genetics

(dette er starten på en roman jeg håber kan blive udgivet. SÅ FEEDBACK VIL VÆRE DEJLIGT)

De troede ikke det var muligt.
Og DE troede de forevigt skulle gemme sig.

Men det ændrede én enkelt mand på.
Muntanter over alt i verden dukker frem efter bekendtgørelsen på TV fra en ukendt person siger at regeringen er ved at lave en modgift, at de vil dræbe dem, udrydde dem. De må kæmpe tilbage.
Men er det en kamp en gruppe mennesker med specielle evner kan vinde? Mod militær, de bedste våben og mænd der vil kaste sig selv i døden for at dræbe dem?

1Likes
0Kommentarer
268Visninger
AA

2. modgift og trusler

Han kastede et blik på sig selv i spejlet og strø sit brunehår tilbage.
”Han er klar til at modtage dem nu sir River” sagde den unge assistent  med det blonde hår sat i en stram knold og iklædt en hvid blazer med matchende nederdel og stiletter.
Den unge mand nikkede og assistenten åbnede døren for ham.

Det var et stort kontor, i mørke farver, hvilket gjorde at manden der sad der inde i forvejen nærmest lyste op. Han var blonde, iført et hvidt jakkesæt. Manden foldede hænderne på det rødlige skrivebord.
”Tag plads” Han gjorde en gestus ud mod en sort kontor stol på den modsatte side af skrivebordet, ”Så du vil altså gerne arbejde her” forsatte han, ikke som et spørgsmål, men en konstantering.
Hr. River nikkede og foldede ligeså hænderne foran sig.
Begge mænd stirrede dybt ind i hinandens øjne, ikke én af dem blinkede.
”Men jeg er her nu også af andre sager”
”Ahva?”
En hæs latter kom ud fra Hr. Rivers mund imens  der voksede pikke ud fra hans hænder.
”Kan du se disse!?” hans stemme dirrede svagt af raseri, ”Jeg har forsøgt at få fat på dig de sidste 3 år….jeg ved hvad du er, og jeg ved hvad du gjorde”
”jamen jeg…” han lænede sig forskrækket tilbage i den store sorte lænestol.
”Jeg vil ha at du ødelægger alt form for modgift som dine forskere i øjeblikket er i gang med at lave….hvis tusindvis af andre skal leve som misfostre, så skal du også..medmindre du altså ønsker at blive gennemboret,” Han redte sit hår tilbage med fingrene og vendte så ryggen til.
”En fornøjelse at snakke med dem” var det sidste han sagde, inden han forsvandt ud af døren.


 

***

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...