Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
295Visninger
AA

2. Hvor er Jeg?

eg kiggede op på ham, skræmt for den smerte jeg ville blive udsat for. Han drejede mig hurtigt rundt, så han havde fri bane til, at presse det glødende jern imod min højre arm. Jeg skreg af smerte. Det var en forfærdelig brændende og bidende smerte, men ikke så slemt som jeg havde forestillet. Jeg kiggede på min arm for at se hvad han havde mærket mig som, men jeg kunne ikke se det. Inden jeg havde tid til at tænke mig yderligere over situationen, fik jeg et slag i solar-plexus, og var sendt til tælling.

 

"Hvem er du?!" Råbte han mig i hovedet. Jeg hev efter vejret, men kunne ikke lade være med at smile, og der kom også et lille grin ud. "I har fanget mig, uden at vide hvem jeg er? I må i sandhed være velsignet af guderne." Svarede jeg, stadig halvt grinende. 

 

  Resultatet var et slag med det glødende jern. Han ramte mig på kinden, og jeg kunne mærke blod der strømmede ud i min mund. Jeg spyttede blodet ud og spurgte ham:

 

"Hvad er det du vil med mig?"

 

"Hvem er du?!"

 

Jeg tav et halvt minuts tid, og overvejede mine muligheder.   

 

Jeg kiggede på mine lænkers sammensætning, og håbede jeg kunne se en svaghed. De var rustne ved deres hængsler op til muren. Jeg nåede dog ikke mere, da jeg kunne skimte en løftet jernstang ud af mit ene øje.

 

"Jeg er Kimitris, ridder fra midlandene, bedre kendt som Saadroven."

 

Manden brød ud i latter.

 

"Dig? Saadroven fra dybet. Det er den bedste jeg har hørt længe."

 

  Han gik tilbage til indgangen af min celle og råbte ud til hele fængslet: "Har i hørt det?! Ham her påstår han er Saadroven!"

 

  Jeg kunne høre latter. Det var forståeligt, at Saadroven skulle være blevet taget tilfange, ville også lyde direkte idiotisk, hvis altså jeg ikke var ham. Eller resterne af ham.

 

  Fangevogteren gik over til cellen overfor min, og begyndte at grine igen.

 

"Hva' så skat? Tror du virkelig på ham?"

 

Jeg kunne høre gråd nu. Det var udentvivl en pige. Hun lød bekendt, men jeg kunne ikke lige sige hvem det var.

 

  Imens fortsatte fangevogteren:

 

"Har han lige slukket det sidste håb, for din Befrielse? Troede du virkelig, at en myte ville komme og redde dig herfra?"

 

Jeg blev arrig

 

"Saadroven er alt andet end en myte!" Råbte jeg tilbage.  

 

Fangevogteren gik tilbage til mig. "Nå så det er han. Forklar mig hvordan, en legendarisk kriger og snigmorder der har eksisteret i over 200 år, hvordan kan det være dig? Du ser ikke ud til at være mere end de 20."  

 

Jeg smilte. Hvis han vidste hvad jeg gjorde, så ville det hele give mening.  

 

"Okay så." Sagde han, "Hvis du ikke vil sige noget frivilligt, så skal jeg måske få tøsebarnet herovre til at skrige lidt."

 

  Han vendte sig og gik over mod cellen. Hvilke andre muligheder havde jeg? Jeg kunne lade hende blive tortureret, eller jeg kunne fortælle det hele, og dermed bryde mit løfte.  

 

Fangevogteren låste pigens celle op.

 

  jeg besluttede mig for at fortælle ham det hele. Saadroven ville forstå.  

 

"Saadroven er ikke en person. Det har han aldrig været." Udbrød jeg. Han stoppede op, vendte sig, og gik tilbage imod mig. "Det kunne enhver sige." Han tav et øjeblik. "Men jeg lytter."

 

  Jeg sukkede dybt. Jeg havde det ikke godt med at fortælle min hemmelighed. "Saadroven er en familie. En arv." Fik jeg frem efter lidt tid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...