Youtuberen 2

Chris er vendt tilbage til London og venter på drengene hjemme i det store hus. Hverdagen er fyldt med studier, venner, paparazziaer og haters. Hun troede hun kunne leve med det, men én episode vender op og ned på det hele hvilket får Chris til at reagere på en måde hun ikke selv havde regnet med og tager en voldsom beslutning. Hun giver op.

38Likes
30Kommentarer
5744Visninger
AA

19. Kapitel 18

”Og det der er Damon.” Sagde jeg og pegede på min langhårede ven. Clara gav ham hånden og satte sig på den anden side af mig i forelæsningslokalet.
”Du er Emmas kæreste, ikke?” Spurgte hun og Damon nikkede smilene. Clara var endelig flyttet til kollegiet og selvom Emma er en smule sær, så lød det som om de kom meget god ud af det med hinanden.
”Jeg har altså kun fået den ene bog. Jeg skal hente den anden når vi er færdige her, nogen der vil gå med? Jeg tør ikke rigtig gå der op alene.” Hviskede Clara, da vores lærer var begyndt at tale.
”Jeg skal altså op på teateret lige efter forelæsningen og øve med Ben.” Sagde jeg undskyldende.
”Emma og jeg kan vist godt gå med dig.” Sagde Damon venligt. Clara smilede til ham og gav ham en thumbs up, for ikke at snakke mere og irritere de omkringværende elever. Clara var hurtigt til at skrive de første noter ned om klinisk psykologi men gik lige så hurtigt død i det, som jeg gjorde første skoledag. Det var en typisk elev ting at tænke; nu skal jeg være aktiv! Men et par dage efter sommerferien er man faldet tilbage i den samme gamle trædemølle med, at man ikke gider noget som helst, og lektier og noter er bare noget der skal overstås. Hun ville helt klart passe godt ind her.

Louis havde travlt med at planlægge den næste tour sammen med drengene og så vidt jeg vidste, var de også i gang med at skrive et par nye sange, så jeg måtte tage ned til teateret og øve uden ham. Den første forpremiere var også i næste uge, så vi skulle snart have alt på plads. Kostumerne var fuldstændig færdige og vi havde flere gange fået lagt makeuppen, så der også var styr på hvordan det skulle se ud. I dag var en stille øve-dag, for instruktøren var der ikke og vi mødte op ganske frivilligt. Ben og jeg havde nogle scener vi skulle have øvet igennem, for at være sikker på karakterenes følelser blev ordentlig udtrykt. Det var i hvert fald det instruktøren sagde, men det var bare en lille smule nemmere at udtrykke mine følelser når jeg øvede med Louis der hjemme, end når jeg stod over for Ben og skulle lade som om jeg var dybt forelsket i ham. Jeg steg af toget ikke så langt derfra og bevægede mig i sneglefart hen til teateret. Jeg havde ikke den store lyst til at skulle derind, men jeg skulle også være sikker på, at der ikke stod for mange mennesker udenfor døren som ventede på Louis. Kysten så ud til at være klar, så jeg skyndte mig ind af hovedindgangen og sagde hej til damen i billetkontoret og fortsatte ind i salen. Ben var allerede kommet og stod og snakkede med personen der skulle spille skovalfen Puck. De hilste begge på mig da jeg smed min skoletaske på en af sæderne på den forreste række og tog jakken af.
”Godt du kom Helena.” Sagde ham der spillede Puck og blinkede til mig.
”Vi indså vi ikke rigtig havde nogle replikker vi kunne øve uden der var andre til stede.” Sagde Ben og klappede ’Puck’ på skulderen. Jeg hoppede op på scenen med mit manus og bladrede hen til et sted hvor Ben og jeg havde en dialog.
”Det bliver måske lidt svært uden Louis og Ofelia.” Indrømmede jeg da jeg kiggede ned over manus.
”Vi kan da bare spille begge roller? Jeg kan spille Lysander og du kan være Hermia? Det kunne være en god øvelse!” Sagde Ben lidt for begejstret. Jeg kiggede ned over de mange replikker. Ikke nok med det var volapyk engelsk, så havde jeg svært ved at huske mine egne. Hvordan skulle jeg kunne spille begge roller?
”Kom nu vi prøver bare. Jeg begynder som Lysander.” Ben begyndte at fremsige replikkerne fra Lysander og øjeblikket efter trådte han et skridt til siden og sagde replikkerne for Demetrius og bagefter tilbage til Lysander. Jeg kunne ikke lade være med at le lidt af hans forsøg på at udfylde begge roller, men han så helt seriøs ud i ansigtet og ventede pludselig på at jeg svarede som Hermia. Jeg panikkede lidt og kiggede ned i Manus og læste op og derefter, ligesom Ben, trådte et skridt til siden og sagde Helenas replikker. Sådan fortsatte det, indtil vi kom til et nyt akt og vi satte os udmattede ned på scenen efter at have fremsagt et skænderi mellem 4 mennesker.

”Jeg er glad for vi ikke skal spille alle rollerne. Jeg får stress!” Udbrød jeg og lagde mig helt ned.
”Jeg kunne ellers helt vildt godt tænke mig at spille Puck også.” Sagde Ben smilene og kiggede drømmende ud i luften. Ben var egentlig god nok på bunden. Grunden til jeg i starten heller ikke kunne lide ham, var at han ufrivilligt skulle erstatte Louis for mig og Ofelia gjorde det værre ved at gnide sig op af Louis.
”Hvordan går det egentlig mellem dig og Louis?” Spurgte Ben meget pludseligt. Det var apropos ingenting.
”Deeet.. går da meget godt. Hvorfor?” Spurgte jeg undrende og hævede et øjenbryn.
”Altså i ser glade nok ud når i er her, men man ser bare så meget på nettet og i bladene. Det ser ud som om du har haft det rigtig skidt sidst i var sammen. Det virker ikke som et sundt forhold.” Forklarede Ben og pludselig var hans hånd på mit knæ. Jeg satte mig op i skrædderstilling så han var nød til at flytte sin hånd igen.
”Sundt forhold? Hvad mener du med det?” Jeg fik vist sagt lidt for tidligt, at Ben var en sød fyr. Han kløede sig i det opsatte hår og lignede en der skulle tænke over sine ord.
”Det er bare… De billeder der bliver taget af jer. I ser ikke vildt glade ud. Meget stresset og opstillet. Men når i er her virker i som om, at i aldrig nogensinde vil give slip på hinanden. Det er lidt rodet for mig. Især når jeg har oplevet dig i lettere intime situationer på scenen. Jeg ved ikke om det giver mening det jeg siger.” Jeg kiggede bare underligt på ham og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg læste ikke sladderblade og var ikke så meget på nettet som jeg plejede at være.
”Vær sød at forklar dig noget bedre.” Sagde jeg halvmuggent. Endnu engang rørte han ved mig, men lagde hånden på min arm denne gang.
”Jeg kender godt til kendis verdenen og hvordan de forskellige kendte bliver sat sammen som et mediestunt. Det er den eneste grund til at jeg ser jer to sammen. I virker alt for forskellige til at kunne fungere sådan rigtig. Og desuden så tror jeg der findes mange andre derude som er meget bedre for dig.” Jeg kunne ikke holde op med at blinke voldsomt, for jeg fattede ikke hvad det var han sagde. Det ene øjeblik havde vi det sjovt og det næste skulle han sidde og fortælle mig, at mit forhold var opstillet. Jeg rejste mig op uden at sige noget og hoppede ned fra scenen.
”Det var ikke negativt ment!” Råbte han efter mig og var på vej ned af scenen efter mig. Det fik mig til at stoppe op og jeg måtte knytte nævnerne for ikke at slå ud efter ham, mens han kravlede ned af scenekanten. Jeg smilede meget anstrengt til ham og det var som om han ikke opfattede min vrede, for at så pludselig lettet ud, da jeg smilte.
”Okay så. Forklar mig så én ting. Hvem vil være bedre for mig? Huh?” Jeg tog fat i min skoletaske og lagde min jakke over armen, mens jeg lod ham overveje sine ord.
”Det… det ved jeg ikke. En hver anden? Christina jeg ville ikke gøre dig sur. Jeg kan virkelig godt lide dig. Det var ikke for..” Han stoppede med at snakke da jeg vendte mig om for at gå. Han fulgte ikke efter mig, men da jeg kiggede mig tilbage da jeg åbnede døren, stod han og kiggede lige så dumt og uforstående på mig. Jeg forsøgte at smække med døren, men da det var i et teater var den lydisoleret og gik lige så stille i bag mig. God damnit!

På min vej ud kom Ofelia gående og hun kiggede nedladende på mig, så jeg stoppede op for at sende hende et lige så nedladende blik.
”Allerede færdig med at øve dig? Det tror jeg næppe. Du skal øve dig i døgndrift, hvis du skal præstere noget nogenlunde middelmødigt til premieren.” Fnøs hun og gik videre mod teatersalen.
”Og du skal være heldig hvis der en dag er en fyr der vil røre dig med en ildtang. Du opfører dig modbydeligt over for folk og det kommer man ikke langt med.” Svarede jeg kort og gik min vej uden at vende mig om for at se hendes reaktion. De skulle så meget komme til at fortryde, at de fik mig med i det teaterstykke.

”Jeg har fundet det du bad mig om, men er du sikker på det her?” Spurgte Emma da jeg åbnede borten til vores forhave. Emma havde Clara og Damon med sig og det var vores sidste aften sammen, før mig og Louis skulle bruge de næste mange dage på premiere og forestillinger.
”Jeg er helt sikker. Vi gør det i aften når folk begynder at gå i seng og sådan.” Sagde jeg en smule lumsk og gemte Emmas pakke i min taske da jeg gik ind af døren. Louis og Niall sad med Stan i stuen og var i gang med et spil Fifa mens de andre 3 rumsterede rundt i køkkenet for at finde ud af hvad vi skulle have at spise. Jeg ved ikke om jeg skulle tage i aften som en slags begravelsesfest. Mine 3 venner kom. Liam havde inviteret sin nye kæreste Sophia over, Zayn havde Perrie og Louis havde fået Stan til at komme, så han kunne se Louis ydmyge sig selv i sine stramme mande gamacher på scenen. Det var første gang jeg mødte Stan og han havde lige så dårlig humor som Louis. De matchede hinanden perfekt og jeg kunne tydeligt se og høre, at de havde været venner i lang tid. Jeg bad mine venner om at gå ind i stuen mens jeg gik ned på værelset med min taske, men Liam kaldte på mig fra køkkenet. Jeg vil ikke sige jeg ikke var på talefod med ham, men stemningen var stadig lunken, så det undrede mig lidt at han kaldte på mig, så jeg nøjes bare med at stå i døren til køkkenet.
”Hvad så?” Spurgte jeg undrende og tog fat om en tot af mit hår, for at dulme den smule nervøsitet der var kommet op i mig uden grund.
”Sophia og Perrie kommer snart.” Sagde Liam og smilede sigende til mig. Det var længe siden jeg havde set det smil blive vendt imod mig så jeg smilede selvfølgelig igen.
”Kommer de sammen?” Spurgte jeg, for jeg vidste ikke hvorfor han sagde det, når nu jeg havde vidst i et stykke tid at de ville komme.
”Perrie henter hende i lufthavnen ja. De har mødt hinanden et par gange før. Men Chris? Vil du ikke love mig at snakke med dem? Specielt med Sophia? Hun går igennem det samme som dig og jeg tror virkelig i kan hjælpe hinanden. Måske kan i endda danne jer en ny girlfriend club, når nu mig og Louis har total destrueret den første.” Liam blinkede hentydende hvilket fik Zayn til at grine lidt.
”Perrie er altså heller ikke farlig, selvom hun var med i den første klub.” Sagde han sigende og jeg gik ind for at give dem begge et kram. Det var super godt at høre det fra dem og det gjorde mig også meget bedre tilpas at vide, at der var nogen der var i samme båd som mig. Apropos samme båd…
”Tak det er rart at høre. Og Harry? Clara er i stuen.” Harry der havde stået i baggrunden af vores samtale lyste pludselig op og stormede ind i stuen før jeg nåede at tilføje mere. Liam og Zayn gjorde store øjne og brød ud i en høj latter.

Jeg gik endelig ned med min taske og da jeg kom op var alle samlet i stuen. På en lidt anden måde en jeg havde regnet med. Emma sad overkors på stakkels Stan der lå på gulvet. De sloges om controleren til spillet og Emma var slået over i svensk, hvilket vil sige at det var ved at være intens.
”Emma for helved!” Råbte jeg på dansk, hvilket fik alle til at se på mig. Hun grinte bare og fortsatte med at hive i Stans controler.
”Louis hvorfor gør du ikke noget?!” Sagde jeg og var ved at grine da Emma tog fat i Stans hår og Damon prøvede at overtale hende til at give slip.
”Hun er din svensker, babe.” Sagde han og grinte da Damon endelig fik væltet Emma af Stans ryg og de nu alle tre lå på gulvet og rodede rundt. Jeg pustede hårdt ud og kunne pludselig høre porttelefonen bippe. Det måtte være Perrie og Sophia. De andre så ud som om de ikke hørte det, så jeg gik over og åbnede porten ved vores fjernbetjenings system ved døren. Lysene fra bilen kunne ses igennem den matte glasrude i døren og jeg åbnede døren, før de overhovedet var kommet ud af bilen. Sophia tog en mindre kuffert ud af bilen og Perrie låste efter dem. Jeg sagde et hurtigt hej til dem da de kom op til døren men jeg blev overrasket da Perrie smed armene om mig og trak mig ind i et kram. Jeg spekulerede over om det bare var britisk høflighed, men hun smilede til mig og sagde det var godt at se mig. Sophia var lidt mere tilbageholden og gav mig hånden. Jeg viste dem ind i køkkenet hvor Liam og Zayn stadig sad.
”Skal jeg tage din kuffert op på Liams værelse?” Spurgte jeg høfligt da Sophia trak sin kuffert efter sig hen til Liam.
”Det skal jeg nok gøre. Så kan du sætte dig ned og snakke.” Liam tog hurtig hendes kuffert og forsvandt ud på gangen. Jeg smilede akavet til Sophia og satte mig på stolen ved siden af.
”Sååå du studerer også?” Spurgte hun venligt og jeg nikkede.
”Ja biologi og Psykologi. Hvad med dig?”
”Wow. Jeg studerer bare design. Jeg vidste slet ikke du var sådan en klog en. Altså ikke at du ikke ser klog ud! Misforstå mig ikke! Men jeg troede du ville lave noget med computer eller sådan noget når nu du laver youtube videoer.” Jeg lo lidt af hvor nervøs hun var hvilket gjorde mig mindre nervøs. Hun virkede som om hun var helt nede på jorden, hvilket gjorde jeg lynhurtigt kunne lide hende. Perrie var også utrolig jordnær selvom hun selv var kendt. Men jeg gætter på de fleste kendte mennesker har en form for maske de tager på i offentligheden som de smider når de kommer hjem. De ser alle så selvsikre ud når de står foran kameraerne. Vi sad og snakkede om studier indtil vi hørte en råben inde fra stuen og pludselig kom min stakkels kat Ozzy løbende inde fra stuen af og gemte sig bag køkkendisken. Jeg skyndte mig ind og åndede lettede op da Emma ikke var ved at tæske Stan igen, men til gengæld havde vundet et spil. Hun var begyndt at synge svenske slagsange mens de andre brokkede sig voldsomt. Det var helt underligt at kigge sig omkring. Her sad der et verdensberømt boyband med deres venner og kærester blandet med punkere fra Camden og en amerikansk udvekslings student. Det var sådan et underligt syn men det var virkelig fantastisk. Anledningen var dog knap så sjov. Jeg skulle i morgen vise mit ikke eksisterende skuespillertalent frem for hele verden. Fordi Louis var med ville der være hundrede pressefolk og salen ville sikkert være fyldt med fans i stedet for almindelige teatergæster. Men jeg skulle nok få vendt det hele til min fordel. Måske var jeg ikke verdensmester og måske havde jeg ikke alle fans på min side men jeg havde et hemmeligt våben der hedder Emma som nok skulle få mig ind i varmen hos de rigtige.

Aftenen forløb meget uroligt på grund af den play station. Os piger (på nær Emma) gik ud i køkkenet og lavede os noget te og snakkede med stakkels Ozzy som ikke turde forlade køkkenet igen. Uden at have været meget omkring på nettet fandt jeg hurtigt ud af hvor skidt drengenes fans havde taget imod Sophia. Hun havde det utroligt svært med det, men prøvede så godt hun kunne, at smile på de rigtige tidspunkter selvom der ikke altid var noget at smile over. Jeg kunne kun nikke til alt hun sagde og vi byttede numre så vi kunne brokke os lidt til nogen der faktisk forstod os. Drengene var der jo altid men de havde en masse mennesker i ryggen til at hjælpe dem med at tackle forskellige situationer og sikkerhedsfolk omkring dem så snart de skulle udenfor en dør. Jeg var glad for at jeg havde fået et par gode samtaler med en manager og jeg opfordrede Sophia og Clara til det samme, selvom Harry ikke rigtig havde fået taget sig sammen til at invitere Clara ud endnu. Det blev senere og senere på aftenen og Emma og jeg måtte til sidst sige tak for i aften, hvis vi skulle have min plan til at lykkes og gå ubemærket hen før premieren dagen efter. Louis undrede sig dog lidt, men sagde bare jeg ville øve mig med Emma en sidste gang.

Så var dagen endelig kommet. Dagen for den store premiere og dagen hvor jeg skulle give instruktøren og mine medskuespillere en grim overraskelse. Jeg fik Emma til at sætte mir hår op i en fletning og trak en hue ned over så det ikke kunne ses så godt. Emma fniste voldsomt da vi gik op af trappen og ud i køkkenet. De fleste havde allerede taget det pæne tøj på. Det blev sent i går så vi stod lidt sent op og der var ikke forfærdelig lang tid til at Louis og jeg skulle møde op ved teateret så kostumerne og makeuppen kunne blive ordnet. Alle sad rundt omkring i køkkenet hvor de nu lige kunne finde plads, for vi havde ikke stole nok. De kiggede underligt på min hue jeg havde trukket ned over ørene når nu det var ved at være forår og ikke specielt koldt udenfor.
”Babe er du blevet syg?” Spurgte Louis da jeg kom smilene ind i køkkenet. Jeg gik forbi bordet hvor de fleste sad og hen til køleskabet for at finde noget morgenmad, hvilket betød jeg nu havde ryggen til folk og de ville kunne se min hestehale stikke ud under min hue.
”Det er løgn!” Grinte Niall og jeg kunne høre en var ved at spytte sin juice ud over bordet. Jeg vendte mig om og rakte tunge af dem alle før jeg lod Emma trække huen af mit hoved og afslørede mit skrig pink hår med den lille gule stribe foran.
”Oh my god dit hår!” Sagde Clara begejstret. Og kom straks hen for at mærke på det.
”Så kan vi kende hende igen.” Sagde Louis smilene og kom også en til mig og kyssede mig. Han stak næsen ned i mit hår og snusede ind.
”Jep det er den samme hårfarve som altid. Jeg er ved at kunne genkende duften. Hvor er det altså vildt flot!” Han trak sig lidt væk for at få et bedre udsyn at mit hår og hev lidt i min fletning.
”Jeg tænkte det skulle være en overraskelse, så jeg fik Emma til at gøre det i smug i går.”
”Instruktøren får sig nok en grim overraskelse i hvert fald.” Sagde Harry og en del af de andre gjorde sig enig.
”Det vil jeg kun glæde mig til.” Sagde Louis og kyssede mig igen. Vi havde snakket meget om hvor meget vi hadede at skulle være med i det teaterstykke, men ingen havde sagt vi skulle være perfekt, kun at vi skulle være med. Så hvorfor ikke få noget sjovt ud af det?

Jeg trak huen ned over mit hoved igen da vi var på vej ud af døren. Louis lagde sin arm om skulderen på mig så man ikke kunne se hestehalen og sådan gik til og fra bilen. En masse fans og fotografer var allerede mødt op for at få et glimt at Louis og han holdte mig tæt ind til sig mens han med den anden hånd greb fat i en af sikkerhedsvagternes jakker, så han kunne guide os frem, mens Louis og jeg kiggede ned i jorden for ikke at blive blændet. Vi var selvfølgelig de sidste der kom. Det var tydeligt at se hvem der brændte for det og hvem der ikke gjorde. De andre rendte rundt med manus og var kun halv i deres kostumer fordi det var vigtigere for dem at øve, end at kostumet sad ordentligt. Det gjorde kun arbejdet mere besværligt for de stakkels mennesker der skulle sminke dem som rente rundt og bad dem om at stå stille på scenen. Instruktøren stod og holdt om sin lille stjerne datter Ofelia. Måske var hun ved at være nervøs? Så selvsikker hun havde været alle de andre gange jeg havde set hende, så ønskede jeg næsten at se hende nervøs. Louis og jeg gik lige forbi dem og hoppede op på scenen.
”Kom herhen i skal have kostumerne på før i begynder at øve.” Sagde en af de stakkels scenen medarbejdere der løb forvirret rundt og prøvede at få folk med om bag scenen.
”Selvfølgelig.” Sagde jeg venligt og lod manden tage min jakke før jeg trak huen af mit hår. Folk blev hurtigt stille omkring os, mens jeg bevægede mig i retning af backstagerummene.
”Christina!” Blev der pludselig råbte bag mig. Jeg vendte mig smilene mod scenekanten hvor instruktøren stod med ligblegt ansigt og kiggede på mig.
”Hvad så?” Spurgte jeg ham drillene og Louis tog min hånd for ligesom at støtte mig i hvad jeg havde gjort.
”Hvad har du gjort ved dit hår frøken?!” Skældte han. Ofelia hvis ansigt ikke var andet end nedladende når hun ikke spillede skuespil, så alligevel chokeret ud.
”Jeg har farvet det. Jeg havde overvejet at få den her farve tilbage længe, men jeg ville egentlig også gerne prøve noget nyt. Så jeg farvede lidt af pandehåret gult. Sejt ik’?”
”NEJ!” Råbte Instruktøren og satte sig ned på den forreste række som om han opgav alt. Jeg prøvede at skjule mit smil mens Ofelia gik hen til sin far for at berolige ham.

Vi gik ud for at få vores kostumer på og alle folk gloede voldsomt på mig, men jeg var totalt ligeglad. Jeg havde gjort det med vilje og det var lige præcis den reaktion jeg havde ønsket. Jeg ville have folk til at være forfærdede. Jeg ville have folk til at ryste på hovedet af mig, så jeg kunne overbevise dem om, at det var en dårlig ide at tvinge folk til noget de ikke ville. Jeg ville sikre mig, at det var sidste gang universitetet ville prøve at misbruge folk som Louis, for at blive nævnt i pressen. Jeg skulle lærer Ofelia ikke at træde på folk for selv at få det bedre, men til sidst følte jeg mig også hundrede procent mig selv igen. Håret var en del af min identitet. Hvis de ville have jeg skulle være her, så skulle de have den sande mig. Jeg kiggede ned over dem lange kjole og jeg kunne høre hvordan scenefolkene råbte til hinanden mens de fik det store tæppe til at dække scenen af. Øjeblikket var snart. Jeg var spændt på at se hvem publikum var. Hvor mange blitz der ville fylde salen og hvordan folk ville tage imod dette ældgamle teaterstykke krydret med lidt boyband magi og internet tøs.
”Hun er herinde.” Instruktøren kom gående ind i sminkerummet med en mand i arbejdstøj. Han havde en flaske med der lignede noget husholdningssprit og de gik begge hen imod mig.
”Wow wow hvad laver i?” Spurgte jeg, da manden begyndte at hælde noget at flaskens indhold på en klud.
”Når det er nyfarvet er det nok ikke trukket helt ind i håret. Vi kan måske nå at redde det.” Sagde Instruktøren og lavede en bevægelse der fortalte manden at han skulle fortsætte. Jeg rejste mig fra makeupstolen og gik væk fra dem.
”I skal ikke røre mit hår.”
”Christina. Dette er et klassisk stykke af selveste William Shakespeare. Det er en af de finere engelske tragedier. Man havde ikke pink hår som Helena. Det hele er så forkert. Lad os i det mindste prøve.” Instruktørens ansigt var ved at være godt rødt og man kunne tydelig høre på hans stemme at hans snart kogte over.
”Hvis i røre mit hår så skriger jeg.” Advarede jeg dem. Jeg kunne nemlig høre hvordan salen var ved at blive fyldt op med mennesker der trampede rundt på det polerede trægulv for at finde deres pladser. Hvad ville folk ikke tænke hvis jeg gav mig til at skrige? Manden med kluden kiggede bekymret over på instruktøren der begyndte at tage dybe vejrtrækninger. Jeg forlod makeuprummet og prøvede at finde Louis. Han var ved at få den løse skjorte til at sidde ordentlig nede i de stramme bukser.
”Louis de vil ødelægge mit hår!” Sagde jeg og lavede store øjne til ham. Han fik straks et vredt ansigtsudtryk og skubbede sig forbi mig og hen til makeuprummet jeg lige havde forladt. Instruktøren stod og bandede og det kunne høres langt væk. Louis gik derind og jeg valgte at blive stående udenfor. Jeg blev dog lidt bekymret da Louis lukkede døren.
”Du skulle bare lige ødelægge det hele?” Ofelia kom op bag mig og var fuldt klædt i hendes Hermia kostume.
”Jeg ødelægger ingenting. Hvis der er nogen der ødelægger noget, så er det jer. I burde være mere åbensindede eller mindre blinde. I kunne have valgt at lade mig og Louis gå og så sige det var det, men nej i skulle bruge Louis berømmelse for at få opmærksomhed til jeres stykke.” Hun stirrede intens på mit hår før hun svarede.
”Og hvad så hvis vi havde brug for Louis? Min far havde lovet mig at det her var min store chance. Hvis du bare var gået frivilligt så ville jeg havde været stjernen sammen med ham.” Hun nærmest stampede i jorden og jeg pustede hårdt ud.
”Du ved ikke hvad Louis tilstedeværelse gør ved det her stykke vel? Jeg gætter på at 90 procent at dem der sidder i salen er hans fans, hvis ikke flere. De vil slet ikke bemærke du er der. Hvis jeg havde sagt nej ville der ikke være nogen grund til at han også var her og så ville salen slet ikke være fyldt op.” Hun kiggede på mig med smalle øjne men hendes skuldre faldt lidt sammen som om hun var ved at opgive ligesom hendes far.
”Skrid af helveds til.” Var det eneste hun kunne svare.
”Tro mig. Det ville jeg gerne! Men jeg har en rolle der skal spilles.” Instruktøren kom mumlende ud af døren og Louis kyssede mig hurtigt på kinden før han fulgte efter.
”Vi skal på scenen om lidt. Husk at være klar og lad vær med at være jaloux!” Grinte han. Instruktøren kiggede muggent på Louis før han begyndte at give sine instrukser. Jeg gik hen i den side af scenen hvor det var meningen jeg skulle gøre min entre og Ben stod der allerede med manus i hånden og kiggede det igennem en sidste gang. Han havde næsten det samme tøj på som Louis. Dog var hans bukser blålige i stedet for brune. Han smilede kort til mig og kiggede ned i manus igen. Dog spærrede han øjnene op igen og tog et ekstra kig på mit hår.
”Wow Christina. Du har gjort noget ud af premieren, va’?” Grinte han og gav min skulder. Jeg nikkede bare og lod som ingenting. Han skulle ikke komme for tæt på hvis det ikke var på scenen. Lyden af folk udenfor tæppet dæmpede sig lidt, som om at folk havde fået sig sat og kun ventede på det hele begyndte. Jeg kiggede hen i den anden side af scenen hvor Louis stod og var ved at få sat en mikrofon på tøjet. Han vinkede til mig og jeg sendte et luftkys tilbage til ham.

Lyset blev dæmpet og publikum blev automatisk mere stille. Oplæseren gik frem på scenen og da musikken begyndte at spille. Idet tæppet går op kommer en stresset mand hen og sætter en mikrofon på mit tøj også. Nu kunne vi ikke snakke, før vi skulle på. Den første scene begyndte. Ofelia satte sig på gulvet foran tronen der var blevet sat op. Hermia diskuterede med sin far om hvem hun skulle giftes med. Hun var forelsket i Lysander men hun var trolovet med Demetrius. Der var en masse hvisken mellem publikum da Ben kom på scenen, men kort efter hvor Louis gik ind på scenen begyndte folk at skrige. Og med folk mener jeg fangirls. Det var tydeligt at høre, at hele salen var fyldt med dem. Louis måtte opgive at sige sin replik indtil der var ro nok til, at man kunne høre ham igen. Folk begyndte at tage billede. Første begyndte de som diskrete billeder hvor de var nervøse over blitzen. Men efterhånden som folk blev ved med at tage billeder, så var de totalt ligeglade med blitzen. Jeg blev en smule nervøs men prøvede at ryste det af mig, før jeg gjorde min entre på scenen. Ligesom da Louis kom ud, skreg folk op så jeg ikke kunne lige min replik. Jeg hørte flere begyndte at skrige op om mit hår, men jeg prøvede at lade være med at smile. Ofelia så dog lidt snerpet ud i forhold til at hun egentlig skulle se ulykkelig ud som Hermia. Vi havde vores diskussion om kærlighed hvor vi nærmest henvendte os til publikum og jeg lod mærke til alle mine venner som sad på den næst forreste række, da første række var optaget af anmeldere der sad og skriblede på deres blokke.

En masse billeder blev taget og et par fejl blev selvfølgelig også lavet men da vi til sidst gik frem for at bukke for publikum som mest af alt bestod af unge piger, begyndte de at skrige efter Louis og jeg. Jeg blev helt vildt glad da jeg også hørte mit navn. Ikke at jeg forventede at alle hadede mig fordi jeg var blevet slået ned, men det var virkelig dejligt at af bekræftet at nogen kunne lide mig. Jeg holdte Ofelia i den anden hånd og Ben i den anden da vi gik frem og bukkede endnu engang. Jeg gav slip på Ofelias hånd og var ved at gå ud i højre side som vi havde øvet, men Louis brød vores kæde og greb fat i mig. Jeg gav per automatik slip på Ben og kiggede mig forvirret rundt. Folk begyndte at råbe endnu mere blandt publikum og Louis gjort tegn til scenefolkene at de skulle tænde hans mikrofon igen. Alle andre på nær Ofelia gik af scenen. Hun kiggede forvirret på os, men smilede alligevel ud til publikum ind i mellem.
”Christina.” Startede Louis og tog begge mine hænder. Han kiggede mig dybt i øjnene indtil han indså at Ofelia stadig stod bag ham. Han kiggede lidt utilfreds på hende og viftede med hånden for at få hende til at gå. Hendes ansigtsudtryk var guld værd da hun marcherede ud bag ved scenen. Han vendte sin opmærksomhed imod mig igen.
”Så. Nu hvor vi er alene…” Han kiggede sigende ud på publikum der var blevet stille for at høre hvad han sagde.
”… Så har jeg noget jeg gerne vil sige.” Han piftede ud og Niall rejste sig fra sin plads og trak et eller andet op af lommen og kastede den op på scenen til Louis. Som den sportsglade idiot Louis nu var, så greb han den selvfølgelig. Jeg bemærkede at det var en lille sort fløjelsæske og jeg blev lidt urolig.
”Jeg ved godt hvad du tænker lige nu. Og bare rolig det er ikke hvad du tror.” Han smilede sødt til mig, før han gik ned på et knæ. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Det skete bare ikke. Ikke nu. Ikke her! Louis tog en af mine hænder og holdt den i sin.
”Jeg frier ikke til dig nu, bare rolig. Dette er bare en reminder om, at jeg virkelig holder af dig Christina og en dag, så vil jeg fri til dig. Men indtil da, så vil jeg håbe du vil gå med den her ring som jeg har specielt udvalgt til dig, fordi jeg bare elsker dig. Og jeg lover dig, at den en dag vil blive skiftet ud med en rigtig forlovelsesring. Bare sig til når du er klar.” Han tog ringen ud af æsken og satte den på min ringfinger. Den havde ikke nogen sten, men den var simpel i sølv med nogle sorte blomster detaljer. Han rejse sig op og ledte efter mine øjne for at se, om det han nu havde gjort var i orden. Jeg nikkede med tårer i øjnene og lagde mine arme om hans hals og trak ham ind i et kys. Folk jublede og awww’ede af os og jeg kunne ikke lade være med at græde. Alt var virkelig perfekt. Selvom vi havde en masse forestillinger vi skulle igennem den næste uges tid, så stod jeg der på scenen med min dejlige kæreste. Alle mine venner var i salen og deres fans klappede og jublede over Louis romantiske side. Jeg var hundrede procent mig selv igen og denne gang skulle intet ødelægge det for mig. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...