Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
296Visninger
AA

8. Duellen

Natten var stille og fredelig. For mig da. Mindra som lå tæt op af mig, var nervøs nok for os begge, og et par personer til. Jeg holdte hende tæt, og vi kom igennem natten. Vi vågnede tidligt, og så var det ellers morgentræning og opvarmning. Modsat mange andre spiser jeg altid før kampe, så det blev også presset ind.  

 

Omkring klokken 10 blev vi hentet. Jeg fik alt mit udstyr, og blev derefter ført op på muren, med Mindra lige efter mig. Vi trådte ud til et måbbende publikum. Ingen var dum nok til at udfordre is-dronningen. Men jeg følte mig godt tilpas. Jeg havde mit spyd, mit sværd, mit skjold, min kniv og min økse. Bue og kasteknive er ikke duel våben. Jeg stillede mig omkring fem meter væk fra hende. Hun stod med sit sværd trukket, og havde fuld rustning på. Jeg trak mit spyd, og nikkede. Jeg var klar.

 

  Kampen blev sat igang, og Lira hoppede hurtigt imod mig. Jeg stod stille, og havde ikke engang flyttet mit spyd. Hun svingede sværdet ud mod mig. Jeg trak mig to skridt tilbage, og undgik angrebet. Min plan var at være passiv, og lære hendes stil, før jeg gjorde noget. 

 

  Hun angreb mig igen, men jeg blokerede med spyddet. Hun var hurtig, aggresiv og placerede hendes føder godt. Hun gik tydeligvis efter at slutte kampen. 

 

  Hun prøvede igen. Blokeret. Endnu et slag. Jeg hoppede tilbage, og då en åbning. Jeg stak spyddet lige imod hendes hals. Hun undgik det med nød og næppe. Nu var jeg åben. Hun svingede sværdet fra siden, imod min hofte. Jeg tog min økse, og blokerede. Spyd i den ene hånd, økse i den anden.

 

  Hun hoppede tilbage. Hun var god, men jeg havde en ide. Jeg satte øksen tilbage, og løftede mit sværd lidt op af skeden. Hun så det som en åbning, og stormede imod mig. Jeg kastede spyddet imod hendes hoved, men hun undgik. Jeg trak sværdet, og parrerede hendes første to slag, før jeg satte det i jorden. Jeg gjorde det knælende, så da hun slog ud efter mig igen, faldte jeg ned, og sparkede til sværdet, så jeg kom væk. Imens havde jeg fået skjoldet og øksen frem. Jeg havde egentlig også kniven fremme, men den kunne ikke ses for skjoldet. Jeg løb imod hen. Hun stod to meter fra sværdet nu. Da jeg var lidt væk fra sværdet, kastede jeg skjoldet imod hende. Hun undgik, men det gav mig tid nok, til at komme hen til sværdet, som jeg så brugte som afsats. Jeg hoppede over hende, og landede ved spyddet. Jeg tog det igen, og stak det imod hendes bryst. Hun rykkede til siden, og tog fat i spyddet. Hun havde nu den anden hånd med sværdet frit. Hun svingede fra siden, imod min hals. Jeg dykkede mig, gav slip på spyddet og fortsatte lige ind i hendes bryst. Hun væktede bagover.

 

  Da vi landede, satte jeg min knig i hendes højre skulder. Jeg sad ovenpå hende, med min lille økse hævet højt. Jeg kunne dræbe hende, men der var ingen grund. Så jeg ventede bare.  

 

Selvom hun tydeligvis var i smerte, smilede hun til mig. Hun gav tegnet. Jeg havde vundet.

 

  Jeg trak kniven op, rejste mig, og hjalp Lira op.

 

  "Tillykke Kimitris. Du er den første, som nogensinde har vundet en duel med mig." Sagde hun irreteret. Jeg smilede, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort. Jeg fik et hårdt venstrehånds slag fra Lira for det i hvert fald. Det fik også tørret mi smil væk.  

 

"Send dem ned i et værelse, og giv dem alle deres ting tilbage. Kimitris og Mindra ses nu som vores ligemænd." Råbte hun til sine mænd. Det var dejligt at blive respekteret.  

 

"I morgen kan vi snakke om din opgave heroppe." Fik hun også sagt til mig, før vi var blevet ført væk igen. Norden er underlig, men vi fik da en lidt større seng nu. Mindra og jeg gik tidligt i seng. Vi var vidst begge rimelig trætte. Mig fra kampen, Mindra fra alt spændingen, og af at hoppe med, som om hun selv var en del af det. Jeg holdte hende tæt.

 

  "Hvor er jeg glad for du klarede den." Sagde hun stille. "Og du kom ikke engang til skade. Du er fantastisk." Fortsatte hun. Men det var ikke helt sandt. Lira havde faktisk fået et slag ind på mig. Hun havde på et tidspunkt ramt mit ben, hvilket jeg først havde opdaget under mit hop til sidst. Jeg landede derfor også forkert, og havde nok brækket foden. Men det betød ikke noget lige nu. Mindra kiggede mig lige i øjnene. Hun kunne godt se det, men lod som om hun ikke gjorde, bare for min stoltheds skyld. Hun skulle nok få fikset mig i morgen tidlig. Hun kyssede mig blidt. Det samme kys blev ved i evigheder, og vi var lidt fortabte i hinanden. Da det var slut, sagde hun godnat, og træk sig helt ind til mig. Sådan faldt vi i søvn, klods op af hinanden. Igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...