The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
12Kommentarer
799Visninger
AA

2. Penés plan

Det hele startede som en fejl. I hvert fald fra min side. Det var Penés – vores instruktør – der havde skændtes med Isabella, det første offer. Han mente at hun ikke levede sig ind i rollen, og at det var derfor at vi fik så mange tæsk af pressen. Hun må have vidst noget om ham, for han turde i hvert fald ikke fyre hende. I stedet gjorde han noget langt værre. Han skiftede knivene ud, og da jeg skulle dræbe hende i stykket, var det ikke en sløv og harmløs kniv der ramte hendes sarte hud. Den borede sig direkte igennem hendes hals, og jeg bemærkede det knap. Først da tæppet var gået for, og jeg gik ud af min karakter, kom jeg i tanker om at vi ikke havde haft budget til teaterblod. Da var det alt for sent. Hun lå stendød midt på scenen, og Penés gav ordre til at hun skulle fjernes, og scenen gøres rent.

Jeg håber virkelig at han havde tænkt det som den eneste gang. Men så kom morgenaviserne, og anmelderne roste os i høje toner. Han ville fortsætte det. Jeg nægtede, og ville gå til politiet. Men så lagde han sit trumfkort. Det var mig der havde myrdet hende, ikke ham. Og han ville ikke tøve med at fortælle det til myndighederne. Og han havde en hel teatersal af vidner. Hvad kunne jeg sige? Hvad skulle jeg have sagt?

Så jeg spurgte ham hvor han ville finde ofrene. Han talte til mig om syge tiggerkvinder der sultede og snart skulle dø alligevel. Vi kunne give den tryghed, lykke og penge i den sidste tid. De ville dø en ærefuld død, til ære for teateret. Det var i en højere sags tjeneste, som han sagde det.
Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor jeg gik med til det. Af frygt måske? Måske ville jeg mærke stoltheden igen, når publikum måtte rejse sig fra stolene, bare for at hylde os, som det var os fortjent. Måske mente jeg ikke at jeg havde et valg?
Men én ting er klart. Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...