik vi det på plads. Der kører 'NCIS' på skærmen som jeg følger ivrigt med i. Jeg elsker krimiserier, btw. Jeg tager en bid af min burger, da dørklokken pludselig lyder. Jeg sukker og rejser mig fra sofaen. Jeg får slæbt mine fødder med ud til døren, men det er fordi jeg går med min burger og tygger på den. Jeg trækker ned i mit dørhåndtag og åbner. En høj mand i sort tøj står foran mig og jeg ser hurtigt der holder en bil bag ham. "Er du Rie?" spørg han med en dyb stemme, som inderst får mig til at grine men jeg holder masken, og kigger ned på mig. Ja han er højerer end mig, så han må kigge ned for at se på mig. "Det er mig. Og hvem er du?" spørg jeg og tager en bid af min burger. "Jeg er Paul, One Directions body guard" siger han og ligger sine arme i kors. Jeg får min mad i den gale side og begynder at hoste. One Directioners body guard? Sagde han virkelig det? "Er du okay?" spørg Paul og banker mig blidt på ryggen. "Jeg-" host "-har det fint" siger jeg og kigger på min burger jeg har i min hånd. Jeg væmmes pludselig ved den og kaster den hen i skraldespanden som står nogle meter fra mig, inde i køkkenet. "Godt ramt" mumler Paul og jeg svarer med et nik.

"Undskyld, men hvad vil du?"spørg jeg, da jeg faktisk overhovedet ikke ved det, og ligger mine arme i kors. "Jeg er kommet for at hente dig" siger Paul og ligger også sine arme i kors. "Jeg skal ingen steder med dig" siger jeg bestemt og klapper af mig selv indvendigt, da det bitchi i den sætning, var perfekt. "Jo, det skal du" siger Paul og kigger ned på mig. "Øh nej jeg skal ej" siger jeg og rejser et bryn i vejret. "Zayn har sendt mig. Han vil havde dig med til deres koncert" siger Paul og kigger ned på bilen bag ham. Den sorte bils lygter tænder pludselig, så jeg springer kort tilbage da jeg får et chok. "Whatever, jeg skal stadig ikke med" siger jeg og ligger min hånd på døren. "Zayn sagde jeg skulle tage dig med, så det gør jeg" siger Paul bestemt. "Du, eller Zayn, bestemmer ikke over mig" siger jeg og mærker min indre bitch vågne. Vi står lidt i stilhed. Eller vi står længe i stilhed, faktisk. Burde jeg tage med? Det kunne jo være.. sjovt. Tror jeg. "Fint, så tager jeg med" sukker jeg endelig og ser et lille smil komme op på Pauls læber. Urg, jeg hader ham allerede. "Men lad mig lige skifte" siger jeg hurtigt og skynder mig op af trappen og ind på mit værelse. Jeg beslutter at beholde mine bukser, som er nogle stramme blå jeans med nogle huller i, og skifter kun min t-shirt. Jeg får revet en neonpink t-shirt med teksten 'You're a geek' på og får hurtigt den over mit hoved. Jeg tjekker hurtigt om det hele sidder godt inden jeg smutter nedenunder igen. Paul står stadig i døren. Jeg kommer i mine convers og tager min jakke som hænger min knage. Jeg tager min pung, nøgler og mobil og skubber Paul ud af døren. Han går ned af trapperne mens jeg låser døren og jeg hopper hurtigt ned af de seks trin. Hvorfor er jeg pludselig så ivrig efter at komme af sted?
Paul åbner døren til bilen og jeg sætter mig ind. Jeg tjekker bilen ud mens jeg venter på at Paul sætter sig ind i den anden side. Den er flot. Læder. Nice. Paul kommer ind og giver tegn chafføren at køre. Jeg opdager jeg kan tage et glas op imellem mig og Paul, så da jeg gør det, begynder jeg at grine fordi jeg synes det er så nice. "Kan du lide bilen?" spørg Paul og jeg griner bare som svar, mens jeg kører glasset op og ned. Til sidst lader jeg det være oppe og ligger mit hoved på vinduet og lukker mine øjne.

Jeg åbner mine øjne med et spjæt da nogle høje pigeskrig rammer mine ører. "Hvad fanden er det?!" udbryder jeg og opdager at glasset mellem mig og Paul er væk. "Det er som bare Directioners lille Rie" griner Paul og kigger om på mig. Jeg sender ham et ondt blik og kigger surt ud af vinduet. Alt bliver pludselig sort omkring mig og jeg kan se vi kører indenfor, ind til et parkeringhus. Pludselig stopper vi og Paul stiger ud. Jeg hopper selv ud og søger for at havde alle mine ting med ud. Bilen kører videre og Paul fører mig hen til en elevator. Vi går ind og den begynder at køre op. "Okay Rie. Nu kommer vi op til gangen, som fører op til koncert salen. Jeg følger dig hen til din plads og der skal du så sidde de næste timer, mens drengene giver koncert" forklarer Paul og giver mig et armbånd på. "Hvad skal jeg med det?" spørg jeg og kigger underligt på Paul. "Du viser det til andre ansætte her, så de kan se du har lov til at være her før koncerten" forklarer Paul og fører mig ud af elevatoren, da den når dens etage. Jeg nikker bare og vi går i tavshed hen til den dør. Paul åbner den og skubber mig ud. En sal fuld af piger møder mig og Paul peger hen på en ledig plads. Han fortæller mig at jeg skal sidde der og skubber mig så derhen. Jeg kigger tilbage mod ham, men han er væk. Jeg sukker og går hen til min plads. Jeg sætter mig ned og får nogle blikke fra de andre piger. Jeg ruller bare øjnene og finder min mobil frem. Jeg ser en besked fra Zayn.
#Jeg sagde jo vi ville ses igen ;)#. Jeg sukker og ruller øjne, mens jeg ligger min mobil væk. Pludselig bliver alt mørkt og skrigene begynder. Noget musik starter og op på scenen kommer One Direction. Skrigene piger overalt. Urg, jeg hader det allerede.

Jeg fanger mig selv i at danse med på en af deres sange. Jeg tror de har spillet i en time eller sådan ca. og jeg må indrømme, de er ret gode. Jeg har selv lagt mest mærke Zayn men han har ikke rigtig lagt mærke til mig. Mine øjne ligger sig på ham, da han træder hen mod mig. Pludselig ser han på mig og gnisterne springer i mig. Jeg vinker kort til ham. Hans ansigt lyser op og han viser sig nok lige, ved at synge en høj tone. Jeg bryder ud i grin og det får ham til smile. Han forsvinder hurtigt den anden vej og jeg holder op med at grine. Jeg følger Zayn med blikket og ser hvordan han blærer sig rundt på banen. De blive færdige med deres sang og ham med krøllerne begynder at snakke. Jeg følger ikke helt med, for jeg står og holder en øjenkontakt med Zayn.

Zzz


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...