Min verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

2. Ukendt identitet

Kapitel 2

 

Så var jeg ude af tunnelen, vandoverfladen var bare få meter over mit hoved, hurtigt kom jeg op til overfladen indåndede den jeg troede friske luft der til min forfœrdelse fik det til at vende sig i min mave. Jeg kravlede op på breden, men besluttede mig med det samme for at hoppe ned i vandet igen og svømme tilbage til stranden hvor min mor nok havde tilkaldt tusindevis af politifolk for at redde sin lille sukkermus. Jeg lukkede øjnene og hoppede ned i vandet, BUMP sagde det  da jeg landede på den hårde jord! Jeg kiggede mig omkring og opdagede jeg sad på jorden midt i en gold ødemark! Overalt omkring mig var jorden hård og forbrœndt, hvor var søen pludseligt blevet af, hvad? Det var dog det mœrkeligste, eller en af de mange mœrkelige hœndelser i dag, eller var det?

Nå, men jeg stod nede i et form for krater, langsomt begav jeg mig op af den nœrmeste skrœnt op mod toppen af det forbrœndte krater. Det gik dog ikke hurtigt fremad, stenene blev blev ved med at glide vœk under mine i øvrigt bare tœer. Efter knap en times opstigning, der havde revet mine fødder til blods, var jeg endeligt oppe. Foran mig udfoldede sig en lige så gold og forbrœndt slagmark, lige meget hvor meget jeg vendte og drejede mig, var det eneste man kunne se ud til alle sider sort sort og en atter sort dal, med nedbrœndte stubbe og huller her og der.

 


 

Det mœrkeligste af det hele var nok den hvide slimede masse der lå hist og pist og pyntede på den i forvejen umådelige grimme dal, hvad var det og hvordan var det havnet her? Jeg satte mig ned og begyndte at tœnke, hvordan i alverden skulle jeg dog komme vœk fra dette mœrkelige golde sted? Var det hele bare et stort mareridt? Ja! Måske skulle jeg bare nive mig selv i huden på min solbrune arm og så ville jeg vågne op i min bløde dejlige seng, i mit dejlige hvidtmalede vœrelse! Langsomt førte jeg pege og tommelfinger ned til min i forvejen opløftede arm, VrrrrrrrrrMmmmm, lœngere nåede jeg ikke før noget landede foran mig med et mœgtigt drøn, hvad i alverden var det? Man havde da hørt om ufo’er fra en anden planet, ikke? Men det var da for mœrkeligt, det hørte man da kun om i historier og oplevede i film. Mens jeg trådte to skridt tilbage åbnede sig en luge foran mig placeret i den mœrkelige flyvende tallerken, ud trådte noget af det mœrkeligste jeg nogen side havde set! Huden var mat hvid og nœsten gennemsigtig, mens øjnene var sorte og så alange at de nåede ned til den smalle mund, der nœste nu begyndte at forme ord. Sproget var ganske uventet et let forståeligt sprog, "Hm, ja, det er vist dig vi leder efter, Robert Riggmann, er jeg korekt?" Sagde den alienlignene skabning og kiggede over på mig med et undersøgende blik, nu blev det for alvor forvirrende, Jeg var jo Emily Rasmussen! "Jamen, du er jo en pige!" udrød "skabningen" med foragt i stemmen. "Siden hvornår er det blevet en forbrydelse, hvad? Og er nogen ikke lige sød at forklare mig hvad der foregår her?" Nœrmest råbte jeg ind i hovedet på ham uden han så meget som flyttede sig en tomme, "skabningen" rettede så blikket mod et ubestemmligt punkt oppe i den askegrå himmel og sagde: "Ja du har vist fortjent historien, nu skal du høre..."

"Det hele begyndte for lang tid siden, lang tid før du overhovedet kunne snakke eller  nu vi er ved emnet du kunne gå eller for den sags skyld din mor kunne nogen af delene! Nå, nok om det, sœt dig ned så skal jeg nok, hrmm, forklare dig det...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...