Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5746Visninger
AA

6. Kapitel 5

”Hvad sidder i herude for?” Jeg blev vækket af en dør der åbnede sig og Nialls stemme. Jeg missede med øjnene da han tændt for lyset, da det endnu ikke var blevet helt lyst udenfor. Louis begyndte at bevæge sig lidt, hvilket resulterede i at hans hoved gled fra mit bryst og ned i mit skød. Igen, jeg er ikke verdens mest veludrustet tøs.
”Hvad er klokken, Niall?” Var det eneste jeg svarede og strakte mine arme til de kom med et utilfreds knæk på grund af den dårlige sovestilling.
”Øøøh omkring 9 tror jeg.” Jeg åbnede det ene øje dovent og kiggede på ham. Hans hår sad ud til alle sider, men gjorde det ikke det altid? Han havde pyjamasbukser på og bare tæer. Han holdte et glas juice i hånden og kiggede tilbage på mig med et undrende blik.
”Louis er syg. Jeg holder ham med selskab.” Jeg nikkede mod toilettet og Niall lavede en grimasse der viste afsky. Louis fik sat sig op med et klynk og gned sine øjne.
”Har du det bedre bebe?” Jeg rodede ham lidt i håret, før jeg mærkede hans pande som stadig var en smule varm. Han var stadig en smule bleg, men han var frisk nok til at få et kækt smil på læben og rykke lidt nærmere.
”Du kaldte mig bebe og ikke Lou... Det kan jeg godt lide.” mumlede han og lod vores næsetippe mødes. Jeg rejste mig og fik Louis trukket op bagefter og placerede ham på sofaen i stuen. Ozzy måtte kunne føle at Louis havde det skidt, for selvom han var ved at vende sig til drengene igen, var han ikke nået til det stadium at hoppe op i skødet på dem. Men denne gang var en undtagelse og Ozzy hoppede op til Louis og lagde sig ned på hans mave. Louis så ud som om han prøvede at ignorer ham i starten, men da han begyndte at spinde, kunne han ikke lade være med at kæle lidt med ham.

Jeg gik ud i køkkenet hvor Liam sad ved bordet med en skål cornflakes og sin mobil i hånden. Allerede fra morgenen af havde drengene travlt på deres mobiler. Jeg tænkte jeg nok hellere måtte se om Louis kunne spise noget uden at kaste op denne gang.
”Hvor blev Niall af?” Spurgte jeg mens jeg gik rundt i køkkenet for at finde cornflakes, skål og mælk.
”Han skulle bruge toilettet, men han sagde i lå ude på gulvet.” Jeg kunne mærke Liams bebrejdende blik i nakken, mens jeg gik rundt og han sendte mig et frækt smil da jeg vendte mig om igen.
”Det er ikke som du tror.”
”Nej nej.” Sagde han og prøvede at se uskyldig ud.
”Louis er syg og lagde hen over toilettet hele natten og kastede op.” Sukkede jeg og satte mælken i køleskabet igen.
”Han kunne også bare have sagt nej.” Liam brød ud i høj latter over sin egen joke og jeg gik hen og slog ham på armen.
”Så dårlig er jeg ikke!” Sagde jeg surt, men kunne ikke lade være med at grine lidt selv, mens jeg forlod køkkenet.
”Det ved jeg skam godt! Det er ikke kun piger der fortæller hinanden alt!” Råbte Liam efter mig og jeg sværger jeg var ved at tabe underkæben og skålen med cornflakes over den kommentar. Hvis ikke Louis var syg lige nu, havde han fået en røvfuld. Men i det mindste lød det som om det var positiv omtale.

Jeg tog Ozzy op mens jeg erstattede ham med en portion cornflakes i Louis hænder. Jeg satte mig ned i fodenden og puttede Louis føder ordentligt under tæppet han havde taget over sig. 
”Sikker på du ikke skal til forelæsning? Du kan stadig nå det mest af den.”
”Louis lad nu være. Jeg går ikke fra dig når du har det dårligt! Og spis nu noget så du kan få gang i kroppen igen.” Louis kiggede lidt på skålen, han skulle nok lige tænke på, om det kom op igen. Det endte med han spiste og tændte for en fodboldkamp, så jeg tog min mobil frem for have noget at lave. Fodbold var ikke lige mig. Jeg havde fået en sms fra hans mor om at hun stolede på, at jeg nok skulle passe godt på ham og jeg skulle hælde en masse te i ham. Det tror jeg heller ikke han havde noget imod.
”Savner de dig til forelæsningen?” Louis nikkede i retningen af min telefon.
”Øh nej?”
”Hvem skriver du så med?” Spurgte han nysgerrigt.
”Faktisk… så er det din mor…” Sagde jeg og begyndte at grine af Louis ansigtsudtryk. Hvis han havde haft noget i munden så ville han helt sikkert have spyttet det ud over tæppet.
”No way! Hvorfor? Hvordan har du..?” Hans øjne var vidt opspilede og hundrede tanker gik igennem hans hoved, før han kom til en konklusion og smilede alligevel.
”Hun gav mig hendes nummer mens du sagde farvel til dine søskende. Er det for underligt?” Jeg lavede en grimasse og kiggede ned på den sms jeg var ved at skrive.
”Nej nej… Det er fint. Helt fint! Hun skrev også en masse med.. Eleanor.. Men det er godt i kommer godt ud af det med hinanden!”  Louis kæmpede med ordene og det var vildt sødt at se på. Jeg rejste mig op og kyssede Louis på panden før jeg satte mig ned på gulvet ved siden af ham.
”Bare sig til hvis jeg skal lade være med at svare hende, Okay?”
”Nej nej jeg vil gerne have, at i har et godt forhold til hinanden. Så er det også nemmere at tage dig med hjem en anden gang.” Han var efterhånden færdig med sine cornflakes, så jeg tog skålen i den ene hånd og mobilen i den anden og gik langsomt ud af stuen.
”Okay så. Så svare jeg hende. Hej Johannah… Louis opfører sig ikke ordentligt. Du må hellere komme og give ham nogle smæk.” Sagde jeg langsomt og lod som om jeg tastede på min mobil.
”Hey!” Råbte Louis efter mig, men jeg gik ud i køkkenet før jeg begyndte at grine.

Efter en forlænget weekend var Louis efterhånden ved at være så rask at han fjollede rundt med Harry igen, så jeg kunne tage til forelæsning uden at have dårlig samvittighed. Emma sad på muren udenfor universitets sydlige indgang og hørte musik. Hun havde nogle kæmpe hørertelefoner siddende uden på hendes tykke dreadlocks og den tunge metalbas kunne tydeligt høres flere meter fra hende. Jeg vinkede for at få hendes opmærksomhed og hun hev høretelefonerne ned, så de hang om halsen på hende, men musikken spillede stadig højt.
”Hvad så? Er superstjernen blevet rask?” Jeg sukkede og nikkede før vi forvildede os ind af indgangen hvor alle de andre elever skyndte sig ind, da det var koldt udenfor. Folk var begyndt at gå rundt i deres store vinterjakker og jeg selv havde fundet min uldfrakke og spirithood frem fra gemmerne og vandrede rundt som en anden bjørn.
”Er jeg gået glip af meget i biologi?”
”Kun at vores lektor sprang en grissenyrer i luften!” Udbrød Emma og klappede i sine hænder. Jeg måbede.
”Hvad? Hvorfor?” Emma kom med en langt ud forklaring om noget gas tryk og bunsenbrænderen der gav en for store flamme, men jeg overhørte det meste, for nogle trunter som stod lidt fra os pegede diskret i vores retning og småfniste. Hvad var deres problem? Jeg prøvede at nidstirre dem for at få dem til at kigge væk, men Emma knipsede foran mit ansigt.
”Du hører ikke efter!” sagde hun med et irriteret ansigt og satte hænderne i siden, så hendes læderjakke knagede.
”Undskyld. Jeg blev lige distraheret.” Sagde jeg og skulede mod trunterne. Emma kiggede mig over skulderen og hen på dem.
”Hey? Hvad er jeres problem?” Råbte hun højt så alle i hele indgangshallen kunne hører det. Jeg gav hende et advarende blik, men jeg kunne hører fnisen, og det fik bare Emma længere op i det røde felt. Hun farede imod dem og stod mindre end en halv meter fra en af pigernes ansigter.
”Lad sgu da for helved pigebarnet være! Hun kan ikke gøre for, at popstjerne har smag? Du er sikkert bare jaloux din lille…!!” Jeg skyndte mig at gribe ind og tog fat i Emmas arm og trak hende med mig. Hun slog over i svensk og blev ved med at råbe mens jeg trak hende efter mig.
”Hun kan ikke engang forsvare sig selv…” Hørte jeg en sige, før vi var nede af gangen og uden for deres hører og synsvinkel.

”Det behøves du ikke gøre, Emma.” Jeg gav slip på hendes arm, da jeg var sikker på hun fulgte med, i stedet for at løbe tilbage.
”Ja undskyld, men jeg kan se hvordan det går dig på! Du skal ikke lytte til dem.”
”Det er svært Emma! Okay!” Halvråbte jeg og stoppede op og klaskede min ryg mod muren. Emma stod helt paf og pillede ved ledningen fra hendes høretelefoner. Jeg strøg en hånd hen over mit ansigt før jeg tog en dyb indånding.
”I starten…” Min stemme knækkede, da jeg var tæt på at bryde sammen, men jeg holdte en pause for at trække vejret dybt igen og Emma skyndte ikke på mig, men stod tålmodigt og ventede på at jeg startede igen.
”I starten var det online. Folk kunne lide mig før. De kaldte mig sågar for Sister Direction! Men jeg var så dum, at jeg pressede Louis til at offentliggøre alt og nu… Jeg havde det svært i starten med alle de dumme kommentarer på mine youtubevideoer som slet ikke havde noget med drengene at gøre!” Emma tog fat om min skulder og trak mig med hen til en sofa længere henne af gangen der mest af alt står der som pynt.
”Men online! Der kan man slette de kommentarer man ikke kan lide, eller springe dem over og læse alle de positive! Jeg havde bare ikke regnet med at folk kunne være sådan i virkeligheden! Her kan jeg ikke sorterer i kommentarerne! Her får jeg ikke nogen positive ud over fra Louis. Seriøst. Ikke engang du er vildt med ideen ved alt det her, Emma! Jeg har svært ved at se positivt på mine valg, og jeg ville ønske jeg havde flere til at støtte mig!”
”Jeg støtter dig da! Jeg er måske ikke vild med dit valg at kæreste, men jeg kan se hvor glad han gør dig. Og desuden.. du ville så meget have taget Damon fra mig, hvis ikke Louis var her.” Jeg kunne ikke lade være med at smile af Emmas bemærkning. Det var faktisk første gang hun havde kaldt ham Louis og ikke popstjerne eller andet der var negativt i hendes verden. Jeg sad lidt med ansigt begravet i mine hænder før jeg rejste mig op og prøvede at smile.
”Lad og komme til forelæsning og håbe på at se flere nyrer springe i luften.” Sagde jeg en smule mere muntert og tog Emma i en armkrog og gik videre ned af gangen.
”Luder.” kom det pludselig fra en pige der gik den modsatte retning og Emma vendte sig straks om og slog hende i nakken. Jeg sukkede dybt før jeg tog fat i Emmas arm, så hendes svenskervrede ikke førte til mere vold.

Jeg smed mig hårdt ned på sofaen da jeg kom hjem og udstødte et højt suk. Liam sad i den anden ende af sofaen og hilste med et nik. Jeg lagde en pude over mit ansigt og lukkede øjnene lidt, for at prøve og glemme dagen eller tænke på noget rart… Som kage. Kage er godt.
”Hård dag?” Spurgte Liam med antydningen af et lille grin og jeg sukkede som svar. Jeg mærkede hvordan sofaen gav sig, fordi han rykkede på sig. Han løftede mine ben og satte sig ind under dem, for at komme tættere på.
”Hvad så?” Liam kunne altid mærke hvis der var noget der gik en på, og han var der altid hvis man havde brug for et kram eller et klap på skulderen.
”Jeg har brug for kage…” Sagde jeg stille og kiggede mut ud i rummet. Liam løftede et øjenbryn, da det nok ikke var det svar han forventede, så han begyndte at tromme en smule på mine knæ med pegefingrene, for at få min opmærksomhed.
”For mange lektier?” Spurgte han endelig, efter den helt store trommesolo.
”Jeg ville ønske det bare var det. Men Liam, du behøves ikke at bekymre dig, vi har haft den her samtale før, og jeg prøver at forblive positiv.” Jeg prøvede at få mig selv til at tro på det jeg lige sagde og smilte til ham. Han skulle til at sige noget, men blev afbrudt af Louis der lænede sig hen over sofaryggen for at kysse mig.
”Haft en god dag, babe?” Spurgte han hurtigt mens han satte hans hår på plads igen.
”Nja.. Det har været lidt af en øv dag. Har du noget kage?” Louis var ikke som Liam, så han kiggede ikke underligt på mig, men tog det som om det var den mest normale ting i verden og smilede til mig.
”Hvad siger du til… At vi går ud og finder noget kage efter aftensmaden? Bare os to?” Mit humør blev straks bedre og jeg rejste mig op for at kramme Louis. Han trak mig ind til sig og lagde armene om mine skuldre og kyssede mig i håret. Han var virkelig min helt.

Som lovet tog Louis mig i hånden og førte mig med ned til underground. Jeg havde aldrig set en af drengene tage toget før, så jeg gik en smule nervøst ved siden af Louis mens folk vendte sig om efter os. Han havde ikke solbriller på som han plejede for at være diskret, men havde dog taget en hue på, da det var koldt udenfor. Toget var næsten tomt da det ankom, så vi kunne sagtens sidde ned. Der sad en mand iført jakkesæt overfor os. Han havde hovedet ned i mobilen og kiggede kun kort op da vi steg ind. Han var sikkert meget ligeglad med os, men den lille pige ved siden af ham var tydeligvist ikke. Hun begyndte at hive ham i ærmet, så jeg håbede lidt at det var hans datter eller noget. Hun lignede en der kunne eksplodere når som helst, men hendes far tyssede bare på hende og bad hende om at sidde ordentligt. Jeg prikkede til Louis, men han havde godt set pigen og sendte hende et stort smil. Jeg vil skyde på hun var på alder med Phoebe og Daisy, så storebror genet kom nok op i ham, da han rejste sig op og satte sig ved siden af hende. Hun blev helt stum og stirrede bare på Louis.
”Ved du hvem jeg er? Er du fan?” Spurgte han roligt og pigen forsatte med at være stum og nikkede bare.
”Vil du have en autograf eller noget? Vi skal først af om et par stop, så jeg har masser af tid.” Han smilede til hende og hun begyndte igen at hive hendes far i ærmet.
”Faaaar! Det er Louis! Tag et billede!” halvhviskede hun og hendes far kiggede spørgende på både mig og Louis. Det så dog ud til at et eller andet gik op for ham, da han kiggede på Louis igen og de gik straks i gang med at stille op til et foto og hun lånte et stykke papir fra hendes fars attachemappe, til en hurtig autograf. Hun nåede at få tilstået sin kærlighed for Niall, mens hendes far rystede opgivende på hovedet, så mig og Louis gik grinende fra toget da vi steg af på Bond Street Underground.

 ”Har du et specielt sted i tankerne?” Spurgte jeg og lænede mig lidt mere hen imod Louis. Vi gik på Oxford Street som vi havde gjort det på min fødselsdag. Sidst vi var her havde Louis alt for travlt med at skrive med Eleanor, til at reagere på at jeg filmede, og nu gik vi her hånd i hånd. Det var ved at være frygtelig koldt udenfor og det var tydeligt at vi var godt på vej mod vinter. Man kunne se vores ånde omkring os, når vi gik ind i lyset fra en gadelygte. Butikkerne var så småt ved at være lukket alle sammen, så det var kun caféerne og restauranterne der havde åben endnu.
”Jeg kender det her verdensberømte konditori hvor de skulle lave nogen af de bedste kager i verden. Det ligger nede ved Soho Square, så vi skal gå lidt, men det bliver det hele værd!” Louis klemte min hånd en gang og kiggede på mig. Hvis bare han vidste hvor glad jeg var lige i det her øjeblik! Alting virkede bare perfekt!
”Verdensberømt? Burde jeg så kende det?”
”The Hummingbird bakery? Siger det dig noget?” Jeg rystede hurtigt på hovedet og han ledte mig videre ned af en sidegade.  En sød lille butik med kæmpe glasvinduer afslørede at vi endelig var fremme. På vinduerne stod der med lyserød skrift The Hummingbird Bakery og fordi det var mørkt udenfor, kunne man på lang afstand tydeligt se alle de farverige kager. Synet fik os til at gå hurtigere og så snart vi trådte indenfor blev vi mødt af en dejlig varme og smilende personale. Jeg spærrede øjnene op og stirrede rundt på alle kagerne. Udvalget i cupcakes var enormt og store pyntede cheesecakes og flødeskumskager stod på hylderne bagved disken i store glasskabe.
”Hvad skulle det være?” Spurgte den gamle dame bag ved disken, efter jeg havde stået og stirret rundt i et godt stykke tid.
”Du finder bare det du vil have. Jeg giver.” Louis puffede mig lidt tættere på disken og jeg kiggede drømmende rundt.
”Det er næsten ondt, bebe. Der er jo så meget at vælge imellem!? Hvad plejer du at få?”
”Jeg har faktisk aldrig været herinde før. Har bare gået forbi.” Indrømmede han og trak på skuldrene.” Det endte med jeg måtte spørge damen om hvad hun kunne anbefale.

Jeg sad og nidstirrede det store stykke Cheesecake med chokolade, karamelcreme og drys af hasselnødder. Den gamle dame havde sagt det var en rigtig vinterkage og derfor besluttede Louis sig hurtigt for, at det måtte blive den, for hvis jeg skulle have besluttet noget, så havde vi stået der endnu. Endelig kom hun med to store kopper te og på hver underkop lå to små mint cupcakes. Det hele var så overvældende at jeg havde lyst til at græde. Det var de mest nuttede kager jeg havde set! Jeg kunne da ikke bare spise dem! Så snart vi havde nippet lidt til teen begyndte vi på kagen. Det var tydeligt at se på vores opførsel, at vi ikke var vant til at sidde ude i offentligheden og spise, for vi kunne ikke få kagen til at blive på gaflen og sad begge og sukkede hver gang hasselnøds drysset faldt af.
”Må jeg smage?” Spurgte han pludselig. Jeg satte min te fra mig og kiggede ned på min kage.
”Vi har fået af samme kage, bebe?” Sagde jeg forvirret og kiggede fra min kage til hans.
”Det var ikke… mad mig!” kommanderede han og grinte, før han åbnede munden og lukkede øjnene. Jeg ved godt det her skulle være et romantisk øjeblik og tro mig! Jeg følte virkelig for det, men som han sad der med lukkede øjne og ventede på en bid af min kage, var det bare så meget mere fristende at ramme hans næse. Karamelcremen var klistret, så det meste blev siddende på hans næse før han nåede at trække sig lidt tilbage. Jeg kiggede tilfreds på ham mens han sendte mig et skulende blik og tørrede sin næse af i en serviet.
”Du ved godt, at du kommer til at fortryde det der senere, Ikke?” Han smilede skummelt men jeg prøvede at holde masken.
”Jeg nyder øjeblikket så længe det vare. Jeg er klar.” Sagde jeg udfordrende og løftede det ene øjenbryn.
”Naah. Pay back nu ville være for nemt. Det skal være når du mindst venter det.”

Det var en hverdag, så vi kunne ikke blive for længe ude, selvom jeg først skulle møde til en sen forelæsning dagen efter. Vi spiste dog ekstremt langsomt og snak var der ikke meget af, mere komplimenter. Det var godt nok at komme lidt væk fra alt der plagede en og bare sidde og drømme sig væk i øjnene på den fyr man har forelsket sig i. Det kriller stadig lidt i maven, for det er ikke noget man bare lige vender sig til. Jeg følte mig virkelig heldig.
”Oh my god! Det er Louis Tomlinson! Oh my god! Jeg er din største fan!”  Et par veninder var kommet ind i bageriet og flippede totalt ud. Damen bag kassen kiggede på os med medlidenhed i øjnene og skyldt sig at spørger om hun kunne hjælpe pigerne med noget. De havde selvfølgelig travlt med Louis i stedet for at hører efter.
”Oh my god! Det er bare så underligt at møde dig her! Jeg har drøm om det her SÅ længe! Hvor er det vildt!” fortsatte hun og gik helt hen til vores bord. Hendes veninde tog hendes mobil frem og begyndte at knipse det ene billede efter det andet. Louis smilede til dem, men det var tydeligt at se på hans øjne at han ønskede dem langt bort.
”Kan vi få din autograf?” Hun tog en kuglepen op af hendes lille skuldertaske og gav ham den og hendes mobil. Louis skrev hurtigt på hendes cover og hendes veninde måtte stoppe med at tage billeder imens hun fik hendes mobil pyntet med en snørklet underskrift. Louis nikkede til dem begge som et tydeligt tegn på at de var færdige nu og han var i gang med noget, men pigerne blev hængene og blev ved med at fangirle. Jeg lænede mig tilbage i stolen og kom til at sukke en smule højlydt. Det var ikke meningen, for jeg vidste at Louis ikke kunne gøre for det, men han havde lavet en tydelig hentydning til dem, at de nok skulle gå. Det fik dem alle 3 til at kigge på mig og jeg sendte straks Louis et undskyldende smil. Den nærgående pige fnøs.
”Var det ikke dig der jagede Eleanor væk?” Jeg måbede.
”Hva…?”
”Du har ødelagt The Girlfriend club!” Hendes veninde begyndte at erklære sig enig mens jeg prøvede at finde ud af hvad de overhovedet snakkede om. Hvad var Girlfriend Club? Hvad havde jeg gjort?
”De damer. Vil i ikke godt give os lidt privatliv? Vi er faktisk på en hyggelig date.” Louis rejste sig og kiggede bedende men en smule advarende på pigerne. De vender sig om for endelig at købe de cupcakes de i bund og grund kom herind for, mens du skulede i vores retning indtil de forlod bageriet.
”Det må du virkelig undskylde, Love.”
”Jeg fik ikke fat i hvad det var jeg havde ødelagt.” Sagde jeg rystet og nippede til slanten af min te.
”Det er også lige meget.” Sagde Louis bestemt og greb ud efter min hånd og nussede den lidt.
”The girlfriend club?” Mumlede jeg for mig selv.

Jeg fik sagt godnat til Louis og de andre og gik ned til mig selv. Jeg var træt, men jeg blev nød til at læse op til forelæsningen så jeg tog min bog med ned i sengen. Ozzy fulgte efter mig og lagde sig til rette på min pude med det samme. Men i stedet for at lægge mig i sengen, gik jeg over og startede min stationære computer. Min psykologibog lå ved siden af og ventede mens jeg åbnede google og skrev ordet The Girlfriend Club 1D ind i søgefeltet. Jeg gik med det samme ind og kiggede efter billeder. Jeg mærkede med det samme mine øjne svige da jeg så de første par billeder. En masse collager var lavet med billeder af Eleanor, Perrie og Danielle og med overskrevet The Girlfriend Club. Det var det pigerne mente. Billederne viste 3 perfekte skønne piger som på samme tid var bedste veninder. De havde kun fundet hinanden fordi de var kærester med hver deres medlem af One Direction. Men sikke en trio. Jeg ville helt sikkert ikke passe ind i mellem Perrie og Danielle som Eleanor gjorde. Hun var elegant at se på med hendes korte velsiddende lille sorte sag og høje stiletter som kun de professionelle kunne gå i. Her sad jeg med pink hår og det bedste jeg kunne præstere var at gå i et par kilehæle fra Deichmann til 200 kr. Jeg passede jo slet ikke ind i det her billede? Jeg ville aldrig kunne fremstå elegant og feminint på den måde. Jeg begyndte at kunne forstå hvorfor folk så gerne ville have Eleanor tilbage. Jeg var seriøst en freak.

Jeg gik ovenpå hvor drengene stadig sad i stuen. Jeg er sikker på at mine øjne var blodsprængte og tårende trillede ned af kinderne på mig, men jeg gik hen og stod i døråbningen og kiggede på dem. Harry og Louis sad med ryggen til døren med hovedet nede i twitter, så det var Niall den først så mig. Først lige kort for at konstatere jeg var der, før han rettede sin opmærksomhed mod fjernsynet igen. Der gik dog kun et split sekund før han vendte hovedet igen og rejste sig forskrækket op og nærmest løb hen til mig.
”Nej nej du må ikke græde!” Var det første han sagde og tog fat om mine arme.
”Jeg kan ikke lade være Niall!” vrissede jeg, men jeg havde ingen grund til at vrisse af ham. Jeg var nemlig ikke sur på ham eller nogen af de andre drenge. Jeg var sur på mig selv.
”Bebe? Chris hvad er der?” Louis dukkede op bag ved Niall og trak mig ind til sig med det samme.
”Jeg passer ikke ind i alt det her Louis.”
”Passer ind i hvad?” han så forvirret på mit forgrædte ansigt.
”Alt det her! Jeg er ikke kendismateriale! Jeg lade ting gå mig på! Jeg er ikke elegant og feminin som alle tøserne omkring jer er! Og jeg vil aldrig nogensinde kunne passe ind i The girlfriend Club.” Jeg vred mig ud af Louis arme og gik lidt frem og tilbage mens jeg skældte ud på mig selv.
”Du skal slet ikke hører på hvad de piger siger til dig!”
”Jeg har snakket med Danielle én gang Louis! Jeg har ikke engang mødt Perrie! Hvor var det dumt af mig at tro jeg kunne erstatte Eleanor! Jeg… jeg.. jeg går ud lidt.” Jeg tog en hurtig beslutning og gik hen og begyndte at tage mine støvler på.
”Det mener du ikke! Chris hør nu!  Du skal ikke..” Jeg tyssede på ham og Liam kom op ved siden af ham og så på mens jeg tog min jakke på.
”Hvad sker der?” Hørte jeg ham sige, før jeg lukkede døren efter mig. Jeg løb ned til borten i mørket for at komme så hurtigt væk som muligt. Jeg havde virkelig brug for at tænke og kulden ville sikkert få kølet mig ned og hjælpe til med at få tankerne på gled.

Jeg havde heldigvis altid mit Oystercard i jakkelommen, så jeg kunne komme ned i underground. Togene gik ikke nær så tit så sent om aftenen, så jeg satte mig på en bænk og stirrede op på ankomst tavlen. Det næste tog ville komme om 4 minutter. Normale mennesker som mig tager jo toget engang i mellem. I dag var første gang jeg nogensinde så Louis tage toget og det var kun fordi jeg var her. Folk som Louis køre rundt i dyre biler. Og har lækre brunetter i små kjoler siddende på passagersædet. Da toget kom, var vognen ud for mig helt tom, og jeg satte mig ind og kørte uden at vide hvor jeg skulle hen. Den elektriske damestemme prøvede at fortælle mig det station efter station, men det trængte ikke helt igennem. Jeg steg af et tilfældigt sted og tog et nyt tog i en anden retning. Der var nogle enkelte mennesker med denne gang og de steg alle af samme sted, så jeg fulgte efter dem som om jeg vidste hvor jeg var.

Da jeg kom op fra Underground vendte jeg mig om og så jeg igen var ved Bond Street. Selvfølgelig steg alle af her, da det var et tæt beboet område omkring Oxford Street. Jeg gik modsatte vej hen af Oxford Street, end jeg havde gjort med Louis. Alle butikkerne lå hen i mørke med enkelte spot som lyste på nogle udvalgte genstande i vinduerne. Jeg var ved at være helt kølet ned og havde fået normal vejrtrækning efter mit lille udbrud. Jeg var også blevet utrolig tør i halsen, så jeg stoppede op udenfor en 7-eleven. Jeg tjekkede mine lommer og fandt min pung frem. Jeg havde ikke nok småpenge på mig, til at købe en cola, så jeg var nød til at skulle bruge kort og derfor være nød til at snakkede med personen bag kassen. Jeg orkede virkelig ikke nogen sociale interaktioner lige nu, så jeg blev stående og stirrede ned på mine sølle pennies. Pludselig kunne jeg mærke et slag i baghovedet som sendte mig imod jorden imens min pung forsvandt ud af hånden på mig. Jeg nåede kun lige at støde af med hænderne så mit hoved ikke ramte den kolde asfalt. Jeg tog mig til hovedet mens jeg fik sat mig op og så hvordan manden var sat i sprint ned af vejen. Dum og hidsig som jeg var rejste jeg mig op og begyndte at løbe samme vej. Jeg havde ingen ide om hvad jeg ville gøre når jeg fangede ham, men det skulle jeg snart til at finde ud af, for tyven var en smule kraftig og satte hurtigt farten ned. Vi endte ved krydset ved Hyde Park og tyven fortsatte nedunder gangene under den trafikerede vej. Dernede gav vores fodtrin genlyd.
”Hey! Giv mig min pung tilbage!” Råbte jeg og da tyven var gået lidt ned i fart, havde jeg set det som tegn på at han eller hun ville stoppe op. Men da personen nåede til trappen op til Hype Park på den anden side blev der igen sat i løb og jeg var dum nok at følge med.

”Jeg fik den!” Råbte tyven og afslørede sig som hunkøn. Det var en meget skinger og forpustet pigestemme som råbte ud i mørket. Hendes udråb blev mødt med latter og jeg standsede brat op. Hvor mange var de?
”Jeg fik bonus!” Råbte hun og grinte selv denne gang. Jeg stod i lyskeglen fra en gadelygte og kiggede ind i mørket. Det var kun de store stier i Hyde Park der var belyst om aftenen.
”Tøsen fulgte med mig!” Erklærede tyven og stemmerne begyndte at grine igen. Shit, jeg brude virkelig have løbet med det samme, men jeg tænkte ikke klart og blev ved med at stirre ud i mørket indtil nogle skikkelser kom frem. Fire piger på min alder kom til syne. De lignede nogle der var taget ud af en dårlig amerikansk ghetto film, med deres rædderlige makeup og tøj der hang om dem som klude.
”Oh hende har jeg da set før? Har jeg ikke?” Sagde den ene af dem med blondt hår og udgroninger. Hun gnaskede højlydt på et stykke tyggegummi mens hun smilede til mig.
”Come on Love! Nu skal vi lege!” Sagde en anden pige med proptrækkekrøller og begyndte at gå imod mig. Alt i min krop sagde mig, at jeg skulle forsvare mig selv, mens min hjerne sagde jeg burde løbe, men ville jeg kunne løbe fra dem alle? Sikkert ikke. Ville jeg kunne få et godt slag ind? Måske. Ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...