Cirkler på blankt papir

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Færdig
Aria levede et roligt liv på en rolig planet engang. Så kom enormiteten.

5Likes
3Kommentarer
610Visninger
AA

7. Rampelys - Kapitel 5

Arias fødder førte vejen, tværs igennem grotten. De kantede vægge bredte sig ud foran hende. Hun var tæt på nu. Hun kunne lugte det, Den kolde, klare lugt omringede hende og blev stærkere for hvert skridt hun tog. Der var det! Udgangen. Mørket fossede ind og blændede hende næsten. Få hundrede meter mere, så ville hun kunne mærke kulden helt.

Men så stoppede hun op.

Hvor var hendes far? Hvor havde de alle sammen været siden hun uforstyrret havde kunne gennemrode deres ejendele og læse fortrolige dokumenter, som for resten ikke havde været særligt godt gemt af fortrolige dokumenter at være? Det var alt sammen mistænkeligt nemt. Og den følelse. Det var nærmest som om mørket trak i hende. Hun koncentrerede sig om, at føle mørket. Det kaldte på hende. ”Stop,” afbrød hun det. ”Hvis jeg skal gøre det her, skal det være på mine egne præmisser.” Og så gav mørket slip.

Stilheden væltede aggressivt imod Aria, men blev så pludseligt afbrudt af sko der blev presset hårdt ned imod stenunderlaget gentagne gange. ”Aria!” Det var hendes far og de andre. ”Hvorfor er du gået helt her hen?” Hans øjne gled fra Aria til udgangen. ”Du havde vel ikke tænkt dig, at…” Aria nikkede. Jo, det var præcis det hun havde. ”Aria. Det er Enormiteten. Den forsøger at styre dig, men du bliver nødt til at ignorere tiltrækkelseskraften. Den holdt os fast! Det var heldigt vi kom nu. Du er ikke i sikkerhed udenfor hulen.”

”Jeg ved godt jeg ikke er i sikkerhed, og jeg ved også præcis hvorfor, men det er mit eget valg.” Aria gik langsomt mod udgangen mens hun snakkede.

”Lad være med at gøre det,” bad han hende. Han kunne ikke bevæge sine fødder, og det samme med de andre, som stod bag ham og så ud som om de anstrengte sig. Enormiteten havde ikke givet helt slip på dem endnu, men Aria havde stadig sin frihed. En frihed hun brugte på fortsat at bevæge sig længere ind i mørket. Hun kiggede sin far i øjnene og forsøgte at glemme hans tårer.  ”Aria, du skal ikke gøre det! Det kan godt være det er en løsning nu, men om hundrede år starter det forfra. Det stopper aldrig.”

”Og hvad så? Det er der intet der gør.” Hendes far forsøgte at protestere, men hun fortsatte roligt. ”Et lig bliver til muld, et træ lever videre i sine frø. Alting er evigt, men hvis en sygdom ikke vender tilbage før man dør, ser vi den som overvundet og når et menneskes hjerne rådner, ser vi deres tanker som væk. Så længe vi ikke længere kan se et problem, ser vi det som løst, så det kan godt være jeg ikke reelt redder nogen som helst, for vi skal alle dø alligevel, men i døden vil jeg ikke føle deres smerte tynge mine skuldre. Ro i døden er bedre end at leve i denne larm. Så jeg bliver nødt til at gøre det; ikke for mig eller dig eller dem, men fordi jeg ingen grund ser til at lade være.”

”Lad være,” han var grådkvalt.

”Husk mig sådan her: Fri.”

Hun trådte ud i månernes klare, blå mørke. Hun lod sin energi flyde frit til hun var helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...