Min Rejse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En personlig rejse som man kun kan tænke tilbage på. Personer som har betydet alt, som man pludselig ikke engang ved hvor er henne mere. Denne historie både reflekterer og er min fortid. Den er sær, og åben. Det samme med min nuværende position. Jeg gik i fælden som hende min særlige havde lagt ud, men hun var dum nok til at falde med. Nu bliver jeg nød til at finde på noget for at redde os begge.

3Likes
3Kommentarer
334Visninger
AA

3. De Gode Gamle Dage

"Saadroven familien startede ud som bankfolk, i en mindre by et par dages rejse fra Tandaria. De var normale folk egentlig. Men under oprøret imod Tandarias konge, blev de angrebet i deres bank. Mange af dem blev dræbt eller henrettet, men en mand sendte de, som advarsel til kongen. Han fik senere stiftet en ny familie, men glemte aldrig de uretfærdigheder han havde været igennem, så han lagde en plan for hans første fødte. Hans første fødte skulle trænes op som soldat, og han skulle blive den bedste af alle. Han var dog intet talent, og aldrig set som den bedste, men har lærte hurtigt at elliminere konkurencen. Sådan kom han et skridt foran de andre. 

 

  Sådan fortsatte det i generationer, imens deres viden blev givet videre. De fik syet en standard dragt, som hvert enkelt medlem har fået, og personaliseret. Dermed blev Saadroven historierne skabt.

 

  De var bedre snigmorderer end krigere, og mange faldt på grund af dette. Der var dog få, som var helt utroligt begavede i andre områder, eller direkte i alt med krigsførsel.  

 

Den seneste. Ja, den sidste Saadroven, var en af disse mænd.  

 

Jeg blev født på oppe i en af de nordlige landsbyer, hvor der var sne det meste af året, men vi flyttede til midlandene kort efter jeg blev født. De var bange for, at jeg ikke kunne klare mig deroppe. Jeg var et svagt barn, som ikke kunne holde til meget. Jeg måtte kun være udendørs når vejret var godt, hverken for varmt eller koldt, ikke blæsende eller regnende, og en af mine forældre skulle altid være med. Det undrede mig ikke, da jeg altid havde levet sådan, indtil jeg mødte en dreng et par år ældre end mig. Jeg var en lille dreng på omkring 6, mens han nok var 8-9 år. Jeg har aldrig forstået hvorfor han valgte at komme hen til mig, måske havde han medlidenhed med mig, eller måske følte han bare at det var rigtigt. Jeg var bare glad for, at der var en som ville lege med mig.

 

  Han gik direkte forbi mig, og op til min mor, som stod et par meter bag mig. Jeg vendte mig forvirret rundt og kiggede efter ham. Han vidste tydeligvis hvad han lavede. Han gav min mor hånden og introducerede sig selv som Saad. Min mor pegede på mig og sagde: "Det er Kimitris, du kan kalde ham Kimi hvis du vil." Hun smilte imens hun fortalte Saad hvem jeg var. "Du skal være lidt forsigtig med ham" sluttede hun af med. Saad nikkede og løb smilende hen til mig.

 

Fra den dag var vi sammen så ofte vi kunne. Vi var bedste venner, men jeg vidste intet om hans familie. Når jeg tænker tilbage på det, tror jeg, at jeg var pauserne mellem hans trænningsprogrammer.

 

  Vi delte hurtigt vores tanker og drømme, de er ikke så hemmelige når man er barn. Saad spurgte mest ind til mine, og jeg fik sjældent muligheden for at høre hans, men hans svar var altid noget med at følge i familiens fodspor. Det var også meget normalt, og helt sikkert hvad mine forældre forventede af mig. De var skomagere, så det var et overkommeligt job, selv for en som mig. Jeg havde større drømme. Jeg ville være ridder, og være elsket af alle. Ingen skulle være bange for mig, og folk ville være lykkelige hvis jeg kom hen til dem. Jeg ville tjene folket og landet, og ingen skulle fortælle mig hvad jeg ikke kunne. Det var før jeg vidste hvad en ridder egentlig var, hvad de egentlig lavede. Jeg var naiv, men jeg havde en drøm og en ven der ønskede mig det bedste. Jeg var heldig. Han forstod mine drømme, og tilbød at træne mig, bare for sjov. Han påstod, at han var lige så ny til sværd kamp, ridning som jeg, og at han mindst var lige så dårlig til at læse og skrive. Sandheden var en anden. Han fik overtalt hans forældre til, at han måtte undervise mig. Jeg havde svært ved de allermest simple ting, og kunne ikke holde til særlig meget af gangen. Det var ofte en halv times læring med 2-3 timers hvil, så jeg forberede mig kun minimalt. Saad blev dog bedre og bedre selv. Jeg vil næsten påstå at han lærte langt mere af mig, som jeg lærte af ham. Han blev nød til at planlægge omhyggeligt, og være utrolig effektiv, for at jeg skulle kunne nå noget. Men efter en del år blev det alligevel for meget for ham.

 

  Jeg var 12, og Saad var 14 på det tidspunkt. Han konfronterede mine forældre med min svaghed. Han mente jeg måske var dødeligt syg eller noget i den stil. Jeg havde ikke gjort nogen væsentlige fremskridt siden jeg var 6, selvom vi havde trænet stort set hver dag. Min mor lagde hård tilbage, og sagde jeg havde gjort alt hvad jeg kunne, og at jeg læste alt hvad jeg kunne, for ikke at falde for langt bagud. Både min mor og far prøvede længe at snakke udenom, og komme med forklaringer om tilfældigheder til Saad, men han vidste noget, noget som jeg først fandt ud af om mig selv da jeg blev kaldt ind i stuen. Der fortalte dig mig, at min mor var blevet syg i den 8. måned, og jeg var blevet født syg. En sjælden form for muskelsvind, der forhindrede min krop i at vokse normalt. Jeg forstod ikke rigtig noget af det, men min far så trist ud og min mor græd så jeg blev bange. Jeg kiggede over på Saad, der smilte til mig. Han sagde: "Jeg vil finde en kur, jeg vil træne ham, og når han er klar, vil jeg tage Kimi med på mine rejser." Saad kiggede bestemt op på mine forældre, der blev endnu mere kede af det, og så gik han, uden at sige et ord til mig. Jeg gik hen til mine forældre og krammede dem. De havde stoppet med at græde, og smilte ned til mig. Jeg kan stadig huske deres ansigter. Smilende med tårer ned af kinderne. Deres øjne fyldte med håb og sorg."  

 

Fangevogteren sukkede. "Du er en af dem der kommer til at tage evigheder. En af de skørd, som gør mit arbejde bare en smule bedre." Han smilte ned til mig og sagde: "jeg finder en stol, så kan du fortsætte med at underholde mig, og resten af alle disse dødsdømte sjæle. De kunne godt bruge en god historie og et godt grin, inden de flyver videre i livet."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...