Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
292Visninger
AA

6. Minny og Kimi på Tur

"Hun havde trukket mig ind i et rum, fyldt med mennesker. Vi stod nede bagerst, ved indgangen, hånd i hånd. Hun smilte bare til mig. En mand trådte frem på scenen forrest i rummet. Folk stoppede med at snakke, og kiggede alle op på ham. Han fik en halskæde op, som han begynde at råbe om. Den var magisk og kunne alt muligt sikkert. Minny var ude efter noget bestemt, og denne halskæde var ikke den. Der gik en halv times tid, uden der var noget hun fandt interessant. Hun begyndte at trippe og hoppe lidt. Det var tydeligt, at hun var utålmodig. Endelig kom det hun var ude efter. En rygsæk. Jeg var ikke helt så imponeret som hun var. Minny rakte hånden så højt op hun kunne for at byde. Man kunne kun lige se hendes hånd over de andres hoveder. Der kom et modbud, og hun kiggede irreteret fremad, og rakte hånden op igen. Igen kom der et modbud. Hun klemte min hånd, da hun løftede hånden igen. Et tredje modbud. Hun trampede arrigt i jorden og løftede hånden igen. Den var nu oppe på omkring 3500 guld. Det svarede nok til et halvt års arbejde. Jeg var urolig. Så meget, og måske endda mere, for en rygsæk. Og jeg regnede med, at jeg skulle betale. Sådan var hun trods alt.

 

  Der kom ikke flere modbud, heldigvis. Hun kiggede lykkeligt op på mig. Hun må virkelig have været forelsket i den taske. Jeg sukkede, og vi gik op for at hente tasken, og betale for den. Vi blev ført ud i baglokalet, og de hentede tasken. Minny stod på tæer og lænede sig op til mit øre, for at viske, at jeg skulle betale. Jeg vidste det, så jeg sukkede, smilende. Til min overraskelse, var det mig der skulle have tasken på ryggen, og ikke hende.

 

  "3500 for en taske til mig?" Fik jeg halv surt sagt.  

 

"Ja." Svarede hun glad. "Du bliver lykkelig over den, tro mig. Nå, hvad så med at sove ved mig i nat? Du skal jo rejse tidligt i morgen, så ellers får jeg nok ikke sagt farvel."   

 

Jeg var forvirret. For noget tid siden var hun trist, på grund af, at jeg rejste videre. Nu er hun glad igen. Var det bare fordi at tasken ville minde mig om hende? Eller havde hun en langt større plan, som hun havde sat igang, og det med, at jeg skulle sove ved hende var endnu et skridt i planen? Nåja, jeg kom til at sove med hende, og hun ville egentlig bare have mig til at blive. Selv hvis hendes plan var sat i værk, ville det ikke være så slemt.

 

  Jeg smilte til hende, og takkede ja. Vi kom hjem til hendes lejlighed. Hun besluttede sig for at lave mad, og satte mig i en stol, og sagde jeg skulle blive siddende. Jeg prøvede at liste væk engang imellem, men hun sprang ud af køkkenet hver gang. Jeg elskede at drille hende sådan. 

 

  Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det vidste jeg på forhånd. Hun havde lavet mad til mig før. Hun trak mig  ind i soveværelset bagefter, for at tjekke om jeg havde pakket alt. Hun styrtede frem og tilbage, fordi hun syntes jeg manglede noget. På et tidspunkt var hun ved at falde i døren, men jeg fik grebet hende.

 

  Da hun endelig var færdig, pegede hun på sengen.  

 

"Læg dig. Sov." Sagde hun bestemt, og gik ud for at skifte tøj.  

 

Jeg fik selv skiftet til mit nattøj, hvilket egentlig bare var underbukser. Jeg lagde mig på ryggen i sengen, og trak dynen over mig. Jeg lå der nok i fem minutter, før Minny kom tilbage, iført en lang natkjole. Hendes hår hang løst, som modsætning til hendes hestehale, hun havde normalt. Hun smilte.  

 

"Løft da lige dynen så jeg kan lægge mig tumpe."   Jeg fjernede dynen, og hun lavede næsten en maveplasker ned på mig. Vi omfavnede hinanden, og jeg trak dynen over os. Hun pustede lyset ved sengend ud, og vi lå sammen i mørket. Hendes hoved hvilede på mit bryst. Jeg var lykkelig i nuet, men min underbevidsthed prikkede hele tiden til mig, for at sige, at jeg rejste i morgen tidlig. Hun lå der, med lukkede øjne og et smil på læben.

 

  "Nåja!" Udbrød hun pludseligt.  

 

Hun trak sig op, kiggede mig i øjnene, og kyssede mig på kinden. Lige midt på venstre kind, hvor den er blødest. Hun smilte bredt til mig, og fortsatte med at kugge direkte ind i mine øjne. Jeg følte en million følelser på samme tid. Jeg var især glad og forvirret, men man kunne vidst hovedsageligt se, at jeg rødmede. Minny begyndte i hvert fald at grine, og lagde sit hoved lidt længere oppe end før. 

 

  "Godnat Kimi."  

 

"Godnat Minny, sov godt."  

 

"I lige måde, du må gerne drømme om mig" grinte hun.

 

  Vi faldt i søvn i hinandens arme.  

 

Da jeg vågnede næste morgen var hun væk. Jeg stod op og fandt en lille note på natbordet. Der stod:  

 

"Godmorgen Kimi!  

 

Undskyld jeg allerede er smuttet, men jeg skulle møde tidligere end normalt i dag. Det betyder også at dette desværre må være mit farvel. Kom tilbage snart!  

 

Kærligste hilsner Minny.  

 

Ps. Jeg gav dig et farvel-kys på munden. Du er sød når du sover."  

 

Igen rødmede jeg. Jeg stod lidt og forestillede mig kysset. Det betød så at jeg fuldstændig glemte tiden. Da jeg endelig tog fat i mig selv, var jeg virkelig sent på den. Jeg fik tøj på, tog min taske, og styrtede afsted.

 

  Jeg nåede ned til havnen med 6 minutter igen. Jeg gik ombord på skibet, og fandt mit rum. Jeg fik skiftet til min rustning, som var blevet sendt i forvejen, sammen med mit sværd, og alle de andre ting, jeg umildbart fik brug for. Mit tøj smed jeg bare ned i tasken. Jeg lod tasken stå, og gik ovenpå igen. Et par timer, så var jeg fremme.

 

  Jeg stillede mig ved rællingen, og kiggede ud på vandet. Ikke efter noget bestemt. Jeg stod bare og lod mine hjerne gå i tomgang.

 

  Båden kom til havn. Jeg fik hentet min taske fra min kahyt. Alt hvad jeg ejede havde jeg deri, eller på mig. Jeg blev straks overrasket af alt sneen og kulden, og blev nød til at købe en stor varm kappe, for at holde mig varm. Jeg skulle mødes med general Gias, bedre kendt som is-dronningen. Hun havde en fæstning nær fronten, og var den eneste grund til, at fjende ikke kontrollerede norden. Jeg blev nød til at tage afsted med det samme, eller skulle jeg overnatte uden for fortet, og det havde jeg ingen planer om at gøre. Så jeg skyndte mig afsted.  

 

Det ville tage omkring 5 timer, før jeg ankom.  

 

En halv time inde i min rejse, kunne jeg høre nogen. Mere præcist kunne jeg høre Mindras stemme bag mig. Hun bad mig skynde mig. Jeg kiggede tilbage halvdelen af tiden, og forventede hun ville dukke op. Det måtte bare have været min hjerne. Jeg var forhåbentlig ikke ved at blive skør. Fjerde gang jeg hørte hende, stoppede jeg op. Jeg stod stille i et par minutter, før jeg hørte:

 

  "Hvorfor går du ikke din spade?!"  

 

"Okay Mindra, hvor fanden er du henne?!" Fik jeg råbt tilbage.  

 

"I tasken dumme, og det er koldt! Så gå!"  

 

"I tasken?"  

 

"Ja! Men det er ikke vigtig, jeg fryser!"  

 

"Jeg går ikke før du kommer med et seriøst svar."

 

  Jeg fik en tallerken så hårdt i baghovedet, at den gik i stykker, og faldt på jorden. Jeg faldte på knæ af den pludselige smerte.

 

  "Av for helvede! Hvorfor fanden gjorde du det?!"  

 

"Det var en af mine fine tallerkener, og du er sur på mig?! Gå så, eller du kommer for alvor til at fortryde det!"  

 

Det gjorde jeg så. Der var stadig lang vej, så hun kunne sagtens nå at forklare mig hvad der egentlig skete."  

 

Feerloven afbrød mig:

 

  "En uendeligheds-taske, det var squ da åbentlyst."

 

  "Jo, men jeg havde aldrig hørt om sådanne ting før."  

 

"Aldrig hørt om en...?!" Feerloven tog en dyb indånding. "Det er også ligemeget, fortsæt."  

 

"Hun boede nede i min magiske taske, hvor masser af hendes ting også var. Hun havde været oppe meget af natten, for at pakke, og så skrevet den seddel før hun selv gemte sig i tasken. Om hun rent faktisk kyssede mig, ved jeg ikke.  

 

Jeg tog min kappe af, og smed den ned i tasken.  

 

"Hvis du rent faktisk er derinde, så brug den her."  

 

"Uuuh! Tak Kimi!"  

 

Jeg følte noget på min ryk bevæge sig. Kort efter et varmt kys på min højre kind. Jeg rødmede igen, og stoppede op. Men kun indtil Mindra kommanderede mig til at flytte min røv nærmere general Gias og fortet. Vi fik ikke snakket særlig meget på vej derhen. Jeg forestiller mig, at hun faldt i søvn med kappe over sig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...