The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
12Kommentarer
829Visninger
AA

4. Maria

Der er tre dage til næste show. Vi står hele holdet på scenen, og venter på Penés. Det nye offer er fundet, og skal vises frem. Hun skal øve med os for første gang, og det er en stresset affære for en pige, at lærer en hel rolle på tre dage. Men det er lykkedes indtil videre, og deres lidende tiggerøjne, går altid lige i publikums hjerter. Vi venter alle spændt, måske mig mere end de andre. Hvem skal jeg slå ihjel denne gang? Vi kan hører Penés ude på gangen. Han snakker med hende. Hun har en lys og luftig stemme, og hun ler kort af noget Penés siger. De nærmer sig, og jeg strækker hals for at få hende at se blot et millisekund før. De træder ind på scenen. Hun er mørkhåret, ung, og smuk. Penés introducere hende som Maria, og hun går derefter rundt og giver hånd til resten af holdet. Hun virker genert, men glad.

Turen kommer til mig, og hun kigger mig i øjnene og hilser på. Jeg siger ikke en lyd, og er helt stivnet da hendes blik rammer mit. Øjnene. Det var hendes øjne jeg så den aften, det var hende der hjalp mig. Endelig får jeg fremmumlet mit navn, og hun smiler nervøst til mig. Hun har smilehuller.

 

Øvningen er gået i gang, og Maria må have været forberedt, for hun kan alle replikkerne på fingerene. Mig og hende skal øve sammen hele tiden, da vi jo er stykkets hovedpersoner, som først er elskende, og senere rammes min rolle af jalousi, og myrder hendes rolle... og hende. Hun er faktisk en glimrende skuespiller, men hun får mig hele tiden til at kludre i min rolle. Hver gang jeg ser ind i de der forbandede øjne, glemmer jeg min linje, og scenen må tages om. Frustrerende. Hun er særlig, på en eller anden måde, og tanken om at hun vil være død om tre dage, og så for min hånd, er svær at vænne sig til. Hun er ikke ligeså modløs som de andre, og har stadigt den der gnist af liv i sig. Besværligt.

 

Vi har øvet i to dage nu, og den store aften er kun 24 timer væk. Sidste øvning gik godt, bortset fra at Maria pludseligt begyndte at grine, da jeg skulle til at dræbe hende. Hun undskyldte, stadigt boblende af grin, og det var så smittende at jeg blev nødt til at le med. således stod vi bare os to på scenen, mig med kniven i hånden, og grinede over noget, som ikke engang vi selv forstod. Det var som om at hun havde bragt en glædesaura med til teatret, og alle var påvirket af det. Selvfølgelig bortset fra Penés, som skældte ud over vores manglende koncentration.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...