Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
292Visninger
AA

7. Is-Dronningen Lira Gias

"Vi var cirka en halv time væk fra fortet nu. Der ville ligge spejdere, som nok slog først, spurgte senere. Jeg lagde en kniv op i mit venstre ærme, så jeg i det mindste havde noget, selv hvis jeg ikke kunne nå at trække. Ellers havde jeg lidt forskellige våben fremme, og hvis Minny var vågen, kunne hun jo også hjælpe. Hvis hun var vågen. Jeg sukkede.  

 

Jeg gik i cirka fem minutter, før der pludselig hoppede noget op fra sneen lige bag mig. En kæmpe stor bjørne lignende mand, som allerede var ved at svinge sit sværd imod mit ansigt. Jeg havde højre hånd på mit sværd i skeden, og venstre hånd på kniven. Jeg fik med nød og næppe blokeret hans angreb med kniven, men det var ikke noget jeg skulle prøve igen. Kniven bøjede på grund af hans styrke.

 

  Jeg prøvede at trække mit sværd, men det sad fast i skeden. Fuck, det var nok frosset fast dernede! Tid til en plan b. Jeg hoppede et par skridt tilbage, så jeg havde tid til at overveje mulighederne. Et spyd var næsten ubrueligt. En bue var endnu værre. Skjold og kniv fungerer ikke. Kasteknive ville næppe skade hans rustning. Så jeg havde ingen andre muligheder end min lille økse, som hang i en snor, ved mit højre lår. Jeg træk øksen, og gjorde mig klar.

 

  Det var ikke optimalt. Økse og kniv gjorde mig nok så smidig, og smidighed overvinder da også ren styrke, men det var ikke mine ynglings omgivelser det her. Dyb blød sne overalt, og kun stigen kunne man gå på. Derudover er sne heller ikke det bedste at kaste sig rundt på. Det tager for lang tid at komme op igen.   

 

Han havde tydeligvis observeret det samme som jeg. Han stod i en langt bedre position end mig, så han begyndte at gå fremad. Han var for selvsikker. Jeg havde en plan.

 

  Han var noget tre skridt hen, og var nu kun et par meter væk. Jeg satte i sprint direkte imod ham. Han stoppede op, og løftede sværdet. Jeg var henne ved ham, og han var for langsom til at svinge. Jeg hoppede direkte i brystet på ham med al min vægt. Han landede hårdt på ryggen med mig ovenpå. Han havde stadig sit sværd i hånden, men det lå flat i sneen. Jeg satte min kniv til hans hals, og løftede min økse, klar til at sende ham til efterlivet. Jeg hørte en masse sne blive flyttet. Han var nok ikke alene. Men før jeg fik kigget omkring, fik jeg to pile skudt i brystet. Jeg faldt automatisk bagover, og min verden blev hurtig sort. Inden jeg ramte jorden, hostede jeg en masse blod op. Så husker jeg ikke mere derfra."

 

  "Du blev taget tilbage til fortet, for at se general Gias. De fik lukket dine sår først." Svarede Feerloven.

 

  "Ja sikkert. Da jeg vågnede blødte jeg ikke, og jeg havde ingen pile i brystet. Men der var ikke gjort noget for at fikse mine ribben, som var fuldstændig ødelagte. Jeg hostede stadig blod da jeg vågnede, og kunne ikke bevæge mit torso. Alligevel slæbte dig mig ind til is-dronningen. De smed mig på gulvet foran hende. Jeg kunne knap løfte migselv op, til at kigge på hende.

 

  Hun var utrolig smuk. Langt blondt hår, en mund med tydelige bløde læber. Skarpe grønne øjne, men hendes hår, gjorde man kun kunne se det ene. Hun var normal højde, med en utrolig figur. Hun var ideal kvinden, hvis hendes personlighed da ikke træk den ned.

 

  Inden hun overhoved spurgte om noget, sparkede hun mig hårdt i brystet. Jeg faldt fuldstændig sammen, hostede masser af blod op, og hev alt hvad jeg kunne efter vejret.

 

  "Hvem er du?" Spurgte hun endelig.  

 

"Kimitris... Fra Hexon." Det var min fødeby, som ikke ligger langt fra fortet.

 

  Hun løftede mig helt op i kraven.

 

  "Lyv ikke for mig!" Råbte hun mig direkte i hovedet. "Mine mænd har fortalt alt om hvordan du blev fanget spion!"  

 

"Om hvordan jeg kunne have dræbt din kaptjan, men valgte at lade ham leve, og jeg stadig blev skudt?" Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, for jeg vidste, hvor meget det ville pisse hende af.  

 

Hun smilte frustreret tilbage til mig. Men inden hun kunne komme med en kommentar, hostede jeg blod op ud over hendes hånd. Hun kastede mig ind i muren, hvor jeg så slog min skulder af led. Du kan nok forestille dig min smerte."  

 

Jeg holdte en lille pause og kiggede op på Feerloven.  

 

""Præst! Fiks ham!" Råbte hun. "Og bring ham til mig når han selv kan gå!"   

 

Det tog heldigvis ikke meget mere end et par timer. Så stod jeg igen foran hende. 

 

  "Nu når du er frisk, hvorfor fortæller du mig så ikke hvor du i virkeligheden er fra?"  

 

"Jeg talte sandt før Hr. General... Undskyld Fru General... Frøken?"  

 

Hun tog fat i mig og råbte mig igen i hovedet:

 

  "Det kan umuligt være sandt din lille lort! Alle ved at ens sværd kommer til at fryse fast, medmindre man gør noget! Selv 2-årige ved det! Så! Hvor fanden er du fra?!"  

 

Jeg kunne kun se ild i hendes øjne.  

 

"Hvorfor kalder de dig is-dronningen? Jeg kan kun se ild i dine øjne."   

 

Det skulle jeg ikke have sagt. Vi stod på tredje sal, lige ved faldet ned til nulte. Gias blev så arrig over mit spørgsmål, at hun sparkede mig alt hvad hun kunne i brystet. Jeg faldt bagover, ud i faldet, og landede hårdt på den store bjørne-mand fra tidligere. Imens stod hun og kiggede arrigt og frustreret ned på mig, med et blik fyldt med ild og smerte, som sikkert symboliserede hvad der ventede mig, hvis jeg spurgte om noget i den stil igen.

 

  "Smid ham i fængslet!" Råbte hun ned til hendes mænd, der alle stod omkring mig og bjørnen. To af dem gik hen og løftede mig væk.  

 

Heg blev smidt i en lille celle, hvor jeg kunne sidde alene. Min taske, og dermed også Mindra, stod sammen med vagten. Vagten selv var en 15 årig knægt. Jeg blev nød til at få ham væk, så jeg kunne få fat i Mindra. Jeg havde brevet fra Feerloven.

 

  "Hey knægt, vil du ikke gøre mig en tjeneste?"  

 

"Næh, det vil jeg ikke." Svarede han.  

 

Jeg sukkede. "Hvad så med at tjene lidt ekstra?" Han ville sige ja. Folk fra norden er kendt som de grådigste.

 

  "Jeg lytter."  

 

"Jeg har et brev i min lomme. Det er fra korstoget Aegis' general Feerloven, som burde give mig fri passage her. Vil du tage det til general Gias for 10 sølv mønter?" 10 sølv mønter var omkring 5 gange så meget, som det normale postbud tjente.

 

  "10 guld mønter." Svarede han skarpt.  

 

10 guld mønter? Det var 100 gange så meget! Man var enten dum eller stinkende rig, hvis man betalte det! Og jeg var allerede ved at have småt med pengene på grund af Mindra. Suk. Jeg måtte jo være en idiot.  

 

"Fint." Sagde jeg, og tog pengene og brevet frem. "Hvis du på nogen måde røvrender mig, så skal du alt andet end at glæde dig, til at jeg kommer ud."  

 

"Du betaler vel også for den tabte tid herfra?" Sagde han med et smil.  

 

Jeg var rasende. Den lille lort regner med at høste mig for hver en mønt! "Kom her hen, og jeg skal give dig noget, som er vigtigere end guld mønter." Svarede jeg på den mest diabolske lokkende og frustrende måde jeg kunne. Han var tøvende, men kom lige så stille hen til mig.  

 

"Tættere på." Sagde jeg lokkende.  

 

Han gik et par skridt tættere på. Han var inden for rækkevide. Jeg slog ham så hårdt jeg kunne i ansigtet! Det var ikke særlig hårdt, da tremmerne var i vejen. Han faldt bagover, og landede på røven.  

 

"En livs-lektion i smerte! Hahaha!" Råbte jeg, og glædede mig over min sejr, stadig dybt rasende.

 

  "20 guld mønter i erstatning, ellers ryger brevet bare i skraldespanden." Svarede han.  

 

Jeg var mundlam. Fuldstændig lamslået og chokeret. Jeg stod bare og stirrede på ham i et stykke tid, med kæbe der var faldet til gulvet.  

 

"Det bliver snart 30."  

 

"Fint" mumlede jeg arrigt, og fandt yderligere 20 guld mønter frem. Han smilte til mig. Den lille lort var tydeligvis ikke kommet noget til.

 

  Han smuttede ud af døren med brevet. Med det samme begyndte jeg at kalde på Mindra. Hun svarede ikke. Jeg begyndte at lede efter en sten eller noget jeg kunne kaste på tasken. Jeg fandt en lille sten, så jeg blev jo bare nød til at kaste lidt hårdere. Jeg ramte på første forsøg.

 

  "Hey!" Råbte hun fra tasken, imens hun kravlede ud. Hun kiggede arrigt på mig. "Det gjorde ondt!"

 

  "Undskyld Minny, men jeg blev nød til at få fat på dig."  

 

"Hmm. Ja. Jeg kan godt se dit problem." Hun smilede og syntes tydeligvis det var morsomt.  

 

Hun gik hen foran mig, vendte sig rundt, bøjede sig forover og vrikkede med røven, imens hun grinte på den mest drilske og barnlige måde.  

 

Da hun endelig stoppede, spurgte hun hvor vi var.  

 

"Lyra Gias' fæstning. Is-dronningens borg." Svarede jeg.

 

  Mindra stoppede med at smile. Først nu virkede det til, at hun forstod hvor alvorlig, situationen egentlig var. Vi kunne høre fodtrin udenfor døren. Mindra hoppede tilbage ned i tasken for at gemme sig.

 

  Drengen fra før kom ind igen, sammen med general Gias selv. Hun var omkring lige så rasende som før. Hun tog brevet frem, og rev det i hundrede stykker, uden at have åbnet det. Jeg kunne kun stå måbende og se på fra min celle.

 

  "Jeg foretrækker at danne mine egne indtryk. Desuden betyder en blød person som Feerlovens meninger intet for mig." Derefter vente hun om, og gik ud igen.

 

  Jeg sukkede, og kiggede over på tasken. Mindra var ved at kravle lydløst ud, med hendes bue i hånden. Jeg blev nød til at være sikker på han var distreheret.

 

  "Hey knægt. Undskyld for tidligere, jeg opførte mig uhensynsløst." Sagde jeg på en falsk trist måde.

 

  "Haha, det gør da ikke noget gamle mand, du slog jo knap nok igennem." Grinte han tilbage.  

 

Hvor ydmygende. En lille lort på 15 kaldte mig både gammel og svag. Jeg er 21 og jeg kan da banke selv Saadroven.   

 

Jeg så at Mindra nu var helt ude og klar. I samme øjeblik, bliver døren slået op. Mindra kaster sig ind til væggen, ved siden af døren, i håb om ikke at blive set. General Gias kom tilbage ind. Mindra kunne ikke se hvem det var, men trådte ud, med en helt spændt bue. Hun pegede pilen lige mellem øjene på Gias. Jeg tog fat i drengen, så han ikke kunne komme i vejen.

 

  "Hvis du vil være så sød at slippe Kimi fri, tak." Sagde Mindra koldt. Men hun var nervøs. Hun havde også hørt historierne om is-dronningen. Gias nikkede til drengen, som åbnede min celle. Mindra tog øjnene fra Gias et splitsekund, og på det tog Gias sit sværd frem, og hukkede ud efter Mindra. Hun hoppede så langt tilbage hun kunne, og stod nu helt op af muren. Gias lagde sit sværd helt op af Mindras hals, klar til at skære den op.

 

  Jeg havde ingen våben, og Gias var for langt væk. Drengen! Jeg tog fat i ham, med min arm rundt om hans hals. Jeg kunne knække hans nakke hvis jeg ville.

 

  "Lad hende gå, og drengen lever." Gias kiggede over på mig.  

 

"Tror du virkelig en lille lort som ham, betyder noget for mig?"  

 

"Ja." Svarede jeg. "Jeg ved hvad du vil gøre for dine mænd. For dem du stoler på. For de yngste, og de nye generationer. Jeg ved også at ham her, er begge dele. Den nye generation, og en du stoler på."  

 

Hun kiggede frustreret på mig. "Betyder hende her virkelig ikke mere for dig? For jeg er parat til at ofre noget."  

 

"Nej du er ej. Det er ingen af os tydeligvis, ellers havde vi dræbt hver vores fange."

 

  "Hvad foreslår du?" Spurgte hun accepterende.  

 

"En duel. Os to, alene. Vinderen bestemmer hvad der skal ske derfra."  

 

Hun grinte. "Jeg har aldrig tabt i en duel stump! Jeg accepterer glædeligt! I to kan få dette lokale indtil vores kamp."  

 

Jeg lod drengen gå. De gik begge ud af døren så hurtigt som muligt.  

 

Mindra kiggede anklagende og forvirret på mig.  

 

"Du ved godt hun aldrig har tabt, og at hun aldrig skåner tabere eller fanger." Sagde hun.  

 

Jeg smilte bare.

 

  "Hvad?" Spurgte hun endnu mere forvirret.  

 

"Jeg har kun tabt til en person, og jeg tvivler på hun er af samme kaliber. Du skal ikke bekymre dig. Lad os bare nyde vores midlertidige inskrænkede frihed her." Sagde jeg glad og selvsikker.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...