Både og?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 14 jul. 2013
  • Status: Igang
En lidt for livlig drøm med samme fortsatte fantasi ødelagde mere end et liv.

1Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

1. Mit Liv Starter

Det er det her vi har trænet til. I to år har vi været igang. Vi er den nyeste generation. Vi skal stoppe det her.  

 

Året er 2037 og vi er i krig. Det har vi været hele min levetid, men den har jo også været begrænset. Jeg er hvad der svarer til en 20 årig, men jeg har kun levet i to år. Jeg er den første videnskabeligt skabte person. Det påstår de i hvert fald.

 

  Hele mit liv har været ved militæret. Jeg blev skabt der, og trænet der. Så vidt jeg ved, har de ikke lavet andre som mig endnu, men de kan jo holde mig i mørket. Det er også ligemeget. Fra nu af vil jeg fokusere på min opgaver. Jeg ved det er en by, som vi bliver udstationeret til, så jeg får nok masser at lave. Jeg sidder sammen med 15 andre nye soldater. I en militær lastbil, sådan en stor grøn en. Gad vide hvor me-.

 

  Lastbilen standser pludseligt, og afbryder mine tanker.  

 

"Så er vi fremme." Sukker en af de andre.

 

  "Alle ud! Kommer så igang!" Råber en eller anden udenfor.

 

  Vi rejser os. To og to. Vi har vores tasker og vores rifler, så det burde gå hurtigt. Så er det min tur. Jeg hopper ned, men bliver hurtigt taget fat i.  

 

"Det er en Gilbert mark 3 ikke?" Spurgte personen der havde fat i mig. Jeg kunne se på hans medaljer, at han var sergeant. "Jeg skal bruge en skarpskytte, så frem med riflen, og på med tasken, vi rykker ud nu." Fortsatte han. Jeg havde ikke engang nået at svare ham. Nåja, jeg tog riflen frem, og tasken på rykken, og fulgte efter.

 

  "Vi skal mødes med min gruppe og et par andre, omkring 500 meter udenfor basen. Du vil blive orienteret løbende via vores uplink system." Sagde han mens vi gik, men stoppede op og vendte sig hurtigt rundt: "er du linket på?" Spurgte han smilende. Jeg rystede på hovedet. Han tog noget op fra lommen og gik hen til mig. Han tog fat i mit ansigt og drejede det til venstre. Han havde store, stærke hænder. Han stod og fumlede lidt med mit hår.

 

  "Jeg prøver at finde dit øre, men du har for meget hår." Sagde han opgivende. Jeg smilede, og løftede selv mit hår op, så han kunne se mit øre. Han satte en eller anden lille ting ind i mit øre, og trykkede hårdt på den. Det gjorde lidt ondt, men jeg sagde ikke noget.

 

  "Kan du høre mig dobbelt nu?" Spurgte han. Jeg nikkede. Jeg var sikkert uplinket til ham og de andre nu. Vi fortsatte. Der kom en jeep forbi, som vi hoppede på. Manden ved rettet var ikke nogen speciel. Vi hoppede af 100 meter fra vores samlingspunkt. Jeepen drejede til højre, og vi til venstre.  

 

Jeg kunne høre tre mænd snakke. De sagde ting som, kom nu skat, og, du vil jo gerne. Det var sikkert nogle lokale, der prøvede sig på en kvindelig soldat. De ville sikkert få bank, og jeg begyndte at smile ved tanken. Lige hvad de fortjener. Det var usle typer som dem, der gjorde at byen blev besat i første omgang. Siden har vi mødt masser af modstand, men intet organiseret. Det er hvad vi fik briefet på turen herover. Vi kom tættere på nu. Jeg håbede ikke de var slået ned, inden jeg fik chancen for at se det.  

 

"Hey! Giv slip på hende!" Råbte en kvinde derhenne. Det var ikke godt. De stod i regndrænet. Tre mænd, men til min overraskelse var de i militær uniform. De stod og chikanerede to piger! De holdte den yngste, og prøvede sig med den ældste.  

 

"Hey! Dit perverse svin!" En af dem tog på den ældste piges bryst. Hun skubbede ham væk, og de grinte bare. Jeg hævede min riffel, og gik hen imod dem. Sergeanten tog fat i min arm, men jeg var ligeglad. Tænk hvis de voldtog dem. Ingen skal behandles sådan af sådan nogle perverse svin.

 

  De stod nok en halv meter lavere end mig, så var jeg lidt højere end dem. Jeg prikkede den ene lige i baghovedet med min Gilbert.

 

  "Giv slip på de to, og skrid med jer." Sagde jeg så hårdt jeg kunne. De kiggede op på mig. Jeg sigtede ham nu lige i panden, men jeg var ligeglad. Skulle jeg dræbe ham imens jeg kiggede ham i øjnene, fint. De to piger skulle ikke røres. Det var sikkert. Heldigvis vendte de sig om, og begyndte at gå væk.

 

  "Mange tak." Sagde den ældste til mig, imens hun holdte om den lidt yngre.

 

  "Det var så lidt. Men i skal nok ikke komme her igen." Svarede jeg, og kiggede den ældste direkte ind i øjnene. Jeg begyndte at smile. Hun virkede bekendt. Det gjorde de begge, men hende den ældste. Hun virkede som noget specielt. Jeg havde lige mødt hende, og jeg var allerede trist over at skulle forlade hende igen. Det var som om hun betød noget for mig. Jeg blev nød til at hjælpe hende.

 

  "Mangler i noget?" Spurgte jeg med et stort smil. Jeg havde allerede taget tasken af og åbnet den.

 

  "Nej ikke rigtigt." Svarede den ældste. Hun virkede skeptisk, men det var stadig som om hun følte sig tryk med mig. Det var virkelig underligt.

 

  "Hmm... Uh! Jeg har det!" Udbrød jeg. "Jeg har cupcakes." Sagde jeg med et smil, og hev en pose med en 10 stykker op. "Jeg lavede dem godt nok for næsten en dag siden, og de er nok blevet lidt maste i min taske, men jeg tror de er gode nok." De så begge på dem med lyst i deres øjne. "Oh, men først. Er der nogen som kigger på os?"

 

  "Ja, alle." Svarede den yngste.

 

  "Godt." Svarede jeg, stadig med mit smil. "Jeg er forresten Caitlyn. Bare tag de cupcakes, jeg er alligevel ved at blive lidt tyk." Fortsatte jeg med et glimt i øjet.

 

  "Mange tak." Svarede den ældste, imens den yngste fik posen. "Jeg er Mary, og det er min søster Sara." Fortsatte hun. Hun havde et stort smil på læben. Større end hendes søsters.

 

  "Skynd jer så hjem igen." Den yngste begyndte at gå, men den ældste blev.  

 

"Vil du ikke gøre mig fn tjeneste?" Spurgte hun seriøs og trist. Fuldstændig anderledes før. Jeg nikkede. "Vil du ikke prøve at finde en person der hedder David Noolan? Han blev taget af militæret for omkring 2 år siden, og jeg har intet hørt om ham." Jeg nikkede igen og smilede.

 

  "Første ting når jeg kommer tilbage." Hun smilede til mig, imens hun vendte sig og løb hen til hendes søster. Jeg håbede inderligt, jeg ville møde hende igen.

 

  Jeg rejste mig op, og vendte mig rundt, og så resten af patroljen kigge på mig. Sergeanten kom hen til mig.

 

  "Nåja, vi har fundet dit navn nu. Cupcake." Sagde han med et grin. Jeg rødmede. "Nå, lad os komme igang." Fortsatte han, og trak mig hen til en fælles briefing.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...