Fanget

"Jeg havde tit tænkt over om, jeg tog den rigtige beslutning dengang. Jeg byttede mit gamle- lidt kedelige- liv, ud med et nyt liv fuld af fare og spænding. Jeg skulle rejse rundt i rumskibe og søge efter liv og beboelse i det ydre rum. Jeg havde altid drømt om det."

Noah er en af de udvalgte til en rejse rundt i det ydre rum. Men er det helt ufarligt? Hvad gør han, når han pludselig står helt alene? Hvordan vil han klare sig? Får han hjælp? Hvad sker der, når han vender tilbage? Er han i fare? Find ud af det og meget mere her..

0Likes
0Kommentarer
295Visninger
AA

7. Kapitel 6: Hjælpen..


Jeg havde fløjet rundt i det, der føltes som timer. Nogle andre var blevet sendt ud for at finde mig. De havde fundet mig og hjulpet mig tilbage. Jeg havde fået mange skader, efter alle de søvnløse timer. Folk lod mig være i fred. I hvert fald for et stykke tid.

 

Jeg havde ikke selv opdaget skaderne før nu. Jeg havde ikke ladet mig selv tænke på eventuelle skader. Jeg kunne jo ikke overleve derude, hvis jeg havde ømmet mig i stedet. Jeg var nødt til at være i konstant bevægelse, dengang jeg var ude på rejsen. Nogle gange, tror jeg, at min liv ville have været meget nemmere, hvis jeg bare var blevet på jorden. Nede ved min familie. Og mine venner.

 

Én af de eneste grunde til at jeg havde indvilliget i missionen, var at jeg ikke havde noget valg. Jeg levede i en verden, hvor man bare gjorde, hvad man fik besked på. Jeg fik aldrig lov til selv at vælge noget i mit liv.  En anden grund var også at jeg åbenbart havde store evner, bestod de i hvert fald.

 

Jeg var mere eller mindre hjælpeløs, da de fandt mig. Jeg kunne ikke tale. Alle mine muskler var smadrede efter den hårde tur. Jeg ville ikke det her længere. Jeg kunne ikke leve sådan her. Jeg havde brug for frihed. Frihed til at gøre det jeg selv ville. Plads til at være mig selv. På sådan nogle rejser her, var det ikke hyggeture. Det var monotont. Ingen turde at sige noget. Af frygt for at sige noget forkert.

 

Hvis man ikke var enig med det system vi havde, blev man stødt ud af samfundet. I værste fald gemt væk i glemslen. Det løb mig koldt ned af ryggen, når jeg tænkte på dét. Det skulle eftersigende være det værste sted at ende. Man ville bare flakke hvileløst omkring. Man ville aldrig finde ro. Systemet ville ødelægge én indefra. Man ville blive ødelagt og knækket ind til man ikke længere kunne tænke selv. De satte en chip ind i ens hjerne, så de kunne styre én. Jeg knyttede vredt mine ømme næver ved tanken.

 

De havde sagt, at der kunne gå lang tid inden alle mine muskler ville virke optimalt igen. Jeg havde hjælp på en gang i timen. Jeg satte mig ned med et suk. Det eneste de gjorde var bare, at se om jeg stadig var i live. Jeg himlede med øjnene. Overvågningskameraer ville have kunne klaret det samme job- uden løn. Alle fik løn, hvis de gjorde, som gavnede systemet.

 

Mine venner og min familie var lidt anderledes fra andre. Vi havde fri vilje- så længe vi ikke udgjorde nogen trussel over for andre. Vi stod lidt bedre i systemet. På godt og ondt.. Godt, fordi vi på nogle punkter selv bestemte.. Ondt, fordi de havde retten til at vælge det meste af det, vi skulle gøre. Som nogle af de få i systemet, hjalp vi hinanden og andre, der havde brug for det. Systemet eller ordensmagterne var ikke begejstret for det, men det blev de nødt til, hvis de ikke ville have problemer med os. Vi havde stor indflydelse, på trods af at de var flere end os.

 

Vi havde bare flere på vores side, fordi vi brugte vores indflydelse på en god måde. Det havde jeg også gjort før, ind til jeg var blevet tvangsindlagt til det her job. Jeg var ikke for ’fin’ til det. Det var bare ikke, som jeg gerne ville have at det skulle være. Jeg ville hellere have været nede på jorden og betragtede galakser og planeter dernede fra. Jeg lagde mig til rette og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...