An Angel In The Darkness

”Jeg prøvede at sløre alt omkring mig, og selv den jord jeg stod blev lige så stille til en blid tåge. Men han blev ved med at stå foran mig. Han stod bare der og stirrede med øjne der var så mørke som natten. Nattens mørke skyggede for halvdelen af hans ansigt, og det eneste jeg kunne se på ham var de mørke, dybe øjne og hans lysebrune hud.
Jeg vidste ikke, hvad jeg havde mest lyst til. Noget trak i mig for at gå hen til ham, røre ham, dufte til ham, da jeg havde idé om, at han duftede fantastisk. Men det virkede for farligt. Noget ved ham, virkede farligt, urørligt og ikke menneskeligt.”

0Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

”Jeg prøvede at sløre alt omkring mig, og selv den jord jeg stod blev lige så stille til en blid tåge. Men han blev ved med at stå foran mig. Han stod bare der og stirrede med øjne der var så mørke som natten. Nattens mørke skyggede for halvdelen af hans ansigt, og det eneste jeg kunne se på ham var de mørke, dybe øjne og hans lysebrune hud.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde mest lyst til. Noget trak i mig for at gå hen til ham, røre ham, dufte til ham, da jeg havde idé om, at han duftede fantastisk. Men det virkede for farligt. Noget ved ham, virkede farligt, urørligt og ikke menneskeligt.”

 

 

 

Kapitel 1

 

 

Morgenkulden slog hårdt mod mit ansigt, og jeg bed tænderne sammen i idéen om, at det ville forsvinde. Morgenløbeturene havde været en fast rutine siden min mors død. En bilulykke. Hele mit liv havde ændret sig i én bilulykke, hendes var sluttet. Jeg havde siddet sammen med hende oppe foran, på pladsen lige ved siden af hende. Vi havde været på vej til en julefrokost på min fars arbejde, da en lastbil havde svunget ud foran os. Hun døde på stedet.

Så siden hendes død, havde det været det jeg løb for, men nu… Nu var det mere på grund af ham. Han havde hjemsøgt mig i mine drømme de sidste par uger, og jeg kunne ikke slippe af med ham. Det var altid den samme drøm, vi kiggede bare på hinanden, og jeg måtte altid modstå trangen til at gå over til ham. Selv når jeg var vågen, ville han ikke forsvinde.

 

 

”Hallo, Lucy?” Jeg tumlede hurtigt ud af mine egne forskruede tanker, og prøvede at genopbygge fatningen og det, at jeg nu befandt mig på skolens gang.

”Hvad?” Svarede jeg, som om jeg havde været tilstede hele tiden. Maria kiggede irriteret på mig og pustede så tungt ud.

”Det er som om, at du aldrig er tilstede mere?” Hendes tonefald passede til hendes udtryk i ansigtet. Jeg kunne høre irritationen der voksede sig større.

”Hvad mener du? Jeg er jo lige her!” Prøvede jeg forsigtigt og skubbede fjollet til hende. Men jeg vidste udmærket hvad hun mente, jeg var her fysisk, men psykisk var jeg et helt andet sted.

”Nej du er ej! Du har været så fraværende på det sidste! INGEN har kunne få kontakt til dig, og dine karaktere er blevet monster dårlige! Indse det nu Lucy, der er noget galt! Måske skulle du til at begynde hos en psykolog igen..” Min krop stivnede, og en hob af tårer pressede sig på i min øjenkrog. Men det var ikke kun det ene punkt hun havde ramt, nu kunne jeg mærke vreden boble inden i mig, og jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle såre hende lige så meget, måtte jeg væk nu.

”Jeg fatter ikke, at du kan få dig selv til at sige det”, det var det sidste der kom ud af min mund, før jeg drejede rundt på hælen i vrede, og hastede mod den anden ende af skolen, hvor min time snart ville begynde.

”Lucy”, var det eneste jeg nåede at høre hende sige, men der var noget bedende i hendes stemme, noget der fristede mig til at vende om igen, og sige undskyld for, at jeg blev så vred, men jeg kunne ikke få mig selv til det.

Mine ben gik hurtigere end min hjerne kunne følge med, og alt hvad jeg kunne se ud af min øjenkrog blev sløret.

Hvordan kunne hun sige det? Hun vidste, at jeg havde været begyndt til psykolog da min mor døde, men nogle uger efter var jeg stoppet, fordi det havde brag for mange dårlige minder op, og det VIDSTE hun!

Jeg var ved at eksplodere, og dog ville jeg ikke lade det hele gå ud over hende, hun havde jo ikke ment det på den måde, så godt kendte jeg alligevel Maria. Hun kunne få sagt nogle dumme ting indimellem, men inderst inde vidste jeg, at hun ikke mente det.

Og så, så hurtigt som jeg var gået fra Maria, lige så hurtigt lå jeg pludselig med hovedet nede på det kolde stengulv, der lugtede slemt af sure sokker og stressede elever. En hånd rakte ud mod mig, jeg tog imod den og blev løftet med en stærk kraft op på benene og stod ustabilt i nogle sekunder, men fandt så hurtigt fatningen igen.

”Er du okay?” Mit blik løftede sig forsigtigt efter at have været limet til jorden i flovhed.

 

Der stod han.

Præcis ligesom i mine drømme, det måtte være ham! Det lignede ham! Jeg nærmest svømmede ind i de dybe, chokoladebrune øjne, men jeg kunne stadig have et helt overblik over ham. Hans hår var sort som natten, men hans tænder var skinnende hvide. Hver gang man så en ting på ham, var der en modsætning lige ved siden af, som var han to forskellige sider presset ind i én person. Men hvis man skulle putte et ord på ham, var det: Perfekt. Han overgik alle de andre drenge på skolen, også selvom hans sorte hår var lidt uglet, og han havde en sort lædervest på i stedet for en sportsjakke, fordi han nok ikke var på fodbold holdet. Men han måtte være ny, for jeg havde aldrig set ham før. Andet end i min drøm.

”Jo tak, jeg har det fint”, svarede jeg hurtigt, mens jeg gjorde alt for at komme væk. Nu løb jeg ned af gangen, der var ikke tid til kun at gå hurtigt nu, jeg måtte bare væk fra det hele. Jeg løb ikke derhen hvor min time skulle til at begynde, i stedet spurtede jeg mod parkeringspladsen og satte mig forpustet på kantstenen.

”Hm… Ikke helt okay kan jeg næsten regne ud”, sagde en mørk stemme bag mig. Jeg vendte hurtigt mit hoved, og der stod han igen. Med solen lige bag sig, lyste han op til trods for hans ellers mørke valg af tøj.

”Følger du efter mig?” Spurgte jeg lettere irriteret over, at det lige var ham. Den person der havde skabt mest rod i mit hoved de seneste par minutter, og måske den person der havde jaget mine drømme de sidste par uger, men hvordan kunne det være muligt?

”Vil du have jeg skal følge efter dig?” Svarede han, og afbrød min store vrimmel af tanker.

”Nej”, svarede jeg, som var det det eneste svar der passede, men inden i, følte jeg en sær trang til at sige ja.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...