The show must go on

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Igang
En novelle til konkurrencen om at lade sig inspirere af en sang.
Sjovt nok er den inspireret af "The show must go on" - Queen.

Uddrag fra teksten:
Jeg glemmer dem aldrig. Jeg husker alle deres ansigter i det øjeblik det går op for dem, at det ikke er skuespil længere. At legen er slut, og livet med den.
Ligesom jeg aldrig glemmer Penés sidste ord, efter at jeg havde indvilliget i hans plan. Måden hvorpå hans stemme sænkede sig til en teatralsk hvislen, og han sagde de sidste ord på gebrokkent engelsk inden han forlod rummet: ”the show must go on”.

Historien handler om et teaterstykke der går helt galt, og hvordan en massemorder bliver til, uden selv at ville det.

nogle af scenerne er ret voldsomme, og historien er i det hele taget ikke for alt for sarte sjæle.

15Likes
12Kommentarer
881Visninger
AA

3. Øjnene

Jeg har været som forstenet mens minderne har fyldt min hjerne, og jeg bliver næsten overrasket over at se min eget ansigt i spejlet, da jeg bliver nærværende igen. Jeg har ikke fået al sminken af, og mine træk er forvredne af farverne, der næsten får mig til at se så beskidt ud, at jeg kunne være en af tiggerne på gaden udenfor teateret. Jeg tørrer ansigtet i et stykke klæde og lader skidt være skidt.
Jeg har lige nøjagtig åndsnærværelse nok til at skifte mit halvblodige kostume ud, med mit sædvanlige, mere afdæmpede tøj, inden jeg igen forlader gaderoben. Jeg trækker en hat ned over ørerne, og hører bag mig, Penés stemme kalde mit navn. Han er langt nok væk, til at jeg kan lade som om at jeg ikke bemærker hans råb, og jeg skynder mig ned ad den mørke gang mod teaterets bagudgang.

Natteluften er klar og kold i den lille gyde, og udgør en skarp kontrast til den tunge luft indenfor. Jeg står et øjeblik og bare kigger op mod den overskyede himmel. Så kommer jeg i tanker om Penés kald, og skynder mig videre. Da jeg kommer ud af gyden kan jeg se hovedindgangen til teatret længere nede af gaden, hvor en menneskehorde af journalister og begejstrede tilskuere, står og venter. Måske på mig? Men jeg går i den modsatte retning, og trækker hatten lidt længere ned.

Jeg slapper mere af, da jeg drejer ned i de mindre gader. Også selvom de tiggende kvinder der sidder overalt, begynder at hive i mine bukseben. De er svage, og lette at ryste af. Nu kan jeg mærke kulden snige sig for alvor ind på mig, og jeg begynder at småløbe for at få varmen. Nogen griber fat i mit ben, så jeg snubler, og lander på de hårde brosten. Slaget giver mig en mavepuster, og jeg ruller om på ryggen for at kunne trække vejret ordentligt. Da smerten har fortaget sig så meget at jeg kan åbne øjnene, stirrer jeg direkte ind i en kvindes blik. Der er ikke noget tiggende i hendes udtryk, men snarere medlidenhed. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hendes øjne, og jeg forsøger forvirret at bestemme deres farve. Det virker som om de på én gang er grønne, brune og en anelse gule. Jeg stirrer fascineret, og ser hendes blik blive langsomt mere uroligt. Hun hiver mig op at stå med en pludselig bevægelse, og begynder at skubbe mig fremad. Jeg ser nu hendes bekymring, da alle de ludne kvinder i gaden, begynder at komme tættere på mig. Jeg skubber dem brutalt til side, og begynder nu for alvor at løbe. Stadigt kan jeg ikke glemme kvindens øjne, og jeg forsøger at forstå hvorfor hun mon hjalp mig.
Før jeg ved af det står jeg ved min hoveddør. Træt og forvirret lukker jeg mig ind, og kaster mig på sengen. Hendes blik er det sidste jeg tænker på, inden jeg falder i søvn.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...