klara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang

4Likes
1Kommentarer
227Visninger
AA

1. Starten på den nye tilværelse

Klara kiggede søgende på det triste spejlbillede af den gamle teenager. Hun var faktisk lige fyldt 16 år, men hun følte sig så gammel indeni. Hendes sind var gammelt, sagde hendes bedstemor. Klara kiggede endnu engang i det ovale spejl, der stod på hendes bedstemors gamle kommode. Det var fredag morgen, og skolen startede om tyve min. Hun havde ikke langt til skole, men hun kom altid for sent. I dag skulle være en undtagelse, sagde hun til sig selv i håb om at hun faktisk ville tro på det denne gang. Klara vidste godt, hun ikke ville nå det i dag, for hun skulle starte på sin nye skole. Hun havde selv undret sig over, hvorfor hun ikke bare kunne starte mandag, men hendes bedstemor havde insisteret på, at hun skulle af sted i dag. De sidste fire uger havde været slemme for hende. Hun havde ikke snakket med andre mennesker ud over hendes bedste. Hun havde kun været ude for at tage i mod en pakke, der var kommet til hende. Nå jo, der var jo også begravelsen. Klara fik tårer i øjnene. Hun kunne ikke klare tanken om en fyldt skole, med øjne, der kunne bedømme hende. Hun var ikke klar. Klara tørrede øjnene med sit ærme og rettede på makeuppen.
To bank lød på døren og bedste stak hovedet ind og smilede til hende. "Er du klar?", sagde hun med optimisme i stemmen som hun altid havde. Klara havde altid set op til sin bedstemor. Også før ulykken. "Ja, eller nej, det jeg ikke. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage af sted", sagde hun og kiggede ned på billedet af hendes forældre, der stod ved siden af spejlet. "Du ved godt, det ikke nytter noget at blive hjemme bag lukkede gardiner. Du kan ikke gemme dig her resten af dit liv." Klara havde ligget i sin seng og kigget op i loftet i mindst to uger nu. Hun havde næsten ikke spist noget i al den tid. Lægerne mente at hun led af chok og det ville tage noget tid, før hun var sig selv igen. Men Klara var ikke i chok. Hun sørgede. "Jeg finder lige min taske og så kommer jeg", sagde hun og tvang et venligt smil frem til den håbefulde bedstemor. Døren blev atter lukket og nu indså hun, at hun var nødt til at tage i skole. Hun kunne ikke gemme sig længere. Hun kunne ikke flygte fra den virkelighed hun levede i. Klara fandt et hårbånd frem fra den hvide kommode. Hun havde brugt det så længe hun kunne huske. Hårbåndet var sort med små sten formet som en stjerne i den ene side. Hun tog det på og følte sig pludselig mere rolig.

Klokken nærmede sig otte med hastige skridt og Klara begyndte at løbe hen ad den stenbelagte vej. Hun havde kørt forbi skolen flere gange, men hun havde aldrig skænket den et blik eller tanke. Hun var faktisk ikke helt sikker på, hvordan den så ud. Hun kiggede på sit ur, og smilede for sig selv. Hun havde fem minutter til at nå hen på skolen og finde sin nye klasse. Hun kunne måske nå det for første gang og det gjorde hende glad. Flere unge stod foran en høj og grå bygning. Det måtte være skolen, tænkte hun. Hun løb alt hvad hun kunne. Op ad de mange sten trapper, op forbi flere grupper af unge på hendes egen alder. Hendes finde blonde hår stod ud til alle sider, da hun nåede kontoret. Hendes bedstemor havde sagt til hende, at hun skulle henvende sig der, for at få sit skema før første time. Hen over kontorets store dør hang der et oldgammelt ur, der mindst måtte var 100 år gammelt. Sikke noget bras at have hængende tænkte hun i forbifarten. Hun snublede ind af døren og prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. Manden ved bordet så hende ikke. Han havde begravet sit hovedet i morgen avisen. Wow, sikke en seriøs rektor, tænkte hun og smilede skævt. "Hej, jeg hedder Klara og jeg skal starte i dag. Jeg skulle hente mit skema her?", sagde hun forsigtigt. Stadig ingen reaktion fra denne mr. Calvin. "Hej!", sagde hun i en højere tone. "Ja, jeg hørte dig godt første gang. Dit skema ligger på stolen. Gå ned ad gangen til venstre og op ad trapperne.", sagde han med en sarkastisk tone. Endelig kiggede han op fra avisen. "Din klasse har en rød dør. Timen starter nu." Et koldt blik ramte Klara og før hun vidste af det, var mandens hoved begravet i avis igen. Hun tog sit skema og lukkede døren bag hende. Sikke en idiot! Hun havde været så bange for at starte på skolen. Rædselslagen faktisk. Og sikke en velkomst! Hun følte sig endnu mere skræmt nu. Og hvad var det nu han sagde. Ned ad gangen til venstre? Eller var det højre? Hun besluttede sig for at gå højre. Gangen var tom. Fuldstændig tom. Hun kunne ikke høre stemmerne og latteren dom fra 2 minutter siden. Det var da godt nok underligt, tænkte hun. Den lange gang var menneske tom og hun anede ikke hvor hun skulle hen.
"Hey, jeg sagde venstre!" Rektoren havde forladt avisen og åbnet døren ud til gangen. "Du skal gå til venstre og op ad trapperne til den røde dør!" Hans stemme havde ikke længere en sarkastisk tone længere. Han lød bestemt. "Nå, ja. Min fejl.", sagde Klara og prøvede at smile til ham.Døren lukkede i med et brag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...