Cirkler på blankt papir

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Færdig
Aria levede et roligt liv på en rolig planet engang. Så kom enormiteten.

5Likes
3Kommentarer
616Visninger
AA

3. Flash - Kapitel 2

Aria var vågen. Hun vågnede, men dette opfangede hendes bevidsthed ikke. Selvom hun godt vidste, ved hjælp af logisk tænkning, at hun var vågnet lige før hun var vågen, var det eneste hun helt konkret vidste, at hun var vågen. Lyde fra etagen nedenunder den, hvorpå hun befandt sig, indikerede at hun ikke var det eneste individ ved bevidstheden i huset. Hun gik hen til kanten af sit værelse, sprang ned og landede i sofaen med en dump lyd. Hendes far, som stod i køkkenet, sukkede. ”Skat. Vi har trapper af en årsag,” han gjorde et kast med hovedet mod de blanke, sorte stentrin. Aria tog to store skridt mod ham og kyssede ham smilende på hans ene skæggede kind. Han smilede et ufuldendt smil og rakte hende nogle grønne frugter. ”God morgen, i hvert fald. Og skynd dig at spise, ellers kan jeg ikke nå at køre dig i skole.”

Så snart Aria og hendes far trådte udenfor, kunne de begge se noget var anderledes. Solen stod højt og skinnede rødt som den plejede, men det var som om den skinnede rødt på en anderledes måde; en dybere, mere intens rød. Aria kiggede på sin far men han så ikke overrasket ud, mere bare nervøs.Og opgivende. Uden et ord satte de sig begge ind i hans bil og kørte mod skolen som om alting var præcis som det skulle være.

Den hvide bygning så træt ud, tænkte Aria. Skolen. Den stod som den skulle og altid gjorde, men den lyse facade blev manipuleret af den trøstesløse sols døde åndedrag og træthed emmede ud af dens eksistens. Men så blev alting mørkt. Aria troede først hendes øjne bare svigtede hende, men da hun kiggede rundt kunne hun ane forvirring hos de mørke silhuetter der omgav hende. ”Hvad sker der?” hørte hun folk sige. Solformørkelse? Ingen forstod. Eller? Hendes far virkede ikke forvirret.

Et pludseligt, kraftigt lys.

Og mørke.

Folk stønnede og bandede. Alles øjne brændte som var der is i dem. Det havde kun været et øjeblik, og nu var øjeblikket slut, men lyset lå stadig og brændte bag øjenlågene. På himlen dannede sig et mønster i konstant bevægelse og fra det strømmede kulde, og med kulden: Stilhed.

 Det noget, der var i luften; det kolde, mørke intet, så stort og så ubeskriveligt, pressede. En masse som opstod af ingeting: Enormiteten. Den væltede alle roligt om kuld. Den pressede – ned. Ned mod jorden; langsomt, til de faldt. Der gik ikke længe før de forstod, at der ingen nytte var i, at rejse sig op igen. Så dér lå de. En nation, presset i knæ.

Enormiteten. Massen adresserede sig selv. Den pegede ikke, men de kunne mærke den rettede energien mod den helhed den var, mens den sagde ordet: Enormiteten. De lå. De forstod. Enormiteten ville have, de skulle ligge ned. Enormiteten havde magten til at lægge dem ned.

Information. Strøm. Information strømmede igennem dem alle. De vidste det hele nu. I løbet af et sekund – nu vidste de alt, men det gjorde det ikke mindre frygtindgydende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...