Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
299Visninger
AA

4. Lærer og Elev

Jeg fortsatte: "Saad vækkede mig en tidlig morgen, før solen var stået op. Det var sommer, så mit vindue var åbent. Det havde han vidst, og kravlet ind af. Han sagde, at han tog afsted på en vigtig mission. Vi havde ofte leget, at vi løste vigtige opgaver sammen, så jeg var naturligvis klar på at tage med. Men jeg fik ikke lov.  Det var en opgave kun han kunne løse, jeg ville blive opdaget, genkendt, sagde han. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, men jeg forstod ham. Han skulle være spion troede jeg, og det kan man kun gøre alene, ellers bliver man opdaget.  

 

Saad havde pakket de nødvendige ting. Han tog afsted ved solopgang, og var ude af syne inden for få minutter."

 

  Jeg stoppede med at snakke. Jeg var kommet til at tænke på en bestemt pige. Den type pige, som fylder enhver drømmende drengs liv med både lykke og sorg. Den kærlige, venlige, rosende og perfekte, som man ikke kunne andet end at elske. Den type som man ikke kunne give slip på, når man først var fanget. Typen som er langt ude af din liga. Jeg havde kendt hende i et godt stykke tid, uden at blive klogere på hende. Jeg blev bare suget dybere og dybere ind. Jeg vidste det godt. Jeg vidste godt hvor forfærdeligt det var, men det var også fantastisks. Drømmen var i hvert fald. Drømmen om hende i mine arme. Den holdtd mig ofte igang, men holdte mig ligeså ofte tilbage.

 

  Fangevogteren begyndte at blive utålmodig. Jeg tørrede mit kærlighedshungrende ansigtsudtryk af, og så beslutsomt op på vagten. "Jeg har allerede sagt for meget. Jeg forlanger at snakke med en af dine overordnede." Han var tydeligvis utilfreds, og løftede truende jernstangen, som ikke længere var glødende. Jeg rykkede mig ikke, og han gav op. Han gip ud af cellen, og til højre ned af gangen.

 

  Jeg begyndte at fløjte. Hvis det rent faktisk var en jeg kendte i den modsatte celle, ville hun svare. Det var altid den samme melodi. Jeg ved ikke om det er en jeg har fundet på, eller om jeg har taget den et eller andet sted. Jeg har bare altid brugt denne. Det var lidt som et hemmeligt sprog. Hun fløjtede tilbage. Samme melodi, så hun står mig enten meget nær, eller hun kender mig stort set ikke, og tror at kun den melodi betød noget. En gang til, samme melodi. Hvis hun svarede med starten på "Lille Peter Edderkop" var hun vigtig for mig. Jeg hørte en dør gå op med et brag, og kort derefter den første tone, fra hendes fløjten. Det var slemt hvis hun blev taget i at kommunikere med andre, så jeg fløjte højt, for at overdøve hende. Jeg håbede hun ville forstå. Det virkede da også sådan, men jeg var usikker så jeg blev ved. Hvem end der var kommet igennem døren, var begyndt at løbe. Nok for at stoppe mig.

 

  Døren bragede op, og fangevogteren kom ind, sammen med en anden mand. Jeg kunne ikke se hans ansigt på grund af en hætte. Han tog en kniv frem fra sit bælte. Den var rusten, gammel og sløv, med andre ord, perfekt til tortur. Det var ikke mit eget ynglingsvalg, men det var et sikkert redskab. Stort set alle ville tale når man brugte den, jeg fandt den bare for langsom. Jeg ved at Saadroven foretrak psykologisk terror. Han pressede kniven op imod min hals.

 

"Hvor lang tid planlægger du at leve endnu?" Spurgte han.  

 

Jeg begyndte straks at grine. Det var en af de letteste stemmer at genkende. Hans stemme var som altid dyb, hæs og næsten uden næse. Han regnede hurtigt ud, at jeg havde gennemskuet ham, og tog hætten af. Han havde grønne øjne, et par synlige ar, langt blondt hår sat i en hestehale og et gedeskæg. Han lignede sig selv rimelig godt. Han smilte ikke. Det var også et spil jeg havde sat op, med grin og smil. Jeg lærte ham aldrig rigtigt at kende, men jeg tror han synes jeg var for tæt på hans kone. Men jeg spillede videre.

 

  "Aaah Feerloven, sender de virkelig sådan en fantastisk general og farlig ridder, ned i et hul, som vi nu engang befinder os i?"  

 

Jeg smilte bredt. Det var et falsk smil, men jeg havde trænet mig op, til det vidst ikke kunne ses. Han var ligeglad. Jeg forventede ikke meget andet fra ham.  

 

"Hvordan har konen det? Nåede hun ikke at blive gravid, før det hele faldt sammen?"  

 

"Jo." Svarede han: "efter hun havde født, fik jeg hende smidt ud, og jeg beholdte vores barn. Jeg ved ikke hvordan Sylrissa har det, og jeg er faktisk ligeglad. Fortsæt med din historie, tak."  

 

Jeg sukkede og fortsatte. "Saad var væk i to ugers tid. Jeg har ingen ide om, hvad han lavede, men han kom tilbage med en flaske. Han havde fyldt den op med vand. Jeg fik den overrakt af en stolt Saad, og sagde jeg skulle drikke det hele. Så det gjorde jeg. Jeg kunne ærlig talt ikke mærke nogen forskel, men mine forældre kunne åbenbart se det på mig. Jeg blev taget til en læge, som forklarede, at mine sygdomme på magisk vis var forsvundet. Det var svært at forstå, for jeg var stadig en spinkel lille dreng, som var langt bag alle andre fysisk. Saad satte sig for at genoptræne mig. Vi trænede hele tiden, og det var først på den tredje dag, det gik op for mig, at jeg ikke var træt. Jeg havde trænet hårdt med Saad, og jeg var ikke det mindste træt. Det fortsatte i et par måneder. Vi stoppede kun træning for basale ting, eller når Saad blev træt. Jeg kunne ikke blive træt. Det hjalp mig op på et stadie omkring standarden. Heldigvis for det, for den forsvandt pludseligt, og jeg var fuldstændig smadret. Vi trænede yderligere to år, før vi drog afsted. Mine forældre var ikke nær så ulykkelige, som jeg havde forestillet mig.  Det første stop var hovedstaden. Solens by, Shalamar."
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...