Skabt til at dø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Tyra lever et helt normalt liv i et højteknologisk samfund, hvor alt kommer let. Et faktum hun aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Men hendes liv bliver ændret på et øjeblik, da hun en helt normal regnvejrsdag kommer til at stå i læ samme sted som den langt fra normale Jake. Eller hvad? Er det i virkeligheden Tyra, der er noget galt med? Uden rigtig at forstå hvorfor må Tyra pludseligt flygte for sit liv, og Jake viser hende en helt ny side af det perfekte samfund. En side der langt fra er køn. Hvad gør man, når man finder ud af, at verden ikke helt er, som man troede? Sammen med en ny og broget flok af venner gemmer Tyra sig for de højere magter. Men de har store planer med hende. Hvad gør hun, når hun pludselig skal vælge, hvem af hendes kære, der skal dø? Vil det være muligt for hende at vende tilbage til sit gamle liv? Kan man bare sådan lige glemme fregner, grå øjne, mørk hud og sygdom? Tyra er fanget i et mareridt af virkelighed og løgne, men der er ingen, der kan vække hende.

10Likes
4Kommentarer
681Visninger
AA

2. Prolog

Hej jeg undskylder til dem, der rent faktisk har læst det første kapitel, jeg lagde ud, men jeg var ikke selv tilfreds med det og har skrevet det om... starten af første kapitel har jeg brugt i starten af prologen, men ellers er det meste af den ny...
Jeg undskylder for mange fejl i kapitlerne (og at der måske er ting, der ikke giver mening), men jeg kan ikke nå at rette dem igennem nu, for jeg skal op om to og en halv time for at nå et fly...

 

Prolog

Tyra betragtede svæveren, der langsomt fløj forbi højt over hende. Det var en af de store, og de plejede ellers sjældent at flyve inde midt i byen. Alligevel var hun begyndt at se dem oftere og oftere. Det var som om, de ledte efter noget. Eller nogen. Da den var lige over hende, kunne hun ikke se den for den altan, hun stod i læ under, men hun havde ikke den store lyst til at bevæge sig ud i den silende regn bare for at kigge på svæveren. Hun var kun blevet en smule våd, inden hun nåede hen under altanen, og hun agtede at forblive så tør som muligt.
    Der gik kun få sekunder, før det store farttøj igen dukkede op i hendes synsfelt, og hun fulgte den igen med øjnene. Det var ikke ligefrem fordi, hun havde andet at lave, som hun stod der, for hun havde ingen af sine skærme med.
    Hvad de ledte efter, gad hun godt vide. Hvad var meningen med, at de fløj rundt sådan en kedelig regnvejrsdag? Rent faktisk ville hun allerhelst være oppe i svæveren. På den måde kunne hun både få at vide, hvad meningen med deres flyveri var, og hun kunne finde ud af, hvordan de så ud indvendigt. Finde ud af hvordan det var at flyve hen over de utallige bygninger i så stort et farttøj.
    Pludseligt var der en bevægelse til venstre for hende. En dreng var kommet rundt om hjørnet og trykkede sig op ad muren ikke så langt fra der, hvor hun stod. Det så ikke ud til, at han havde opdaget hende, for også hans blik var klistret til svæveren i luften. Jo mere hun betragtede ham, jo mere blev hun i tvivl om, hvorvidt han stod under altanen for at undgå regnen ligesom hende. Han var allerede så gennemblødt, at vandet dryppede fra hans sorte og usædvanlige frakke. Som han trykkede sig op ad muren, lignede han også mest af alt en, der ikke ville ses.
    ”Det er dig,” gik det pludseligt op for Tyra. ”Det er dig, de leder efter.” Drengen snurrede rundt og kiggede forskrækket på hende. Hun havde helt glemt, at han ikke havde set hende, og egentlig havde det ikke været hendes mening at sige det højt. Det var en dårlig vane, hun havde fået. Han blinkede et par gange med øjnene, men nikkede så.
    ”Ja,” svarede han. ”Det er mig, de leder efter.”
    ”Hvorfor?” spurgte hun nysgerrigt, mens hun betragtede den mærkelige dreng foran sig. For mærkelig var han. Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var, men der var altså et eller andet med hans ansigt. Noget der var forkert. Han så på ingen måde almindelig ud. Heller ikke hans påklædning eller holdning. Og snakkede han ikke også lidt sjovt?
    Drengen lagde hovedet en smule på skrå, og hun kunne se, hvordan mørkebrune hårtotter klistrede til hans pande over de grå øjne. En øjenfarve som Tyra ellers aldrig havde set før. Han kiggede vurderende på hende. Som om han ikke helt kunne finde ud af, om han skulle fortælle hende det. Til sidst åbnede han munden for at sige noget, men ordene nåede aldrig over hans læber, for i samme øjeblik dukkede en svæver op ved hushjørnet. Den kom fra den gade, som drengen også var kommet fra.
   Stadig med ryggen op ad muren trådte han et par skridt længere hen mod Tyra for at komme lidt på afstand fra den flyvende kapsel. Det så ikke ud til, at de kunne ses under altanen, for farttøjet fortsatte ligeud og ned ad gaden overfor.
    ”Fordi jeg er en farlig indtrængende,” svarede han endeligt, da han følte at svæveren var langt nok væk. Han sagde det på en mærkelig måde, som om han ikke helt mente det.
    ”En hvad?” spurgte Tyra uforstående, men i stedet for at svare hende gik han forbi hende ud i regnen og skyndte sig hen under den næste altan.
    ”Hey vent.” Tyra fulgte efter ham. ”Jeg spurgte dig faktisk om noget.”
    ”Ja, det gjorde du vel,” svarede han, mens hans øjne afsøgte himlen for svævende ting. ”Hvad var spørgsmålet?”
    ”Jeg spurgte om, hvad den der ting, du snakkede om, var?”
    ”En indtrængende?” spurgte han med et lille smil, som Tyra ikke helt forstod. Hun nikkede. Hun havde allerede glemt ordet, så det var heldigt, at han selv sagde det.
    ”Det er sådan en som mig.”
    ”Det hjælper altså ikke særlig meget, for jeg kan ikke helt finde ud af, hvad du er for en.” Han grinede, og hun kunne ikke helt finde ud af, om hun skulle føle sig fornærmet, for hun havde jo ikke sagt noget sjovt. Hun var rent faktisk meget alvorlig.
    ”Nej, så kan jeg godt se, at det er lidt et problem. Men jeg må ikke være her. Det er derfor, de leder efter mig.” Han vendte hovedet og kiggede på hende, og hun havde svært ved at vænne sig til de grå øjne. Rent faktisk virkede det højre også en smule mat.
    ”Det forstår jeg ikke. Du er da ikke yngre end mig? Og jeg har faktisk også engang været her, selvom jeg ikke måtte, og der sendte de altså ikke svævere efter mig.” Det var rigtigt nok. Da Tyra stadig boede i den anden ende af byen, havde hun engang lokket en af sine venner til at tage med hende til den del af byen, hun boede i nu. Hvorfor det var forbudt område for børn, havde hun aldrig forstået, men de var blevet ret sure på hende. Rent faktisk havde hun fået stuearrest, og der var blevet holdt ekstra meget øje med hende bagefter.
    ”Har du virkelig det?” Tyra forsikrede ham om, at det passede, og han rystede smilende på hovedet. Hvorfor det var noget at smile ad, forstod hun virkelig ikke. Jo, det havde da været lidt sjovt, men det havde ikke helt været besværet værd.
    Drengen gik igen ud i det faldende vand for at komme hen under en ny altan.
    ”Hvorfor er det, at du ikke kan blive stående samme sted?” spurgte hun, da hun endelig havde taget sig sammen til selv at løbe derover. Hun var ikke helt glad for at skulle ud i regnen.
    ”Fordi der er nogen, der leder efter mig, og jeg vil helst ikke findes.” Det gav vel mening. Men svæverene var ikke længere i nærheden, så hun syntes ikke, problemet var så stort. Alligevel fulgte hun efter ham, da han fortsatte sin tur hen langs bygningen. Regnen så ikke ud til at ville holde op lige foreløbigt, og et eller andet skulle hun jo bruge ventetiden på. Hvorfor så ikke snakke med den mærkelige dreng?
    ”Hvorfor er det så, at du ikke må være her?”
    ”Fordi mennesker ikke må være her om dagen.”
    ”Om dagen? Jamen, der er da mennesker over det hele om dagen?” Hun så uforstående på ham. Måske der var noget galt med ham. De ting han sagde, gav i hvert fald ikke meget mening.
    ”Ikke den slags mennesker. Rigtige mennesker.” Nu var Tyra forvirret.
    ”Findes der da forkerte mennesker?”
    ”Sådan kan man vel godt sige det,” svarede han og lagde hovedet en smule på skrå. Han lignede en, der overvejede et eller andet. ”Du lyder til at være ret nysgerrig. Bliv ved med at være det. Det er en god ting. Men jeg bliver altså nødt til at gå fra dig nu, for jeg skal væk, inden de kommer tilbage.”
    Han havde ret. Hun var ret nysgerrig. Det var jo derfor, hun var taget herover, da hun var mindre. Det sjove var bare, at hun altid havde fået at vide, at det var lidt en dårlig ting, fordi hun var lidt mere nysgerrig, end hvad godt var.
    ”Hvor skal du hen?” spurgte Tyra, da han endnu engang trådte ud i regnen. Det gik op for hende, at de var nået til den sidste af bygningens altaner. Hun overvejede kort, om han så ville løbe over til den næste bygning og stå i læ? Ikke at han lignede en, der søgte læ. Ikke når han alligevel var så våd.
    ”Hjem. Måske ses vi igen en anden gang.” Han begyndte at klatre op ad den nødstige, der var fastgjort til den glatte, hvide mur. Tyra havde aldrig før i sit liv set nogen benytte stigerne. De var besværlige og forældede, og så var der ligesom aldrig brug for dem.
    Han nåede hurtigt op i altanens højde, og der gik ikke mange sekunder, før hun ikke kunne se ham længere. Han lignede en, der var vant til at klatre. Tyra sendte regnen et tvivlende blik. Hun var ikke helt sikker på, at hun havde lyst til at følge efter ham, hvis han havde planer om at klatre hele vejen op ad stigen i det vejr. Det kunne godt være, at han allerede var gennemblødt, men det var hun altså ikke. Til sidst trådte hun væk fra altanen. Bare for at se hvor langt han var kommet.
    Men han var væk.
    Der var intet tegn på, at han nogensinde havde været der, og undrende trådte Tyra tilbage i læ, mens hun ventede på, at regnen ville stille en smule af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...