Little Bird - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Færdig
Et One Shot om Autumn Brown og Harry Styles. Intet mindre og intet mere.

11Likes
4Kommentarer
612Visninger

1. Little Bird

5. september 2012

Det var første gang, at jeg havde besøgt Paris. Den smukkeste by, som jeg så også nogensinde havde besøgt, men desværre også den sidste. Jeg havde altid beundret den, selvom jeg aldrig havde oplevet den med mine egne øjne før nu. Følt det hele selv, men bare gennem billeder. Gennem fortællinger og atter fortællinger. Det var derfor heller ikke en svær beslutning at tage, da jeg fik muligheden for at tage på en ferie. Hellere opleve noget end bare at ligge og dovne ved pool kanten, selvom det nu også lød meget fristende.

     Jeremy, min yndige storebror, var oppe ved hotellet, og skulle til at tjekke os ind og alt det der. Jeg havde allerede snuppet muligheden, og var taget ud for at opleve lidt af den gamle by. Alle de nye lyde og dufte gjorde et stort indblik på mig. Jeg havde været vant til alt bilosen og mangelende træer fra min hjemby, Halton, som havde et stykke over hundrede tusinde indbyggere. Paris var godt nok større, men det føltes ikke sådan, for der var ikke så meget travlhed her. Det var mere roligt.

     Jeg slæbte mine brune sandaler hen over jorden, og det gav en høj lyd. Et par mennesker vendte sig om, men lagde så ikke mere i det. Mine kræfter var ikke, hvad de havde været, så jeg sparede en del på dem. Bare det at gå kunne være hårdt. Efter at jeg havde anstrengt mig så meget med at komme herover, så var det måske også lidt optimistisk af mig at tro, jeg kunne tage en gåtur.

     Jeg hadede hvad sygdommen gjorde ved mig. Den dræbte mig, bogstaveligtalt, langsomt. Selvom det var svært, så prøvede jeg at forblive optimistisk. Forblive den altid smilende, glade pige, som jeg havde været helt fra barnsben af. Det var bare svært.

     Lægen havde sagt, jeg havde omkring en måned tilbage. Mine forældre havde derfor valgt at bruge næsten alle deres penge på, at jeg kunne tage på ferie med Jeremy, så vi kunne få lidt kvalitetstid sammen. Han havde været et helt år væk på college, så jeg havde næsten ikke set noget til ham. Vi plejede at være virkelig tætte, og vi delte også en del, da der kun var to år imellem os.

     Ved kantstenen længere fremme, skimtede jeg noget, som kunne ligne et dyr. Jeg skyndte mig at undersøge det nærmere, og så, at det var en lille fugl. Jeg skyndte mig at komme hen til den, for at se til den. Tænk nu hvis den var død, det ville være tragisk.

     Jeg havde altid holdt meget af dyr, og specielt fugle. Der var bare et eller andet specielt over dem. Den måde de bevægede sig gennem luften, ignorere tyngdekraften, bare fløj af sted over himmelen. Ingenting hindrede dem. Jeg misundte dem.

     Fuglen levede stadigvæk, men det så ud som om den var i alt for mange smerter, så den ville nok være lykkeligst død. Det gjorde ondt i hjertet, for det mindede alt for meget om mig selv. – I alt for mange smerter, bedre død. Nogle gange havde jeg tænkt over det, men jeg kunne ikke bare forlade min familie og venner på den måde. Når jeg skulle dø, skulle det være fordi jeg havde kæmpet så længe jeg kunne, og ikke fordi jeg havde givet op. Jeg ville ikke give op.

     Jeg lod fuglen ligge og rejste mig langsomt op, stadig kiggende på fuglen. Mit hoved ramte noget hårdt, og jeg fór sammen. Mine øjne mødte et par smaragdgrønne, som næsten funklede. ”U-u-undskyld,” stammede jeg, og prøvede at løsrive mit blik fra hans. Det var ikke kun hans øjne, som var smukke, men også hans ansigt. – Han så næsten perfekt ud. Brune krøller indrammede hans ansigt, som lyste op i et stort smil.

     ”Jeg havde bare øjnene på den her fugl.. og.. og jeg tror den er død… og jeg havde slet ikke set dig… det må du altså undskylde,” prøvede jeg igen. Et dæmpet grin kom fra ham. Jeg så ham kigge ned på fuglen, som for kort tid siden havde haft min fulde opmærksomhed.

     ”Det gør ikke noget, det var mig, som skulle have set mig for.” Efter hans accent at dømme, kunne man høre, at han var herfra, eller bare havde boet her længe nok til at samle den franske accent op. Han smilede stort og rakte sin hånd frem. ”Harry. Harry Styles,” sagde han kort, og så forventningsfuldt på mig. Den måde han sagde det på med hans dybe stemme, virkede helt James Bond agtigt. Han bevægede sig næsten ikke. Kun hans brystkasse, som indikerede at han trak vejret.

     I stedet for at tage hans hånd, nikkede jeg bare. ”Bare kald mig Autumn. Autumn Brown,” svarede jeg, stadig med et smil på læben, og trådte et skridt tilbage. Jeg havde det lidt svært med at stå så tæt på en person, som jeg dårligt nok kendte. Jeg havde jo lige mødt fyren.

     Han fugtede hans læber. ”Hej Autumn, dejligt at møde dem,” fik han så endelig sagt. Jeg fniste lavt, og nikkede bare igen. Harry, som han hed, opførte sig en smule mærkeligt. Næsten ligesom en gentleman fra Parises gader, som man altid ser i film og læser om i bøger.

     ”I lige måde, Harry. Men jeg er nu nødt til at forlade dem. Min bror forventer at jeg er ved hotellet lige om lidt. Så farvel.” Mit blik søgte hans igen. Han var stadig smilende, men så en smule skuffet ud. Måske havde han forventet, at jeg ville blive ved ham? Det kunne jeg jo ikke vide, med mindre jeg spurgte ham, men det ville jeg ikke. Det ville være for mærkeligt.  

     Jeg pillede lidt ved kanten af den hvide sommerkjole, jeg havde valgt at tage på i dag, og skulle til at vende om. I det samme mærker jeg en hånd på min overarm. Ikke et hårdt tag, men bare en let berøring. Jeg vidste det var Harry, for helt ærligt, hvem skulle det ellers være? Synet af hans smukke øjne fik mig næsten til at rødme. Det var bare et eller andet specielt over ham, som jeg ikke helt kunne sætte en finger ved.

     ”Har du noget i mod, hvis jeg følger dig hjem så?” spurgte han kækt, men stadig charmerende. Han så afventende på mig, og jeg nikkede som svar.

     Han slap sit lette tag i min arm igen, og gik hen på siden af mig. Der var en stilhed over os den første korte tid, ingenting ubehageligt, det var mere som om der var brug for den. Den gjorde, at det hele ikke blev for over ildet.

     Harry tog ordet. ”Kan jeg få lidt mere at vide om dig?” Han så nysgerrigt på mig, og jeg trak på skulderen. Det kunne han godt. ”Jeg kan regne ud, at du ikke kommer her fra Paris af, eftersom du snakker engelsk,” startede han ud.

     Jeg nikkede og svarede ham kort: ”jeg er fra Halton.”

     ”Jeg har familie som kommer fra næsten det samme sted. Holmes Chapel, hvis du kender det?” Jeg nikkede. Jeg kendte godt stedet. En meget lille by, som lå et lille stykke derfra. Jeg havde aldrig været der, da der ikke rigtig var noget at komme efter for mit vedkommende.

     Han begyndte at spørge ind til min alder, hvor jeg svarede 18, og jeg fandt ud af, at han var lige så gammel. Han virkede godt nok som en, der var ældre end atten, men det var heller ikke altid tiden vi havde været her på jorden, som viste det, men den erfaring vi havde fået gennem livet, der satte sit præg på det ydre.

     Derefter begyndte han at spørge ind til min familie, hvorefter jeg begyndte en længere fortælling om min bror og mor og far. Ikke at der var noget som helst spænende om det, men alligevel så det under det hele ud som om, at Harry var dybt fascineret af historien. Enten det, eller mig. Jeg kunne heller ikke benægte, at jeg ikke var fascineret af ham. Både hans smukke franske accent og hans udseende, og ikke at forglemme hans personlighed fascinerede mig.

     Så slog det mig, jeg havde slet ikke fået noget at vide om ham. Det eneste jeg havde gjort, var bare at plapre løs om mit liv, eller noget af det. Jeg var lige blevet færdig med at fortælle ham, at jeg var her med min bror.

     ”Hvad med dig?” spurgte jeg kort, og løsrev mit blik fra hans ansigt.

     ”Hvad mener du?” Hans øjne udstrålede at han godt vidste hvad jeg snakkede om, men bare ville have mig til at forklare det.

     Vi var stoppet op, og først blev jeg lidt forvirret, men så så jeg, at vi var kommet til mit hotel. Jeg måtte have fortalt ham hvilket hotel jeg havde boet på, på et tidspunkt under samtalen. Jeg skævede til hotellet, men nænnede ikke at gå derind. Harry var langt mere interessant end at skulle til at pakke hele min kuffert ud, for så at pakke alt lortet ned igen kun en uge efter.  

     Jeg rystede på hovedet og grinte lidt af hvad han havde sagt tidligere. Han var så kær, hvis man overhovedet kunne sige det om en attenårig knægt. ”Dit liv. Hvad går du og får dagligdagen til at gå med?” Jeg lagde hovedet på skrå.

     Han så en smule nervøst på mig. ”Jeg bor her i Paris med min søster Gemmá, og arbejder som servitrice i en lille café ikke langt herfra.” Han fjernede sine øjne fra min for at kigge ned i jorden. Det var nærmest som om han skammede sig over, at han ’bare’ arbejde som servitrice. I det mindste havde han et job, hvilket jeg ikke engang havde. Jeg kunne nu heller ikke have det, for min sygdom gjorde jo så meget ved det hele.

     Det fik mig til at tænke på, at det faktisk var gået ret godt. Det var længe siden, at jeg havde haft så lang en samtale med nogen efter det skete, og så havde jeg oven i købet gået så langt sammentid.

     ”Jeg har ikke engang et job,” jokede jeg stille med. Han kiggede op igen og havde det sædvanelige smil på læberne, som jeg allerede havde savnet. Selvom vi kun havde kendt hinanden i meget kort tid, følte jeg mig allerede forbundet med ham på en eller anden mærkelig måde. Det var bare et eller andet specielt mellem os, som slet ikke kunne forklares. Det var ikke som en af de der forelskelser, som de fleste teenagere går igennem i deres skoletid. Sådan føltes det ikke. Det var anderledes. Smukkere.

     Jeg kunne ikke slippe ham. Det kunne jeg ikke. Han bar bare så anderledes, og selvom jeg ikke havde ret lang tid tilbage, ville jeg opleve den med ham. Bare den her uge, som jeg havde i Paris, ville jeg opleve med ham. Have en sidste tid, med den dreng, som jeg lige pludselig følte noget helt specielt for. Jeg ville ikke kalde det for en decideret forelskelse, for det var ikke sådan det føltes. Delvist gjorde det.

     Og fordi jeg ikke kunne give slip på ham, gjorde jeg noget, som jeg ikke normalt ville have gjort. ”Kom tilbage om en time, så står jeg her klar,” smilede jeg til ham. Uden at gøre mere, vendte jeg mig rundt og lod mine ben føre mig hen til nummer syvogtyve.

 

     Det var meningen at jeg skulle bruge den time på at slappe af, så jeg igen kunne gøre noget, uden at skulle anstrenge mig alt for meget. Godt nok havde det gået godt tidligere, men jeg skulle heller ikke anstrenge mig alt for meget. Men selvom jeg havde planlagt at skulle slappe af, så kunne jeg slet ikke. Jeg var alt for glad og strålende, til bare at ligge ned og slappe af.

     Jeremy havde så snart jeg var trådt ind af døren lagt mærke til en ændring, og det endte med, at jeg brugte en halv time på bare at plapre om hvor fantastisk Harry var. Han var bare glad på mine vegne, og det kunne ikke blive bedre, når min egen bror syntes så godt om ham allerede. Selvom det var vores ferie sammen, så syntes han det var en god idé, at jeg gik ud sammen med Harry.

     Han ville bare have jeg var lykkelig. Levede den sidste tid lykkelig.

     Jeg blev en smule trist over, at jeg ikke ville få så meget tid sammen med Harry, som jeg kunne have håbet på. Han vidste ikke engang noget om det, og jeg vidste ikke helt, om jeg burde fortælle ham om det, for hvad nu hvis han slet ikke gad mig mere efter det?  Tanken havde strejfet mig en del gange den sidste time, men jeg håbede bare på det bedste, når han engang fik det af vide.

     Endnu engang lod jeg mine øjne passere uret, som hang højt oppe på vægen over komfuret. Om lige præcis to minutter, så ville der være gået en time. Sommerfuglenes kilden i min mave ville ingen ende tage. Jeg var så spændt på at se ham endnu engang.

     Bare af ren spænding sprang jeg ned af stolen og farede hen til døren for at rive den op. Jeg kunne slet ikke vente med at se ham. Se hans smukke grønne øjne og brune krøllede hår igen.

     ”Vi ses senere sis,” lød det fra min alt for dovne bror, som bare lå henslængt i sofaen og så en serie, som jeg ikke engang gad se hvad var. Det var lige meget, for Harry stod sikkert og ventede på mig nede ved indgangen til hotellet, hvis han altså kom til tiden. Jeg håbede han gjorde.

     Og rigtigt nok, for enden af hotellets lobby, stod han med ret ryg, ventende på mig. Da han så mig, gjorde han store øjne og lyste op i et smil. ”Autumn.” Den måde han sagde mit navn på, fik min mave til at slå de vildeste kolbøtter. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende.

     ”Harry,” hvinede jeg, og sprang ind i hans åbne arme. Jeg kunne bare slet ikke holde igen. Det var første gang, at vi havde haft fysisk kontakt, og det kom helt bag på mig, at jeg turde gøre det. Alt det jeg gjorde med ham, var så forskelligt fra hvad jeg normalt gjorde. Han forandrede mig på måder, der kun gjorde mig bedre.

     Efter vi havde stået i hvad der føltes som en evighed, gav vi slip på hinanden. Han rakte hånden ud, og gjorde tegn til, at jeg skulle tage den, hvilket jeg også gjorde. ”Er du parat,” hviskede han, lige akkurat højt nok til, at det kun var mig som hørte det.

     Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, og jeg lignede sikkert en tomat, men det var lige meget. Jeg var her med Harry, så det kunne ikke blive bedre. Intet var bedre end det her. Endnu engang fik jeg øjenkontakt med ham. ”Hvordan kan jeg være parat på noget, hvis jeg ikke ved, hvad vi skal?” fik jeg sagt uden problemer, hvilket overrasket mig lidt. Jeg havde forventet at jeg ville stamme mig igennem sætningen, for han rørte bare et eller andet specielt inde i mig.

     Han lo dæmpet. ”Vi skal i parken ved Eiffeltårnet,” svarede han sagte.

     Jeg havde aldrig været oppe i Eiffeltårnet, eller bare været tæt på det i det hele taget. Eftersom jeg kun havde oplevet en halv dag i Paris, som faktisk bare havde været mit møde med Harry, så havde det ikke stået på meget sightseeing. ”Jeg glæder mig allerede,” hviskede jeg lavt, og kiggede væk fra Harry.

 

     Eiffeltårnet var smukkere end jeg havde troet, og parken var endnu smukkere. Hele den dæmpede stemning fik det til at virke endnu smukkere. Vi gik hånd i hånd ned af den smalle grussti, som gik hele vejen igennem parken. Stilheden over os overdøvede alt andet. Det var som om, at vi var låst inde i en boble og alt andet omkring os virkede lige meget. Det eneste der betød noget lige nu, var Harrys hånd i min.

     Jeg spottede en bænk, som var mennesketom. Den første vi havde set på vores lille tur gennem parken. ”Kom, lad os sætte os her,” kom Harry mig i forkøbet. Han trak mig med hen til den, og vi satte os begge langsomt ned. Han med hans arm omkring min skulder, mens vi stadig flettede fingre.

     ”Det er så smukt,” hviskede jeg. Det var ingen andre ord, som kunne beskrive det. Alt det her var så smukt, intet mindre.

     Hele stemningen var så fantastisk smuk, men jeg vidste, jeg var nødt til at fortælle ham det. At jeg var syg, og der ikke var nogen chancer for, at jeg ville kunne klare det. Selvom det lød så deprimerende, og de ord også havde været det hele tiden, så var det som om, de ikke var det så meget mere. Bare efter mit møde med Harry, så havde det hele set lysere ud.

     ”Harry,” mumlede jeg. Han kiggede mig dybt ind i øjnene, og det fik mig til at løbe koldt ned ad ryggen. Det var nu, at jeg skulle sige det. Jeg kunne mærke mine øjne blive våde, og jeg var tæt på at græde, men jeg prøvede at holde tårerne inde. Jeg havde grædt for meget. ”Der er noget, som jeg er nødt til at fortælle dig,” fortsatte jeg.

     Jeg kunne ikke se ham i øjnene mere, det var simpelthen for hårdt. Allerede nu kunne jeg se, at han havde fornemmet det ikke just var noget godt.

     ”Harry.” Jeg kunne bare ikke sige det. Det var alt for hårdt at sige. Lige nu, nu hvor jeg fundet ham, så var det allerede sket. ”Harry, jeg er…” Han kiggede forventningsfuldt på mig, og jeg prøvede virkelig at komme ud med det. Jeg prøvede virkelig.

     ”Jeg er døende.” Det sidste kom ud som en meget lav hvisken, og jeg tvivlede lidt på, om han overhovedet havde hørt det. Jeg kiggede op, og så hans såret udtryk, hvilket indikerede at han havde hørt det. Hans såret blik gjorde også ondt på mig. Jeg ville aldrig såre ham, aldrig, men han var nødt til at vide det.

     Uden varsel trak han mig ind i et tæt kram. Det føltes så dejligt, så rigtigt. Jeg kunne mærke en tåre glide ned af min kind, men jeg ignorerede den. Lige nu var alt det der betød noget Harrys arme om mig, og ingen anden ting. ”Vi skal nok klare det,” hviskede han grådkvalt til mig, hvilket sendte flere tåre ned af mine kinder. Men det var ikke dårlige tårer, men glædestårer, fordi han var så fantastisk.

     Det der gjorde ham så speciel, som fik min mave til at opføre sig som en sindssyg, var, at han gjorde en ting, som ingen andre gjorde. Han gav mig håb. 

 

Jeg skrev for et stykke tid siden en engelsk stil, som omhandlede ens drømmerejse, hvilket den her på en måde er en efterfølger til. Det er i hvert fald der jeg har min inspiration fra. Men her er det - et One Shoot. Jeg har brugt to dage på at skrive det, og det er ikke rettet, hvis noget var interreseret i at vide det. Nå, men tak fordi I læste med. I må meget gerne kommentere hvad i syntes om den. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...