Skabt til at dø

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 20 jul. 2013
  • Status: Igang
Tyra lever et helt normalt liv i et højteknologisk samfund, hvor alt kommer let. Et faktum hun aldrig har sat spørgsmålstegn ved. Men hendes liv bliver ændret på et øjeblik, da hun en helt normal regnvejrsdag kommer til at stå i læ samme sted som den langt fra normale Jake. Eller hvad? Er det i virkeligheden Tyra, der er noget galt med? Uden rigtig at forstå hvorfor må Tyra pludseligt flygte for sit liv, og Jake viser hende en helt ny side af det perfekte samfund. En side der langt fra er køn. Hvad gør man, når man finder ud af, at verden ikke helt er, som man troede? Sammen med en ny og broget flok af venner gemmer Tyra sig for de højere magter. Men de har store planer med hende. Hvad gør hun, når hun pludselig skal vælge, hvem af hendes kære, der skal dø? Vil det være muligt for hende at vende tilbage til sit gamle liv? Kan man bare sådan lige glemme fregner, grå øjne, mørk hud og sygdom? Tyra er fanget i et mareridt af virkelighed og løgne, men der er ingen, der kan vække hende.

10Likes
4Kommentarer
723Visninger
AA

3. Kapitel 1

Kapitel 1

Tyra og Sitra jublede. Tero havde scoret igen, og hans hold var nu foran med tre mål. Tyras blik var klistret til den store skærm, der var zoomet ind på hendes ven, der smilede stort. Normalt var Tyra ikke den store fan af sport, men når det var Tero, der spillede, ville hun med glæde se det. Han var trods alt en af hendes bedste venner, og så blev det altid til sådan nogle hyggelige aftener sammen med Sitra, hendes bedste veninde, fordi de altid fulgtes til kampene.
    Pludseligt rystede billedet, og et ansigt dukkede op på skærmen, der hvor Tero havde været for få sekunder siden. Eller det lignede lidt et menneskeansigt. Der var øjne, næse, mund og hår, og faconen passede nogenlunde til et menneske.
    Men der holdt ligheden også op.
    Huden, der dækkede ansigtet, virkede slap, og den var rynket. Øjnene var matte, og den smule hår, der var, havde en mærkelig grå farve. Når Tyra tænkte over det, var hudfarven også lidt for gullig. Læberne, der var let adskilte, var tørre og sprukne.
    Det var et forfærdeligt syn.
    Ved hendes side havde Sitra knebet øjnene hårdt sammen.
    ”Sig når det er væk,” mumlede hun, og hun lød som en, der havde det dårligt. Ikke at Tyra ikke godt kunne forstå det. Men hun kunne ikke tage øjnene fra skærmen. Der var et eller andet med det ansigt. Hun kunne bare ikke finde ud af, hvad det var. Hun kom til at tænke på en, hun engang havde mødt. En der snakkede om rigtige og forkerte mennesker. Var ansigtet på skærmen et forkert menneske? For det kunne i hvert fald ikke være et rigtigt et?

Med en lyd, der ikke lød helt rigtig, gik skærmen ud. Som om den ikke var blevet slukket korrekt. Som om nogen bare havde skyndt sig at få det skrækkelige billede til at forsvinde.
    Tyra kiggede rundt. Alle sad og kiggede forvirret på hinanden eller de sorte skærme. Nogle så bange ud, mens andre havde et sygeligt udtryk i ansigtet. Der var ikke mange, der stadig fulgte med i kampen, der fortsatte uberørt under dem. Hun tog sin venindes hånd.
    ”Det er væk nu.” Sitra åbnede langsomt og forsigtig øjnene. Hun skævede op til en af de store skærme for at være helt sikker på, at ansigtet virkelig var forsvundet.
    ”Hvad i alverden var dog det?” Sitra lød en smule hæs og usikker. Hun knugede sin venindes hånd.
    ”Jeg ved det ikke,” svarede Tyra stilfærdigt. ”Jeg ved det virkelig ikke.” Der gik lang tid, før folk rigtig fulgte med i kampen igen, og det var heller ikke helt nemt, for skærmene forblev slukkede. Rundt omkring blev der hvisket om det mærkelige ansigt, og Tyra kunne slet ikke koncentrere sig om spillet og om at finde Tero mellem de mange spillere. Tanken om rigtige mennesker blev ved med at køre i ring i hendes hoved.

Da kampen endelig var slut, mødtes de to veninder med Tero, og Sitra begyndte straks at fortælle om det mystiske ansigt. Tyra holdt sig lidt i baggrunden og lod veninden om det. Sitra var rigtig god til at genfortælle ting, men hun havde også en frygtelig vane med at overdrive. Hun endte i hvert fald med at få gjort det hele en smule værre, end det havde været.
    Tero så bare forfærdet på Sitra, mens de gik væk fra omklædningsrummet, de havde mødtes udenfor.
    ”Tror du, vi får at vide, hvad det var?” spurgte han, men Sitra trak bare på skulderen. Det vidste hun ærlig talt ikke, men hun vidste i hvert fald, at hvad det så end var, så var det klamt.
    ”Skal vi ikke lige vente lidt med at gå?” spurgte Tyra, der havde kigget på de mange mennesker, der gik mod Stadions udgang. Der var overfyldt og larmende i gaderne, når en kamp lige var slut.
    ”Jo, lad os det,” svarede Sitra og satte sig på en af de lave bænke. Foran dem var den enorme spilleplads, der nu lå mørk og øde hen. Bænkene kunne hæves i højde, så de passede til det, der blev spillet, men når kampen var slut, blev de sænket ned.
    ”Vil I med i tivoli i morgen?” spurgte Sitra efter lidt tid, hvor hun havde kørt sine fødder rundt i ring. Hun havde et eller andet med cirkler, havde Tyra fundet ud af.
    ”Jeg kan ikke,” sukkede Tero. ”Der er træning i morgen eftermiddag.”
    ”Øv. Hvad så med i overmorgen? For det duer ikke på søndag, når vi skal i skole dagen efter. Der er sjovest om aftenen.”
    ”Gerne for mig,” svarede Tyra, der syntes, at en tur i tivoli var meget fristende. Det var efterhånden ret lang tid siden, hun sidst havde været der, og så var det altid så hyggeligt. Tivoli lå egentlig ret langt væk, men når man bare tog undergrundsbanen, tog det ikke så lang tid at komme derhen. Dernede var der afgang i alle retninger hvert tiende minut, og så længe man bare ikke blev væk fra hinanden mellem de mange mennesker i det indviklede gangsystem, var det en meget sjov og hurtig rejseform.
    ”Der kan jeg også,” nikkede Tero, og Sitra smilede.
    ”Dejligt. Så har vi en aftale. Men nu er jeg altså træt, så jeg vil gerne hjem.” De andre nikkede, og kort tid efter var de på vej mod udgangen. De fleste andre var efterhånden kommet ud, men der var stadig mange mennesker uden for den enorme glaskuppel. De tre venner stoppede op for at finde ud af, hvilken rute der var nemmest at tage mellem de mange grupper af snakkende mennesker.
    Tyra kiggede rundt og fik til sin overraskelse øje på en enlig skikkelse, der havde trukket sig tilbage i skyggerne. En skikkelse hun på trods af det kunne genkende. Mest af alt var det nok på grund af frakken. Den lignede stadig ikke normal påklædning.
    ”Sitra. Tero. Der er lige en, jeg skal snakke med. Er det okay, hvis jeg går?” spurgte Tyra hurtigt, mens hun holdte øje med skikkelsen.
    ”Selvfølgelig,” smilede Sitra. ”Så ringer jeg bare til jer engang i morgen, så vi kan få aftalt den tivolitur. Det bliver ikke i aften, for jeg skal i seng, lige så snart jeg kommer hjem.” Hun gabte, og det understregede på en måde hendes ord. Tyra gav hende et hurtigt kram, inden hun banede sig vej mellem de mange mennesker for at komme hen til et helt bestemt et.

Tyra stoppede op, da hun nåede personen, der stod lænet op ad glasmuren i udkanten af lysfeltet foran Stadions indgang. Hun var allerede opdaget.
    ”Jamen dig har jo set før,” lød det muntert fra drengen. Det var ham. Det var ham, der havde snakket om rigtige og forkerte mennesker. Ham hun engang var stødt ind i en regnvejrsdag for efterhånden et godt stykke tid siden.
    ”Ja,” svarede Tyra, selvom det jo ikke var nødvendigt. ”Du snakkede om rigtige mennesker, kan du huske det?” Hans ansigtsudtryk skiftede, og han så alvorligt på hende.
    ”Hvad mente du med det?” Den alvorlige mine blev brudt af et lille, skævt smil.
    ”Så virker det måske.” Tyra kunne ikke helt finde ud af, om han snakkede til sig selv eller hende, for det var i hvert fald ikke et svar på hendes spørgsmål.
    ”Hvad virker?”
    ”Du var inde at se kampen, ikke?” Hun nikkede. ”Lagde du mærke til skærmene?” Tyra nikkede igen. Hun var ikke helt sikker på, hvor han ville hen med de spørgsmål.
    ”Ved du, hvad det var?” Det var jo egentlig det, hun havde håbet på, at han vidste. At det på en eller anden måde hang sammen med det, han havde snakket om. Måske de to ting på den måde kunne komme til at give mening.
    ”Selvfølgelig,” smågrinede han. ”Det er mig, der har fikset signalet.” Han havde hvad? Tyra følte sig en smule dum, fordi hun ikke rigtig kunne forstå, hvad han snakkede om. Han havde det med at bruge ord, hun ikke kendte. Det så ud til, at han godt kunne se det på hende.
    ”Det var mig og en anden, der fik billedet til at komme frem,” forklarede han, og et øjeblik gav det hele mening. Indtil det gik op for Tyra, hvad det egentlig var, han havde sagt.
    ”Fik I det til at dukke op på skærmene?” Han nikkede.
    ”Prøv at hør. Det er ikke helt nemt at forklare.”
    ”Men hvad var det?”
    ”Det er heller ikke så nemt at forklare.”
    ”Eller også vil du ikke?” Hun så mistænksomt på ham. Han var ikke særlig god til at svare på spørgsmål, men han prøvede heller ikke rigtig. Han smilede.
    ”Jo, det vil jeg faktisk gerne, hvis du er sikker på, at du vil vide det.” Hans grå øjne kiggede alvorligt på hende, og hun kunne efterhånden forstå, at det rent faktisk var ret alvorligt. Det var ikke bare skæg og ballade. Det her var noget. Det var det noget, der var med ansigtet på skærmen. Det noget, der var med denne mærkværdige dreng.
    ”Jeg vil gerne vide det,” svarede Tyra stille. ”Jeg vil gerne forstå”
    ”Og det er fantastisk. Det er sådan nogen som dig, vi leder efter.”
    ”Du bliver altså også nødt til at forklare mig, hvem ’vi’ er,” sukkede Tyra og overvejede, om alting havde været nemmere, hvis hun bare var gået med de andre hjem. Men hun ville gerne forstå det. Den mystiske dreng med de grå øjne kunne fortælle hende noget, hun ikke vidste. Og det lød som om, det var noget vildt. Tyra vidste godt, hvorfor hun fandt det så interessant. Det var fordi, hun manglede noget at lave. Hverdagene blev for ens og kedelige. Der skete aldrig noget nyt. Hun manglede noget til at mætte den nysgerrighed, drengen havde sagt, der var så god.
    ”Det skal jeg. Men ikke her.” Tyra havde godt lagt mærke til, hvordan han hele tiden kiggede rundt.

De endte med at gå hjem til Tyra. Hvor skulle de ellers gå hen? De blev jo nødt til at komme ind et eller andet sted, hvis ikke Tyra skulle blive sindssyg af, at han hele tiden skulle se sig omkring og kigge efter svævere på den natsorte himmel. Han havde lovet hende, at han nok skulle forklare hende det hele. Hvem han var. Hvad det mystiske ansigt var.
    ”Hvad hedder du egentlig?” De var på vej op med elevatoren, og der var ikke blevet sagt noget længe. Det eneste, Tyra kunne tænke på, var hendes mange spørgsmål, og de kørte rundt og rundt i hendes hoved. Hun var bare bange for, at svarene kun ville forvirre hende mere. Hun rystede på hovedet for at klare tankerne en smule, inden hun fortalte ham sit navn, og han nikkede.
    ”Jeg hedder Jake,” fortalte han, og Tyra kunne ikke lade være med at smile. Jake for et meget usædvanligt navn.  Faktisk var det uden tvivl det mærkeligste navn, Tyra nogensinde havde hørt. Men på den måde passede det jo så til sin ejer.
    De nåede den rigtige etage, og elevatordørene åbnede af sig selv. En lang hvid gang dukkede op foran den, og Tyra gik hjemmevant ned ad den mod sit værelse. Et værelse, der til en forveksling lignede alle andre. Dørcensoren over hendes dør registrerede, at det var hende og gled så op. Da de trådte ind tændtes lyset over deres hoveder, og de hørte den svage lyd af døren, der gled i bag dem. Tyra satte sig på sengen og sparkede skoene af. Ved siden af hende lå hendes miniskærm. Hun havde brugt den til at tegne på, inden Sitra havde ringet og spurgt, om de skulle spise sammen hos Tero og så følges til kampen. Hvorfor hun ikke havde lagt den på plads, kunne hun ikke rigtig huske. Hun kunne ikke huske, at hun havde været i gang med noget vigtigt.
    ”Tyra, er du sikker på det her?”
    ”Hvad mener du?”
    ”Det her er alvorligt. Du kan ikke bare glemme det bagefter. Du kan ikke lade som om, du aldrig har hørt det.” Hun bed sig i læben. Hun var egentlig ikke helt sikker på, at hun turde høre det. Men hun havde ikke noget valg.
    ”Det er allerede for sent. Ellers vil jeg bare blive ved med at gå og spekulere på det.” Hun vidste fra tidligere erfaringer, at hun var ret god til at blive ved med at tænke på ting, hvis hun ikke helt forstod dem. For eksempel havde hun engang brugt en hel dag på at overveje, hvad to piger, hun var gået forbi, havde snakket om, fordi hun havde overhørt en lille bid af deres samtale. Det, en af dem havde sagt, havde virkelig ikke givet nogen mening, når man ikke kendte sammenhænget.
    ”Det har du nok ret i.”
    ”Forklar mig det,” bad Tyra, og han satte sig ved siden af hende. Et kort øjeblik stirrede han bare tænksomt ud i luften.
    ”Det med mennesker,” begyndte han til sidst, og Tyra nikkede. ”Der findes to slags mennesker. Der er sådan nogle som dig og sådan nogle som mig. Hvad forskellen er, venter vi lidt med.”
    ”Og hvem er det så, der er rigtige mennesker?” spurgte Tyra, selvom hun var ret sikker på, at hun godt kendte svaret. Et enkelt blik fra Jake var nok til, at hun var sikker. ”Jer.” Han nikkede, og Tyra kunne ikke engang selv finde rundt i alle de spørgsmål, hun gerne ville stille.
    ”For dig er den her by hele verden,” fortsatte han sin forklaring. ”Men verden er meget, meget større. Og der er flere byer fuldstændig magen til den her.” Han fortalte hende, hvordan disse byer var blevet bygget til hendes slags, mens hans egen slags boede uden for dem. Det var derfor, han ikke måtte være inde i byen. Noget Tyra ellers ikke havde kunnet få til at give mening. Han fortalte hende, at der var nogen, der bestemte over byen, og det udenfor der hørte med til den. Det var de samme, der bestemte, at børn kun måtte være i en bestemt del af byen. Det var dem, der bestemte, at man ikke måtte forlade sit værelse om natten. Han fortalte hende om en verden, der var langt større, end hun kunne forestille sig.
    ”Derude hvor jeg bor, har vi ikke alle de ting, I har herinde. Rent faktisk har vi ikke rigtig noget. Vi skal bare sørge for, at alt er godt herinde. At gaderne er rene, og at I har de ting, I skal bruge.”
    ”Det lyder uretfærdigt,” mumlede Tyra og rynkede brynene, mens hun prøvede at forstå alt det, Jake fortalte.
    ”Det er det også.” Tingene begyndte lige så stille at give mere mening for Tyra, selvom hun ikke helt kunne finde ud af, om hun virkelig kunne tro på det. Det var så mærkeligt. Så uvirkeligt. Kunne det virkelig passe?
    ”Det er derfor, du er her? For at... gøre noget eller fortælle os om det?” spurgte hun forsigtig og kiggede ind i de grå øjne, der var kommet til at se helt triste ud.
    ”Det er begrænset, hvad jeg kan gøre. Jeg er ikke nogen speciel. Men det, at jeg sidder her sammen med dig nu, er noget. Et lille bitte skridt i den rigtige retning.”
    ”Men hvorfor er det sådan?” I virkeligheden var det nok det, Tyra ikke forstod. Hvorfor skulle nogen bo inde i byen, mens andre ikke måtte? Hun rystede på hovedet. Hvis alt det her var noget, Jake bare fandt på, så var han godt nok god til at lyde overbevisende.
    ”Det ved jeg ikke, Tyra. Det ved jeg virkelig ikke. Sådan har det bare været længe. Utrolig længe.”
    ”Men hvorfor er det, at vi ikke ved noget om det? At der er noget udenfor?”
    ”Hvis I vidste det, ville tingene ikke kunne blive ved med at være sådan, som de er, og det er der nogle, der helst vil have, at de er.”

Ligesom Tyra skulle til at sige noget, tændte hendes vægskærm af sig selv. En insisterende ringelyd fyldte rummet, og Sitras navn blinkede på skærmen. Tyra skulle lige til at tage den, men Jake stoppede hende.
    ”Lad være.”
    ”Hvorfor det? Det er jo Sitra?”
    ”Er du sikker på det?” Hun forstod intet. Sikker på om det var Sitra? Det var da hendes navn, der stod på skærmen.
    ”Det er måske bare mig, der er så bange for, at de ved, hvor jeg er, men jeg er altså ikke sikker på, at det virkelig er din veninde. Plejer du ikke at kunne se hende, når hun ringer?” Tyra bed sig i læben, for han havde ret. Sitra plejede aldrig at ringe, uden at hendes dejlige, smilende ansigt dukkede op på skærmen. Hun ringede aldrig bare. Tyra kunne heller ikke komme uden om det faktum, at Sitra havde sagt, at hun ville ringe den næste dag. At hun ville gå i seng, når hun kom hjem.
    Da hun fortalte det til Jake, rejste han sig, inden han knipsede en enkelt gang, hvilket fik skærmen til at holde op med at ringe. Han fik den grønne hologrammenu til at dukke op foran sig, og Tyra kunne ikke helt finde ud af, hvad han lavede. Desuden havde han også zoomet en del ind, så det hele blev irriterende stort.
    ”Hvad laver du?”
    ”Finder ud af om jeg har ret.” Han ringede op til et meget mærkeligt nummer på en ret unormal måde, men den blev taget med det samme.

”Jake?” Stemmen lød mærkelig, som om den var langt væk. Det var den selvfølgelig også, men sådan plejede det ikke at lyde.
    ”Hej Daniel, kan du se, hvor jeg er henne?” Daniel? Tyra havde syntes, at Jake lød sjovt, men Daniel var da endnu værre.
    ”Ja.” Der var stille lidt, men så: ”Blok 142.” Det passede. Tyras blok var nummer 142, men hvordan denne Daniel kunne vide det, kunne hun ikke forstå. Et gab sneg sig over hendes læber, og det gik op for hende, hvor træt hun var. Hun plejede at sove på det her tidspunkt. Hun lagde sig ned i sengen, som hun nu havde for sig selv, og selvom hun gerne ville have hørt, hvad Jake og denne Daniel snakkede om, faldt hun i søvn.

Tyra vågnede pludseligt, fordi nogen ruskede hende. Hun blinkede med øjnene et par gange. Havde hun sovet? Det var selvfølgelig Jake, der havde vækket hende, og han så meget alvorligt på hende.
    ”Hvor længe har jeg sovet?” spurgte hun forvirret og kiggede på skærmen, der nu bare viste startsiden. Jake grinede. Han havde et ret sjovt grin, nåede Tyra frem til.
    ”To minutter,” svarede han, og hun følte sig dum. Mens Tyra prøvede at ryste trætheden af sig, forklarede Jake, hvad han havde fundet ud af. Det var en eller anden kvinde, der havde ringet til hende, og det var åbenbart hende, der ledte efter Jake. Hun havde åbenbart set dem sammen og havde fundet ud af, hvem Tyra var. Så nu stod hun uden for blokken sammen med nogle andre og ventede på, at Tyra svarede. For at det ikke skulle være løgn, begyndte skærmen faktisk at ringe igen, mens Jake snakkede.
    ”De vil have fat i dig, fordi de tror, at du kan hjælpe dem med at finde os. De tror, at du er sammen med os. Du har to muligheder nu, Tyra. Du kan tage den og gå ned til hende, som hun gerne vil have. Eller du kan gå med mig.”
    ”Hvad sker der, hvis jeg gør hvad?” spurgte Tyra og følte sig utilpas. Hun brød sig ikke om det, der skete. Mest af alt fordi, hun ikke forstod det. Hun var stadig halvt væk i søvnens verden og kunne ikke helt følge med til, hvad der skete. Hvad ville den kvinde også med hende?
    ”Jeg ved ikke, hvad der sker, hvis du går derned. Måske vil de tro på dig, når du siger, at du ikke ved noget, og så lader de dig nok gå.”
    ”Og hvis de ikke tror på mig?”
    ”Så slår de dig ihjel,” svarede han langsomt, og Tyra spærrede øjnene op.
    ”Jeg vil ikke dø,” hviskede hun hæst, og Jake fik et medlidende udtryk i øjnene.
    ”Undskyld, Tyra. Jeg skulle have vist, at det kunne blive farligt for dig.” Men hun rystede bare på hovedet. Hun var måske i fare på grund af ham, men det var hende selv, der var gået hen til ham, selvom hun vidste, at der var noget ved ham, der ikke var normalt. Selvom hun altid havde fået at vide, at man skulle blive fra det, der var anderledes.
    ”Jeg går med dig.” Kun kom snublende på benene og prøvede at få sine sko på igen. Det tog en evighed. Da hun endelig rettede sig op, greb Jake hende ved skuldrene, og hun kiggede op på hans ansigt, der var lige over hendes. Hun kunne ikke greje det mærkelige udtryk i hans øjne.
    ”Hvis du gør det, Tyra, kan du aldrig vænne tilbage hertil.” Hun kunne ikke rigtig overskue det. Tårerne samlede sig i hendes øjenkrog, og hun svajede af træthed. Den ringende lyd, der blev ved og ved i baggrunden, var ved at få hendes hoved til at springe, og hun ønskede ikke andet end at sove. Hun ville gerne bare sove. Slippe for at skulle tænke over konsekvenserne af det, der skete for hende. Det eneste, hun vidste, var, at hun ikke ville dø. Derfor var det, hvad hun holdt fast i. Som en sidste rest af fornuft og vilje.
    ”Er du sikker?” Tyra nikkede, og Jake tog godt fat i hendes arm og ledte hende mod døren. Ligesom den gled op, knipsede han to gange, og den forfærdelige ringen holdt endelig op.
    ”Hej Tyra,” lød det fra skærmen, og hun hørte det godt. At det ikke var Sitras blide stemme, men en, der lød alt for hård og kold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...