The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
12Kommentarer
827Visninger
AA

1. Sorte sommerfugle

Publikums stemmer rejser sig fra salen, og deres klapsalver når mig som sorte sommerfugle. Livlige og smukke, dog helt forkerte. Salen runger af pift og applaus. Lyset skær mig i øjnene, og publikum bliver til sorte silhuetter. Tæppet går for, og et øjeblik stirrer jeg bare ind i det bløde fløjl. Der skal ikke bukkes, vi har andre ting at tage os til. Liget ligger midt på scenen, indsvøbt i blod, med et fint snit tværs over halsen. Kniven er stadig i min hånd.

Jeg går over til hende. Kigger på hendes kønne ansigt. Hun døde hurtigt, meget overbevisende. Det er altid et problem når de ikke dør med det samme. To af de andre mænd tager hende i arme og ben og slæber afsted med hende. Der bliver hældt en spand vand på gulvet hvor hendes blod stadigt ligger, som et sidste bevis på, at hun nogensinde har betrådt de skrå brædder. Snart vil det være helt væk.

Jeg føler den sædvanlige kulde, brede sig i min krop, og prøver for tusinde gang at overbevise mig selv om, at jeg intet forkert har gjort. Det hele er for showet, og smilet på de mange ansigtsløse tilskuere er prisen værd.

Alligevel må jeg tage mig sammen for ikke at løbe ud fra scenen. Jeg går stille og roligt, med direkte kurs mod min garderobe. Efter at have lukket døren bag mig, stiller jeg mig foran spejlet. Jeg stirrer på min groteske maske af sminke. Det påmalede smil, og de sorte huller omkring mine øjne. Jeg dypper en klud i vandfadet på bordet, og begynder at tørrer sminken af ansigtet, og blodet af hænderne. Det hvide, sorte og røde blander sig, og forsvinder langsomt, som jeg fugter kluden igen og igen.

Det har stået på så længe, at mine tårer ikke blander sig med vandet længere.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...