Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5686Visninger
AA

4. Kapitel 3

På trods af folks dumme kommentarer gik ugen hurtigt. Ingen kunne snakke til mig under forelæsningerne og efter skole havde jeg nogle dejlige drenge at komme hjem til. Jeg havde slet ikke været sammen med Emma og Damon hele ugen, for at få indhentet alt det drengene havde at fortælle fra deres tour. I stedet for at lave den øv biologi rapport til næste uge sad jeg på gulvet foran Louis og lyttede til Niall der hoppede rundt foran fjernsynet for at fortælle om et eller andet sjovt hop han havde lavet på scenen og hvordan folk reagerede på det. Jeg glemte efterhånden at hører efter, for jeg havde svært ved at sætte mig ind i følelsen af at være på scenen. Jeg havde været der en gang, men det var ikke med vilje og jeg var gået fuldstændig i sort, så jeg husker slet ikke hvad der skete. Niall satte sig endelig forpustet ned i sofaen og grinte af sig selv. Jeg lo lidt, da det helt sikkert var den reaktion han fiskede efter.
”Har vi nogen planer i morgen?” Jeg kiggede rundt på dem alle som sad rundt omkring i stuen.
”Hvad mener du med planer?” Zayn kiggede slet ikke op fra sin mobil da han svarede, men han var da den eneste der reagerede.
”Jeg tænkte bare om vi skulle lave noget spændende når nu i er kommet hjem. Og det er lørdag?” Jeg lænede mit hoved tilbage for at kigge op på Louis, men selv han sad med hans mobil. Jeg placerede min pegefinger på hans næsetip for at få hans opmærksomhed, men han smilede bare mens han tastede videre.
”Jeg kan også bare ligge mig ud og dø i haven? Jeg vil gerne begraves henne ved bøgetræet.” Jeg rejste mig op fra gulvet og kiggede strengt på Louis, men han lagde slet ikke mærke til det.

Bare for at være totalt barnlig, gik jeg ud af terrassedøren og lod den stå på klem og lagde mig ud i det kolde græs under bøgetræet og lukkede øjnene og ventede på en reaktion. Jeg håbede da på en reaktion. En hurtig en, for det her var freaking koldt! Oh my god!!

”Chris kom nu ind!” Råbte Harry henne fra døren. Jeg smilede lidt for mig selv og svarede ham ikke. Jeg kunne hører han sukkede højt efter lidt tid og det knasede i nogle blade lidt fra mig, hvilket ville betyde, at han var på vej herhen.
”Chris kom nu ind. Du bliver syg.” Jeg åbnede det ene øje og kiggede på den hånd han havde rakt hen imod mig og rystede på hovedet.
”Harry. Kære lillebror. Du ved jeg elsker dig, og jeg værtsætter at du kommer ud efter mig, men det var nu et andet medlem af One Direction hvis opmærksomhed jeg prøvede at få.” Min lille tale fik Harry til at grine hæst og jeg kunne ikke lade være med at smile af det. Han skyndte sig ind og jeg kiggede hurtigt og så Louis komme gående langsomt hen af græsplænen i strømpe og med hænderne i lommerne på de afslappede bukser. Jeg lagde helt stille lige indtil alt luft blev presset ud af mine lunger på én gang. Jeg spjættede og åbnende øjnene for at se Louis sidde på min mave.
”Louis! Jeg spillede bare død! Du behøves ikke at dræbe mig rigtigt!” stønnede jeg, men Louis smilede bare og blev siddende. Jeg prøvede at vende mig om under ham, men det var umuligt. Han tog endelig hans hænder op af lommerne og flettede vores fingre sammen og lænede sig lidt ned over mig.
”Du har nu min udelte opmærksomhed.” halv viskede han. Jeg vidste jeg rødmede helt vildt, hvilket sikkert ikke var særlig pænt til det pinke hår. Det kolde græs generede mig heller ikke mere.
”Jeg ville jo bare hører om vi skulle lave noget specielt? Når nu i endelig er kommet hjem.” Stammede jeg mens jeg ikke fokuserer på andet end hans blågrå øjne der kiggede lidenskabeligt i mine.
”Jeg var skam allerede ved at ligge planer.” Sagde han pisse charmerende. Ja undskyld mit sprog.
”Hvad skal vi?” Spurgte jeg nysgerrig, men han løftede bare hurtigt det ene øjenbryn og løftede sig fra mig.

”Noooo! Louis hun vil hade mig!” Det var det første jeg sagde da vi kom ind igen. Liam kom nærmest løbende hen til mig med et tæppe og pakkede mig ind i den.
”Nu må du ikke blive syg.” Var de ansvarlige ord. Ingen spørgsmål om hvorfor jeg var så oprevet. De vidste nok allerede hvad Louis havde i sinde.
”Chris. Hun vil elske dig lige så meget som jeg gør. Sådan er min mor bare. Slap af.” Louis fik også stukket et tæppe i hånden, men han smed den bare i sofaen til Harry og kørte sine hænder beroligende op og ned af mine arme.
”Jamen Louis… ikke for at nævne hende igen.. men Eleanor var en lidt mere almindelig pige, at tage med hjem. Mit hår er pink, jeg spiller zombie spil og jeg går med pokemon bluser.” Jeg ville ikke stå her og sammenligne mig med Eleanor til hendes fordel, men med mit udseende er man ikke ligefrem svigermors drøm. Wow… svigermor. Jeg lyder som om vi er gift.
”Mama Tomlinson er altså OK. Du skal ikke bekymre dig.” sagde Harry beroligende henne fra sofaen. Louis lagde sine arme omkring mig mens jeg surmulede.
”Okay…. Okay… Jeg tager med. Hvornår kører vi?” Sagde jeg ned i hans skulder. Han lo lidt så jeg kunne mærke det i hans bryst, når nu vi var viklet ind i hinanden.
”Så tidligt som muligt. Det tager 3 timer at kører til Doncaster. Og desuden tror jeg ikke pokemon bluserne er nyt for hende!” grinte han. Jeg trak mig væk og pustede hårdt ud. Alting skal nok gå godt. Det er fint det hele. Det er bare hans mor. Ikke hele den pukkelryggede. Slap af.
”Var din mor ikke mega gode venner med Eleanor?” Spurgte Niall nysgerrigt og Louis slog ham hurtigt på armen.
yeah.. Im fucked.

”Jeg tror bare jeg bliver siddende her i bilen.”
”Det mener du ikke babe.”
”Jo jo. Jeg sidder ganske behageligt. Og nu er bilen jo også varm og sådan.”
”Du kan ikke blive siddende herude. Desuden skal vi sove på mit gamle værelse i nat. Så du er nød til at komme ud.” VI SKAL HVAD?! Louis stod med hovedet ind af døren i passagersiden og kiggede forventningsfuld på mig. Jeg havde da ikke fået noget at vide om en overnatning?! Jeg overvejede stadig at blive siddende, men skæbnen ville noget andet, for ud af døren kom Mama Tomlinson efterfulgt af to små piger der så fuldstændig ens ud. Det måtte være tvillinger Phoebe og Daisy. Jeg er et geni! Man har vel ikke biologi for ingenting?
”Min lille Boo bear er kommet hjem!” Udbrød hun og slog armene om ham mens de to piger to fat i hver sin side af hans bluse. Jeg ville grine af hans kælenavn, men jeg sværger jeg så en tårer i øjenkrogen af hans mor. Jeg sad akavet inde i bilen og så på, indtil de var færdig med at kysse og kramme.
”Og du må så være Christina. Jeg har hørt meget om dig. Jeg hedder Johannah.” Hun rakte hånden til mig og trak mig ud af bilen og ind i et hurtigt kram. Jeg var en smule forvirret. Hørt meget om mig? Jeg kiggede over på Louis som bare trak på skuldrene. Sladrer han til mor?
”Lad os komme ind i varmen!” Skynder hun sig at sige og klapper mig på ryggen for at få mig til at gå hen imod døren. Louis tager den ene af tvillinger op, mens den anden holder ham i hånden. Hvor var de søde!

”Så du tjener penge på at ligge videoer af dig selv på youtube?” Johannah nippede til sin te og jeg nikkede mens jeg gjorde det samme.
”Det er ikke et svimlende beløb jeg får ud af det, men det er rigeligt, når jeg nu også er på SU.” Hun nikkede anerkendende og klappede Louis på låret, fordi han sad tilbagelænet i sofaen med hovedet nede i sin mobil.
”Hvem skriver du med Lou?” Spurgte jeg nysgerrigt. Han plejede at skrive med hans mor, men hun sad jo lige ved siden af.
”Rygterne om min hjemkomst spreder sig. Det er de gamle venner der spørger om jeg vil med ud og spille lidt bold.” Han sukkede og kiggede sig lidt omkring. Det var tydeligt at han gerne ville, men han vidste hvor nervøs jeg var over mødet med hans mor, så det var nok derfor han ikke var løbet endnu.
”Bare gå ud og spil noget bold. Jeg tror ikke din mor æder mig imens du er væk.” Sagde jeg det? Sagde jeg virkelig lige det? Jeg kiggede på Johannah for at se hendes reaktion. Jeg havde forventet at hun havde løftet det ene øjenbryn og nidstirret mig men hun lo lidt og smilede til mig. Damen havde humor. Good to know! Louis blev straks mere levende og kyssede først sin mor på kinden og derefter kom han hen og kyssede mig hurtigt på munden, før han gik ud af døren igen.

Efter han var gået sad vi lidt i en akavet stilhed. Jeg rykkede lidt på mig i den lænestol jeg var placeret i overfor sofaen.
”Kommer du ikke her hen i sofaen og sidder?” Spurgte Johannah aka Louis mor. Jeg blinkede et par gange og gjorde som hun sagde, selvom jeg egentlig ikke ville. Hvad var der galt med lænestolen? Den var da fin og flot. Don’t kill me!
Jeg satte mig ved siden af hende og tog min te med mig. Hun rettede sig lidt op og vente sig imod mig og smilede til mig.
”Hvordan går det i mellem jer?” Spurgte hun ligeud. Jeg blev lidt overrasket over spørgsmålet, da vi snakkede om Youtube før Louis gik.
”Rigtig godt? Hvorfor?”  Hun kiggede ned på hendes hænder som lå i hendes skød og trak let på skuldrene.
”Jeg vil ikke gøre dig ked af det og jeg prøver ikke på at splitte jer. Du er en god pige. Men hvor meget kender du til Eleanor?” What? Hvad er det her? Skal jeg til at storme ud af døren i vrede eller bryde ud i gråd? Hvad prøver hun på?
”Ikke så meget? Jeg har set hende én gang i Barcelona, men jeg har kun hørt hvad Louis havde at sige om hende, mens han var i Danmark efter… du ved…”
”Louis har desværre ikke fortalt mig meget om den episode. Men jeg er glad for at du var der for ham, når nu han følte, at han ikke kunne komme til mig. For sagen er den… At jeg stadig holder af Eleanor. Jeg ved det er forkert af mig, når hun har… ja… men hun er sådan en flink pige og vi var meget sammen dengang Louis og hende var et par. Jeg ved godt, at nogen forhold ikke holder for evigt og jeg vil blive dybt såret igen, hvis det ender med, at vi to kommer rigtig godt ud af det med hinanden og i på et tidspunkt går fra hinanden. Jeg ved at det er svært at sige nu, men jeg håber du er sikker på det her. Han er jo ikke en normal dreng mere. Er du sikker på du er klar til alt det der føler med?” Jeg missede lidt med øjnene og prøvede at rumme alt det Johannah lige havde sagt til mig. Et forhold til Louis, var et forhold til hans familie og venner. De havde ikke selv valgt at blive udstillet, da Louis ville deltage i x-factor. Det var bare noget der skete og de støtter op om hans valg og prøver at leve med det. Jeg kunne fra starten af have valgt fra. Jeg kunne have levet mit eget liv med min lille youtube kanal og snakket om matchende strømper og computerspil. Men jeg valgte at springe ud i det. Jeg havde jo næsten allerede sagt ja til følgerne, den dag hvor Louis ringede mig op og spurgt om jeg ville bo hos dem, mens jeg studerede.

”Mrs. Tomlinson…”
”Kald mig Johannah.”
”Johannah. Det er for længst for sent, at hindre min tilstedeværelse i pressen og jeg holder virkelig af Louis. Jeg har ingen intentioner om at springe fra, selvom presset nogen gange kan være stort.” Jeg tror ikke mig og Johannah snakkede om det samme pres. Jeg havde intet imod opmærksomheden i medierne og journalisterne der var interesseret i vores forhold. Jeg var mere påvirket af alle de daglige dumme kommentarer som jeg fik bagefter. Jeg havde da mange gange før fået et par kommentarer med på vejen om mit tøj og hår, men det var mit eget valg. Man vælger ikke familie, venner og kærester, det er bare noget der sker. Skæbnen, hvis man tror på sådan noget. Det burde accepteres, ikke kommenteres.
”Okay.” Johannah lænede sig lidt tilbage og kiggede tænksomt på mig et stykke tid. Jeg var ved at dø af den seriøse drejning det her havde taget jeg. Jeg ville ønske jeg kunne være gået med Louis. Jeg sad lidt og kiggede rundt i stuen, imens Johannah tydeligvis skulle tygge noget data igennem maskinen vi også kalder hjernen. Rundt omkring på væggene hang der billeder af Louis og hans søstre. På babybillederne var det svært at se forskel på hans søstre, men det var nok nemmere hvis jeg faktisk havde mødt dem.

”Christina.” Endelig var hun færdig og jeg rettede min opmærksomhed mod hende.
”Pas nu på ham, Okay? Liam kan ikke passe på ham alene i London.” Hun lo lidt af sin egen joke og jeg smilede og nikkede til hende.
”Harry er der også.” Opmuntrede jeg hende og det fik hende bare til at grine mere.
”Aaah ja. Harry er en sød dreng.” En trampen ude fra gangen kunne høres og nogen meget høje pigestemmer der helt klart diskuterede. Tre piger kom til syne i døren. De to tvillinger og en ældre pige.
”Mor, de gider ikke lade mig være! Kan du ikke sig noget til dem!”
”VI vil jo bare…”
”Hold så. Vi har besøg!” Sagde Johannah med en streng tone, hvilket fik pigerne til at klappe i som en østers.
”Du har mødt tvillingerne. Den højtråbende der er Fizzy.” lo hun og pegede på den største af pigerne med sin tekop. Jeg rakte hånden ud for at sige goddag og hun tog hurtig imod den.
”Christina.” Sagde jeg og smilede til hende, hvilket fik hende til at tabe underkæben.
”Er du Christina? Seriøst? Dit hår er jo mega fedt!” Hun klappede i hænderne og fik hendes stemme op i et helt nyt toneleje.
”Få nu ikke nogen gode ideer Fizzy!” advarede Johannah, men Fizzy overhørte hende tydeligvis.
”Når jeg bliver ældre, vil jeg farve mit hår blåt. Eller måske kun noget af det. Hvad syntes du, Christina?”
”Giv hende nu lidt luft, Felicite!” Fizzy så surt på sin mor og gik ud af rummet igen. Johannah så undskyldende på mig.
”Moar, hvor er Louis?” Spurgte den ene af tvillingerne, som stod og kiggede på mig med store øjne der havde samme farve som Louis. Perfekte øjne.
”Han er ude og spille bold med nogle venner.”
”Må vi gå ned og kigge?” Johannah så ud som om hun skulle til at sige nej, men jeg rejste mig fra sofaen og gik ned i knæ ved siden af pigerne og kiggede på hende, som de gjorde.
”Må vi gå ned og kigge?” Spurgte jeg ligesom de gjorde og det fik hende til at bløde op og nikke.

Jeg hjalp tvillingerne i deres jakker og sko, før jeg tog mit eget overtøj på. Tvillingerne kendte vejen hen til den lokale fodboldbane hvor han plejede at spille og jeg havde lovet Johannah at passe på dem. I starten løb de foran og snakkede om alt de havde lavet i skolen, hvor de lige var startet. Jeg var ved at smelte af nuttethed da vi skulle krydse en vej og de automatisk tog fat i mine hænder. En i hver hånd! Bagefter gav de ikke slip, men svingende mine arme frem og tilbage, mens de gik og snakkede.
”Christina?” Jeg kiggede ned på den ene af tvillingerne som jeg nok troede var Daisy. Tror jeg…
”Når du er her. Kommer Eleanor så ikke igen?”
”Ømh… Jeg ved ikke… Nok ikke så længe jeg er her.” Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare på det. Jeg havde mest af alt lyst til at sige, at hun aldrig ville komme igen, men jeg vidste ikke om de brød sig om hende eller ej.
”Jeg syntes du er pænere end Eleanor.” Sagde den anden tvilling. Som jeg tror, var Phoebe. Jeg havde lyst til at aaaw, men pigerne gav slip på mine hænder og løb rundt om hjørnet. Jeg skyndte mig efter dem og så dem kaste sig op af et hegn der var rundt om en fodboldbane. Man kunne hører drengene råbe til hinanden og jeg gik nærmere, mens pigerne stak deres små hænder igennem hegnet og vinkede til dem på den anden side. Drengene så intet, så pigerne løb hen og tog mine hænder igen og begyndte at trække mig rundt om hjørnet hvor indgangen til banen var. Vi blev stående ved indgangen og kiggede på drengene. Louis løb den modsatte retning af os med bolden foran sig og med tre fyre efter sig. Han løb imod målet og prøvede at score, men målmanden fangede bolden og Louis smed sig ned på knæ i ærgrelse. Først der lod jeg mærke til at jeg stod her i vinter støvler og vinterjakke, men Louis havde valgt at skifte til fodboldtøj i form af shorts og T-shirt.

”Lou! Du bliver syg af at rende rundt i det tøj der!” Råbte jeg til ham og fik pludselig alles opmærksomhed. Jeg kunne hører Louis grine og han begyndte at løbe hen imod mig. Pigerne slap ikke mine hænder da Louis kom, så jeg kunne ikke gengælde hans omfavnelse, men kysset kunne jeg da.
”Hvem er candyflossen?” Spurgte en af den andre fyrer og grinte lidt. Mit hår var da ikke bleget så meget at det var lyserødt? Det var da pink.. Var det ikke?
”Det er kæresten!” Råbte Louis tilbage til ham, uden at kigge væk fra mig. Jeg kunne mærke jeg blev rød i hovedet og smilede genert til ham. Fyrene kom over for at hilse på og Louis introducerede os for hinanden. Endelig gav en af tvillingerne slip på min hånd og løb efter bolden der lå lidt fra os. Louis løb efter hende og bagefter de andre og sådan blev Phoebe en del af spillet. Eller Daisy. For fuck…
Jeg satte mig over på en af bænkene mens den anden af tvillingerne kravlede op på mit skød fordi hun var begyndt at fryse, så jeg lagde hurtigt armen om livet på hende.
”Kom så Daisy!” Råbte hun. Okay, så jeg sad med Phoebe. Er der ikke en måde at kende forskel på dem? Fregner? Et Modermærke? Et eller andet? Måske skulle jeg skrive deres navne i panden på dem.

”Vil du ikke være med, love?” Råbte Louis pludselig til mig.
”Æh… det tror jeg ikke. Jeg er ikke så god til fodbold.” indrømmede jeg.
”Kom nu! Hvad hvis nu jeg står på mål og du får lov til at lave et straffespark? Kom nu! Bare én gang!” Phoene kravlede automatisk ned fra mit skød og så var jeg jo næsten nød til det. Jeg gik hen til Louis som stod med bolden i hænderne. En af den andre fyrer fløjtede af os, hvilket fik de andre og Louis til at grine. Jeg vendte mig om og rakte tunge, før jeg rettede min opmærksomhed mod Louis igen. Han satte bolden ned foran mig og gik over i målet. Jeg stod lidt og gloede på bolden og ned på mine store sorte vinterstøvler. Hvis jeg rammede bolden som den boldspasser jeg er, kan jeg så give dem skylden? Sidder de løse nok til det?
”Kom nu, bebe!” Louis stod som en rigtig målmand og var klar til at jeg sparkede.
Jeg gik et skridt tilbage som tilløb og lukkede øjnene idet jeg trådte frem og sparkede til bolden. Jeg åbnede øjnene igen og så Louis stå med armene ned af siden og kigge efter bolden der kom flyvende mindst to meter forbi målet. De andre begyndte at grine af mig og i skam satte jeg mig på jorden og begravede mit ansigt i mine hænder. Pinligt! Så pinligt, at jeg selv grinede af det. Oh my god.
”Kom igen, babe!” Råbte Louis og jeg kunne hører han prøvede at lade være med at grine.
”Aldrig i livet!” råbte jeg tilbage og lagde mig helt ned. Jorden var kold, og jeg fik sikkert nogle af de nedfaldende blade i håret.
”Du lærer det ikke, hvis du ikke prøver!” Louis kom hen og kiggede ned på mig med hænderne i siden.
”Hvem har sagt jeg vil lærer det? Jeg kan være en glimrende cheerleader i stedet for.”
”Ikke så længe du er dernede…” hmm måske havde han ret. Jeg lod ham hive mig op og jeg kyssede ham hurtigt på næsen, før jeg gik over på min bænk igen. Phoebe kravlede op igen, men hun virkede meget mere træt og kold denne gang. Jeg prøvede at få noget varme i hende, ved at lægge armene om hende igen, men jeg var også bange for at hun ville falde i søvn.

Louis skævede ind i mellem over til os og efter 20 minutters spil mere, tog han Daisy op og gik over til os. Selvfølgelig var Phoebe faldet i søvn, så jeg rejste mig langsomt op og selvom hun sov, svang hun automatisk benene om livet på mig, så jeg kunne bærer hende.
”Vent lige.” Sagde Louis og fandt sin iphone frem fra lommen. Jeg vendte mig undrende om, idet han tog et billede af mig og Phoebe.
”Hvad?” spurgte jeg overrasket.
”Det ser simpelthen så sødt ud. Jeg er nød til at forny mit baggrunds billede.” Han viste mig kort hans gamle baggrund af mig der sov med åben mund og polypper. Charmerende…

”Johannah, du skulle jo bare have sagt jeg skulle være blevet. Så kunne jeg have hjulpet med aftensmaden!” Jeg prøvede virkelig at charme mig ind på Louis mor, for jeg havde ikke den største trang til at lave mad lige nu, men jeg havde også lidt dårlig samvittighed over at jeg bare var gået fra hende, så hun stod alene med det.
”Det er okay, Christina. Dig og Louis kan dække bord. Jeg venter alligevel bare på, at det skal ud af ovnen. Du kan altid hjælpe til næste gang.” Hun kiggede med et sigende blik på mig. Der skal nok komme en næste gang dame!
 Louis kom ud fra sit værelse med nyt tøj på, da han havde været i bad og hans fodboldtøj var blevet alt for koldt at gå rundt i. Da jeg rakte op efter tallerknerne jeg havde fundet i tredje skab jeg havde åbnet, lagde han sine hænder på mine hofter og begyndte at kysse mig på halsen.
”Louis. Ikke nu!” hvæsede jeg, men han grinte bare og lagde sine arme om min talje i stedet og strammede sit greb. Johannah skævede til os og smilede, hvilket jeg ikke forstod. Hvis det havde været min mor, havde hun fundet den skarpeste kødkniv frem og hakket hans hænder af. Okay måske ikke, men noget tæt på. Jeg prøvede at ignorer det og fik fat i nogle tallerkner, men da jeg prøvede at gå, fulgte han med.
”Jesus da også! Louis jeg bider fingrene af dig.” Han grinte kort, men gav alligevel slip og fandt noget bestik frem.
”Du har ikke engang set mit værelse endnu.” hviskede han til mig, mens vi fordelte tallerkner og bestik ud på bordet i spisestuen. Jeg vendte mig spørgende imod ham og for at understrege hans pointe bed han sig selv i underlæben og hans blågrå øjne borede sig ind i mine.
”Det mener du ikke… her? Hvad med din mor?” Jeg følte mig allerede beskidt ved tanken, så jeg begyndte at rette på mine bukser og T-shirt og overvejede om jeg skulle gå ud og vaske fingrene. Jeg ved ikke hvad det skulle hjælpe, men bare tanken om at hans små søskende eventuelt kunne være på den anden side af væggen, var bare… nej.

”Snakker i så med sindssyge mennesker når du er i skole?” Lottie sad og kiggede på mig som om det var mig der var sindssyg fordi jeg havde valgt psykologi som hovedfag. Men sådan er det altid med folk der ikke har læst op på det. Psykologi er ikke altid om sindssyge mennesker.
”Nej på ingen måder. Vi arbejder faktisk med børns udvikling og hvad der kan påvirke dem. Fx vold i hjemmet, mobning… eller skilsmisse.” Med et blev der fuldstændig stille ved bordet. Alle holdt op med at tygge og kiggede bare ned. Havde jeg sagt noget forkert? Johannah rømmede sig efter noget tid.
”Så hvad skal du i sidste ende bruge det til? Altså psykologien og biologien?”
”Det… ved jeg faktisk ikke… Det interesserer mig bare.” Det var et lidt pinligt svar, for alle i min alder burde vide hvad de ville med deres liv, men jeg havde det fint nok lige nu. Hvorfor så tænke på hvad der ville ske om 3-4 år? Hun nikkede og tog den sidste bid og lagde sit bestik pænt til højre på tallerknen.
”Vi skal nok tage af bordet. Nu var vi her jo ikke til at hjælpe med maden.” Sagde Louis og rejste sig op og tog sin tallerken. Han lød faktisk lidt snottet nu. Jeg sagde jo han ville blive forkølet!
”Nej nej det går nok. Det er tvillingernes tur. De skiftes til at rydde op og hjælpe med maden. Det skal ikke ændres på, bare fordi vi får gæster. Gå i bare ind på værelset.” Johannah blinkede til mig og jeg blev straks rød i hovedet.
”Vi tager lige vores egne tallerkner ud så.” mumlede jeg og rejste mig ligesom Louis og tog min tallerken med ud i køkkenet.

”Du må ikke blive skuffet over mig, når du ser mit værelse!”
”Bare roligt. Hvis jeg bliver skuffet, vil jeg ikke sige det højt.” forsikrede jeg ham, og det fik ham til at løfte øjenbrynet. Han åbnede døren ind til sit værelse. Jeg skulle til at gå derind, men han tog fat i mig og svang mig op i sine arme, så jeg gav et lille skrig fra mig.
”Hvad laver du?!”
”Jeg vil bare bærer dig ind over dørtærsklen. Det har jeg set de gør på film.” Han svang mig rundt og gik sidelænds ind, så jeg ikke slog hovedet mod dørkarmen.
”Du ved godt det er noget man gør på bryllupsdagen, ikke?” Han lagde mig.. nej smed mig ned i hans seng som knagede voldsomt under mig.
”Det skader ikke at øve sig!” Han lukkede døren efter sig og stod lidt og kiggede sig omkring. Jeg gjorde det sammen. Væggene var meget lys blå og der hang nogle idolplakater af nogle fodboldspillere rundt omkring. Han havde en kalender med nogle let påklædte damer over ved hans skrivebord, men den var dateret til 2009. Ved siden af hans seng var der en kæmpe kasse med Superman tegneserier i, som så meget slidte ud og hans sengetøj var med Spiderman, så det var bare prikken over i’et.
”Interessant!” Sagde jeg og tog fat i dynen under mig.
”Jeg tror min mor prøver at lave sjov, men nu ved jeg hvor cool du er, så du vil slet ikke have noget imod at sove med Spiderman sengetøj.” Han satte sig på alle fire oven på mig og pressede mig helt ned at ligge i sengen.
”Louis er du sikker på det her er en god ide?” Jeg skævede til døren som kunne åbne sig når som helst. Han lagde mere af sin vægt ned over mig og begyndte at kysse mig hårdt. Jeg kunne mærke han var drillesyg, for han blev ved med at smile imens. Han lod sine hænder kører ned af min overkrop og derefter op igen, men under blusen. Hans fingre var kolde, men de efterlod sig varme spor på min hud. Jeg gispede efter vejret, da han begyndte at kysse mig ned af halsen imens han trak min bluse op. Han stoppede fuldstændig op, da han betragtede mine bryster. Det gav mig tid til at tænke og jeg skubbede ham blidt væk, før han nåede at bukke sig ned og kysse mig igen.
”Louis. Stop.” Sagde jeg med en undskyldende tone. Jeg vidste, at hvis han var kommet lidt længere, havde jeg slet ikke viljestyrke selv, til at stoppe.
”Min mor er altså ikke noget problem. Hun er slet ikke i nærheden!” surmulede han.
”Det er heller ikke din mor jeg tænkte på. Dine søstre har værelse lige inde ved siden af!” Jeg trak min bluse ned igen og rejste mig op. Louis kiggede bedende på mig mens han klappede på sengen.
”Louis det er ikke fordi jeg ikke vil. Jeg kan bare ikke gøre det her… Jeg går i bad.”

”Kan jeg låne et håndklæde, Johannah?” Louis mor sad i stuen og så noget tv sammen med tvillingerne. Hun rejste sig op og jeg fulgte med hende ind på hendes værelse for at tage imod håndklædet.
”Lottie er i bad lige nu, men vi har et ekstra badeværelse nede af den gang der, hvis det er. Det bliver kun brugt som gæstetoilet, da det er så langt væk fra værelserne.” Hun lo lidt for sig selv og snakkede om hvor dovne de alle kunne være om morgen og hvor svær Louis kunne være at få op, når han havde drukket. Good to know!

Jeg gik ned på deres gæstetoilet og bandede langt væk, at der ingen nøgle var. Men hun sagde jo, at de aldrig rigtig brugte det, så det gik jo nok. Det tynde lag støv der lå hen over hylderne var beviset. Jeg begyndte at trække tøjet af og lagde det pænt på bænken, og indså jeg ikke havde andet med, da jeg intet havde fået at vide om overnatning. Jeg håber også at shampooen ikke ville totalskade mit hår. Jeg gik ind og trak forhænget for, og blev varmet op af det varme vand. Da jeg havde fået shampoo i håret og jeg stod med lukkede øjne, skete det der ikke måtte ske. Jeg kunne hører døren åbne sig.
”Øh her er optaget!” Var det eneste jeg kunne sige og jeg var nød til at spytte noget af shampooen ud, fordi jeg stadig stod under vandet og skummet løb ned over mit ansigt.
”Det ved jeg skam godt.” Kunne jeg hører Louis grine. Jeg fik nok shampoo ud af håret til at jeg kunne åbne øjnene og stikke hovedet ud fra brusekabinen.
”Vil du med i bad eller?” Grinte jeg, for Louis stod med et håndklæde i hånden og havde taget sin T-shirt af.
”Det havde jeg da tænkt mig. For der er ingen små søskende i nærheden.” forsikrede han mig, før han tog det sidste af sit tøj af og kom ind i brusekabinen med et skævt smil på læben. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...