More than that

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2013
  • Opdateret: 13 jul. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
137Visninger

1. 1

Jeg bider irriteret mine tænder sammen, da jeg mærker Skolli lægger op til et stejl, som forventet kommer stejlet, det er ekstremt højt, men jeg læner mig som sædvanlig fremad og presser mine knæ mod hans flanke og derved tvinger ham ned og videre på vejen.

Gispene fra folk omkring os, er højere denne gang, måske fordi stejlet i det hele taget var højere, og voldsommere end de andre gange, og lige nu kan jeg rent faktisk ikke se hvorfor jeg lod mig overtale til at tage til dette åndssvage stævne, på denne åndssvage hest til Skolli, dog ved jeg at jeg gjorde det for en ting, en ting som alle ryttere, alle sportsfolk, ja bare alle mennesker søgere succes, et sted skal man jo starte, og min start er så til et større stævne kort udenfor London, et stævne som har tiltrukket en masse opmærksomhed, og derved har sat islænderhesten i fokus, og til mit held er jeg islænderrytter, en rytter med rimelig gode chancer til dette stævne, hvis bare min hest ville stoppe med at stejle og skabe sig.

"Kan du klare det? Skal du ikke ned nu?" spørg min ridelærer Dorte ved min side, da Skolli endnu engang stejler ufatteligt højt, jeg sukker irriteret og ryster bestemt på hovedet og sætter hesten i galop, og forsætter langt væk fra staldene og baneren, kun med en ting på hjernen, at jeg skal væk fra den uønskede opmærksomhed, omkring min uartige hest.

"Anna!" råber Dorte bag mig, men jeg presser Skolli længere væk, ud på en stubmark, hvor ingen kan forstyrre os.

Jeg kiggerkort på klokken, 2 timer til stævnet begynder, hvilket giver mig halvanden times intens træning med mig selv, som jeg med det samme går i gang med.

Der er gået halvanden time  og lidt mere, da jeg endelig slutter min træning, og skridter tilbage mod staldene, til mit uheld skaber Skolli sig midt på vejen med både buk og stejl, en bil med høj fart kommer kørende mod os, jeg prøver forgæves at tvinge hesten væk fra vejen, men han svarer igen med endnu et stejl, bilen kommer nærmere og ser ikke ud til at stoppe op, Skolli stejler endnu engang, og bilen er næsten udfor os et højt hvin lyder fra bilens dæk og bilen dytter højt af mig og min stejlende hest, et gisp forlader mine læber, da Skollis langsomme reaktion på bilen, gør at han falder til siden og hans krop lander på min fod, og sender et stød af smerte igennem min krop, Skolli får rejst igen, og jeg griber hurtigt fast i hans tøjler, for at sikre mig han ikke løber mod stalden uden mig.

Med el skælvende bevægelse får jeg min støvle af, og ser min allerede stærkt hævede for, ingen tvivl om at den er ramt af en kraftig forstuvning, men jeg skal ride, jeg kan ikke gå glip af det, det kan jeg ikke, det må jeg ikke, det her er min chance!

"Fuck, undskyld er du okay?" lyder en ru stemmer et stykke fra mig, jeg trækker i Skollis tøjler, og som forventet reagerer han med tilbagetrædning og trækker mig op at stå på min raske fod, jeg vender hovedet mod drengen er havde spurgt om jeg var okay, selvfølgelig var det ham der kørte bilen.

"Ved du ikke hvor du er? Tænk dig om, det er levende dyr vi arbejder med, det er farligt, du kunne have ramt os!" udbryder jeg hårdt, og stirrer vredt på drengen, som har de smukkeste mørke krøller.

"Undskyld jeg havde travlt, jeg troede alle var på banen nu, at jeg, ja undskyld" gisper han overrasket.

"Du burde gå til lægen med den fod" siger han og nikker mod min fod.

"Haaha ja for jeg kan jo sikkert gå på den ikke? Tak skal du have" sukker jeg

"Jeg kører dig, og helt ærligt, det var jo ikke kun min skyld, det var jo heller ikke smart af dig at lave cirkusnumre midt på vejen" siger han, og tager et skridt mod mig, og fører min arm op til sin skulder, så jeg kan hvile min vægt mod ham.

"Jeg kan ikke tage til læge, jeg skal ride" mumler jeg, og kigger ned i ærgelse.

"Du kan ikke ride" mumler han.

"Du skal ikke kører mig til læge, men kan du kører mig op på banen nu?" spørg jeg hurtigt, da jeg har fået en ide.

"Øhh jo, men hvad med hesten?" spørg han undrende.

"Han følger med, bare ikke for hurtigt okay?"

"Hvad hedder du egentlig?" spørg drengen, da vi sidder i bilen på vej op til banen, med Skolli løbende ved siden af, da jeg holder hans tøjler så han ikke rigtig kan gøre andet.

"Anna" mumler jeg, da jeg hopper ud af bilen, stadigvæk på et ben, min ridelærers bekymrede blik nedstirrer mig og min fod.

"Anna, hvad har du lavet, hvad er der sket?"  spørg hun bekymret, og tager Skollis tøjler fra mig.

"Øhh vi havde et lille problem" mumler ejg og kigger tilbage på drengen, som er dukket op ved min side.

"Og vi er?" spørg Dorte indtrængende, jeg trækker på skulderne og kigger indbydende på den navnløse dreng.

"Harry, og jeg er virkelig ked af alt det her" siger han hurtigt.

"Hør, Skolli er ikke halt, min fod er bare lidt hævet, jeg kan sagtens ride" siger jeg hurtigt.

"Jamen, du kan ikke engang passe din støvle, de lader dig aldrig ride uden!" mumler Dorte, jeg vender mig hurtigt mod Harry.

"Jeg skal bruge din sko nu!" siger jeg bestemt.

"Hvad?" spørg han dumt.

"Skynd dig, det er min tur om lidt" halvråber jeg, og er hurtig til at få hans sko på da han rækker mig den, med min raske fod stiger jeg op på Skolli igen, og er omhyggelig med ikke at træde ned med min skadede fod.

"Tror du, du kan klare det?" spørg Dorte nervøst.

"Det er jeg nød til" mumler jeg.

"Vent, jeg lader dig altså ikke ride, aftalen var vi skulle til lægen kom så!" udbryder Harry, og rækker armen op mod mig, jeg ryster bestemt på hovedet.

"Det går ikke, du ved ikke hvor vigtigt det her er, hvis du lader mig ride, lover jeg du må kører mig til lægen bagefter, jeg skal bare ride" mumler jeg, og sætter Skolli igang ind mod banen.

Jeg rider mit program igennem efter det bedste jeg kan, med min fod, ed en endnu værre smerte end da jeg red derind.

Min glæde er stor,d a jeg rider ind til a-finalen, dog er smerten større, og under hele finalen er min krop fyldt med en smerte, der næsten ikke er til at klare.

"Jeg rider ned" mumler jeg til Dorte, da jeg rider forbi hende, hun nikker kort og bekymret.

Jeg sætter Skolli ind i en boks, da Harry kommer gående ind i stalden, med et par andre fyre, jeg sukker kort, især da jeg ser krykkerne, som han slæber hen mod mig.

"Jeg har ikke brug for dem" mumler jeg, og lukker boksen, og humper over efter noget korn til Skolli.

"Jo du har" svarer Harry igen, og rækker mig krykkerne "Desuden har jeg brug for min sko nu" tilføjer han, jeg fniser kort og tager imod krykkerne og lader ham trække skoen forsigtigt af, til mit held har den trods min hævelse hele tiden været for stor, og derfor forvolder den ikke større smerte, end jeg kan tage da den ryger af.

"Og Anna, det her er mine venner Zayn og Niall" smiler Harry, og nikker mod de andre drenge, der sødt smiler til mig.

"Jamen halløj" mumler jeg, og smider kornet ind i boksen til min sultne hest.

"Harry fortalte hvad der skete, han er ikke altid en god chauffør" joker den lyshårede Niall dårligt.

"Fedt, så nu er alle med på at han er livsfarlig" mumler jeg.

"Eller også er det din hest" svarer Harry skarpt igen.

"Øhh skal vi skynde os op, de andre venter, og der er resultater om lidt" mumler Zayn, for at skabe en mere venlig stemning, jeg nikker tungt og kigger bedende på Harry.

"Kan jeg ikke kører med dig, der er lidt langt på krykker" mumler jeg, han er hurtig til at nikke, og snart er vi alle oppe ved banen igen, jeg står sammen med Harry, Niall, Zayn og nogle andre som Harry har præsenteret som Louis, Liam og Lottie, Lottie kender eg godt lidt til, da vi begge rider her dagligt, og derfor ikke kan undgå at møde hinanden engang imellem.

"Lad os gå ind nu" smiler Lottie til mig, da præmierne fra vores klasse skulle uddeles, jeg nikker tungt velvidende, at min serie ikke er gået så godt som den kunne.

"På en fjerde plads har vi Lottie Tomlinson på Odur!" Lottie træder frem og tager imod sin roset, med stoltheden lysende ud af øjnene, drengene jubler højt og klapper vildt fra siden af, og skaber en masse opmærksomhed omkring dem selv.

"Tredjepladsen går til Anna Devine på Skolli" jeg smiler kort, jeg er overhovedet ikke tilfreds med min placering, men humper stadigvæk frem og tager imod bronzemedaljen og min roset.

Da resten er delt ud, går vi sammen tilbage til drengene, til min glæde står Dorte der også, og ønsker os begge tillykke, med placeringerne.

"Anna op med humøret, du var skadet, det er godt klaret med den fod" opmuntrer Dorte mig.

"Det tæller ikke, jeg kunne have gjort det langt bedre, Skolli kunne have gjort det bedre, og det ved du!" mumler jeg en smule spydigt.

"Det kunne han ikke, han er ikke en stævnehest, han er ikke til andet end problemer, se nu bare din fod" siger hun kort og præcis, jeg skæver til min fod, måske har hun ret, det er aldrig lykkes nogen at tæmme ham helt, selvom mange har forsøgt.

Jeg vender mig mod drengene og Lottie, som står omsværmet af piger, jeg skær kort ansigt og humper hen ved siden af Lottie.

"Hvad sker der?" spørg jeg undrende.

"Det er bare fans, du ved, de er One Direction?" siger hun hurtigt.

"Øhh ja, selvfølgelig" mumler jeg, uden at have nogen anelse om hvad de er.

"Er du klar til at få foden undersøgt nu?" spørg Harry da han stiller sig foran os, jeg nikker kort.

"Jeg lover jeg gør det så snart jeg er færdig her"

"Nope Lottie klarer din hest, vi smutter nu, med det samme" siger han bestemt, og trækker mig med over til bilen, og hurtigt er vi væk fra banerne, og rideskolen.

"Øhh, jeg er faldet af min hest" siger jeg forvirret, da lægen spørg hvad der er sket, med min fod.

"Hvordan faldt du?" spørg han og lyder meget vis.

"Øhh, altså jeg faldt, af hesten`Sådan faldt ned fra den?" siger jeg dumt, hvilket udløser et grin fra Harry.

"Vi var ved at støde sammen , min bil og hesten, hesten undveg til siden, og hun faldt, den faldt og landede på hendes fod er det slemt?" tager Harry over og lyder faktisk bekymret.

"Det ser ud til hende akillessene er sprunget, jeg vil gerne have lov til at operer med det samme" mumler lægen bestemt, og lader sine kolde hænder stryge hen over min fod igen.

"Anna, har du noget familie jeg kan få fat i?" spørg Harry hurtigt, jeg bider mig i læben og ryster på hovedet.

"De, de døde sidste år, i en bilulykke, Harry du må ikke forlade mig, jeg er bange, jeg vil ikke opereres" siger jeg hurtigt, med tårerne randende ned af kinderne, frygten for nåle, og sygehuse har overtaget min krop.

"Jeg lige her, hele tiden" hvisker Harry og griber min hånd, jeg lukker øjnene og lader min bedøvelse virke, og falder ind i fuldnakose, med frygten for aldrig at vågne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...