It's because, I'm human {1D}

Føler du nogensinde dit liv er noget lort? At fortiden plager dig alt for meget, så den ligefrem får dig til at gøre modbydelige ting mod dig selv? Sådan har den 18-årige Rie Johnson og den 20-årige Zayn Malik det: to vidt forskellige mennesker, men har en ting tilfælles - de hader sig selv. Den ene med alt for lidt selvtillid og forladt af sine forældre - den anden som er fuldstændig ødelagt over skilsmissen med kæresten samme aften, som han ville havde friet til hende. Begge deres liv er et helvede for dem og de venter egentlig bare på deres evige rutsjebanetur vil gå op af bakke - men de tvivler på om det nogensinde sker. De er begge to tæt ved at ramme bunden. Men sådanne mirakler sker ikke kun på film - for hvad sker der når de to mennesker kommer i kontakt med hinanden? Vil de sammen kunne finde noget glæde i livet, eller er det fuldstændig udelukket?

82Likes
48Kommentarer
13079Visninger
AA

2. Chapter 1.

Ries synsvinkel.

Fuck alting.. Fedt Rie, nu tænker de sikkert du er sådan en sindssyg bitch.. Flot. Am I right? Tænkte jeg nok. Men der tager I fejl. Faktisk er jeg ikke som alle går rundt og tror. Og hvordan tror folk jeg? En cutter. En stofmisbruger. En galning. En hjemløs. Hmpf. For det første så er jeg ikke en galning og for det andet, er jeg ikke hjemløs; Jeg lever ikke i luksus, men jeg har et hjem i London. 2 etager. Fint sted og bo for en som mig. Jeg tager ikke stoffer. Jeg ryger og drikker. Men gør alle ikke det nu til dags? Og så skærer jeg i mig selv. Men det behøver vi ikke at snakke om.
Alle er jo ligeglade, ikke?

Det var så det 'vigtigste' om mig. Rie Johnson. 18 år. Forældreløs, faktisk familieløs. Jeg har altid boet på børnehjem indtil jeg besluttede og skride som 14 årig, det var ikke nemt, men heller ikke svært. Jeg blev født brunette men da jeg var 11, farvede jeg mit hår lilla. Mørke lilla i hovedbunden også bliver det lysere jo længere ned af mit hår, man kommer - og sådan har jeg gjort ligesiden. Jeg har langt hår, btw. Andet i vil vide?

Jeg laver ikke ret meget faktisk. Kender i Starbucks? Huh? Der arbejder jeg. Pænt kedeligt faktisk. Selvom jeg ingen familie har, fik jeg privat undervisning af de voksne på børnehjemmet. Mine 'forældre' ville åbenbart gerne havde det. Kunne de så ikke bare havde beholdt mig og puttet mig i en skole i stedet for? Jeg ved ikke om i kan mærke det, men jeg er ikke just tilfreds med at være forældreløs. Alle de børn jeg ser på Starbucks, har deres mor eller far med og de ligner en lille lykkelig familie.

Også er der mig. Den loneley frak. 

 

Klokken er blevet 12:00 og jeg er på arbejde. "Rie, bord 6" siger Flora, en af de ansætte, og stiller 3 kopper kaffe foran mig. Jeg stiller dem på min bakke og begiver mig ned på bord 6. "Værsgo" mumler jeg til de 3 drenge, nok på min alder, og stiller kaffen. Jeg vender mig rundt men bliver hevet rundt. Det er en af de 3 drenge der har hevet mig rundt og holder nu sin arm på min. "Her" siger han med et smil og rækker mig en 5 dollar seddel. "Tak" mumler jeg, tager imod pengene og går så igen.

Urgh, jeg hader sådanne typer. De tror de ejer alting og bare kan smide med deres penge. Kender i det? Jeg går ud i personalerummet og tager min håndtaske. "Jeg går lige på toilettet" meddeler jeg til de andre som bare nikker. Fint hvis det skal være sådan. Jeg går ud på toilettet, går ind på en af båsene og låser efter mig. Jeg binder mit forklæde og hiver min skjorte af. Jeg lukker min håndtaske op og hiver et stykke glasskår fra et spejl op.

Hvis i ikke gider og hører om hvordan jeg cutter i mig selv, så skrid. For det er det jeg skal nu. Jeg ligger den skarpeste del af spejlet på min arm og begynder at skærer. Smerten skyder i mig da skåret kommer så langt ned i min hud, at det begynder og bløde. Jeg ligger mit hoved tilbage i smerte men trykker bare skåret længere ned. Jeg bliver ved indtil jeg er tilfreds med mit sår. Jeg tager noget toiletpapir, tørrer skåret for blod og propper den ned i min taske igen. Jeg tager lidt mere toiletpapir og binder det rundt om mit sår. Det bliver bundet i en stram knude og jeg hiver min skjorte på igen. Mit forklæde binder jeg, tager en dyb indånding og låser så bås døren op.
Det er sådan min rutine når jeg arbejder. Arbejde, betjene, cutte, arbejde, arbejde, hjem. 

Jeg kigger mig hurtigt i spejlet. Føj. Bare føj.

Jeg går ud fra toiletterne og ind på personalerummet igen. Jeg stiller min håndtaske dens sædvanlige sted og går ud gennem køkkenet. Der hænger nogle sedler på vores bestillings-ting og jeg får stukket 5 kaffer op i masken præcis som jeg er kommet ud fra køkkenet.

"Bord 8" siger Flora og peger mod retningen af bord 8. Mit hoved drejer sig mod hendes finger og jeg sukker. "Fedt" mumler jeg og går hen mod bord 8. 5 drenge møder mit blik da jeg stiller bakken med deres kaffe foran dem.

Jeg rækker dem deres kaffe, mumler 'værsgo' og vender mig så rundt igen. "Hey kom lige tilbage" siger en af drengene. Jeg stopper brat op, trækker vejret dybt, putter et lille falsk smil på læberne og vender mig mod dem. "Ja?" spørg jeg og stiller mig foran dem. "Hvad er dit navn?" spørg en lyshåret dreng. "Rie" svarer jeg og peger på mit navneskilt. "Flot navn" svarer en dreng med stort brunt krøllet hår. "Tak." mumler jeg og sukker. "Må jeg komme videre med mit arbejde nu?" spørg jeg og kigger lidt fraværende væk. "Øh ja selvfølgelig. Undskyld forstyrrelsen," siger ham med krøllerne og smiler. Jeg nikker bare, vender mig rundt og går så op for at få min næste bakke med kaffe.
 

Zzz.
 

Jeg smider træt mit arbejdstøj i vaskekurven på badeværelset og smutter ned i stuen. Ned af trappen og ind i stuen. Jeg tager den pakke smøger der ligger på mit bord og hiver en frem. Min lighter ligger fremme, så jeg snupper den og tænder min smøger.

Jeg suger et par gange, puster ud og suger så igen. Det her er ren rutine for mig. På arbejde klokken 12, færdig klokken 18:30 også bare hjem og få noget af spise. Så i bad og derefter i seng. Jeg lænder mig frem og tager min fjernbetjening til tv. Jeg tænder og zapper lidt rundt. Der er 'Friends' på en af kanalerne. "Det ser vi bare" mumler jeg til mig selv - ja, der er jo ikke andre og snakke til? Jeg er efterhånden blevet van til stilheden. I starten, lige efter jeg var stukket af, var det meget stille. Jeg mener, at gå fra et stort hus fyld af rollinger som larmer 24/7 til et stort hus med kun mig. Det er lidt af en forandring.

Jeg læner mig tilbage, smider mine ben på bordet og slapper af.
 

Zzz.

Så er Natachas nye historie blevet skudt igang!
Og jeg - Laura - er blevet medforfatter til denne vidunderlige historie, fordi hun var så sød og spørge om jeg ville, og I was like: OMG YES ! 
Hun har en masse andre movellaer i tankerne, og jeg har hørt om dem, og jeg sværger at i falder ned af stolen så snart i hører om dem, fordi de er F A N T A S T I S K E! Hold øje med hendes profil, for man ved aldrig hvornår de bliver udgivet ;) 
Nå, men hvad synes i om første kapitel? Eftersom det er Ries synsvinkel, så er det Natacha som har skrevet det, og wauw, allerede første kapitel og jeg får allerede ondt af hende. Hvor er det trist ): Nå men, hvem tror i de fem drenge var, og hvorfor mon de tilbagekaldte hende? Hvad mon de vil med hende? - Men whatever, Rie er sikkert bare ligeglad med dem. x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...