Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5643Visninger
AA

5. Kapitel 4

Louis vækkede mig ved at stønne mig i øret. Ikke den slags stønnen, som jeg havde hørt dagen før, for denne stønnen var efterfulgt af et host. Han lå helt op af mig, så jeg blev straks lysvågen og jeg prøvede at vende mig om, for at kigge på hans ansigt, men han havde godt fat om livet på mig under dynen, så det blev et hurtigt kig over skulderen. Det så ud til han stadig sov, men alligevel lå han med sammenknebne øjne.
”Louis er du vågen?” Hviskede jeg. Der var stadig mørkt udenfor og han reagerede alligevel ikke på hvad jeg sagde. Jeg kiggede kort på ham igen, før jeg lagde mig tilrette på puden og prøvede at falde i søvn. Der gik ikke længe før endnu et host fik mig til at spærre øjnene op og det blev efterfulgt af noget uforstående mumlen.
”Louis?” Hviskede jeg.
”Nej!” Halvråbte han og gav et spjæt fra sig med hele kroppen, hvilket fik ham til at give slip på mig. Jeg satte mig op i sengen og kiggede på ham. Han begyndte at vende sig uroligt frem og tilbage igen med sammenknebne øjne. Jeg tog fat i hans arm og ruskede ham lidt.
”Nej!” sagde han bestemt, men jeg var ret sikker på det ikke var til mig. Jeg ruskede lidt mere i ham.
”Louis! Du har mareridt!” sagde jeg bekymret og ruskede i ham indtil han åbnede det ene øjne og kiggede på mig.
”Chris?” Han så helt ødelagt ud. Han støttede sig på den ene albue, mens han gnubbede sine øjne med den frie hånd.
”Jeg tror du havde mareridt. Du plejer ikke at sove så uroligt Lou.” Jeg rakte ud for at stryge en tot hår væk fra hans pande, men jeg trak hånden til mig igen, da jeg mærkede hvor varm og svedig den var.
”Louis er du ved at blive syg?” Spurgte jeg bekymret og aede hans kind, som var lige så varm som panden.
”Nej nej. Jeg havde bare mareridt. Det er ikke noget.” Han lagde sig ned igen og løftede den ene arm som tegn på, at jeg skulle kravle ind til ham igen. Jeg tøvede lidt, men jeg ville jo ikke undvære det alligevel.

Da Louis endelig var vågen hundrede procent, havde jeg næsten ikke lukket et øje. Jeg vidste han havde sovet, men han havde hostet i søvne, og det havde holdt mig vågen i forbandet lang tid. Jeg lignede sikkert et lig da jeg gik imod badeværelset og kunne knapt åbne mine øjne nok, til at få mine kontaktlinser i. Jeg kiggede på mig selv i spejlet. Jeg brude virkelig ikke have sat kontaktlinserne ind i de blodsprængte øjne, men så måtte jeg jo bare gå med briller dagen efter, selvom det ikke var med min gode vilje. Jeg havde sovet i min T-shirt og underbukser for  - igen - Louis havde ikke sagt vi skulle sove her, så jeg havde selvfølgelig ikke haft noget med til at sove i og jeg havde ulækkert nok delt tandbørste med Louis aftenen før. Det var ikke noget jeg havde i sinde at gøre igen, så denne morgen måtte de døjes med min klamme ånde. Jeg skyndte mig ikke ligefrem med at få tøj på, så da jeg kom ud, sad Louis allerede ved bordet i spisestuen, mens hans mors løb rundt om ham med juice og engelske muffins*. Intet skulle mangle, for hendes boobear var kommet hjem!
”Kom sæt dig ned! Så skal jeg hente noget te til dig!” Hun kom hen til mig i døren og førte mig hen til stolen over for Louis og styrtede straks ud i køkkenet. Louis smilte til mig med brød i hele munden. Ikke særlig charmerende, men han mindede mig om en lille dreng som han sad der og blev opvartet af sin mor. Johannah kom hurtigt med et krus te til mig og lavede tegn til, at jeg bare skulle tage en muffin. (*Engelske muffins er lidt ligesom teboller her hjemme i Danmark. Det har intet med kage at gøre.)
”Sååå… har i sovet godt?” Hun satte sig ved siden af Louis med en krus te, så hun rigtig kunne nidstirre mig og blinke til mig. Okay… hvor meget ved hun?
”Fint fint! Det altid rart at komme hjem og få ondt i ryggen af den gamle seng!” Grinte Louis, mens han skovlede resten af sin muffin i munden. Han mor nev ham blidt i armen og rystede på hovedet.
”Louis havde også mareridt.” Grinte jeg og gav ham et kærligt blik. Han kneb øjnene sammen og gav mig et ulæseligt blik. Måtte jeg ikke fortælle det?
”Hvad du? Du plejer da ellers ikke… Er du ved at blive syg Boobear?” Hans mor kiggede bekymret på ham og han rystede hurtigt på hovedet og kiggede surt på os begge.
”Jeg har det fint! Okay?” Han rejste sig op og stak hænderne i lommerne inden han gik ind på sit værelse. Hvilket efterlod mig alene med Johannah. Han lukkede øjnene et par sekunder og sukkede.
”Lov mig at passe godt på ham, Christina.” sagde hun med antydningen af et grin.

Det var tydeligt at se, at det gjorde ondt på Louis, at skulle sige farvel til sine små søskende igen. Han krammede dem alle og de havde alle det mest triste udtryk i ansigtet.
”Lov mig at du kommer igen snart. Ikke, Boobear?” Hans mor krammede ham med en tåre i øjenkrogen.
”Selvfølgelig mor. Selvfølgelig.” Sagde han med et smil og tog fat om hendes ansigt og prøvede at tvinge et smil på hendes læber med sine tomler. Det fik hende bare til at grine, men det fik også den tåre der havde gemt sig i øjenkrogen, til at trille ned af kinden på hende.
”Og du må gerne tage hende her med næste gang også.” Sagde Johannah og rettede sit blik mod mig. Hun spredte armene og gik imod mig, og jeg gjorde det samme, for at det ikke skulle tage for lang tid. Jeg var selv tæt på at knække, bare af at se deres triste ansigter. Jeg hvilede min hage på hendes skuldre mens hun maste alt liv ud af mig. Louis smilede ved synet af os, og jeg prøvede så meget som muligt, at se ud som om jeg nød det på trods af, at jeg ikke kunne trække vejret. ”
”Hvornår kommer i igen?” En af tvillingerne tog fat om mit ben, efter Johannah havde givet slip på mig.
”Snart. Det lover jeg.” Sagde jeg meget lavt. Jeg hadede når der var små børn involveret i et farvel. Det gjorde det bare endnu værre for mig. Louis gik om til føresiden af bilen og vinkede en sidste gang, før han satte sig ind. Jeg aede tvillingen over ryggen, før Johannah tog hende op, så jeg også kunne sætte mig ind.

De vinkede alle, da Louis begyndte at bakke og da vi kørte ud af indkørselen og ud af deres synsvinkel, lagde jeg mærke til hvor blanke Louis øjne var.
”Lou, er du okay?” Jeg lagde en hånd på hans lår, så det gav et lille gib i ham.
”Det er fint. Det er okay. Jeg ser dem ikke så tit mere. Det var rart at min mor kunne lide dig.” Han smilede til mig kort, før han rettede øjnene mod vejen igen.
”Din mor er en meget åben og venlig dame, Lou. Jeg kan også godt lide hende.” Jeg lænede mig tilbage og kiggede på ham. Han sad med et halvt smil på læberne og kiggede ud af vinduet. Alligevel så så han meget bleg ud. Jeg kunne ikke lade være med at stryge ham hen over hovedet og selvfølgelig var han stadig varm og svedig.
Vi havde ikke kørt halvdelen af vejen, før jeg begyndte at blive en smule urolig for Louis. Han så meget træt ud og havde ikke sagt noget i et stykke tid. Jeg havde regnet med, at han ville fortælle nogle sjove historier hjemmefra eller noget om de fyre han spillede bold med dagen før, men han sagde intet og hang nærmest hen over rettet.
”Lou, er du okay?” Spurgte jeg bekymret og aede ham op og ned af armen. Han fjernede den ene hånd fra gearstangen og gned sig i øjnene. Hans øjne var meget røde og hans ansigt helt blegt.
”Kør ind til siden, Louis!” Sagde jeg bestemt.
”Hvorfor?” Spurgte han dumt.
”Lad mig kører, så du kan hvile dig lidt. Du ser ikke ud til at have det særlig godt.”
”Jeg har det fint.” Mumlede han lavt, hvilket gjorde mig en smule sur.
”Louis! Kør ind til siden!” Jeg havde ikke lyst til at være sur på ham, men hvorfor kunne mænd bare ikke indse, at de var syge? Nogen gang havde de bare brug for at slappe af. Han sukkede, før han blinkede ind til siden og stoppede bilen.
”Du er slet ikke øvet i, at kører i venstre side af vejen, Love.” Sagde han med en smule irritation i stemmen, men løsnede alligevel sikkerhedsselen.
”Nej, men det er bedre jeg kører, end at du pludselig ligger død ind over rettet.” VI skyndte os at bytte side og jeg satte bilen i gang. Den var dejlig nem at kører i og gled nemt på vejen, så det eneste jeg skulle tænke på, var at holde mig i venstre side af vejen. Louis lagde sine arme over kors og kiggede sløvt ud af forruden. Der gik ikke længe, før han lagde hovedet op af sideruden og sov med åben mund og snorkede en smule. Han plejede ikke at snorke på den måde, så det var tydeligt at han var snottet og ikke kunne trække vejret igennem næsen.

Jeg endte med at kører hele vejen hjem, selvom jeg var ved at gå i panik, da vi kom ind midt i Londons nådesløse gader. Godt Louis havde en GPS i bilen der fortalte mig i god tid hvor der ville være kø og hvor der ville være vejarbejde. Jeg måtte træde ud af bilen og hen til porten, for at ringe drengene op inde i huset. Jeg var ikke sikker på hvor Louis havde lagt fjernbetjeningen til den store port til indkørslen og han sov stadig, så jeg ville ikke vække ham. Liam svarede hurtigt og porten begyndte at kører til side.
”Har Louis mistet sin fjernbetjening?” råbte Liam ovre fra døren af, efter jeg havde parkeret bilen og steget ud.
”Nej nej. Han har det bare lidt skidt, så jeg ville ikke til at rode hans bil igennem og vække ham.” Liam kom hen til bilen og kiggede ind på den sovende Louis.
”Så du vil bare lade ham sidde der?” Fuck et geni jeg var. Jeg kunne lige så godt have vækket ham og spurgt hvor fjernbetjeningen, for han skulle jo alligevel ud af bilen få øjeblikke efter. Jeg klaskede mig selv i panden med en flad hånd, hvilket fik Liam til at grine og klappe mig på skulderen. Jeg gik om til passagersiden og åbnede døren ind til Louis. Han var nær røget ud af bilen, da han havde siddet lænet op af vinduet. Han nåede lige at komme til sig selv og fik fat i sædet foran.
”Oh my god. Undskyld Lou! Men vi er hjemme nu.” Han kiggede sig sløvt omkring og steg langsomt ud af bilen og ømmede sig lidt. Bilen var heller ikke det bedste sted at sove. Jeg lagde en arm om hans liv og han smed automatisk den ene arm om mine skuldre. Han var helt klart ved at være skidt, for han lagde utrolig meget af sin vægt over på mig, hvilket gjorde det lidt svært at gå op af trapperne. Jeg støttede ham, mens han fik skoene af, og jeg fik placeret ham i en sofa ved siden af Zayn. Zayn som sad med benene oppe under sig og med hovedet nede i sin mobil, kiggede hurtigt op og kiggede chokeret på den halv døde Louis.
”Hvad har du gjort ved ham?”
”Jeg har ikke gjort noget. Det var mr. Tomlinson himself der valgte at spille fodbold i shorts og kortærmer her i efterårskulden.” Zayn rettede sig op og lænede sig over mod Louis, der allerede halvsov igen.
”Måske skulle vi få ham op i seng?”

Jeg sad med Zayn og Niall i stuen og ventede på Liam og Harry skulle komme hjem. Jeg fortalte dem om Louis mor, og de var enige med mig i, at hun var et meget åbent og ligefrem menneske. Harry og Liam havde været ude og handle ind og selvfølgelig kunne de ikke lade være med at shoppe lidt, når nu de lige var ude. Liam gav mig hurtigt et knus og hev med det samme en skjorte op af en pose, som jeg skulle vurdere om den passede til hans bukser. Harry var gået ud i køkkenet for at lægge ting på plads, så jeg gik ud for at hjælpe ham. Ozzy hoppede rundt efter hans tæer, men jeg gætter på at Harry havde tykke sokker på, for han lod ham bare gøre det.
”Købt noget spændende til aftensmaden?”
”En færdiglavet panderet. Jeg gider ikke lave det store i aften.” Harry så virkelig træt ud, mens han fyldte skabene op med morgenmads produkter og forskellige pulversovse.
”Har vi noget hønsekødsuppe? Louis er blevet syg, mens vi var af sted.” Jeg åbnede en skuffet og rodet lidt rundt.
”Er Louis syg?” Spurgte Harry bekymret.
”Ja, men han vil ikke indrømme det. Han bliver ved med at sige, at han har det fint, selvom han ligner et lig.” Harry rystede på hovedet af sin ven og begyndte at hjælpe mig med at finde noget suppe. Det eneste vi kunne finde var en bogstavsuppe, så det måtte blive det. Harry blev ude i køkkenet med mig, mens jeg begyndte at lave suppe til Louis. Bogstavnudlerne var heldigvis heller ikke så store, så hvis han havde ondt i halsen, ville de være nemme nok at sluge. Jeg lavede det også i god tid, hvis nu han gerne ville spise med os senere. Det tog ikke mere end 10 minutter at lave, selvom der faktisk kun stod 8 minutter på pakken, og jeg hældte det op i en skål med høje kanter og tog det med op. Louis’ dør stod lidt på klem, så jeg bankede ikke på, men åbnede den lige så stille for at se, om han var vågen. Han lå i sengen med dynen over sig, men alligevel lå han med mobil over hovedet.
”Nå du er vågen.” Sagde jeg og gik helt hen. Han smilede til mig og så faktisk lidt bedre ud.
”Hvad så babe?” Han satte sig op i sengen og lagde sin mobil fra sig på natbordet.
”Jeg kommer med varm suppe i håb om, at du måske kunne få det lidt bedre.” Jeg satte mig ned på sengen og rakte ham skålen.
”Jeg har det fint. Du skal ikke bekymre dig!... men jeg tager suppen alligevel!” Han begyndte at slubre suppen i sig.
”Skal du ned og have mad sammen med os andre?” Louis hostede lidt, så jeg greb hurtigt ud efter skålen, men den skvulpede ikke over, som jeg havde frygtet.
”Naaah. Jeg klarer mig med suppen.” Louis blinkede til mig, før han slubrede mere suppe i sig. Louis sagde lige nej til mad!?

Vi så ikke mere til Louis den aften. Jeg havde tjekket til ham inden jeg gik i seng, men der var han faldet i søvn igen, så jeg gik lige så stille ned til mig selv og gjorde mig klar til natten. Selvom jeg havde brugt lang tid på bare at sidde i en bil, var jeg totalt smadret. Jeg var en smule ude af øvelse med hensyn til kørsel og det gjorde det ikke bedre at jeg skulle kører i den forkerte side af vejen, i forhold til hvad min kørelærer altid havde sagt til mig. Jeg havde brugt aftenen på at sidde oven på Niall’s ryg og set ham destruerer min twitter profil twit by twit. Jeg havde stadig ikke helt fanget ideen i, hvorfor folk syntes twitter var så spændende, så jeg havde ikke så meget imod, at Niall legede med min profil. Jeg havde optaget noget video i mens, men jeg følte ikke for at redigere det og ligge det ud. Selvom alt var officielt nu med mig og drengene, ville jeg ikke ligge random videoer ud med dem fra tid til anden. Det måtte de selv om. Desuden kunne man sikkert få deres management på nakken, hvis de siger noget upassende som ville få dem til at fremstå som de unge fyre de nu var, men dårlige eksempler.

Jeg lagde mig i sengen og med hænderne bag hovedet og stirrede op i loftet. Vi var stået pænt sent op, så jeg var ikke træt, men jeg var nød til at tvinge mig selv til at sove, da jeg havde en tidlig forelæsning i morgen. Det var trættende nok bare at tænke på det, men ikke nok til at mine øjne gled i. Det var trættende fordi jeg vidste at jeg skulle op og hører på folks dumme kommentarer efter sådan en hyggelig og nervepirrende weekend. Louis havde været så glad, på trods af, at han var en smule syg. Da jeg havde kigget på ham på fodboldbanen kunne man næsten skimte den 12årige Louis løbe rundt på samme bane med hans venner som slås om bolden. Jeg vil ikke sige det var en side af ham jeg savnede, for jeg havde aldrig oplevet den før. Jeg måtte helt sikkert have overgloet ham hele weekenden med det kærligste blik og det var måske også derfor hans mor i al hemmelighed havde givet mig en seddel med hendes nummer på, mens vi krammede hinanden, da vi sagde farvel. Jeg havde hurtigt kommet den i min håndtaske, uden nogen havde opdaget det. Jeg ved ikke hvorfor det skulle være så hemmeligt, men jeg opførte mig bare efter hvordan Johannah havde gjort, og derfor havde Louis ingenting fået at vide. Måske skulle jeg skrive hendes nummer ind i min mobil?

Min håndtaske lå helt sikkert i stuen, så jeg smed hurtigt benene ud over sengekanten og gav lige mig selv et øjeblik til at vænne mig til kulden under mine tæer. Jeg tog mine briller på og bevægede mig ovenpå. Drengene var også gået i seng, så jeg bevægede mig så lydløst som muligt gennem gangen og imod stuen. Jeg var ret sikker på det var fuldmåne udenfor, for jeg havde ikke behov for at tænde lyset i stuen, for at kunne se noget. Da jeg gik forbi sofaen hørte jeg et lille miav ovre fra Ozzy’s pude i hjørnet. Han strakte sig lidt og kom som en skygge over gulvet hurtigt hen til mig og trådte mig over tæerne, mens han smøg sig om benene på mig.
”Ved du hvor jeg lagde min taske? Og hvorfor snakker jeg til dig som om du er et menneske?” Jeg tog Ozzy op på armen og gik rundt omkring sofaerne, for at finde min taske. Et højt brag fra etagen ovenover fik mig til at spjætte af skræk, hvilket fik Ozzy til at blive nervøs og sætte kløerne i min arm. Jeg ville have råbt højt, men jeg blev mere opmærksom på den larm der var på trappen.

En eller anden kom stormene ned af trappen uden at overveje hvor meget det larmede. Jeg kunne hører hvordan en dør nærmest blev sparket ind ude på gangen og jeg skyndt mig der ud, da jeg så en skygge forsvandt ind af døren til badeværelset. Og så kom det. Den mest nasty lyd du kan forstille dig, af en person der kastede op. Jeg fik det helt dårligt, af bare at hører brækket ramme vandet i toilettet. Jeg skulle lige tage mig sammen før jeg satte Ozzy fra mig og gik hen imod toilettet der stadig lå henkastet i mørke. Den klamme lyd af sure opstød kom igen imens jeg fumlede efter lyskontakten. Lyset afslørede en rystende Louis som sad sammenkrøben hen over toiletbrættet kun iført T-shirt oh bokseshorts.
”Åh gud Louis.” gispede jeg og glemte helt hvor klamt det var. Jeg gik hen og tog fat i hans skuldre, men jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre. Bare han vidste, at jeg var her.
”Du skal ikke se det her. Det er altså ulækkert.” Han skærmede for sit ansigt med hænderne mens han begyndte at hoste.
”Jeg går ud og henter noget vand.” Jeg løb ud i køkkenet og fik hurtigt fyldt et glas med koldt vand. Louis sad nøjagtig som jeg havde forladt ham og jeg satte glasset ved siden af håndvasken.
”Er du klar til noget vand, Lou?” Jeg rodede ham let i håret, mens han sad med albuerne på toiletbrættet og kiggede ned i kummen. Han tog en dyb indånding og skyllede ud, før han lænede sig ind til væggen. Man kunne se hvordan sveden nærmest dryppede fra hans ansigt og hans kinder blussede. Han havde helt klart fået sig en grim virus. Jeg rakte ham glasset med vand og han tog imod det med rystende hånd.
”Årh Lou!” Sagde jeg trist og satte mig overfor ham og nussede hans knæ.
”Gå hellere i seng. Jeg kommer nok til at sidde her hele natten.” Sagde han lavet og sukkede. Jeg rystede voldsomt på hovedet. Det kunne han godt glemme. Jeg havde ikke lyst til at gå fra ham, nu hvor han virkelig fik vist hvor dårligt han havde det.
”Hvis du kommer til at sidde her hele natten, så gør jeg også.”
”Du skal til forelæsning i morgen tidlig.”
”Ikke så længe du har det sådan der.” Sagde jeg stædigt og Louis rystede bare på hovedet med lukkede øjne. Jeg rejste mig op igen, ikke for at gå, men for at hente tæpperne der lå inde i sofaen. Gulvet ude på badeværelset var koldt for bare tæer, og hvis vi skulle være der hele natten, så kunne vi lige så godt få det bedre ud af det.
”Chris. Vær nu sød at gå i seng. Det ender med, at du ikke kan følge med i dine fag.” Sagde Louis med et suk, da jeg kom ind med tæpperne.
”Jeg får Damon og Emma til at tage noter og desuden skal du ikke bekymre dig om det. Det eneste du skal bekymre dig om er at blive rask. Og nu har jeg også chancen for at kunne nusse om dig hele dagen uden du skal rende væk til det ene og det andet.” Jeg spredte tæppet ud over hans ben, og puttede den ned under hans fødder.
”Hvad hvis nu jeg kaster op igen?”
”Så finder jeg noget mere vand til dig.”
”Hvad hvis nu jeg kaster op på tæppet?”
”Så kan det vaskes, Lou.”
”Hvad hvis nu jeg siger, at jeg elsker dig?” Jeg stoppede fuldstændig op midt i at placere mig under et tæppe ved siden af Louis og stirrede på ham. Han sad med det ene øje åben og kiggede skævt tilbage, med et lille smil på læber. Jeg havde den største trang til at overfalde ham og kysse ham noget så voldsomt, men havde lige kastet op, så det ville nok ikke være den mest lækre ting at gøre.
”Så vil jeg sige, at jeg også elsker dig, Lou.” Jeg satte mig endelig til rette ved siden af ham og lod ham ligge hans hoved på min skulder lidt. Det måtte være ubehageligt for ham, for jeg var lavere end ham, men han blev siddende sådan et stykke tid, før han igen måtte bøje sig ind over toilettet.

Vi blev siddende det meste af aftenen sådan. Der var efterhånden ikke noget der kunne kastes op mere, og derfor var vi ved at falde i søvn nogen gang. Dog lovede jeg mig selv, at jeg ville forblive vågen, selvom Louis sov. Når han sov, var det ikke længe af gangen, fordi feberen gav ham en gigantisk hovedpine. Det endte med at jeg måtte forbi medicinskabet på toilettet, med google translate på mobilen, for at finde ud af hvad alt det fise fornemme medicinske engelsk betød, som stod på mærkaterne. Jeg fandt frem til nogle smertestillende piller som på samme tid skulle virke en smule feberdæmpende. Perfekt, hvis de virkede. Louis havde lagt op af mig, og var derfor gledet ned på gulvet, mens jeg havde ledt efter pillerne. Jeg besluttede mig for ikke at vække ham, selvom hans sovestilling ikke var den bedste, så var søvn også en god medicin. Han kunne altid få pillerne når han vågnede igen. Jeg satte mig på kanten af badekaret og kiggede træt på ham. Jeg ville gerne ligge mig ned ved siden af og rode lidt rundt i det dejlige brune hår, men det ville ikke være lækkert for nogen af os, hvis han vågende og skulle kaste op igen. Nej tak. Jeg kom pludselig i tanke om grunden til, at jeg var gået ovenpå til at starte med, og gik ind i stuen igen og fandt min taske under en af pyntepuderne i sofaen, for så genial er jeg. Den lap papir Louis mor havde givet mig, lå i den samme lomme som jeg havde mine bind i, hvilket gjorde det mindre sandsynligt at nogen havde fundet den. Hun havde givet mig hendes nummer af en eller anden grund, men jeg vidste ikke hvorfor. Hun havde snakket om, at hun gerne ville være sammen med mig, som hun havde været sammen med Eleanor, men jeg ønskede ikke at være en erstatning. Alligevel ville jeg komme til at se meget til hende i fremtiden og hvis Louis og jeg virkelig mente noget med det her, så ville jeg måske gå fra at være en erstatning til en permanent løsning. Jeg skrev nummeret ind på min mobil og kaldte hende Johannah men skrev Louis mor i parentes bagefter. Klokken var nok ved at være 4-5 og hendes mobil var nok ikke tændt, men jeg besluttede mig for at skrive en sms til hende med det samme.

Louis har det ikke så godt. Han har lagt og brækket sig hele natten. Jeg sørger for han får en masse væske og nogle feberdæmpende piller. Jeg skal nok passe på din Boobear! Jeg er jo trods alt biologistuderende! – Christina

Måske var det sidste lidt for selvfedt, men hun skulle også vide, at jeg vidste en smule om hvad jeg gjorde og det kunne måske få hende til at kunne lide mig endnu bedre. Jeg stod inde i mørket i stuen og kiggede ned i min mobil, så jeg fik et chok da Louis pludselig stod i døren og hostede.
”Louis du forskrækkede mig!” Sagde jeg og lo lidt af min egen reaktion. Jeg tog mig til brystet og lænede mig op af sofaryggen.
”Hvor blev du af?” Spurgte han lavt. Jeg fik straks dårlig samvittighed og gik med det samme over og lagde armene om livet på ham. Han lagde armene om mine skuldre og holdte mig ind til sig.
”Det må du undskylde! Jeg skulle lige hente noget i min taske, og du sov jo. Har du det bedre nu?” Han sukkede bare og gav slip for at gå ud på badeværelset igen. Jeg skyndte mig efter ham og satte mig til rette under et tæppe, mens han stod og kom noget vand i hovedet.
”For at være sikker på jeg bliver her, så kan du bruge mig som hovedpude.” Jeg lo lidt og glattede tæppet ud på mine ben som en hentydning. Han smilede lidt og klagede sig en smule da han langsomt kom ned på gulvet igen. Jeg gav ham de piller jeg havde fået, før han tog tæppet om sig igen. Men i stedet for at ligge sig ned med hovedet i mit skød, som jeg havde regnet med, så lænede han sig blot hen imod mig og støttede hans hoved på mit bryst. Det var ikke fordi jeg var indehaver af den største barm, så det undrede mig lidt, at han kunne blive liggende sådan, men det gjorde han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...