Skabt til at dø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Tyra lever et helt normalt liv i et højteknologisk samfund, hvor alt kommer let. Et faktum hun aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Men hendes liv bliver ændret på et øjeblik, da hun en helt normal regnvejrsdag kommer til at stå i læ samme sted som den langt fra normale Jake. Eller hvad? Er det i virkeligheden Tyra, der er noget galt med? Uden rigtig at forstå hvorfor må Tyra pludseligt flygte for sit liv, og Jake viser hende en helt ny side af det perfekte samfund. En side der langt fra er køn. Hvad gør man, når man finder ud af, at verden ikke helt er, som man troede? Sammen med en ny og broget flok af venner gemmer Tyra sig for de højere magter. Men de har store planer med hende. Hvad gør hun, når hun pludselig skal vælge, hvem af hendes kære, der skal dø? Vil det være muligt for hende at vende tilbage til sit gamle liv? Kan man bare sådan lige glemme fregner, grå øjne, mørk hud og sygdom? Tyra er fanget i et mareridt af virkelighed og løgne, men der er ingen, der kan vække hende.

10Likes
4Kommentarer
687Visninger
AA

4. Kapitel 2

Kapitel 2

Tyra blev vækket af en lav skramlen. Lige da hun slog øjnene op, vidste hun ikke, hvor hun var. Loftet over hende var i hvert fald ikke hendes eget. Hendes værelsesloft var glat og hvidt. Ligesom alt andet i den by hun var vokset op i. Men over hende var der i stedet lange rækker af ru træbrædder, der var fyldt med knaster og synlige årer. Længe lå hun og betragtede dette besynderlige og meget grimme loft, mens hun prøvede at huske, hvordan hun var endt i denne seng, som ikke engang var behagelig. Madrassen var for hård, puden for flad og det tæppe, hun havde brugt som dyne, kradsede. Hun befandt sig et meget mærkeligt sted.    

   Tyra kneb øjnene hårdt sammen, og alle gårsdagens hændelser væltede ind over hende. Jake, de mærkelige ting han fortalte og flugten væk fra kvinden, der ikke var Sitra. Skramlelyden lød igen, og fortumlet satte Tyra sig op. Hun befandt sig på et lille rodet værelse, og der stod en meget primitiv reol op ad vægen over for sengen. Ved bagvæggen stod det, der lignede en stor samling skrammel.    

   Men det var ikke det eneste, hun så, som hun sad der på den hårde seng halvvejst viklet ind i uldtæppet. Hun fandt årsagen til de lyde, der havde vækket hende. En dreng var ved at rode efter noget i en kasse. Da han rejste sig op, kunne Tyra se, at han ikke var specielt høj. Men det var ikke det, der fangede hendes opmærksomhed mest, da han vendte sig rundt,så hun kunne se ham forfra. Det var heller ikke det lyse, pjuskede hår eller den alt for store, men slidte og krøllede T-shirt, han havde på. Det, der fik Tyra til at stirre på denne fremmede dreng, var hans øjne. Tyra havde syntes, at Jakes øjne var mærkelige, fordi de var grå, men med denne drengs øjne var det meget værre. De havde nemlig to forskellige farver. Det ene øje var fuldstændig blåt, mens det andet havde en nøddebrun farve. Tyra havde aldrig i sit liv set noget lignende. Hvordan kunne ens øjne ikke passe sammen? Drengen smilede venligt til hende, og hun skyndte sig at slå blikket ned. Det var ikke pænt at stirre.    

   "Undskyld at jeg vækkede dig," undskyldte han, men Tyrra rystede bare på hovedet. Hun havde en fornemmelse af, at hun havde sovet længe, så det var nok meget godt. Hans smil blev bredere.    "Du ser så forvirret ud." Hun sukkede. Det var da klart, at hun var forvirret, når hun ikke ante, hvor hun var og ikke helt kunne huske, hvordan hun var kommet derhen.    

   "Jeg tror lige, jeg skal vågne helt. Hvad er klokken?"    

   "Den er lige omkring elleve," svarede han, og Tyra kunne ikke lade være med at gøre store øjne. Hun kunne ikke huske, at hun nogensinde havde sovet så længe. Hun havde altid haft svært ved at sove, når det var lyst, men der var jo på den anden side heller ikke vinduer i det lille værelse. Alligevel syntes Tyra, at elleve var ret sent. Også selvom hun selvfølgelig ikke var kommet i seng til normal tid.    

   "Elleve," gentog hun. Mest for at være helt sikker på at hun havde hørt rigtigt. Drengen smilede stadig. Han havde et dejligt smil. Det var så venligt og oprigtig. Hvis Tyra havde kendt til beskrivelserne 'livsbekræftende' og 'imødekommende', var det nok de ord, hun ville have brugt. Han mindede hende en smule om Sitra. Det blå øje havde samme farve som hendes øjne, og hun smilte også altid. De var begge to typen, som man fik lyst til at kramme.    

   "Det er slet ikke så sent igen taget i betragtning af, hvor sent I kom her i går, og hvor træt du var."    

   "Jeg kan slet ikke huske, at vi kom her i går. Hvor vi så end er." Det sidste Tyra huskede var, at de slap ud af Blok 142 uden at blive opdaget, og at Jake trak hende med ned ad nogle mindre gader. Hun huskede også godt, at de til sidst var kommet et eller andet sted hen, men hun huskede ikke værelset, og at hun havde lagt sig i sengen.    

   "Det er måske ikke så mærkeligt, for du sov nærmest inden, I nåede ind. Men det var også ret sent." Han rystede på hovedet, og så blev der ikke sagt mere om det. I stedet fortalte drengen, at han hed Daniel, og Tyra lagde sig ned i sengen igen. På en måde ville hun ønske, at hun ikke kunne huske noget af det, der var sket aftenen før. Det virkede ikke mere overskueligt, selvom hun havde sovet og derfor ikke var træt længere. Rent faktisk virkede det en smule håbløst. Her var hun. Et mærkeligt sted hun ikke ante hvor var sammen med folk med lige så mærkelige øjne. Der var en eller anden sindssyg kvinde, der ville have fat i hende, og verden var åbenbart meget større, end man skulle tro var muligt. Og så var der alle de ting, hun ikke forstod eller var uvidende omkring.    "

   Vent." Tyra kæmpede sig igen op at sidde. "Sagde du, at du hed Daniel? Var det så dig, Jake snakkede med i går?" Han nikkede, og Tyra var ret sikker på, at denne dreng ikke var, hvad hun havde regnet med, da den gråøjede dreng ringede sin ven op. I forhold til de ting, Jake havde fortalt, og de ting han gjorde, virkede Daniel så lille og sød. Han lignede ikke typen, der rendte gennemblødt rundt, mens han flygtede fra svævere og kravlede op ad nødstier.    

   "Hvor er han egentlig henne? Altså Jake?" spurgte Tyra efter at have tvunget sit blik væk fra den lyshåredes interessante øjne.    

   "Derude." Daniel nikkede mod døren, og Tyra følte sig på en måde en smule dum, fordi det vel egentlig var noget, hun selv kunne have regnet ud. Tyra fulgte efter Daniel ud i et rum, der var flere gange så stort som Tyras værelse. Men der skulle selvfølgelig heller ikke meget til. I den ene ende af rummet var der en slags afskærmning, så der næsten blev et lille værelse, og udenfor den stod et bord og noget, der lignede forældede former for elektronik. I den ende af rummet, som Tyra var kommet ud, stod der noget, som Tyra senere skulle finde ud af var en sofa, og noget der kunne ligne en vægskærm en smule. Forskellen var bare, at denne skærm var alt, alt for tyk, og så stod den på en gammel slidt trækasse i stedet for at hænge på væggen. Lille var den også.    

   De gik hen langs muren, der virkede beskidt, og nåede til en døråbning magen til den, de var kommet ud af. Der var bare ingen dør. I stedet var der bare et nusset stykke stof, der kunne trækkes for som forhæng.    Det var mærkeligt for Tyra, at tingene hverken var hvide, nutidige eller automatisk. At alting var så slidt. Inden i byen var der aldrig noget, der nåede at blive slidt, og der var også rent. Hvor end det var, at hun befandt sig, så virkede der beskidt. Måske det mest var på grund af de manglende hvide flader.    

   Inde bag forhænget var et værelse på størrelse med det, hun havde sovet i, og ved et knapt så stabilt bord sad Jake. Han sad med noget for Tyr ukendt i hænderne og havde det helt oppe ved hovedet.    

   ”Tag dog den bog lidt tættere på.” Jake kiggede op og sendte Daniel et surt blik. Hun forstod ikke helt, hvad det handlede om, men det måtte hun vel vænne sig til. Det så ud til, at hun ville møde mange mærkelige ting den næste tid, og nok ikke ting hun kunne forstå.

 

Der blev fundet noget morgenmad frem til Tyra, og hun fik lov at spise i fred, mens Jake og Daniel snakkede om et eller andet. Hun vidste ikke helt, om hun syntes, at maddens betegnelse passede til det. Medmindre altså at morgenmad var det samme som et stykke brød, der var ristet lidt for meget. En ting var sikkert. Det var ikke, hvad hun var vant til at få til morgenmad. Men hun var sulten, så det lykkedes hende at tygge sig igennem det.    

   ”Er det her, I bor?” spurgte hun, da de to drenge kom tilbage, og de nikkede begge.    

   ”Men det er ikke kun os. De andre er bare iikke lige hjemme,” fortalte Daniel, som tog hendes tomme tallerken. ”Stedet her blev engang brugt af nogen, der skulle op i byen tit, men det har stået tomt så længe, at vi er flyttet ind.” Tyra rynkede brynene. Der var noget af det, den lyshårede dreng sagde, der ikke helt gav mening.    

   ”Op?” Jake nikkede og tog over: ”Vi befinder os under byen. Kan du slet ikke huske, hvordan vi kom herned?” Tyra rystede på hovedet, og et skævt smil dukkede op på hans ansigt. ”Du må også have været træt, når du har sovet så længe.”

 

***

 

Tyra fulgte efter Jake ned ad den lange, brede gang. Ligesom i det rum, de lige havde forladt, sad der tykke, sølvfarvede rør oppe under loftet. Gulvet var både beskidt og slidt. Som om snavsede sko trampede hen ad gangen hver evig eneste dag. Jake kunne fortælle, at det rent faktisk var tilfældet. De trampede bare ikke om dagen, men om natten, når folk i byen sov. Der lød en voldsom larm inde fra væggen af, og Tyra sprang væk fra den med et kæmpechock og hjertet helt oppe i halsen. Jake grinede.    

   ”Det er undergrundsbanen. Den går lige på den anden side af væggen.” Egentlig gav det vel god mening, nu hvor hun havde fundet ud af, at de befandt sig under jorden. Også grunden til at der ikke havde været vinduer på det lille værelse.    

   De var på vej mod udgangen, der skulle føre dem op i byen. Som Jake så rigtigt havde påpeget, kunne hun jo ikke blive ved med at gå i det samme tøj resten af sit liv. Hun håbede bare, at han ret i, at det var sikkert at komme i hendes hjem allerede dagen efter, at hun var flygtet derfra. De regner ikke med, at vi kommer, så de vil ikke holde øje med blokken, havde han sagt. Han vidste vel, hvad han snakkede om.    

   Da de havde gået i det, der føltes som en uendelighed, stoppede Jake op ved en stige, der sad fast i den smudsede væg. Tyra huskede ikke at have klatret ned ad den, og hun var ikke helt tryg ved at skulle klare op ad den. Den virkede ikke specielt sikker, og hun havde aldrig i sit liv kravlet op ad en stige. Alligevel fulgte hun efter Jake uden at sige noget. Han skulle helst ikke tro, at hun intet kunne finde ud af. Hun følte sig allerede alt, alt for dum og uvidende. Over stigen var en lem, og pludseligt stod de i en lille, men ren og pæn gyde mellem to store bygninger. Egentlig var det bare en lille sprække, som ingen normalt lagde mærke til, hvilket vel også var meningen. Som Jake havde fortalt, var det folk af hans slags, der kom og gjorde gaderne rene om natten, og de skulle jo helst kunne komme op et sted, uden at det undrede nogen, at der var et hul i vejen.    

   Det måtte være samme sted, de var kommet ned aftenen før, for det viste sig, at de var ret tæt på hendes hjem. Eller tidligere hjem. Hvis Jake havde haft ret, da han sagde, at hun aldrig kunne vende tilbage. Med en ubehagelig følelse i maven skubbede hun tanken fra sig. Lige nu skulle hun bare fokusere på nuet og håbe, at hun ville være for træt til at tænke, når hun engang skulle i seng igen. Tyra var lettet, da hun stod på det lille værelse, der stadig så ud, som da hun forlod det. Vægskabet åbnede af sig selv, da den genkendte hendes håndaftryk, og de puttede så meget af hendes tøj, som kunne være i den sæk, Jake havde taget med, ned i den.

   ”Du skal nok få brug for det. Ellers kender jeg en, der sikkert ikke ville have noget i mod et sæt helt nyt tøj.” Hvem han snakkede om, vidste hun ikke, men hun gik ud fra, at det var en af dem, som han og Daniel havde snakket om. En der også boede i det, de kaldte deres hjem. Men han havde ret i, at hendes tøj var ret nyt. Noget af det havde slet ikke været brugt, og intet af det var det mindste slidt. Uden at vide det med sikkerhed gik Tyra ud fra, at det var lidt anderledes med tøj uden for byen. Jake havde trods alt sagt, at de ikke havde alt det, som folk i byen havde. Og ellers ville han vel ikke lægge tryk på ’nyt’?    

   På Jakes opfordring tog Tyra nogle andre ting med også. Et par ekstra sko, miniskærmen og en lille bamse hun havde fået af Sitra, engang de var i tivoli. Tivoli. Turen med hendes to venner blev nok ikke til noget nu. Et faktum der rent faktisk gjorde hende ret trist. Hvad skulle hun også sige til sin veninde? Hun kunne jo ikke bare forsvinde, uden at Sitra ville opdage det. Hun måtte spørge Jake til råds senere. Nu skulle de skynde sig tilbage til den underjordiske tunnel. Ikke at hun havde lyst til det. Det var en smule klaustrofobisk og ret indelukket. Og ulækkert.    

 

”Tyra, der er nok noget, jeg bliver nødt til at forklare dig, inden vi kommer tilbage, for jeg vil tro, at de andre er kommet hjem.” Jake var stoppet op, og hun gjorde det samme, inden hun vendte sig om i mod ham.    

   ”Hvad?”    

   ”Noget af alt det med mennesker.” Tyra bed sig i læben. Hun var ikke sikker på, om hun havde lyst til at høre det. Om hun havde lyst til at få mere at vide om den forskruede verden, hun åbenbart befandt sig i. Men havde hun noget valg? Hun kunne ikke vende tilbage til sit gamle liv, og hvis hun skulle blive sammen med Jake og hans venner, blev hun nok nødt til at forstå. Måske det også ville gøre alting lettere. Hvis bare alting kunne give mening.    

   ”Kan du huske, at jeg sagde, at der findes to slags mennesker?” Hun nikkede. Det var ikke noget, man bare sådan lige glemte. ”På en måde findes der tre. Sådan nogle som dig, sådan nogle som mig, og sådan nogle som Daniel.”    

   Det Jake fortalte var skræmmende. Hun brød sig ikke om det og ville ønske, at hun aldrig skulle have hørt det. Desværre kunne hun umuligt glemme det. Nogensinde. Hun vidste godt, at mennesker blev født. Det havde hun fået at vide i skolen. Hvordan det foregik, vidste hun ikke og havde aldrig tænkt over det. Hun havde aldrig troet, at det kunne være vigtigt og afgørende. Men det var meget vigtigt. Det var det, der var hele forskellen på hende og Jake. To mennesker kunne sammen få børn. Mennesker som Jake. Hvordan fortalte han ikke, men Tyra følte, at hun forstod det vigtige. Disse to mennesker blev noget, Jake kaldte for barnets mor og far, og hos dem boede barnet til det blev voksent. Det var ikke ligesom i byen, hvor alle børn boede samlet, inden de fyldte femten og fik hvert deres værelse i en af blokkene, hvor de skulle bo, til de blev 20. Hvad der skete bagefter, vidste Tyra faktisk ikke. Man flyttede vel til et nyt sted for voksne?   

   Men det var den naturlige måde, børn kom til verden på. Det var den måde, mennesker som Jake kom til verden på. For Tyra var ikke blevet født på den måde. Det var Daniel heller ikke. Det var den del, Tyra ikke brød sig om. Hun kunne også se på Jake, at han ikke brød sig om at fortælle hende det.    

   ”Ser du, Tyra. Vi mennesker har mere eller mindre ødelagt de steder, vi plejede at bo. Det er noget, der er sket for så længe siden, at der ikke længere lever nogen, der ved, hvad der faktisk skete, men det betød, at vi ikke var særlig mange tilbage. Nu er vi så samlet i de forskellige byer. Men dem, der bestemmer over byerne, vil have, at menneskene igen kan bo over alt på Jorden, men de vil ikke genbefolke den med almindelige mennesker. De siger, at alle problemerne så bare opstår igen. I stedet vil de skabe en perfekt menneskerace, der kan sprede sig ud i verden.”  

    Det var det byerne var. Et sted hvor man skabte det, Jake kaldte perfekte mennesker. Hvor man skabte sådan nogle som Tyra og Daniel. Det var derfor, de ikke var rigtige mennesker. De var ikke blevet født. De havde ikke en mor og en far. De blev produceret nøjagtigt ligesom vægskærmene gjorde. Bare på en anden slags fabrik. Tyra brød sig ikke om at kunne sammenlignes med noget så simpelt som en vægskærm. Eller en dør for den sags skyld. Hun følte sig pludseligt så betydningsløs. Hun følte sig som en ting, man kunne smide væk.

 

”Hvad er forskellen så på Daniel og mig?” spurgte Tyra til sidst, da hun ikke længere kunne holde ud at tænke på de ting, hun havde fået at vide. Egentlig var det ufatteligt. Noget man umuligt kunne tro på. Men hun var efterhånden nået frem til, at Jake talte sandt. Bare det faktum, at hun havde set, hvor mærkelige han og Daniel så ud, og at der var gangsystemer under byen, sagde nok om, hvor mange ting, hun ikke vidste. Hvor mange ting, der ikke var, som hun troede. Hun brød sig ikke om, at Jake ikke bare svarede med det samme. Det var som om, han vidste, at hun ikke havde lyst til at høre det her. Som om han overvejede at skåne hende for endnu en forfærdelig sandhed.    

   ”I skal jo være perfekte mennesker,” begyndte han tøvende. ”Og så bliver de jo nødt til at bestemme, hvad der er perfekt.” Til sin overraskelse forstod Tyra, hvad han mente. Det var derfor, hun aldrig havde set nogen med grå øjne eller nogen, der var lige så lave som Daniel. Det var fordi, at nogen havde bestemt, at det ikke var perfekt nok.    

   ”Men det sker jo nogle gange, at der opstår en fejl,” fortsatte han, da han vidste, at hun forstod, og hun tænkte igen på fabrikker. Der kunne også opstå en fejl, når man skulle lave en skærm eller et par bukser. ”Daniel… er en fejl. Han er ikke høj nok, og du skal ikke bilde mig ind, at du ikke har undret dig over hans øjne.”    

   ”Hvad sker der med… fejl?” Tyra bed sig i læben endnu engang. Det var vist ved at blive en dårlig vane, og hun ville ende med at bide hul. Ikke så godt. Men hun var bange for at høre svaret. For hun havde jo aldrig i sit liv set en, der var en fejl, før hun mødte Daniel. Hun fik det helt dårligt med, at hun havde stirret sådan på ham fra morgenen af. Hvis ikke det havde været pinligt, ville hun have sagt undskyld, når de kom tilbage. Hun måtte bare håbe, at han fandt det okay.    

   ”De kommer herud. De kan ikke bruge dem i byerne. Det er langt under halvdelen, der overlever, for der bliver nødt til at være nogen, der tager sig af dem.” Hun følte sig som en ting, man kunne smide væk. Hun var en ting, der kunne smides væk. Det var jo i bund og grund det, der var sket med Daniel. Men hvis det var så lidt, der skulle til, så var et menneske ikke mere værd end en hvilken som helst anden ting? Hvis de bare kunne smides væk, fordi de ikke var perfekte.    

   ”Men det kan man da ikke? Man kan da ikke bare smide mennesker væk?” Tyra sukkede. Nu havde hun igen sagt noget højt, selvom det egentlig ikke var meningen. Men Jake smilede bare.    

   ”Det var en meget rigtig måde at formulere det på. Men jeg har jo sagt, at verden er uretfærdig.” Eller nærmere ond, tænkte Tyra, og det lykkedes hende ikke at sige det højt. Menneskeliv var da ikke noget, man bare sådan lige kunne kaste rundt med.    

   ”Jeg er ked af, at jeg skulle fortælle dig alt det her,” fortalte Jake, da de nåede døren, der førte ind til det, der nu var Tyras nye hjem. ”Men jeg tænkte, at du hellere måtte forstå det sådan nogenlunde, inden du møder de andre. Der er en mere lidt ligesom Daniel, men ellers er de ligesom mig. De har alle noget ved deres udseende, du ikke har set før.” Altså noget der ikke var perfekt. Tyra ville aldrig igen bryde sig om det ord. Da de kom ind, sad Daniel ved afskærmningen og lavede et eller andet med de ting, Tyra stadig gik ud fra, var elektronik. Han hilste på dem, og kort efter blev der råbt fra sofaen af:    

 

”Er det Jake og hende pigen?”    

   ”Nikolaj! Den pige har et navn, og du kan da selv tjekke.” Den anden var en pigestemme, og Tyra nåede frem til, at det måtte være hende, Jake havde snakket om, da de var i byen. Medmindre der var flere piger selvfølgelig. ”Jamen, undskyld da,” svarede drengen, der måtte hedde Nikolaj.    

   ”I to opfører jer ordenligt, ellers får i meget store problemer.” En pige dukkede op fra sofaen, og Tyra prøvede ikke at gøre store øjne, men det var umuligt. Hendes hudfarve var ikke lys. Hun var ikke bare en smule solbrun. Nej, hendes hudfarve var simpelthen bare mørkere end nogen, Tyra nogensinde havde set. Helt naturligt havde hun en ifølge Tyra pæn brun farve. Det så mærkeligt ud, og hun vidste med det samme, at det ville blive langt sværere at vænne sig til end grå øjne. Det blev ikke bedre, da to helt ens drenge med alt for lys hud, rødt hår og mærkelige orange prikker over det hele fulgte efter hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...