Vil du låne min trøje?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2013
  • Opdateret: 11 jul. 2013
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

1. Vil du låne min trøje?

"Vil du låne min trøje?" Martin har taget sin trøje af og rækker den frem mod mig. Regnen løber ned over hans ansigt fra hans hår, der ser næsten helt sort ud. Selvom jeg fryser ryster jeg bare på hovedet, så vandet står om mig, inden jeg vender mig om mod mine venner. Det har været en vild nat, og vi er netop blevet smidt ud fra Dr. Emils. Selvom de fleste har indtaget store mængder alkohol, har regnen gjort de fleste klare i hovedet.

Jeg kigger på min mobil, mens jeg står og tripper. Mine fødder svupper i mine upraktiske converse. Bussen kommer først om 20 minutter og Lysten er forvandlet til en masse mørke bygninger i regnen. Gaderne er blevet tømt fra mennesker på få øjeblikke - kun en pige på den anden side af gaden griner højt, mens hun løber gennem regnen efter en dreng.

Mine venner griner af et eller andet, sikkert den uheldige situation vi er havnet i, men jeg hører ikke efter. Mit lange lyse hår klistrer til mit ansigt ligesom mit tøj. I hånden holder jeg min pengepung, som mest minder mig om en våd klud.

Jeg kigger op på Martin, da han tager fat om mine skuldre og trækker mig ind under det lille læsted, der er blevet bygget til de mennesker, der venter på bussen. Det er kun et lille klamt rum, og der sidder en gammel mand med en øl i hånden i færd med at sove en ordentlig brandert ud.

De andre står stadig ude i regnen - de har ikke opdaget, at vi er gået herind. Martin lægger sin trøje om mine skuldre, og trækker mig ind til sig. De grønne vægge er blevet overmalet med graffiti og bagvæggen er blevet fyldt med tyggegummi, der er blevet presset fast til væggen med en finger. Jeg kan høre den gamle mand trække vejret trods regnen der trommer mod det utætte tag. Han har hovedet lænet tilbage og en lille savlestribe er ved at bane sig vej ned over hans hage.

Selvom Martin er gennemblødt kan jeg mærke hans kropsvarme gennem vores våde tøj. Hans mund hviler mod min pande, mens en varme langsomt breder sig i min krop. Snart kan jeg holde op med at ryste og endelig lade mine kolde muskler slappe af. Martin synes at fornemme det, for han trækker sig tilbage for at kunne se på mig. Jeg ligner sikkert en eller anden våd forvirret hund, klædt i koldt upraktisk tøj med mascara løbende ned fra øjnene. Alt dette synes Martin dog ikke at se. Et smil spiller i hans mundvige indtil også jeg smiler. Han står der og ligner en lille dreng, der ikke nåede hjem inden et ordentligt skyl. Uden sin trøje står han i bare arme så jeg kan se hans muskler, der efterhånden er begyndt at blive mere fremtrædende. Ellers har de måske hele tiden været sådan. Martin klæder sig ikke som de andre drenge i skolen. Tit har han bare en langærmet trøje og et par bukser på. Han hænger ikke ud sammen med de andre drenge efter skole. Faktisk ved jeg slet ikke, hvad han laver efter skole.

Jeg ved hvor han bor, konkluderer jeg, da jeg ofte passerer hans hus på vej til skole. Han bor i et stort hus med en pæn forhave fyldt med farverige blomster. Jeg har aldrig set mere end noget, der kunne ligne et køkken gennem de to aflange vinduer. Jeg ved ikke om han går til nogen form for sport, kun at han er enebarn og hans forældre er skilt. Han snakker aldrig om det i skolen - han snakker i det hele taget slet ikke særlig meget. I timerne svarer han kort og præcist på de spørgsmål, lærerne stiller ham. Han rækker aldrig hånden i vejret og fortæller os noget uopfordret, selvom han altid har lavet sine lektier. Han er lidt af en loner og jeg ved ikke, hvem han er sammen med i frikvartererne. Sommetider går han sammen med de andre drenge, men han holder sig altid i baggrunden. Han møder altid til tiden. Engang spurgte han og vi skulle følges hjem. Jeg løj og sagde, at jeg ikke kunne, da jeg skulle vente på min lillesøster.

Hvem inviterede ham i det hele taget? Tænker jeg, og står og smiler forsigtigt til Martin, mens jeg skæver over mod de andre, der stadig står og pjatter ude i regnen. Okay, det sker jo. Man står og snakker om at man skal til en eller anden fest og så opdager man, at der står en i gruppen, der ikke er blevet inviteret. Ikke nok med at det er akavet, man er også nødt til at invitere personen! Men hvem ville tage med på sådan en invitation?

”Fryser du stadig?” spørger Martin, som om det virkelig betyder noget for ham. Jeg skal til at ryste på hovedet, men tager mig så i det. ”Nej,” svarer jeg. Martin smiler og trækker armene til sig, som han før havde hvilene mod mine hofter. Jeg har lyst til at spørge hvorfor han tog med, eftersom det ikke var for at drikke. Jeg har ikke set ham indtage andet end de Brezzers, vi drak inden vi tog hjemmefra.

Jeg skal lige til at tage mig sammen og spørge ham, da mine venner pludselig begynder at hyle højt. Det viser sig hurtigt, at de har fået øje på bussen længere nede af gaden. Martin venter til bussen holder stille ved kantstenen, inden han tager mig ved hånden og trækker mig hen mod bussen.

Der høres en masse lyde, da alle ni personer bipper deres rejsekort ind, skarpt overvåget af buschaufføren, der ikke ser alt for glad ud ved tanken om at have elleve gennemblødte halvfulde teenagers kørende med i bussen.

De andre vælger at sætte sig bagerst i bussen, mens Martin skubber mig ind på et sæde et stykke fra dem. Der kører flere andre mennesker med bussen. De ser alle sammen triste og irriterede ud, mens nogle af dem skæver til mine venner, der højlydt er begyndt at snakke sammen.

Martins hånd ligger hen over min, som jeg har hvilende mod mit lår. Jeg drejer hovedet væk fra Martin for at kunne se hvad mine venner laver. Jeg får øjenkontakt med Minnie, der smiler indforstået. Jeg ryster på hovedet, mens jeg laver øjne. Derefter kigger jeg ned på Martins hånd, der stadig ligger henover min.

Hvad vil de andre ikke tænke om mig efter det her? Jeg får pludselig helt ondt i maven ved tanken om at tage i skole på mandag, og alle vil vide at vi har været sammen. Alle vil snakke om det bag min ryg.

”Vi har taget den forkerte bus.” Jeg kigger op på Martin, der kigger på en plan over bussens rute. Jeg følger den stiplede linje, der trods alt får os noget af vejen hjem, men derefter kører den modsatte vej.

”Jeg må hellere sige det til dem,” siger jeg automatisk, og rejser mig op. Jeg går et par sæder ned gennem bussen, indtil jeg stopper op foran bagsædet og støtter mig til to stole for ikke at vælte. ”Hey,” siger jeg, uden at der sker noget. ”Hallooo? Vi har taget den forkerte bus, venner.”

Gry ser op på mig. Hun har fremhævet sine kindben med en mørk steg under dem, og tegnet sine små rosenrøde læber op med en mørkere farve. Hendes hår, der er farvet gråt, skinner sølv fordi det stadig er vådt. Hun spidser læberne på den måde jeg hader, mens hun lægger benene over kors.

”Så tager vi da bare på eventyr,” siger hun og Dennis, der sidder og slikker i hendes øre, giver hende mumlende ret. Hver gang hun taler kan man se hendes tandsmukke, som er en lille diamant der er limet fast til den ene fortand. Den passer til den, hun har i næsen. Jeg kan huske dengang hun fik den lavet. Hendes tud var højrød i en lille uges tid, og det blev endnu værre af, at hun forsøgte at skjule det med et ekstra lag makeup ovenpå det gigantiske lag, hun i forvejen bærer hver dag. Hun går altid rundt i stadig noget sluddy tøj, som drengene af en eller anden grund finder tiltrækkende.

”Okay,” siger jeg, da jeg ikke gider at skændes med Gry lige nu. Jeg er bange for, at mit hoved vil sprænge. Hendes stemme er i forvejen alt for høj og lys. Det er nok den mest irriterende lyd, jeg kender. ”Men jeg står altså af næste gang.”

Da jeg går tilbage langs stolerækkerne, kan jeg høre dem mumle ”lysseslukker” og ”partybraker” bag min ryg. Jeg sætter mig ind ved siden af Martin, der kigger på mig. ”Er du okay?” spørger han, mens han ser på mig. Jeg nikker. ”Det er bare Gry,” siger jeg, måske mest for at huske mig selv på, at det bare er Gry. Hun plejer ikke at gå mig så meget på nerverne. Måske er jeg ikke blevet så ædru, som jeg først havde antaget, men jeg tør bande på, at hendes stemme allerede har givet mig hovedpine.

”Står du af næste gang?” spørger Martin. Jeg nikker, idet jeg sætter mig ind ved siden af ham. ”Jeg kan ringe efter min mor,” siger Martin. Jeg ryster på hovedet ved tanken om at møde hans mor, mens jeg har tømmermænd. Hvad vil hun ikke sige til min mor?

Pis, tænker jeg, da jeg kommer i tanke om min mor. Jeg lovede, at jeg ville være hjemme klokken halv fire. Jeg tjekker min mobil, hvor otte ubesvarede opkald er gået ind. Den dumme mobil må være blevet påvirket af regnen, for jeg så det ikke sidste gang jeg tjekkede den og har heller ikke hørt noget.

Jeg vælger at skrive en kort besked til hende, hvor jeg forklarer at vi var taget hjem til Løje og var faldet i søvn, men at jeg er på vej hjem nu. Der går ikke fire sekunder inden en besked dukker op på skærmen: ”DU KOMMER HJEM NU”, står der. Jeg ryster på hovedet og lægger mobilen ned i min pung. Den kan dårligt være der, og lynlåsen er også gået i stykker på grund af den ekstra tykkelse.

Jeg trykker på STOP, da jeg genkender det næste busstopsted. Bagefter vil bussen dreje af, og køre i modsatte retning af den vi skal. Jeg rejser mig op i god tid, så jeg kan nå at sige til de andre, at vi stiger af nu. De opdager slet ikke, at jeg står og siger noget, og da Martin tager fat i mig bagfra, følger jeg med ham ud af bussen.

Et øjeblik står jeg bare og kigger efter bussen, mens jeg overvejer, hvornår jeg er blevet sådan en lyseslukker. Det plejer at være mig der sidder mellem drengene og gerne tager med på et eventyr, hvor vi kan ende i Gedser eller sådan noget. Hvor er den sjove pige blevet af?

”Kom,” siger Martin og tager mig ved hånden, efter at have stået og kigget lidt på et skilt over bussernes stoppesteder. ”Kommer der ingen busser?” spørger jeg. Martin nikker. ”Jo, men først om en time. Vi kan ligeså godt gå lidt af vejen selv. Der er heller ikke så langt nu.”

Jeg kigger ned på mine fødder, der efter en lang nat ikke synes helt tilfredse med at gå resten af vejen hjem. Jeg trækker på skuldrene og følger efter Martin, mens jeg glæder mig over, at jeg i det mindste ikke har taget højhæle på. I det tilfælde kunne han ligeså godt have båret mig resten af vejen hjem.

”Nå,” siger jeg, efter at vi har gået et stykke tid i stilhed. ”Har du lavet det der engelsk?” spørger jeg. Martin nikker. ”Har du ikke?” Jeg smiler og ryster på hovedet. ”Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har lyst,” siger Martin.

Lektiedate med Martin, tænker jeg. Det lyder ikke sjovt. Vi har tydeligvis intet tilfælles og intet at snakke om. Vi ville bare kede hinanden ihjel. ”Nej, det gør ikke noget,” siger jeg. ”Jeg har styr på det.”

”Det er jeg ikke i tvivl om,” siger Martin. ”Du er dygtig, Lina.”

Mit navn lyder underligt i hans mund. Det er flere år siden jeg sidst er blevet kaldt Lina. Selv mine forældre tyer til mit kaldenavn DD eller Diddle.

Vi går lidt videre i tavshed, da jeg pludselig får øje på en cykel der er blevet stillet op af en hæk. ”Hey,” siger jeg, og griber fat i Martins arm. ”Har du lyst til at give mig et lift?” spørger jeg, mens jeg peger på cyklen. Martin kigger et øjeblik på den, så kigger han ned på mig, som om han aldrig kunne drømme om at ”låne” den cykel.

”Kom nu,” beder jeg. ”Mine fødder gør ondt. For det andet har jeg lovet min mor at være hjemme så hurtigt som muligt.”

Martin ser ikke alt for glad ud ved tanken, men han går alligevel hen til cyklen for at se nærmere på den. Det ligner mest en rustbunke med et halvfladt fordæk, men den skulle da nok lige have en sidste tur i sig.

”Stig op,” siger Martin, efter at have sat sig til rette på sædet. Jeg svinger benet over cyklen og sætter mig på bagagebæret, og lægger armene om Martin. Cyklen knirker under vores vægt, men holder ikke desto mindre, da Martin sikkert begynder at cykle på fortovet.

Jeg lægger mit hoved mod hans ryg, mens jeg kan mærke, hvordan mine øjenlåg efterhånden er ved at blive tunge. Bare tanken om at det er søndag morgen får mig til at tænke på, at jeg skal op i morgen tidlig og i skole. Min mor lader mig aldrig pjække som alle de andre. Jeg skal nærmest på hospitalet, inden hun giver mig lov til at holde en day-off.

”Lina? Lina, du er hjemme nu.” Jeg mærker svagt at Martin forsigtigt fjerner mig fra cyklen, og tager mig op i favnen. Jeg lægger også mærke til, at jeg kommer over i min fars favn. Jeg kan dufte ham, og aldrig har det føltes mere dejligt og trygt.

”DD, for helvede. Du skal i skole i morgen.”

”Undskyld,” mumler jeg, mens jeg gemmer mig under min dyne, så snart min far har lagt mig ned i min seng. Ved døren kan jeg lige se Nille, der nysgerrigt ser med, mens jeg gemmer mit hoved under dynen og råber ”skrid!”.

Jeg hører døren blive smækket, så falder jeg i søvn.

 

”DD…” min mors irriterende søde stemme når ind til mig i min søvn. ”Diddle… Kom nu, du skal i skole. Klokken er 7.”

”Nej…” mumler jeg fra hovedpudens betræk. Min mor nusser min ryg inden hun rejser sig og går ud af værelset.

Da jeg passerer spejlet i gangen, kan jeg stadig se rester efter makeup rundt om øjnene. Jeg skynder mig ud på badeværelset, hvor jeg går direkte i bad, men jeg lader mit hår hænge løst. Det bliver alligevel bare glat og kedeligt, når det tørrer, så der er ingen grund til at bruge tid på at sætte det.

Jeg når lige at spise en hurtig portion havregryn, inden jeg smutter ud af døren.

Et øjeblik overvejer jeg om det er klogt, men jeg har allerede banket på. I det samme bliver døren åbnet af Martin, der også ser noget hærdet ud efter i går.

”Hej,” siger jeg usikkert, mens jeg ville ønske, at jeg havde taget lidt makeup på og måske sat mit hår op i en hestehale. ”Har du lyst til at følges med mig til skole?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...