klara

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jul. 2013
  • Opdateret: 24 jul. 2013
  • Status: Igang

4Likes
1Kommentarer
230Visninger
AA

2. Forand den røde dør

Hun begyndte at løbe igen. Ned ad gangen. Op ad trapperne. Hun kunne se den røde dør med det samme. To piger stod ude foran døren og snakkede lavt. Det lignede en meget seriøs samtale for deres ansigtsudtryk var alvorlige. Klara havde altid været god til at læse folk og i denne situation, kunne enhver se, at hun ikke skulle prøve at afbryde dem. Den ene piger drejede om på hælen og forsvandt ned ad gangen. Det var sært, tænkte Klara. Skal hun ikke til time? Den efterladte piger kiggede opgivende ned ad gangen. Klara prøvede at være usynlig, men hun skulle altså ind ad den dør nu. Timen var allerede begyndt uden hende. Pigen kiggede ned på Klara med et surt blik. "Hvem er du?", sagde hun med en endnu surere tone. "Øhm, jeg er ny. Jeg tror nok, jeg skal gå i den der klasse", sagde Klara og pegede på den røde dør. Hun prøvede igen at smile høfligt til pigen. "Nå, du er den nye pige", sagde pigen og hendes ansigt lyste op. Klara faldt lidt til ro ved lyden af hendes nu venlige stemme. "Ja, det er jeg vel. Er timen ikke startet?". "Nej, vores lærer er ikke kommet. Eller vores vikar er ikke kommet. Vores lærer er sygemeldt resten af året. Han har været ude for en ulykke i sommerferien." Klaras øjnene spærrede op og hun fik en klump i halsen. Tårerne pressede på. "En ulykke? Er han okay?", spurgte hun desperat. "Ja ja, en bil kørte med 120 km i timen ind i siden på hans bil og nu ligger han i gibs. Jeg tror dog ikke helt på den historie. Nå, men kom med ind i klassen og hils på de andre. Jeg havde forresten Agnes", fortalte hun roligt og venligt. Klara undrede sig over Agnes' mistro til lærerens fravær. Hvorfor skulle man lyve om sådan en situation? Klara havde haft svært ved at høre om alvorlige hændelser siden ulykken med sine forældre for fire uger siden. Hun fik med det samme sympati for den sygemeldte lærer. Agnes virkede dog rar på trods af Klaras første indtryk. Agnes var høj og tynd. Hendes ansigt var symmetrisk perfekt og hendes hår var kulsort og sat op i en høj hestehale. Klara følte straks mindreværd, men Agnes' venlighed lagde en dæmper på det. Agnes åbnede døren og kig ind målrettet efter en gruppe, der stod ved det store vindue. Klara gik med usikre skridt efter hende. Skulle hun følge med? Eller havde hun misforstået Agnes venlighed? Agnes afbrød Klaras usikkerhed med et vink til at hun skulle komme hen. Klara havde stået for hele klassen og stirret uforstående hen på Agnes og de andre gruppen. Pinligt! Klara bukkede hovedet. Hun tog hastige skridt hen til Agnes og de andre. Med Agnes var de tre. To piger og en dreng. "Det her er den nye pige rektor har fortalt om", sagde hun til gruppen. "Hej, jeg hedder Klara", sagde hun usikkert. Drengen i gruppen gav Klara et kæmpe smil. Hans blik var legende og hans øjne lyste af energi. De var helt blå. Klara havde aldrig set noget lignende. Han var smuk. Han lignede ikke de andre i klassen. Han så ældre ud. Han var muskuløs af sin alder, skægstubbe og der var noget over hans måde at bevæge sig på. Det var som en kats. Elegant og ubesværet. Klara havde altid været klodset og kejtet. Men han var noget andet end hende. Det kunne hun se med det samme. Den anden pige lignende drengen utrolig meget. Ikke af udseende men hendes måde at bevæge sig på. Elegant og ubesværet. "Hey! Velkommen til skolen!", sagde drengen med de lysende øjne. Pigen i gruppen kiggede på Klara. Hun borede sit blik ind i hendes sjæl. Klara følte det således, men udefra gav pigen Klara et vredt blik. Det lignede Agnes, da hun først havde lagt øjnene på Klara ude på gangen. Klara flyttede øjnene ned i jorden i igen i frygt for at pigen ville sige noget til hende. "Det her er Ellie og Matin. De er søskende, som du sikkert godt kan se allerede", sagde Agnes med et blik i øjet. Agnes trak Ellie hen i det ene hjørne og Klara kunne se at Agnes sagde noget vigtig til hende. Ellie prøvede at protestere, men Agens var viljestærk og fik hende til at droppe hendes protest med det samme. Klara kunne ikke høre hvad de sagde på grund af rumsteren fra de øvrige elever. "Nå, Klara, er du klar til din første dag?!", spurgte Martin. Klara blev revet ud af sin tankestrøm og kom tilbage til virkeligheden. "Øhm, nej. Eller jeg mener jo. Det tror jeg.", sagde hun i en hurtig og akavet tone. Hun kiggede på Martin øjne og kiggede ned i gulvet med et lille smil på læberne. Han var virkelig noget andet end hun var vant til. På hendes gamle skole gik hun altid for sig selv, men hun kendte alligevel alle på skolen. Ikke en eneste havde set ud som ham. "Du TROR du er klar? Det er lidt for sent nu, synes du ikke?", hans tone var stadig legende og glad. "Jo, det er det vel. Men nu er jeg her i hvert fald" Klara kiggede hen på Agens og Ellie. De stod stadig i hjørnet. Hvad lavede de? Det gik op for Klara at de ikke havde sagt et ord til hinanden. Deres læber bevægede sig ikke. Men hvordan kunne Klara så vide, at Ellie havde prøvet at protestere? Og hvordan vidste hun, at Agnes overlegent havde vundet diskussionen? Klara rynkede panden, som hun altid gjorde, når hun tænkte dybe tanker. Hun fik et chok, da døren til klasseværelse sprang op og en vældig ung lærer spankulerede ind af døren med næsten hoppende skridt. Alle eleverne fandt deres pladser og Klara faldt ned på en tom stol bag en tom pult. Selv Agnes og Ellie havde sat sig før Klara havde nået at registrere det. Hun sad i midten på anden række. Hun havde placeret sin taske på sin højre side. Ved samme side sad Agnes. Hun smilede stolt til Klara. Klara havde ingen anelse om, hvad dét gik ud på og smilede blot tilbage i venlighed. Lærernes stemme piercede rummet med sin klare og høje stemme. Hun skulle i hvert fald ikke være bange for at misse et eneste ord af hvad han sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...