Min verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2013
  • Opdateret: 23 aug. 2013
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

1. Min Verden

Emily, ja Emily er mit navn, eller rettere sagt var mit navn, jeg understreger det både fordi det er lang tid siden og så fordi jeg nu har en anden identitet. Det hele begyndte for lang tid siden, lang tid før du og jeg overhovedet kunne gå, eller gjorde det? Begyndte det måske dengang jeg lœrte at gå? Nu vil jeg fortœlle jer min livshistorie, min verden…

 

“Emily!” en vred stemme skar gennem luften og fik mine røde ører til at vibrere, jeg drejede endnu engang hovedet for at give min vrede mor et provokerende kast med hovedet som svar, sikkert noget som øgede hendes stiene raseri.

“hvis ikke du kommer lige nu, ja, nu, så kører jeg altså uden dig!” snerpede hun ud gennem de sammenpressede lœber, som nu nœsten var blevet hvide. Jeg indså med et suk at det var tid til at komme hjem, hjem til et kedeligt hus, et kedeligt hvidtmalet vœrelse, tilbage til kedelige mennesker og ja alt var bare så pokkers kedeligt i denne farveløse grå verden. Jeg begyndte med veløvede svømmetag at svømme indad mod min sure mor, som nu stod med armene over kors, med sjalet slynget rundt om sig i et forsøg på at få noget varme. Vandet var det eneste der kunne bringe lys i denne kedelige, farveløse, grå verden, jeg kunne simpelt ikke undvœre det, derfor var jeg godt tilagt med at vi boede tœt på havet og ikke inde i byen ligesom alle mine såkaldt “venner”. 


“Kom så ind da, når jeg nu beder dig om det for syvene gang!” sagde min mor nu med trœt og opgivende stemme, nu fik jeg nœsten lidt ondt af hende, da hun nu så oprigtigt ked af det ud. For ikke at vise min mor jeg havde ondt af hende og ville skynde mig ind, gjorde jeg mine veltrœnende svømmetag endnu kortere. Nu kunne jeg mœrke fast grund under mine fødder, jeg opgav at svømme og trippede nu i stedet hen af den stenede bund.                Svishhhhhh,               Lige pludseligt forsvandt alle de tusinde små krystaller og sten, som også er kaldet sand under mine bare fødder, jeg prøvede at rœkke hœnderne i vœret i et forsøg på at få kontakt med min mor, det sidste jeg hørte inden jeg forsvandt ned i det kolde, sorte vand var: “det er ikke engang sjovt Emily, kom så op, jeg sagde lige nu!

 

X      X     X

 

 

Jeg prøvede desperat at komme op til overfladen ved at vride mig som en orm på en krog, til sidst lykkedes det mig at komme fri af det klœbende sand. Jeg  sprang op mod overfladen med armende foran i et sidste flugtforsøg, kun for at opdage til min skrœk at overfladen nu var hård som sten! Jeg bankede på den gennemsigtige, isagtige overflade, men uden held, jeg var fortabt! Om et par uger ville svenskerne finde mit lig på den anden side af vandet, og min mor ville aldrig finde ud af hvordan det hele gik til og hvorfor jeg aldrig kom op. Hvordan kunne det ske? Det hele var så mœrkeligt, både det at jeg havde svømmet her hver gang jeg kunne komme til det, lige siden jeg kunne gå selv, havde en megning om tingene og begyndte at stille spørgsmålstegn ved alt. Nå, men jeg havde aldrig oplevet noget lignene det her, at rent ud sagt blive “suget” ned, havde nogen nogensinde prøvet det, hvad? Eller var det bare mig der var ved at blive skør?

Men det havde man da i det mindste hørt om før, ikke? Altså man har da hørt om folk der døde af at synke ned i kviksand, men da ikke i Danmark, vel? Det oprørte vand fik sandet til at virvle om mig, mens jeg febrilsk prøvede at  at smadre den stenhårde, mystikske overflade, som måske var det mest mœrkelige ved denne mystiske affœre. Langsomt gik det op for mig at jeg ikke kom op den vej, jeg kiggede mig omkring mens prikkerne dansede for mine øjne og mit blik langsomt begyndte at sortne, hvorfor kom min mor dog ikke? Havde hun glemt mig? Så indså jeg at blive suget ned af kviksandet var min eneste chance, for her kom jeg i vœrt fald ingen vegne ved at blive her i denne dødsfœlde. Jeg nåede lige at se overfladen blive normal og flydende som det plejede at vœre før hele min krop var opslugt af det klœbende våde sand. Til at starte med kunne jeg ikke se noget, men så pludseligt var jeg ude, eller rettere sagt nede! Jeg var stadigvœk i vand, men foran mig udfoldede sig en lang mørk gang oplyst af små lysende bobler af ubestemmelig masse. Jeg ville havde nydt det smukke syn, hvis ikke det var for mine lunger der var ved at sprœnges af den manglende luft, til trods for min tilstand besluttede jeg mig for at svømme gennem den oplyste gang. På min vej gennem tunnelen tog jeg mig et nœrmere kig på det blinkende bobler der til min glœde indeholdt ren oxygen, hvilket vil sige luft! Så hurtigt som jeg nu engang kunne langede jeg ud efter den overaskende hårde boble og propede den i munden, straks explodere den runde boble i min mund og fyldte mine lunger med frisk ny energi. Så hurtigt som det havde lykkedes mig at putte boblen i munden lige så hurtigt fik jeg puttet en halv snes i lommen, bare for en sikkerheds skyld.  Så hurtigt som en fisk svømmede jeg gennem den oplyste tunnel, når nu i taler om fisk, ja, så var der faktisk helt dødt i dette hav eller hvad man nu kunne kalde det. Nu var jeg der omsider! Lys! Ja nu var tunnelen endeligt slut, for enden af tunnelen var der faktisk lys!


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...