Cirkler på blankt papir

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jul. 2013
  • Opdateret: 19 jul. 2013
  • Status: Færdig
Aria levede et roligt liv på en rolig planet engang. Så kom enormiteten.

5Likes
3Kommentarer
612Visninger
AA

2. Flash back - Kapitel 1

Aria havde levet en kliché, dengang hun var så ung at hun ikke engang vidste hvad en kliché var. Dengang bitter intelligens og fri tankegang ikke havde plaget hendes barnesind. Dengang hun ikke var ”kynikeren”. Dengang verden var, at betragte blomsterne svaje i det hun havde fået at vide var vind, og at tegne cirkler på blankt papir med blå blyanter. Dengang .

De bløde træer skærmede for solens klare, røde stråler så den dybe græsplæne lå i absolut skygge. De kolde græsstå omfavnede Aria og kølede hendes krop ned til under kogepunktet. ”Fryser du ikke, skat?” lød det bekymret fra altanen hvor hendes mor lå og nød solen. Aria rystede på hovedet og smilede. Hun frøs aldrig og hendes forældre kunne ikke forstå det. Til tider så de hende stå og lege med iskrystallerne der sad i siden af fryseskabets kant, uden det mindste tegn på smerte, mens de selv ikke engang kunne nærme sig skabet uden beskyttelse, og ikke lide skade. De jokede og sagde at hun måtte være en sneheks eller fra en anden planet, men sandheden var, at de var bekymrede. Det var ikke naturligt. Men Aria vidste ingenting, andet end at det var sjovt at se is blive til vand i hendes hænder, og at isens brændende kulde var tusinde gange mere interessant end solens boblende hede.

Der skete mange ting omkring Aria hun ikke helt forstod, men det var bare sådan hendes liv var, og hun var efterhånden kommet frem til den konklusion, at der ikke var meget at gøre ved det. Hun kunne huske en kølig aften hun sad ved det store, brune skrivebord i stuen og tegnede cirkler på en tom mælkekarton. Hendes far snakkede i telefon i madlavningslokalet. ”Men hvad skal vi så gøre?” sagde han med tydelig desperation i stemmen. ”Jamen så skaf de midler, da!” Samtalen blev ved i længere tid, om midler og den og det og masser af ting mere, som Aria ikke helt forstod hvad var, men hun forstod sin fars øjne. De skinnede og det var nærmest som om de var drejet ti grader ind mod sig selv og hinanden.

”Hvem var det?” spurgte hun da hendes far nænsomt havde lagt telefonrøret på plads.

”Det var arbejdet,” svarede hendes far efter nogen tids tøven. Aria vidste ikke helt hvad han arbejdede med, men det var noget med nationen, havde hun hørt sin mor sige.

”Hvad er der galt?”

Hendes far svarede ikke, men greb blot fat i hende og løftede hende op til den del af væggen der var lavet af glas. Hun smed sin blyant og lod begge sine hænder hvile på glasset så hele hendes vægt var presset mod det, og kulden strømmede dovent ind i hendes hud. ”Kig på himlen, Aria,” sagde hendes far så. Hun gjorde som han sagde. ”De tre, lysende blå prikker dér, kan du se dem?” Han pegede indtil Aria nikkede. ”I nat er alle tre måner tydelige på himlen fra vores side af planeten. Det sker kun omkring hvert syv hundredende år, og du er i live lige nu, dette år, denne dag, denne nat. Aria nikkede igen. Han ville ikke snakke om telefonopkaldet, og det var okay.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...