Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5742Visninger
AA

7. Kapitel 6

Alt var sort omkring mig. Jeg blinkede et par gange og det gik langsomt fra sort til hvidt. Men med den hvide farve kom også en hovedpine så voldsom, at jeg havde lyst til at skrige, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Bare det at åbne øjnene var virkelig anstrengende, men noget sagde mig, at det var nødvendigt. Jeg blinkede et par gange mere og indså at den hvide farve ikke gik væk igen, men nogle små silhuetter kunne skimtes omkring mig. Jeg var helt klart på hospitalet. Alt var hvidt og når man som mig havde syn som en muldvarp, så kunne man næsten ikke se en genstand fra den anden. Jeg bevægede mit hoved lidt, så jeg kunne se omkring mig og den dundrende hovedpine fulgte med i hver bevægelse jeg lavede. Jeg var helt alene i rummet og det eneste der skilte sig ud fra det hvide var mit tøj der lå hen over en stoleryg ved vinduet.
Jeg havde i mit liv brug mere tid på hospitaler end jeg havde lyst til, men så snart et familiemedlem var syg, så skulle man besøge dem. Min bedstemor havde lagt på sygehuset længe i en periode, men kunne slet ikke huske hvorfor. Jeg kan ikke selv huske jeg har lagt i en af de hvide senge, for den eneste gang jeg havde været indlagt var da jeg var helt lille og så nu… åbenbart.
Jeg havde været på hospitalet så ofte at jeg vidste at den snor der hang ned fra loftet til venstre for mig ville tilkalde en sygeplejerske. Den var tæt nok på min hånd til at jeg ville hive i den, for jeg havde en del ting jeg gerne ville have afklaret og som min hoved ikke kunne håndtere lige nu. Jeg var overrasket hvor træt jeg var, da jeg begyndte at løfte på min arm hvor der stak en lille drop ind i håndledet. Det var ekstremt anstrengende! Jeg skubbede lidt til den med pegefingeren og ventede på den hang stille, til at jeg kunne få ordentlig fat i den og lod min arm blive slap for ikke at skulle bruge kræfter på at hive i den. Min arms vægt fik snoren til at reagere og en form for sirene startede udenfor døren. Jeg blev selv irriteret over min handling, for lyden var voldsom for mine stakkels ører, men jeg kunne ikke få mig selv til at få armene op til hovedet og skærme for lyden.

Der gik ikke et halvt minut før et par sygeplejersker kom stormede ind i rummet og kiggede sig forvirret omkring før de målret gik hen og kiggede min drop og den irriterende hjertemåler som bippede af mig. Først derefter gik en hen og kiggede mig i øjnene. Den ene havde et skilt på der fortalt mig at hun var oversygeplejerske selvom hun så yngre ud end den anden.
”Har du ondt nogen steder?” Spurgte hun på engelsk. Nå ja engelsk. Jeg var i England. Jeg var nød til at tale engelsk til hende. Jeg nøjes med at nikke og lukkede øjnene lidt for at mærke min krop ordentlig uden nogen påvirkning.
”Jeg vil helst have at du holder øjnene åbne. Kan du gøre det?” Jeg åbnende dem og så hendes bekymrede ansigt.
”Kan du fortælle mig hvor det gør ondt?” Jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde. Mit hoved dunkede sindssygt og min hals var forfærdelig tør. Jeg kunne bevæge min venstre arm, men den højre ville ikke lystre. Mit ene ben dunkede ligesom mit hoved, men jeg havde slet ikke prøvet at bevæge dem.
”Min hals er… jeg er tørstig.” Fik jeg hvisket og hun kommanderede straks den anden sygeplejerske at hente et glas vand til mig.
”Har du ondt i hovedet?” Jeg nikkede mens hun trykkede på en fjernbetjening så hovedenden af sengen begyndte at løfte sig og det ville være nemmere for dem at få hældt noget vand i mig.
”Du kan bare være rolig. Det er kun en let hjernerystelse. Det skulle gerne være væk i løbet af en uges tid.” Hun løftede mit hoved en anelse mere og holdte glasset hen til min mund så jeg kunne drikke lidt.
”Sådan. Er det bedre? Kan du bevæge dine fingre?” Jeg gjorde det hurtigt på den venstre hånd og hun nikkede, men den højre var spændt fast i et par underlige plastik brædder og jeg var ved at panikke da mine fingre ikke lystrede, men en skarp smerte opstod så jeg skar tænder.
”Jeg er ked af at sige det, men din underarm er brækket. Når du vågner lidt mere får vi noget gips på den. Hvad med tærende? Kan du vrikke med dem?” Jeg kiggede mod mine tæer som jeg havde fået bedre udsyn til, når nu de havde vippet med sengen. Den højre var øm, men jeg kunne sagtens bevæge dem under dynen. Den venstre fik mig igen til at skære tænder, men jeg åndede lettet op da jeg så dem bevæge sig under dynen.
”Jeg tager lige et tjek på det.” Sagde hende den anden sygeplejerske og trak dynen til side.  Jeg fik næsten kvalme da jeg så min venstre fod. Den var ikke hudfarvet nogen steder. Den havde en nasty blålilla farve og ind i mellem næsten sort. Den var mindst dobbelt størrelse og det så lang værre ud end min arm. Hun havde ikke trukket dynen så langt op, men jeg kunne se hvordan de blå mærker fortsatte op af mine skinneben. Åh gud, hvordan så mit ansigt mod ud?
”Du slap heldigt fra det. Det ser måske grimt ud, men det er bare en slem forstuvning. Du skal bare lade den hvile i et godt stykke tid, før du begynder at gå på den.” Oversygeplejersken skrev noget ned på den træplade som hang for enden af min seng, mens den anden sygeplejerske fandt noget sprit from til at rense sår med.
”Hvordan ser mit ansigt ud?” Hviskede jeg og frygtede det værste. Hende med sprittet smilede til mig og kiggede sig omkring.
”Jeg kan måske finde et lille lommespejl i min taske, hvis du ikke har noget imod at vente lidt?” Jeg nikkede bare og lod hende gøre hendes arbejde. Jeg havde helt klart en flænge på kinden, for hun begyndte at duppe den fugtige vat på min kind, så det sveg forfærdeligt. Min læbe havde også en flænge.
”Jeg må sige du har været heldig med ansigtet, hvis man ser i forhold til de andre skader. Du er ikke hævet i ansigtet, men du har en bule ved hårgrænsen.” Hun fortsatte ned til mine ben og fugtede noget mere vat i sprittet.

Efter min behandling fik de mig sat yderligere op og gav mig noget mere morfin. Jeg havde det seriøst som om jeg kunne flyve som en anden superman da virkningen slog ind. De kom med mad til mig, men jeg kan ikke huske hvad det var, for det smagte vist ikke rigtig af noget. Jeg havde fået at vide at jeg ikke måtte fokusere for meget på forskellige objekter når jeg havde fået hjernerystelse, men helt ærligt kunne jeg ikke se meget uden briller, så fokusere kunne jeg ikke i forvejen. Det bankede på døren og uden jeg svarede kom oversygeplejersken ind af døren med to betjente i hælende.
”Godt du stadig er vågen. Jeg har vurderet dig til at være frisk nok til at afgive vidneforklaring. Føler du dig i stand til det?” Hun kiggede spørgende på mig og holdte samtidig betjenende tilbage med en arm. Jeg nikkede og tømte endnu en juicebrik. Den ene betjent, som havde det sygeste overskæg, trak en stol hen til sengekanten, mens den anden stod i baggrunden sammen med oversygeplejersken. Betjenten med overskæget trak en form for båndoptager op af lommen og placerede den ved siden af min tomme tallerken på det smarte bord der stod på sengen.
”Christina Jorgensen? Dine forældre er underrettet og er på vej her til London. De vil ankomme til lufthavnen omkring klokken 17 og vil blive eskorteret hertil.” Jeg fik en tåre i øjnene da han nævnte mine forældre. Det var så længe siden jeg havde set dem og når de endelig fik mig at se ville jeg ligne noget der var trampet ned af en hest.
”Kan du fortælle os hvad der skete natten til onsdag den 27. november?” Jeg blinkede et par gange med øjnene før jeg satte mig hjerne i gang. Jeg var påvirket af morfin, men ikke meget kom frem.
”Der var en pige der stjal min pung. Jeg stod uden for 7eleven og så kom en pige løbende og tog min pung.” Begge betjente nikkede til mig.
”Du blev fundet i Hyde Park. Kan du huske hvordan du endte der?” Jeg missede med øjnene og kiggede på båndoptageren.
”Jeg løb efter pigen for at få min pung tilbage. Det var det eneste jeg havde på mig, så jeg blev nok en smule desperat.”
”Hvorfor var den det eneste du havde på dig? Du måtte da have haft en mobil på dig?” Jeg kom til at tænke på hvad jeg lavede i Hade Park. Hvad jeg lavede ved 7eleven. Og hvad jeg havde lavet i underground. Grunden dertil havde forbi gået min opmærksomhed fordi jeg havde været så koncentreret på mine skader og var høj af morfin. Louis. Drengene. Perrie og Danielle! The Girlfriend club. Det hele kom tilbage til mig og ramte mig som en hammer i hovedet. Jeg lukkede med det samme da ukontrollable tårer strømmede ud. Jeg kunne mærke jeg bævrede med læben og ville dække mit ansigt med mine hænder så de ikke kunne se mig, men min tunge gips arm var ikke til meget hjælp, så jeg dækkede mine øjne med den ene hånd.
”Jeg ved det kan være hårdt, men vi er nød til at få nogle informationer så vi kan finde dem der overfaldt dig.” Sagde betjenten og lagde en hånd på mit ben. Jeg trak vejret dybt men besværet. De lod mig græde et stykke tid, indtil jeg var nogenlunde parat til at svare.
”De var 4 piger. Hende der tog min pung var mørkhåret og overvægtig. En anden var farvet lyst, men havde mørke udgroninger. Der var vist også en med krøller, men kan ikke huske mere. Jo… de havde meget farverig makeup på. Vil i ikke godt…” Min stemme knækkede før jeg igen begyndte at græde og jeg hulkede mens jeg kiggede op imod loftet. Jeg havde ikke lyst til at se betjentene i øjnene.
”Okay. Jeg tror det er godt nu. Vi kontakter jer hvis hun kan huske mere.” Oversygeplejersken jagede en smule med betjentene indtil de var ude.
”Er du okay?” Mumlede hun kort. Jeg nikkede bare inden hun gik ud og lukkede døren.

Jeg tror jeg var faldet i søvn igen, selvom jeg ikke kan huske andet end de tanker der havde kørt rundt i mit hoved og de tåre der havde fået mit sår på kinden til at svige endnu mere. Det bankede på døren og jeg åbnede straks øjnene selvom de sveg. Det var sygeplejersken som havde renset mine sår.
”Dine forældre er her nu.” Sagde hun og lod dem gå først hen til mig. Min mor prøvede at smile men samtidig græd hun og det fik bare mig til at græde sammen med hende. Min far havde en stram mine, men jeg kunne se på hans øjenbryns placering, at han var bekymret.
”Hvad har London dog gjort ved dig?” Sagde min mor og lagde en hånd på min kind. Jeg lænede mit hoved imod den og inhalerede duften af min mor og hjem.
”Jeg vil gerne hjem.” Græd jeg da min mor blev viftet væk af sygeplejersken så hun kunne skifte mit drop. Min mor kiggede bekymret hen på min far som kom for at tage min hånd på den anden side.
”Det kan vi godt arrangere.” Sagde min far kort og smilede til mig under overskæget.
”Har du snakket med drengene om det?” Spurgte min mor så det stak i hjertet på mig. Jeg ville ikke tænke på dem. Jeg ville for alt i verden glemme dem. Jeg passede ikke ind i deres selskab. Jeg passede til i Camden eller hjemme i selskab med Julia og min bøsseven Henrik. Der var ikke noget andet jeg ville mere end at komme hjem til mine venner og familie.
”Jeg vil ikke snakke med dem.” Sagde jeg kort og kiggede ned på dynen.
”Hvorfor ikke? Har du gjort dig noget? Skat svar mig!” Min mor ruskede lidt i min arm.
”Jeg vil bare ikke snakke med dem. Jeg vil bare hjem, okay?” Det bankede på døren og endnu en sygeplejerske stak hovedet ind.
”Din værge vil gerne se dig, skal jeg sende ham ind?”
”NEJ!” råbte jeg og fik tåre i øjnene igen. Hun kiggede forvirret på mine forældre og min far gjorde tegn til hende, at hun skulle gå. Hun nikkede og forsvandt ud igen.
”Jeg troede du og Louis havde det godt sammen?” Min mor trykkede min hånd igen.
”Det havde vi også, men vores forhold er usundt. Vi er fra to forskellige verdner.”

Jeg blev udskrevet et par dage efter, da min hjernerystelse havde fortaget sig så meget, at jeg kunne tillade mig at flyve hjem til Danmark. Min far havde bevægede sig i pendulfart mellem sygehuset og drengene for at hente de mest nødvendige ting som jeg kunne tage med hjem til Danmark. Min mobil lå slukket i min lomme, for den begyndte at vibrerer hen over bordet, så snart jeg tændte den og jeg turde ikke kigge på skærmen. Jeg humpede af sted med en krykke under den ene arm og min mor havde fat i den anden side. Jeg skulle bare ud til taxaen. Jeg smilede til receptionisten, da jeg var på vej ud af døren, da jeg hørte nogen råbe mit navn. Jeg skar en pinefuld grimasse før jeg kiggede hen af gangen til højre. Louis kom gående i højt tempo imod os og jeg skyndte på min mor for at komme igennem svingdøren. Taxaen holdte næsten lige uden for døren, men på grund af min dårlige fod var jeg kun i halvt tempo og Louis nåede hen til os, da min mor lagde hånden på håndtaget til bilen.
”Chris!” Sagde han forpustet og jeg vendte mig den anden vej, for ikke at kigge på ham.
”Love, hvorfor gør du det her?” Jeg kunne høre sorgen i hans stemme, men jeg havde besluttet mig, og humpede det sidst skridt og satte mig ind i bilen. Min mor hjalp mig ind med benene og stoppede et øjeblik og gav mig et blik.
”Er du sikker på det her, Christina? Han ligger på sine grædende knæ?” Hun snakkede lavt til mig på dansk og jeg vidst godt hun holdt af Louis, men jeg passede ikke ind i hans verden. Ikke engang da han bare var en normal fyr som hang ud med hans venner og spillede fodbold. Vi var for forskellige og jeg kunne godt se hvad deres fans mente, når de skrev de ville have Eleanor tilbage. Hun passede perfekt ind i berømthedsbilledet med hendes modelskikkelse. Min mor flyttede sig for at sætte sig om på den anden side, så døren ind til mig stod åben og Louis overtog straks hendes plads.
”Please lad være! Du skal ikke høre på hvad folk siger. Du bliver nød til at blive her! De ved ikke engang om overfaldet har noget at gøre med vores fans. Please bliv så vi kan snakke om det her!” Han tog fat i min hånd og jeg kiggede lige ud i luften og prøvede at holde mine tårer tilbage.
”Vil du ikke være sød at lukke døren?” Min stemme knækkede sammen til sidst og jeg lukkede øjnene og ventede på han gav slip på min hånd og lukkede døren. Chaufføren, som havde været så flink at vente, satte gang i bilen og jeg kiggede mig ikke tilbage.

Jeg sad i lufthavnen sammen med min mor og drak en sodavand. Jeg havde intet fået at spise for alt gav mig kvalme lige nu. Hun kiggede uroligt på mig, men jeg skærmede for mine øjne med en hånd.
”Kan du give mig min mobil, mor?” Jeg havde givet hende den i bilen for at jeg ikke skulle få lyst til at ringe til Louis igen. Jeg havde ikke kigget på hans ansigt, men jeg kunne høre i hans stemme at han var oprigtig ked af det, men jeg håber han finder en ny pige som deres fans vil elske lige så meget som han kommer ti.
”Skal vi tjekke dig ud igen?” Spurgte min mor stille og rakte mig min mobil fra hendes taske. Jeg rystede på hovedet og tændte for den, og skrev min kode. Jeg ventede på den startede op og rettede på mit hår imens. Jeg trykkede ind på kameraet og startede en video. I starten vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige så jeg stirrede bare ind i linsen. Min mor skulle til at sige noget, men jeg stoppede hende med en løftet finger.
”Velbekomme. Jeg giver op. I vinder! Jeg forlader London nu og alt det har ført med sig. Jeg skal nok holde mig væk fra England, drengene, twitter… alt… Så… farvel til mine trofaste viewers som har fulgt mig. Måske kommer jeg tilbage til youtube engang, men lige nu vil jeg lade haterne nyde deres sejr. I fik hvad i bad om.” Jeg stoppede videoen før jeg begyndte at græde. Min mor kom over og gav mig et kram før hun knælede foran mig og tog min dårlige hånd i hendes.
”Skat det mener du ikke. Ikke din youtube kanal! Du har arbejdet så hårdt på den!” Jeg rystede på hovedet så mine tårer stod ud til siderne og tørre mine øjne før jeg trykkede ind på youtube appen og uploadede videoen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...