Cirkler på blankt papir

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Færdig
Aria levede et roligt liv på en rolig planet engang. Så kom enormiteten.

5Likes
3Kommentarer
613Visninger
AA

5. Mørke - Kapitel 3

Arias blanke, hvide finger kørte rundt i den mørke muld og tegnede cirkler der sammen dannede et ensformigt mønster. Hun havde gjort det så længe, at al den bløde jord omkring hende var et tæppe af cirkler. Hun rejste sig op og gik hen til sin far som sad og varmede sig ved et bål med de andre. Han sukkede med hende da han så hendes rynkede bryn.

”Det er enormt kedeligt. Det håber jeg godt du er klar over, jeg synes,” fortalte Aria ham opgivende.

”Det er jeg.”

”Hvorfor er det jeg lytter til dig?”

”Fordi du stoler på min dømmekraft?”

”Hmm… Nej, det er ikke dét.” Aria smilede. Hun havde ikke set andet end den golde hule i godt over en dag, og hendes far havde ikke kunnet forklare hende den præcise årsag. Desperationen i hans øjne da han bad hende- Nej, tryglede hende, havde dog været så ynkelig og ulig hendes far, at hun havde valgt at gøre som han sagde. Der var koldt, men det var dog ikke dét der var problemet for Aria. Det var manglen på aktivitet i hendes omgivelser der fik hende til at kede sig. Det var en klassisk hule med alt hvad der hører sig til. Den lysegrå stenvæg hvis lige, grafiske udseende mødtes i en form for loft, husede ni mennesker hvoraf Aria var den eneste der ikke var voksen. Hun var for genert til at føre lange samtaler med de jakkesætsklædte skabninger med de seriøse miner, så det eneste hun vidste om dem, var at de havde deres stilling hos nationen til fælles.

Aria havde kædet sammen i sit hoved, at de alle gemte sig fra Enormiteten. Forståeligt, da Enormiteten tydeligvis ikke havde folkets velvære i tankerne, men så alligevel ikke helt forståeligt. Resten af befolkningen gemte sig ved ikke at gå ud om aftenen og lignende, så hvorfor havde lige akkurat disse syv mennesker valgt at gemme sig så hinsides, og hvorfor var hendes far og hende selv en del af dette projekt? Hendes far arbejdede for nationen, men hvor vigtig var han egentlig? Og det Aria mindst kunne få til at passe ind i det hele, var hende selv. Men som et bogstav på en tavle i en matematiktime, der gemte sig imellem tallene, måtte hun acceptere at hun var en ubekendt og være passiv indtil nogen regnede det hele ud, eller i det mindste forklarede hende hvad stykket gik ud på.

Hun lod sin hånd sænke ned i sin fars lomme og fiskede det velkendte nøglebundt op. Bilnøglen var den skarpeste i bundtet, så den holdt hun fast imellem sine fingre og lod resten af bundtet dingle så hun til lyden af klirrende glas gik mod hulens væg. Det var svært at skære i sten med glas, men der gik ikke længe før hun havde en teknik, og hun ridsede manisk cirkler i den hårde facade med sin fars nøgle.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...