Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
298Visninger
AA

1. Dejlig Morgen

Der er mørkt. Jeg kan knap nok se en meter frem. Hvor er jeg? Jeg var i kamp... 

Min skulder!   Jeg kigger ned af migselv. jeg har ingen trøje på, ikke at det betyder noget. Jeg kan ikke se noget sår på min skulder, men den er stadig øm. Hvem end der har bragt mig her, har altså lappet mig sammen. Mine arme begynder at blive følelsesløse. De hænger lige over midt hoved, begge i lænker. Jeg kigger ned af mig selv, for at finde mine ben. Jeg er nøgen, og mine ben er og lænket fast til muren bag mig. Så jeg er nøgen og lænket til en mur... Jeg er tydeligvis taget til fange, men det hjælper mig ikke rigtig med at finde ud af hvor jeg er. Der er squ så mange som er ude efter mig. Jeg begynder at kunne se længere nu. Mine øjne må endelig have begyndt at vende sig til mørket. Jeg kan se to vægge, en på hver side af mig. Sammen med den bag mig er der tre, så jeg gætter på at der må være tremmer lige frem. Væggene er byggede af forskellige sten, mere eller mindre, stablet ovenpå hinanden. De er fugtige, væggene. Der løber nok vand ned når det regner. 

 

  Nu kan jeg se tremmerne. Rustne jerntremmer der står tæt sammen i en buet åbning. Der er, hvad jeg formoder er, en dør præcis i midten.   

 

Allerede nu kan jeg se tremmerne og åbningen af en celle overfor min, men ikke andet. Jeg kan ikke se om der er nogle derinde, men det betyder ikke noget ligenu.  

 

Jeg kan høre rendende vand, men det virker til at komme ovre fra den modsatte celle.  Jeg har ingen ide om hvad det er, men jeg har en dårlig fornemmelse.  

 

Der går et stykke tid, jeg ved ikke hvor meget. Jeg tænker videre, og prøver at bruge udelukkelsesmetoden til at finde ud af hvor pokker jeg er. Men før jeg når en konklusion, hører jeg et skrig et stykke væk. Det kom fra højre side, nok et par celler nede af den gang det kun kan antages jeg sidder i.  

 

Det var en mand der skreg. Han lød ikke direkte gammel, men han var ældre end mig, det var sikkert. Han skreg af smerte. Når man har hørt en skrige af smerte, kan man hurtigt høre når andre skriger af smerte. Jeg kan i hvert fald. Men hans skrig lød anerledes end andres. Det lød lidt som om han var vant til det.

 

  Der blev stille. Jeg sad i noget tid og forventede at kunne høre en stønnen, men der kom ingen. Han var sikkert død. Det rørte mig selvfølgelig, men ikke meget. Man bliver nød til at lære at kunne fortsætte fremad. Mine tanker blev afbrudt af endnu et skrig.

 

  Det var tættere på denne gang, men ellers stort set det samme. Han var måske lidt yngre, men det var svært at høre. Også denne gang stoppede det brat, ingen stønnen, endnu en død.  

 

Vil det samme ske med mig? Jeg er ikke sikker, men det virker sandsynligt.

 

  Jeg hører cellen ved siden af min gå op. Hvem end der er derinde møder nok sin skæbne nu. Der er en mand som råber derinde, og en kvinde der græder. Pludselig skriger kvinden højt. Det går lige ind til mine knogler og jeg føler mig straks utilpas. Da hun stopper græder hun videre med stønnen og gispen. Så de lader i det mindste kvinderne leve, det er trods alt noget.  

 

Jeg ser en mand flå døren op ind til min celle. Han går hen imod mig med et glødende jernsegl til brændemærker. Han stopper op lidt foran mig og smiler.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...