The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
12Kommentarer
796Visninger
AA

7. The show must go on

Showet er i gang.

Jeg går ud fra scenen, og stiller mig klar til næste og sidste del af stykket. Den lille pakke falskt blod ligger i min hånd, og knivene er byttet ud. Alt er klar. 1 min. før vi går på igen. Penés kommer hen til mig. Hvad nu?.

”Drop det.” Siger han ”Jeg ved hvad i er ude på. Jeg overhørte tilfældigvis jeres samtale tidligere. Det går ikke, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe det her. Det er alt for sjovt”

Hans smil er grumt, og jeg indser at Isabella aldrig skulle have været det sidste offer. Psykopat. Mit blod fryser til is, da han rækker mig den anden kniv.

”Gør det, eller det hele bliver afsløret. Og jeg har flere beviser end du tror.”

Jeg tager kniven, ude af stand til at gøre andet. Penés skubber mig ind på scenen. Vi er på igen.

 

Jeg lægger knap nok mærke til hvad der sker. Jeg ved ikke om jeg siger mine replikker rigtigt, eller om jeg bare står stille. Min krop er som en dukkes. Men noget må der ske, for lige pludselig står jeg foran hende, og jeg ved hvad der nu skal ske. Hun skal dø. Men hvordan. Mine hænder famler ved de to knive der hænger side om side i mit bælte. Hun sender mig et kort smil. Hvor længe har jeg tøvet. Så ser jeg ham. Han står bag hende, lige nøjagtigt så langt inde at publikum ikke kan se ham. Han nikker. Det sker bare, og jeg trækker kniven, mens jeg kigger på ham. Så kigger jeg ind i hendes øjne. Så utroligt smukke øjne. De spæres op i chok, og det ser ud til at hun vil sige noget. Da kniven skærer igennem hendes sarte kød, og trækker en lige, rød linje tværs over hendes hals. Hun falder, og jeg ler,. Højt og rungende. Præcis som jeg skal. Jeg råber min sidste replik ud mod publikum. Jeg ved at jeg siger det rigtige, men kan ikke huske hvad det er.

Publikums stemmer rejser sig fra salen, og deres klapsalver når mig som sorte sommerfugle. Livlige og smukke, dog helt forkerte.

Jeg hører Penés stemme i mit hoved, og er lige ved at råbe det ud i salen.

The Show Must Go On

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...