The Light In My Shadow - Jason McCann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2013
  • Opdateret: 16 jul. 2013
  • Status: Igang
Jason McCann som vi kender ham; kold, magtsyg, pessimist og ubesindig. Det er, sådan han er, i hvert eneste øje i stortset hele verdenen. Eftersøgningen efter den mentalt forstyrrede morder, er sat i fuld gang. Dusøren er stor og lokker adskillige indbyggere til sig som en magnet. Hvad Angelina Parker ikke ved er, at hendes far er blevet besat af at finde McCann. Han er hårdtarbejdende og kæmper for at fange den syge morder, indtil Angelina får nok af det hele. Hun beslutter sig for at finde McCann, så hendes far stopper sin besættelse. Men vil alt nu gå som smurt, eller vil hun støde på nogle problemer? Og er denne mystiske dreng nu, som rygterne og medierne siger?

7Likes
6Kommentarer
1014Visninger
AA

2. The Light In My Shadow - Del 1

 

Denne verden var en katastrofe. Den blev værre og værre for hver eneste ene dag.

Hvad den var blevet til, stod til mig stadig ukendt. Det var som om, alle andre end mig ændrede sig. Som om, jeg var den eneste, der forholdt sig neutral.

De sidste par år var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Mine forældre havde aldrig været et lykkeligt par, der var helt væk i hinanden. De skændtes hver dag, og det førte til en skilsmisse, hvor jeg endte med at blive hos min far. Min mor var stadig ikke meget for min beslutning, men efterhånden som jeg besøgte hende hver weekend, blødte hun op. Det var dog ikke i alle fridagene, at jeg havde tid til at tage bussen til hendes hus. Til tider var jeg en travl pige med den psykiske lidelse kaldet stress.

Jeg var i dette øjeblik på vej hjem - eller, ikke på vej vej hjem. Jeg stod ved busstoppestedet og ventede på bussen. Den brændende sol ramte min hud utallige gange, hvilket fik sveden til at pible ned af min pande. Det var en varm dag i maj, da jeg kunne se den klodsede bus komme trillende af gaden. Den stoppede op, og jeg steg ind.

En lugt blandet med sved og billige parfumer ramte min næse. Jeg rynkede på næsen og slog mig hurtigt ned i en stol. Mit blik faldt på ruden, og det var først nu, jeg lagde mærke til, at vejen var meget befærdet. Jeg begyndte at svælge, hvor jeg derefter sukkede i det mit hoved faldt ned på sædet bag mig.

Synet af vejret var lige ved at få mig til at smile, men en kaskade af vand blandet med mudder angreb sig på ruden, hvilket fik mig til at stønne irriteret. Jeg bankede frustreret en hånd ind i ruden og lod mit blik falde på mit skød.

Jeg vidste, det var latterligt at min vrede gik ud over en rude. Det var som om universet ønskede, at jeg skulle lide lige præcis i dag. Jeg følte nærmest, at jeg havde klaustroforbi i denne trængende bus.

Det var også derfor, at jeg med en hurtig fart næsten sprang af bussen, da den stoppede ved vores hus.

Luften ramte mig som et slag, hvilket jeg blev ret fortumlet over. Da jeg havde steget ind i bussen, havde det været brændende varmt, men nu var det nærmest isende koldt. Med humøret i bunden satte jeg farten op, da gåsehuden spillede på mine arme. Jeg lod tilfældigt mit blik falde på en mur af en bygning, da jeg fik øje på noget.

Alle bekymringer om kulden forsvandt, og min krop blev erstattet med en varm vrede.

Jeg nægtede at tro det..

Hver eneste gang det skete, blev sådan noget altid hængt op, og jeg kunne ikke være mere vred over det.

Jeg lod mine hænder glide op af ned af mine overarme, i det småløb hen mod vores villa. Jeg tastede nærmest hamrende koden ind, og lågen blev åbnet efter noget, der føltes som en evighed. Med en vred mine der tydeligt kunne ses, brasede jeg ind i vores dør, så den gik op med et brag.

“Far!” råbte jeg vredt og gik rundt for at lede efter ham. Alt jeg fik tilbage var en lille mumlen, der lød som: “Jeg har travlt.”

Mine øjne var ikke ligefrem det rareste at glo i, da jeg åbnede døren til hans kontor. Han sad som sædvanligt foran sin computer med telefonen tændt foran ham, en stor stak papir, brillerne sat skævt og øjnene klistret til skærmen. Modvilligt fjernede han blikket fra sin skærm og kiggede på mig, men hans pupiller bevægede sig hurtigt hen til skærmen igen, mens hans fingre arbejdede løs. 

“Hvad er der?” spurgte han med en ligegyldig tone i stemmen, hvilket ikke hjalp spor på den vrede, der bare ventede på at eksplodere i mig. Hvad der også hidsede mig op var, at han ikke kiggede på mig, når jeg snakkede med ham. Nogle gange havde jeg overvejet at flytte hjem til min mor, fordi jeg næsten var på kanten til at fortryde, at jeg valgte min far. Men da min mor fik en ny kæreste, kunne jeg ikke få mig selv til at forlade min far. Selvom han kunne være belastende og ligeglad, så var han stadig min far, og tanken om at han levede i et hus alene, ville ærligtalt knuse mit lille hjerte.

“Du gætter næppe hvad jeg så i dag, da jeg steg ud af bussen,” sagde jeg med en provekerende stemme, der ikke så ud til at have nogen virkning på ham. Han kom bare med en brummende lyd, der indikerede, at han ikke havde nogen lyst til at snakke med mig lige nu. Det havde jeg efterhånden lært med tiden, og det fik mig op i det røde felt, men jeg forsøgte at forholde mig så roligt som muligt.

“Far, jeg ville respektere hvis du kiggede på mig, når jeg nu er din datter og ikke en fremmed,” hvæsede jeg vredt. Han sukkede højt af irritation, og for en gangs skyld fjernede han blikket fra den forbandede skærm.

“Hvordan kunne du gøre det? Jeg troede det var slut med at lede efter syge mordere!” sagde jeg med en stemme, der var fyld af vrede og skuffelse.

“Lille skat, du må forstå, at det er mit job og grunden til, at du og jeg har et tag over os,” svarede han med en rolig stemme, der fik min vrede til at dulme en smule.

“Men jeg er træt af, at lige præcis dét, er dit job. Jeg kan ikke klare tanken om, at du kan komme til skade eller om jeg kan. Tænker du aldrig på, at de mordere du er så ivrig efter at finde kan finde vores villa og overfalde os?” sagde jeg opgivende og smed mig ned i en stol, der stod ved siden af hans skrivebord. Han bed sig i hånden og rettede på sine briller, før han drejede sin stol mod den retning, hvor jeg sad.

“Jeg er ked af det Angel, men man kan ikke leve i frygt, det går bare ikke. Jeg har dette job, og jeg er nød til at udføre denne opgave. Jeg er simpelthen nød til at finde ham. At finde mordere som ham, er blevet mit liv,” sagde han og forhøjede sin stemme, så han direkte lød anklagende, og at det var mig, der var den dumme datter, der ikke kunne lade far gøre sit arbejde uden at genere ham. Men hans sætning ramte mig på et ømt punkt, og jeg kunne mærke hvordan tristheden skyllede ind over mig.

“Så er jeg åbenbart ikke en del af dit liv,” svarede jeg med en såret stemme og var allerede på vej ud af døren.

“Angel- nej,” hørte jeg ham sige, og lidt efter hørte jeg døren bag mig blive skubbet op.

“Du ved godt, at det ikke var sådan, jeg mente det,” sagde han opgivende. Jeg mærkede endnu en gang i dag vreden, der boblede i mig.

“Men hvad mente du så? Hvis det er dit liv at jage sindssyge mordere, hvad er jeg så? Du sætter jo dit liv på spild og din egen datters! Hvilken far er det?” råbte jeg vredt og viftede heftigt med armene. Et mørkt blik ramte mine fars mørkeblå øjne.

“Så er det nok. Intet du gør, får mig til at slippe McCann. Han er eftersøgt overalt - USA, England, Sydney, ja selv Australien. Denne gang kan jeg endda få en dusør på 35 millioner£,” sagde han med et glimt i øjnene.

“Der kan man bare se. Penge er vigtigere end mig,” udbrød jeg med en falsk glæde og klappede i hænderne.

“Angel-” han stoppede, da hans mobil ringede. Uden at slå et blik på mig, tog han den. Hans øjne blev opspilede, og han skyndte sig ud i gangen, hvor han tog sin jakke på.

“Ja, jeg kommer nu, jeg skal lige ud til min bil..” sagde han stresset og greb sine nøgler.

“Sluk lige min computer,” nåede han lige at sige til mig, før døren blev lukket.

Mens jeg stod og måbede over, det han kunne finde på, mærkede jeg også, hvordan en tung sten landede i min mave.

Han var fuldstændig ligeglad med mig. Han skred bare, når han vidste, jeg var såret. Han tænkte kun på arbejde og penge - det var det eneste, der betød noget for ham. Og jeg? Jeg var engang mere værd end hans skide computer. Jeg tog en dyb indånding og åndede langsomt ud, før jeg med vrede skridt gik ind i hans kontor.

Det var ikke første gang, sådan noget var sket. Han jager en morder, jeg bliver sur, vi skændtes, men han vælger alligevel sit arbejde frem for mig.  

Problemet denne gang var dog, at jeg selv kunne regne ud min far havde holdt det hemmeligt. Han kunne umuligt have startet på det i dag, jeg kunne se det i hans øjne. Han havde været ude efter den morder i et godt stykke tid og holdt det hemmeligt for mig. Det var først i dag, han besluttede sig for at afsløre det. Skuffelsen kunne ikke æde mig mere, end den allerede gjorde. Jeg rystede tankerne væk.

Jeg satte kurs mod hans computer og skulle lige til at trykke på den røde knap, i det jeg så på skærmen.

 

JASON MCCANN

 


 

Jeg gjorde mine øjne små, i det jeg satte mig ned på min fars stol. Jeg lod langsomt mit blik glide ned af skærmen.

"Jason McCann er en stærkt eftersøgt morder. I følge beregningerne har den mentalt forstyrrede dreng dræbt over 68 mennesker, da han satte ild til en kirke. Han har på samme tid dræbt dronningens 8-årige søn i England, hvilket de raser over. Med en række handlinger der udelukkende består af død og blod, har poilitet sat en eftersøgning i gang i håb om at fange ham. McCann har nu været eftersøgt i 4 år, men uden held. Det siges, at han sidste år voldtog og brændte en pige i USA, som blev fundet flere uger senere opløst. Hvad der bringer mystikken frem i denne sag er, at man kun har fået ét eneste billede af morderen, som ses længere oppe. Dette billede blev taget af en kun 16-årig dreng, som havde fået øje på morderen. Uheldigvis havde morderen også fået øje på drengen, og med koldt blod i årerne foretog han sig et angreb på drengen, som endte i hospitalet. Han døde få uger senere af sine kvæstelser, hvilket havde bragt stor urolighed i stortset hele verden. Billedet gjorde dem urolige, da alle var klar over hvor sindssyg morderen var. Flere unge har sammenlignet ham med Jack The Ripper, men da billedet blev offentliggjort, var der kun fokus på det. Vi beder til, at vi finder morderen, og vi beder om jeres hjælp - hver og en af jer. Har I mistanke om, hvor han kunne være, så ring til 994 eller skriv en mail til os på: cathingmurders@hotmail.com.”

Det var først nu det gik op for mig, at jeg måbede. Mine øjne var nærmest klistret fast til skærmen, og jeg kunne ikke fjerne blikket fra de dybe, brune øjne, der kigede tilbage på mig. Jeg gøs hurtigt og rystede derefter på hovedet. Det var ham, min far var så besat af.

Jeg mener, 4 år? Jeg turde ikke engang tænke på, hvor længe han havde løjet for mig, for sidst han var på jagt efter en morder var lang tid siden. Det havde gjort mig lykkelig, for jeg troede, han havde droppet det - lige indtil nu.

 Jeg kunne allerede læse, at han var syg i hovedet, og min far var alligevel villig til at sætte vores liv på spil. Han var altid vild efter at fange mordere som ham - stærkt eftersøgte og med stor dusør. Han havde før, da jeg var 10 år gammel, været på jagt efter en kun 12-årig dreng, så vidt jeg kunne huske. Hvad jeg også kunne huske var, at den 12-årige var farligere end nogen anden dreng på 12. Han var dømt for et drab på sin egen mor, hvilket tydeligt fortalte, at den dreng ikke havde levet et liv med dans på roser.

Jeg lod musen føre sig nedad, hvor der som en lille fakta stod:

“McCann: sidst set i Lyon, Frankrig. Den 21. marts 2010.”

Det var kun 2 måneder siden. Jeg kunne mærke mine tænder bide i min læbe. En syg overvejelse om, at jeg kunne fange den idiot, så min far droppede dette, kom frem i mit hoved. Hvis politiet, FBI og flere andre dygtige mennesker ikke kunne fange ham, hvad var mine chancer så? Hvad gjorde man i situationer som denne? Jeg var ikke ligefrem en eller anden kriminalbetjent, der havde styr på alt, men jeg var villig til at gøre hvad som helst for at stoppe min fars syge besættelse af fangsten af mordere. Jeg håbede på, at jeg denne gang kunne få ham til at stoppe, for jeg måtte selv sige at dusøren var stor. Virkelig stor.

Jeg lod mit blik falde på skærmen og lod mine tromme let på bordet. Efter noget der føltes som få minutters overvejelse, kiggede jeg igen på billedet med McCann på. Jeg bed mig hårdt i læben, før jeg endelig klikkede på “print ud.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“I’m only menace, outlaw and lousy. Everything falls down and I’m feeling drowsy. 

Take this black heart and make it white. And take this wretched thing called life.”

 

- Jason McCann 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...