The Light In My Shadow - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2013
  • Opdateret: 16 jul. 2013
  • Status: Igang
Jason McCann som vi kender ham; kold, magtsyg, pessimist og ubesindig. Det er, sådan han er, i hvert eneste øje i stortset hele verdenen. Eftersøgningen efter den mentalt forstyrrede morder, er sat i fuld gang. Dusøren er stor og lokker adskillige indbyggere til sig som en magnet. Hvad Angelina Parker ikke ved er, at hendes far er blevet besat af at finde McCann. Han er hårdtarbejdende og kæmper for at fange den syge morder, indtil Angelina får nok af det hele. Hun beslutter sig for at finde McCann, så hendes far stopper sin besættelse. Men vil alt nu gå som smurt, eller vil hun støde på nogle problemer? Og er denne mystiske dreng nu, som rygterne og medierne siger?

7Likes
6Kommentarer
967Visninger
AA

3. The Light In My Shadow - Del 2

 

Jasons synsvinkel - 3. persons fortæller

 

 

Inde midt i byen, igennem de talende mennesker, de grinende børn og forældre, de lykkelige mennesker, sad han der. I hele denne store verden, var han kun optaget af en enkel ting. Blyanten, der lå mellem hans pegefinger og ringefinger. Betaget af papiret foran ham, lå hans venstre hånd under hans kæbe. Hans blik var fjernt og hans hjerte slog i en regelmæssig rymte. Han lagde mærke til hans spejl, der hang på væggen foran ham. Den var stor og afslørede hele hans krop. Han lod langsomt sine øjne glide op, og han var overrasket over at se sine øjne. De var mørke, trætte og med næsten sorte poser under dem. Hans blik i øjnene var ikke til at finde. Han forsøgte i et øjeblik at finde det, men han måtte til sidst give op og sukke opgivende. Hans brune øjne søgte ned til papiret igen, der lå på hans skød. Han lod blyanten ramme papiret meget let, før han frustreret lukkede øjnene i. Han rynkede på brynene og mærkede det langsomt svige i hans øjne, da tankerne fór gennem ham, mens han skrev.

 

“Sad Monster..”

 

Han stoppede i et øjeblik og kiggede på den såkaldte titel igen. Hans øjne var gået gennem titlen flere gange, før han skrev videre med et blidt tag omkring blyanten.

 

“It’s all my fault, I could have done something.

I remember the look in her eyes but I felt nothing.

I heard her voice screaming my name.

But it didn’t want my love, only blame.

Every single tear ain’t no longer the same.

They’re not just falling, they’re crying inside.

I want the heart that used to be mine.

But it’s not gone, it just like to hide.

It became a monster in my heart.

The monster made my heart fall apart.

It wanted to hurt me but I ran away.

I’m on my knees, I will pray.

And the monster inside me took everything I had.

But now the monster is sad.”

Han stoppede i et øjeblik med at skrive. Hans øjne undersøgte ordene - han iagttog dem og blyanten gled ud af hans hånd. Hans hænder begyndte at ryste kraftigt, og før han vidste af det, brød han ud i en dyb gråd. Hans hænder bevægede sig langsomt op til hans ansigt, og hans tårer væltede om kamp ned af hans kinder. Hans hulken var høj, men alligevel så lav. En varme af smerte bredte sig i hans bryst, og han havde det som om, hans hjerte var begyndt at briste inden i.

Papiret han havde taget fat i faldt nu ud af hans hånd, og det samme gjorde hans ellers så vældige krop. Det eneste der støttede ham i at holde sig oppe, var hans højre arm. Var det ikke for den, ville hele hans krop falde ned. Hans arm begyndte også at ryste, og han fik nærmest en smerte i brystet af sorgen. Hans brune øjne søgte op til billedet, som altid lå på kommoden lavet af træ. Billedet, der fik flere tårer til at trille ned af hans kinder. Han snøftede højt, men lidt efter undslap endnu et hulk hans læber, og et hulk blev til flere. Flere blev til tusinder, og tusinder blev til millioner. Han kunne ikke længere. Han kunne mærke sin arm miste styrken, og han lod sig selv falde ned. Men i faldet var det ikke kun hans krop, han mærkede en smerte jage igennem.

Det var som om, hans hjerte var med i faldet. Han knyttede sine næver til de blev hvide, og han samlede nok styrke til at sætte sig op. Han lænede sin ryg mod sofaen bag ham, og han førte langsomt en finger på til sin kind og opdagede, at hans tårer var stoppet. Han undrede sig over hvornår de var stoppet, for han havde kun lagt mærke til smerten. Han vendte fortvivlet ansigtet mod spejlet, og mødte de mørke øjne igen. Smerten og sorgen var væk, som om det var fløjet et andet sted hen. Nu kunne han kun mærke tomheden i sit hjerte.

Den sorte tomhed, han altid havde haft. Den tomhed, han havde forsøgt erstatte, men den kunne ikke erstattes. I det ene øjeblik var han så følelsesladet, at det gjorde ondt, men nu var det som om, den følelse aldrig havde været der. Som om, der altid havde været et sort hul, som ethvert øjeblik kunne suge ham ind i en anden verden. Han lænede hovedet tilbage, og hans øjne begyndte langsomt at falde ned. Han kunne pludselig mærke, hvor træt han egentlig var. Han lod sit blik falde på billedet igen, og minderne fløj igennem ham. Hans hjerte var stadig i hendes hånd, og han kunne pludselig huske dengang, han havde set denne pige. Hans hjerte var altid tomt, men da han så denne specielle pige, var der dukket noget op i ham.

Noget, der var ukendt. Noget, han ikke var vant til overhovede. Han forstod ikke, hvad det var på det tidspunkt, og han var stadig forvirret over det nu, men det var slut. Pigen var væk, og hun var væk.. Hende. Hende, der havde hans hjerte og styrede det på den mest voldelige måde. Selvom hun var væk og aldrig ville komme tilbage, så havde hun ham stadig i hele sin magt.

Det var som om hun kastede rundt med hans hjerte, men han havde stadig ingen følelse inden i. Nogle gange forvirrede hans syge humørsvingninger ham, men med årerne var han efterhånden blevet vant til det.

Han kiggede igen på papiret, som han havde smidt på gulvet ved siden af ham. Han rakte langsomt ud efter det og kunne mærke, hvor ufattelig svag han pludselig blev. Men han fik alligevel fat i det, og han lod sine øjne læse det igen. Han læste det igen bare for at få nogle følelser frem, men de var virkelig væk. Forgæves forsøgte han flere gange, inden han vredt krøllede papiret sammen og smed det væk.

Han hørte pludselig en rumsteren et sted i huset, og han var allerede klar over, hvem det var. Alligevel sukkede han og kiggede på sit spejlbillede igen. Han lignede ikke en, der nærmest havde grædt hele sit hjerte ud. Slet ikke.

“What the hell, bro,” lød en velkendt stemme til hans højre side. Han sukkede og lænede hovedet tilbage.

“Shut up, Kenneth,” mumlede han med en så kølig stemme, at den mindede Kenneth om is. Men han var vant til, at Jason altid havde den stemme. Nogle gange undrede det ham, hvordan Jason kunne være så livløs. Hans stemme var altid kølig, hans øjne var altid mørke, og nogle gange tænkte Kenneth på, om Jason faktisk var lavet af stenhårdt is.

Slap af,” sagde Kenneth og smed sig ned i en sofa, i det et skrig fyldte huset.

Skriget fik Jason til at reagere hurtigt, og han rejste sig lynhurtigt op med rynkede bryn og et vredt blik i øjnene. Han kiggede direkte ind i Kenneths øjne.

“Det er en joke, er det ikke?” vrissede Jason og rodede frustreret i sit hår. Kenneth rullede med øjnene og kunne tydeligvis ikke se problemet, som Jason kunne.

“Relax, jeg har sgu brug for et knald,” grinede Kenneth så hans skuldre bevægede sig op og ned. Jason var vred, det kunne Kenneth godt se. Hans kropssprog viste tydeligt, at han var på randen til at slå på noget. Jason kunne mærke vreden bygge sig op i ham. Og langsomt gik det op for Jason.

“Er du skæv?” sagde han med en hvæsende stemme, der ikke så ud til at påvirke Kenneth på nogen måder.

“So what hvis jeg er skæv? Skal jeg nu have røget noget shit for at få et knald?” udbrød Kenneth med en irriteret tone i stemmen.

Jason kunne ikke forstå, hvordan Kenneth kunne gøre det. Kenneth vidste udmærket godt, at han var eftersøgt af politiet og tusinder andre mennesker, men han gjorde det alligevel. Han kidnappede en pige for at tilfredsstille sine syge lyster, der nok aldrig stoppede. Jason var klar over, at drengen der lå i sofaen ikke kunne hjælpe ham, så han måtte tage sagen i egen hånd.

Han gik langsomt hen mod en skuffe og rev den nærmest ud, så alt faldt på gulvet med et mindre brag. Hans øjne skannede tingene, før han fandt det, han havde brug for. Han tog langsomt de sorte handsker på, som han ikke havde haft på i et godt stykke tid. Han kunne mærke det kolde læder omfavne hans hænder, i det han slog sit blik ned på huen, som han fik over hovedet. Han lod hurtigt sit blik fange spejlet, hvor man kun kunne se hans brune, kolde øjne.

Han slog et kort blik på Kenneth, før han skyndte sig ud af rummet. Skrigene var blevet værre, og han kunne høre, at der blev banket i noget. Han nåede hen til døren og slog den langsomt op. Skriget fra pigen blev højere, og hans blik faldt automatisk på hende. Hun havde brunt hår og brune øjne, der var fyldt med rædsel. Hun bar cowboy-shorts, en løs top med nogle mønstre på og et par sorte ballarinaer.

Hendes skrig blev højere, da han trådte ind i rummet. Hendes hænder var lænket til stolen og det samme var hendes ankler.

“Slip mig fri!” skreg hun højt og forsøgte at komme af stolen, og Jason lagde mærke til, at lyset i rummet ikke var tændt. Roligt gik han hen mod lyskontakten og tændte lyset.

Han kunne høre pigens vilde vejtrækning, da han vendte sig om mod hende. Han bevægede sig hen mod hende, og hendes krop begyndte at ryste kraftigt.

Han var nået helt hen til hende, da han så ind i hans øjne, og han mærkede et sus gå gennem sin mave, i det han huskede det.

 

Blodet var overalt, og hun lå der. Hans mor.

Hendes øjne stirrede på ham, men der var ingen liv i længere. Der var ingen varme, ingen kærlighed - absolut intet. Hans hænder begyndte at ryste kraftigt og kniven i hans hånd faldt ned på jorden. Det var som om tiden stod stille, og han kunne pludselig mærke en stærk smerte i brystet. Han blev overrasket, da han opdagede, at tårerne væltede ned af hans kinder.

Han skulle lige til at gå over til hende, da døren blev sparket op bag ham. Han hørte flere stemmer og en stemme råbte højt:

“John! Stå helt stille og tag hænderne op!” råbte en betjent til Jason. Han brugte Jasons falske navn, som de endnu ikke havde opdaget var falskt.

Jason lod sine hænder komme op i luften og vendte sig langsomt op. Straks fik betjenten fat i Jason og gav ham håndjern på.

“Klokken er 16:45 og du er arresteret,” sagde betjenten hårdt og trak Jason med sig. Han fastholdt blikket på jorden, indtil han hørte en lys stemme.

“Far, hvornår skal vi hjem?” sagde en træt stemme, og han lod straks sit blik falde på pigen. Hun lignede en på omkring 10 år, men det var ikke det, Jason tog sig af.

Hans øjne mødte hendes og han følte et sus gå gennem sin mave. Det var som om, han havde glemt, at han faktisk havde dræbt sin egen mor. Øjenkontakten blev dog brudt da han blev trukket af sted.

 

Hans øjne stirrede ind i hendes, og Jason kunne udmærket genkende øjnene. Han havde fået det samme sus, som han ikke hvade glemt i flere år. Han blinkede hurtigt med øjnene.

“Jeg får dig ud,” sagde han med en mørk stemme, og pigen forholdt sig tavs, da han løsnede rebet op ved hendes hænder. Han gjorde det samme ved hendes ankler, og lige i det han havde løst dem op, rejste pigen sig op og veg hurtigt væk fra ham.

Hun kiggede panikslagen rundt i rummet for at finde en udvej, men der var kun døren bag ham.

“Hold dig væk,” sagde hun hårdt, men hendes stemme var stadig svag og bange.

“Hør, jeg forsøger at hjæ-”

“- jeg sagde hold dig væk!” udbrød hun skingert, da han trådte nærmere.

Jason kunne mærke, at han blev utålmodig. Hurtigt var hen ovre ved hende og skubbede til hende, så hun røg ind i et hjørne. Jason stillede sig foran hende, og han vidste, at hun ikke kunne komme fri nu. 

“Hører du efter nu?” hvæsede Jason og opdagede, at hun græd. Hendes krop rystede så meget, at han var lige ved at tro, at der var noget galt med hende. Hun nikkede hurtigt og lydigt.

Han vidste pludselig ikke, hvad han skulle sige. Der var så meget, han ville spørge denne pige om, men han kunne ikke.

“Kom,” sagde han bare og rakte sin hånd ud. Pigen kiggede på ham som om han var sindssyg.

“Er du bare syg eller sådan noget? Som om jeg går med dig! Du ligner en.. du er syg i hovedet, og hvis jeg ikke har forstået forkert så går man ikke bare med sådan en som dig!” sagde hun med en lys stemme og forsøgte at komme forbi ham, men han blokerede med sin arm.

Jason kunne mærke, hvor irriteret han blev hvert eneste sekund. Før han nåede at tænke sig op, havde han trukket huen af, så hele hans ansigt var blottet. Han anede ikke hvorfor, han gjorde det, men han ville gerne have, at pigen så hans ansigt.

Hun rynkede brynene i tvivl, lige indtil hun spærrede øjnene op. Hendes mund stod vidt åben og hun stirrede på ham med et nu blegt ansigt. Hendes ansigt var malet med en så stor rædsel, han havde set før.

“D-u.. d-u-...” stammede hun bange, og før han vidste af det, vendte det hvide ud af hendes øjne og hendes krop faldt ned.

Jason sukkede og satte sig på hug foran hende. Han fik sin hue på igen og tænkte, om det nu havde været en god ide at vise sit ansigt til pigen. Hun kendte ham tydeligvis, ellers var hun jo ikke besvimet.

Han bar pigen over sin skulder og bevægede sig hen til det rum, hvor Kenneth lå. Han misforstod ham tydeligvis.

“Du kunne bare ikke holde dig væk, hva’?” grinede Kenneth smørret med et skævt smil.

Jason rystede på hovedet af ham og bevægede sig ud af døren. Han ignorerede Kenneths stemme, der råbte, at han skulle komme tilbage med pigen.

Han mærkede luften omfavne ham, i det han bevægede sig hen til et gammelt skur. Det var lavet af hårdt træ, som man kun kunne bryde igennem med en stor hammer. 

De befandt sig i en fuldkommen øde skov, hvor en sjæl ikke kunne ses, og derfor var der ingen, der ville finde ud af det.

Hans vejtrækning var det eneste, der kunne høres, da han åbnede døren til skuret.

En stank af hø og andet møg røg ind i hans næse og han skar ansigt. Han håbede, at pigen ville vende sig til den lugt, for hun skulle nok være derinde i et stykke tid.

Inden i skuret lagde han pige forsigtigt ned og begyndte at binde hende fast til nogle kæder. Han kunne ikke lade hende gå fri, det kunne han bare ikke.

Han trak vejret tungt en enkelt gang, da han kiggede på hende. Så vendte han sig om og gik ud af skuret, som han låste. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“In this world time is gone.

But even though it is, every day is too long.

It can break your heart and soul.

In the end it will beat you out with it’s cold.

Every day feels like a hell of fire.

And every mouth is a liar.”

 

 

- Jason McCann

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...